Memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
Deltager i en flænge i himlen konkurrencen, med nummer 2

"All the memories from her last hour"

3Likes
5Kommentarer
287Visninger

1. Memories

“All the memories from her last hour”

 

Det hele står så klart, alle minderne, alle tiderne både gode og dårlige. Alt. Alt fra baby, til barn, til ung. Det hele står så klart som aldrig før.

 

Som jeg ligger her, den dag lægen forud sagde at jeg skulle dø, for præcis tre måneder siden. Jeg havde fået kræft som fjortenårig og nu skulle det altså ende. I dag. Det var i dag mit liv skulle ende. Som syttenårig. Det var mærkeligt at tænke på. Tænke på alle de ting jeg gerne ville nå, alle de ting jeg havde nået.

 

Jeg ved sådan set ikke hvor lang tid at jeg har tilbage,  om det er tyve sekunder, en time eller en måned. Det ved ingen, men jeg ved at det ikke er lang tid. Kræften har overtaget min krop. Alle minderne kommer op. Styrter rundt, som om det var deres sidste chance, hvilket det måske også er.

 

Minderne fra da jeg kun var en lille pige, et barn. Hvor alt var godt. Der var ingen bekymringer, ingen fordomme, og ingen sygdom. Allermest ingen sygdom. Fra da jeg legede i børnehaven, med min lille dukke med det lyse hår og den røde kjole. Da jeg cyklede op og ned af bakken flere gange i streg, uden at stoppe. Blev bare ved og ved med at cykle. Det var livet, uden bekymringer, uden sygdom.

 

Jeg blev ældre. Kom i skole. Jeg var ikke længere et lille barn. Jeg var blevet større, forstod mere. Levede nu med få bekymringer, og med mere forståelse over for den verden vi lever i. Begyndte at forstå, at alt ikke bare, er leg på røde roser, men at der rent faktisk var mange mennesker der led, der ikke fik mad, var syge.

 

Jeg kan huske første gang jeg kom til at se nyhederne. Der var et indslag med en lille dreng, der havde mistede sin mor og far. Drengen var fra Afrika. Hans forældre havde efterladt ham, fordi de ikke havde råd til at betale for mad og medicin til ham. Drengen var syg. Han var på omkring min alder, syv år. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke forældrenes valg, jeg forstod ikke hvorfor. Hvorfor man blev nødt til at efterlade ens barn, fordi man ikke kunne betale. Det var en øjenåbner. Jeg kan stadig se smerten i drengens øjne.

 

Det var faktisk den dag, at jeg havde bestemt at jeg ville arbejde med, at gøre verden til et bedre sted at leve i. Jeg ville kunne give de forældre en mulighed, for at redde deres barn. For at hjælpe, dem der led. For at fjerne den smerte, som jeg så i drengens øjne.

 

Jeg blev ældre. Begyndte at forstå mere og mere. Kunne ikke leve med skyklapper på længere. Men jeg havde det godt. Stadig ingen sygdom. Jeg var blevet tretten år. Jeg kan huske, at det var der jeg fik min første kæreste. Han hed Mads. Han var mit et og alt i den periode, selvom at det ikke varede mere end to måneder. Det var ham der gav mig mit første kys, på min fjorten års fødselsdag. Cirka fem måneder før at jeg blev syg. Han havde været mit et og alt. Han var min første og eneste kæreste. Den eneste kæreste jeg fik.

 

Jeg blev syg. Fik konstateret kræft i lungerne. Den femtende juli to tusind og elleve. Den dag alt ændrede sig. Det føltes som om, at alt blev taget fra en. At alt hvad man har bliver revet væk, og man kan kun stå og se på. Det var en forfærdelig følelse. Min mor og far græd, da lægen fortalte det. Jeg kiggede bare ud i luften, jeg kunne ikke forstå det. Hvordan kunne jeg have kræft. Hvorfor skulle jeg have kræft. Hvorfor lige mig. Tankerne kørte rundt. Tårerne trillede på mine forældres kinder. Som om at de aldrig ville stoppe. De blev bare ved og ved med at trille.

 

Jeg var syg. Jeg havde det dårligt. Hele tiden. Det var forfærdeligt. Jeg havde været syg i et år nu. Det var ikke blevet bedre, faktisk blev det kun være. Tror jeg. Der var ikke nogle der ville fortælle mig, om min tilstand i forløbet. Men jeg kunne fornemme det, det hele blev kun værre. Jeg fik det også dårligere og dårligere, dag for dag. Det var som om at det aldrig ville få en ende. Det hele blev bare mere og mere trist. Hele tiden. Det var intet lyspunkt. Tårerne trillede stadig tit på mine forældres kinder. Der var ingen smil, i den periode.

 

Jeg fik det bedre. Det gjorde jeg virkelig. Min medicin begyndte at virke, jeg kunne mærke det. De triste tårer, blev pludselig til smil på mine forældres læber. Der var nu flere lyspunkter. Jeg havde nu været syg, i næsten to år. Jeg var nu seksten år. Jeg begyndte at komme en smule tilbage i skole, men det var hårdt. Alle havde ændret sig, alle var anderledes. Det var ikke længere det samme. Det var hårdt. Alle blikkene på mig, alle kiggede. Jeg var jo syg. Det var hårdt, ikke at være som alle andre var. Jeg var anderledes.

 

Vi var meget ude at rejse, mine forældre ville gerne fejre at jeg fik det bedre. Vi var i Australien. Det var fantastisk. Det er en af de bedste oplevelser i mit liv, nogensinde. Jeg svømmede med delfiner. Oplevede en anden del af verdenen, en anden kultur, andre mennesker.Det var en anden verden.

 

Men verden ændrede sig igen. Jeg fik det værre og værre. Alt det lyse blev igen mørkt. Alle smilene blev igen til tårer. Og det eneste jeg kunne, var bare at se på. Se på hvordan kræften endnu en gang overtog min krop. Hvordan den sugede alle kræfter, smil og glæde ud af mig. Hvordan den lille så stille, sugede livet ud af mig, dag for dag, minut for minut. Jeg fik det ikke bedre. Det var det lægen fortalte mig, for tre måneder siden i dag. Kræften havde overtaget min krop, der var ingen vej tilbage. Han havde sagt at jeg skulle dø.Som syttenårig. Og det eneste jeg tænkte var, hvorfor mig. Jeg forstod det ikke.

 

Jeg forstår det ikke. Som jeg ligger her, i min seng. Eller sygehusets seng, som nu er blevet min. Med hovedet oppe, og min spinkle krop pakket ind i en hospitalsdyne. Med slanger koblet til steder på min krop, hvor de slet ikke burde være. Med en maskine der står ved siden af, der fortæller mig hvordan mit hjerte slår. Bib, bib, bib, lyder det fra den. Jeg forstår det ikke.

 

Hvorfor lige mig. Den tanke har jeg tænkt over en million gange. Det er et spørgsmål jeg ikke kan få svar på, for hvorfor. Hvem vælger hvem der skal have kræft, ingen. Hvem vælger hvem der skal dø, ingen. Så hvorfor, hvorfor skal det lige ramme mig. Det spørgsmål ville jeg så inderligt gerne have svar på. Hvorfor mig?

 

Mine forældre sidder ved siden af mig. Ved min seng, holder min hænder. Min mors hånd i den ene, min fars i den anden. Tårer er igen kommet frem på deres kinder. Vi snakker en gang imellem, men mest er der bare stilhed. Hvad skal vi snakke om. Tårer er også begyndt at trille ned på mine kinder nu. Det er så mærkeligt at tænke på. Tænke på at man skal dø, at jeg skal væk herfra verden. Væk fra verden, uden jeg egentlig har nået at opleve den. Min mor nusser min kind, mens hun tørrer tårerne væk.

 

Der er så mange ting som jeg gerne ville nå. Så mange ting jeg gere ville opleve. Men jeg ligger bare har, uden nogen chance for at kunne komme til at gøre det. Jeg har så mange drømme. Ser stadig drengen fra Afrika. Ser stadig sorgen i hans øjne, jeg ville så gerne kunne ændre det. Jeg ville gerne kunne give dem noget.


Jeg kommer pludselig i tanke om noget. Da jeg fik afvide at jeg skulle dø, fik jeg lov til at få et ønske opfyldt, men har aldrig brugt det. Indtil nu, nu ved jeg hvad det skal bruges på. Når jeg er væk, ville jeg have at mine forældre får en rejse til Afrika, der skal de tage min børneopsparing med, og så skal de hjælpe så mange familier de kan, for de penge som der nu er. Jeg fortæller det til dem. De smiler, med tårerne løbende ned af deres kinder, men de lover at gøre det. De lover at opfylde mit ønske. De lover at fører en af min drømme videre. De lover at gøre det, som jeg så gerne selv ville kunne gøre. Jeg smiler. Det er som om, at jeg endelig falder til ro.  Kan mærke at mine øjne falder stille i, og bib lyden fra maskinen bliver svagere og svagere. Bib bib bib bib...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...