Alt i mørke

En dag begynder det at regne meget. Jeg er blevet inspireret af Riverside af Agnes Obel.

10Likes
14Kommentarer
385Visninger

1. Alt i mørke


Vi lader en dame, som skal købe et sæt stangtennis, komme foran os. Hun smiler og takker. Jeg smiler hurtigt igen og vender mig så om og råber efter min veninde, som er nede for at bytte posen med chips, fordi hun tabte den, og vi blev enige om, at vi helst ville undgå stumper. Vi er seks piger og en dreng.
Vi mødte hinanden på en campingplads ved vandet og besluttede os for at holde kontakt.
Jeg synes stadigvæk, det er underligt at skulle noget efter skole, selvom det er et år siden. At kalde mig for vi, fordi det ikke kun er mig. Jeg er begyndt at rulle mit gardin op, så der kan komme lys ind, fordi der selvfølgelig skal være lyst, når jeg tager venner med hjem. Det har jeg ellers aldrig brudt mig om. Jeg har lysende stjerner i loftet. Dem vil jeg gerne kunne se i mørke. Mine øjne er også flottere i mørke. Det hele er bedre på den måde.
Men sådan kan det ikke være, når jeg har venner med hjem, det er klart.

Det er begyndt at regne udenfor, og vi skriger og holder vores helt tynde sommerjakker over hovederne. Dem løber vi hjem under. Vi laver varm kakao og griner af nogle billeder, som dukker op på Mettes tumblr.
Der er en idyllisk stilhed, når vi ikke kan finde på noget at sige. Det er godt det hele.

Næste morgen vågner vi i en bunke af mennesker, puder og dyner. Vi er trætte, og de fleste skal være tidligt hjemme, fordi det er søndag. Det regner.
De af os, som skal med bussen, brokker sig. Ingen vil ikke komme helt gennemblødte hjem, Sofia har lige fået nye bukser. Jeg siger, at hun må leve med. Hun siger, at det kan jeg sagtens sige, når min mor kommer efter mig. Hmm, siger jeg. Stemningen er ikke som dagen før, men det er den alligevel aldrig, når man er trætte og det regner. Når det er morgen. Morgener er ikke gode.

Jeg er den sidste, der bliver hentet. Vinduesviskerne på min families sorte bil skubber dråberne væk. Jeg har aldrig før betragtet vinduesviskere udefra. Det ser sært ud.
Jeg giver Mette et kram og siger tak fordi, vi måtte komme. Hun smiler og nikker og er lidt underlig, fordi min mor er her. Sådan er det altid.
Da jeg sætter mig ind i bilen, kan jeg mærke, at jeg har frosset, for den er helt dejlig varm. Jeg falder i snak med min mor. Regnen trommer på ruden.

Jeg bliver vækket af regnen flere gange i løbet af natten. Jeg kan høre, at vandhanen på badeværelset drypper. Det distraherer mig så meget, at jeg lister ud af mit værelse og lægger et håndklæde i vasken. Der er stadig en stump lyd at høre, men jeg falder i søvn alligevel og sover dårligt. Jeg tager i skole. Vejen derhen er en stor vandpyt. Nogle hunde løber fra sin ejer, en gammel dame, på den anden side af vejen. Jeg tager en slurk vand, og det føles helt absurd. Jeg er ikke engang tørstig. Det er sjældent, jeg går i skole, men min cykel havde jeg ikke løst til at tage. En eller anden kalder på mig, og det går op for mig, at jeg allerede er på skolen lige foran døren. Jeg smiler til den klassekammerat, som kaldte på mig. Så går vi op.

Koncentrationen er på sit laveste. Ikke kun den dag. Også dagen efter og dagen efter. Vi snakker mest om dansk sommer. At den ikke er til at stole på, fordi regnen er stærkere end solen. Solen kan ikke lide os, siger vi til hinanden. Kun gråvejr, gråvejr, gråvejr og aldrig uden vand. En dag får vi en mail om, at skolen er aflyst på grund af vandskader. Jeg bliver ikke engang glad. Det kommer ikke bag på mig. Jeg tænker ikke over det. Jeg bliver blot hjemme og støvsuger med min mor.

En dag sidder jeg og kigger ud af vinduet. Mor, siger jeg. Hun går og nynner og svarer først tredje gang, jeg kalder hendes navn. Mor, siger jeg så, tror du det bliver ved med at regne? Hvor højt tror du, vandet kan blive?
Hun siger, hvorfor skulle det dog ikke blive ved med at regne? Kan du ikke lide det? Jeg trækker på skuldrene. Så nynner min mor videre. Jeg går ind på mit værelse og skriver til mine venner. Alle vores skoler har midlertidigt lukket, det er lige præcis de ord, alle vores lærere har sagt til os. Vi aftaler at være sammen en dag, men vi aftaler ikke hvilken. Jeg synes, det er en meget god måde at beskrive situationen på. Jeg vil gerne i skole igen. Det sker bare ikke.

Det regner hele tiden. Det begynder at gøre mig tom. Jeg følger regndråberne med øjnene fra de falder fra himlen til de rammer vandet på jorden. Jeg iagttager bevægelserne, hvordan nogle af regndråberne bliver til bobler, som springer kort efter de rammer vandet, mens nogle andre bliver til ringe, som langsomt bliver eet med alle de andre dråber, der falder konstant. Det fascinerer og drager mig. Jeg beslutter at gå udenfor. Uden sko på.

Vandet går mig til hofterne. Det er lunkent. Der går ikke lang tid, før mit hår er gennemblødt af regnen. Jeg står bare der og tænker pludselig ikke længere på at være sammen med mine venner, jeg har slet ikke lyst. Jeg mistede alligevel - helt ærligt - lysten til det, så snart det regnede på dag tre. Det hele er meget underligt.
Så er det, jeg ser dem. Hvorfor skulle de ikke komme nu? Vi har fri fra skole, der er vand over det hele. Det er da sjovt. Det bliver nogle gode minder. De kommer fra hver sin side, fra deres huse. Vandet spejler sig i deres øjne. Carinas mørkegrønne øjne er helt blå. Helt blanke. Jeg kan se i deres øjne, at de ikke går hen imod mig fordi de har lyst til at være sammen. Stemningen iblandt er ikke, som den plejer. Den er trykket. Jeg ved, at noget er ved at ske.
Hej, siger mette. Ingen af dem smiler. Heller ikke jeg. Jeg er ikke glad. Vi står på flere meters afstand af hinanden. Så begynder Sofia at græde. Hun græder nogle uforståelige ord ud. Hun kom ud for at være alene, tror jeg, hun siger. Men hun skulle holde vores aftale. Hun smuldrer, det ser sådan ud. Får hovedet under vand. Forsvinder. Og så forsvinder vi andre. Ikke ned under vandet, men vi løber, væk. Og vi går ikke tilbage til hinanden.

Jeg ender et sted, og der står jeg i flere dage. Nætter. Uger. Jeg ved det ikke helt. Mine øjne er for dækkede i blå farve fra vandet til at jeg kan se på klokken eller se en sjæl.
Gaderne er en flod. Jeg kan mærke, at den vasker alt det væk, jeg har brugt hele mit liv på at finde. Langsomt overbevises jeg om, at det er det bedste. Jeg vil ikke se mennesker igen. Jeg vil ikke engang se mig selv. Desværre kan jeg ikke undgå det. Floden er mig. Og den er overalt.

Jeg glemmer, at jeg ikke er alene. Vandet går mig til halsen, da jeg mødes af et par øjne, som jeg kan se. Øjnene er ikke blå. Jeg kan ikke huske, hvad farven hedder. Måske hedder den ikke noget. Jeg er bange.
Et menneske. Hendes øjne skærer i mine. Hun skærer gennem vandet med hele sin eksisten. Hun virker glad. Jeg får ondt i mine knogler af at kigge på hende. Jeg ved ikke, hvorfor. Hun har aldrig været her før.
Så føler jeg det, jeg følte for længe siden. Jeg vil ikke skubbe hende væk. Jeg vil gerne lukke hende ind. Have noget af den farve, som jeg ikke kender. Men regnen falder tungere end den har gjort længere. Mens hun forsvinder i horisonten, ud i en intethed eller måske nogethed, som ikke indeholder vand, smuldrer jeg ligesom Sofia. Når man har haft lukkede øjne i lang tid, ser man ikke længere mørke men lys, og så begynder man at drømme. Men jeg drømmer ikke.

Hvorfor har jeg stået her helt alene i så lang tid? Jeg ser alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...