Stay Strong - A story based on cancer

Diana, er en 16-årig pige, som bor i London. Men ikke i et normalt hus, med en have og en normal familie. Nej, hun bor nemlig på Londons hospital.
Diana, har nemlig kræft, og det har hun kæmpet med i tre år. Hun ved snart ikke, hvad hun kæmper for mere, og hun har faktisk mest lyst til bare at give op og stoppe alt kemoen, men en ting, eller rettere sagt fem specielle personer holder hende oppe, indtil den dag, hvor hun indser en vigtig ting...

Læs den rørende historie Stay Strong og find ud af mere.

6Likes
2Kommentarer
654Visninger
AA

1. Diana

”Hvor har du fået det fint,” siger Lene og kommer stille ind af døren. Lene er min læge, og en af mine bedste venner. Jeg sidder i min seng med fødderne over kors. Jeg vender hovedet rundt, og kigger rundt på alle billederne. Smil og glæde fra fem fyre, som holder mit hoved højt hver evig eneste dag. Jeg kigger på hende igen. Hun smiler til mig.
”Tak” siger jeg hæst, og hun kommer hen til mig. Jeg skal have min medicin. Jeg har kræft, og det har jeg haft siden jeg var 13. Tre af de hårdeste år i mit liv. Jeg er meget hårdt ramt af Leukæmi, rettere sagt blodkræft. Det er også derfor, jeg bor her på sygehuset, de skal kunne holde øje med mig hele tiden.
”Hvordan har du det i dag, Diana?” Spørger Lene og stiller sig ved min side. Jeg sætter mig på sengekanten.
”Som altid,” siger jeg uden at kigge op. Jeg ville ønske, jeg kunne føle, hvordan det er at være rask igen. Hver dag er det samme. Jeg er altid syg, grunden til at jeg skal være her.
At jeg ikke kan tage på shoppetur med nogle veninder, holde overnatning eller bare tage ud og handle ind med min mor. Det knuser mig. Jeg er fanget.

Det er en helt normal torsdag. Triste Torsdag har jeg altid kaldt den. Den dag jeg skal have min medicin. En hel dag med sygdommen i centrum og ingenting at lave. I dag skal jeg så også have kemo. Det værste.
Jeg rækker armen frem, og Lene stikker nålen stille ind under min hud. Jeg mærker medicinen sprede sig i mit håndled, og det strammer en smule. Hun sætter et lille plaster på, og så er det overstået med den medicin. Der er flere endnu. De kommer efter kemoen.
Kl er knap 11 og kemoen vil starte ved fire tiden. Jeg sætter mig omvendt i sengen og kigger op på alle mine plakater, som jeg har fået lov til at sætte op. De syntes, det var en god ide, at jeg pyntede mit værelse lidt og gjorde det personligt. De ved, hvilken betydning de drenge har for mig. Hvordan de reder mine dårlige dage og holder mit hoved højt, når det hele ser sort ud. De hjælper mig med ikke at give op og stoppe alt kemoen. De tanker har jeg haft. Jeg vil meget hellere have et normalt liv som alle andre teenagepiger. Men det bliver jeg ikke rask af.
”Vi ses lidt senere, Diana,” siger Lene stille fra døråbningen. Jeg nikker til hende.
”Forresten, Lene?” Siger jeg efter hende, og hun stikker hovedet ind igen.
”Ved du hvornår min mor kommer?” Spørger jeg, og hun kommer ind i dørkarmen igen. I starten svarer hun ikke. Hun kigger bare ned.
”Hun skal arbejde over i dag, og din lillebror er syg, så hun kan ikke komme til kemoen. Hun kommer i aften,” siger hun roligt og træder nogle skridt ind på stuen. Jeg kigger væk.
Det er tit, hun ikke er her. Hun er her ikke, når jeg har brug for en mor. En som kan trøste mig og fortælle mig, at jeg nok skal klare det. Tårerene presser sig på, men jeg vil ikke græde. Jeg er stærk.
”Sådan er det jo,” kommer det som en hvisken fra mig, så jeg ikke begynder at græde. Jeg hører døren blive lukket, men jeg kigger ikke op. Jeg rejser mig stille fra sengen, og går med små skridt over til mit lille spejl på væggen.
Jeg er ikke den, som jeg var en gang. Jeg fører min hånd ned langs hovedet, hvor mine lange brune logger skulle ha’ bølget parallelt med min kind. Kærtegner mine tydelige kindben og videre ned til mine fyldige lyserøde læber. Jeg kigger mig selv i øjnene og studere den flotte blå/grønne farve, som de har. Jeg får tit at vide, at jeg er smuk, selvom jeg intet hår har, men jeg ved ikke helt. Jeg savner mit hår meget, og jeg husker stadig den dag, det så småt begyndte at falde af.
Jeg går hen til min seng igen og finder min Iphone 5. Jeg går ind på Youtube og søger på ’One Direction’. Jeg trykker på sangen, og den smukke akustiske musik kan høres.
You'll never love yourself,
half as much as I love you.
You'll never treat yourself right, darlin',
But I want you to.
If I let you know, I'm here for you,
maybe you'll love yourself, Like I love you.

De ord er virkelig smukke, og jeg vil aldrig glemme dem.
Jeg stirrer ned på mit baggrundsbillede af drengene, og tårerene begynder at trille ned af mine kinder. Ordene går dybt i mit hjerte. De gør mig så glad, lykkelig og så føler jeg mig smuk. Jeg ved, at de elsker og vil være der for mig, selvom de ikke ved, hvem jeg er.
Jeg har aldrig været til en af deres koncerter, eller oplevet nogen events med dem og andre Directioners. Jeg er fanget her, derfor har jeg heller ingen veninder. Jeg går ikke på en normal skole, så jeg møder heller ikke nye mennesker. Jeg har ikke nogen veninder som kommer mindst to gange om ugen og besøger mig. Ingen at dele hemmeligheder eller tale om pige ting med. Jeg snakker selvfølgelig med min mor tit, og så er jeg gode venner med en del søde sygeplejesker. De kender mig alle sammen og ved, hvad jeg kæmper for. Men ellers er der bare min sygdom og jeg.
Jeg prøver så vidt muligt, at hold den ude og holde mit hoved højt. Jeg kæmper hver dag, for at være stærk nok til at tro på, at jeg også vågner op i morgen. At gud ønsker, at jeg skal lever videre og kæmpe for, hvad jeg elsker. Jeg kæmper kun for min familie, drengenes og min egen skyld.
Jeg drømmer om, at jeg en dag kan blive rask. Kan stå på egne ben og få en familie. Jeg vil gerne leve et normalt liv, og få et normalt job. Men min største drøm lige nu, er at møde drengene og fortælle dem, hvilken styrke de giver mig, så jeg kan kæmpe kampen videre. Hvad de gør for mig, og at jeg elsker dem af hele mit hjerte. Jeg vil gerne have en chance for, at kunne sige tak til dem og give dem et kæmpe stort kram. De er mit et og alt, og en dag som i dag, er det kun dem, som er her for mig.

Kemoen er slut, og jeg ligger i min seng. Jeg har det rigtig dårligt, og jeg vil bare gerne have, at min mor kommer. Jeg tager min mobil og går på Twitter.
#The chemo is over for today. Medicine later :(# Jeg har ret mange følgere på Twitter, og de støtter mig enormt meget. Mange har skrevet til mig, at de gerne vil vide, når jeg har en kemo behandling og får medicin, så de ved, hvornår de skal være ekstra søde. Jeg lægger bare min mobil væk igen, og lytter til lyden af beskeder der kommer fra Twitter. Jeg læner mit hoved tilbage og slapper af. Jeg prøver bare at glemme smerten, og hvor dårligt jeg har det. Jeg drømmer mig bare væk, til et helt nyt liv. Drømmer om det liv, jeg altid har drømt om.
Pludselig banker det på døren, og jeg kigger op. Dørene bliver åbnet, og ind kommer Lene. Hun smiler til mig, men jeg ligger bare hovedet ned igen. Jeg skal bare have mere medicin. Lene kommer hen til sengekanten. Jeg er for dårlig til at sætte mig op, så jeg rækker hende bare min arm. Hun stikker nålen ind, og medicinen spreder sig i min krop. Jeg får et plaster på, og så er vi færdige.
Lene finder en stol og sætter sig ned ved siden af mig. Jeg vender hovedet og kigger på hende. Hun ser ikke glad ud, men heller ikke sur.
”Din mor kan ikke komme i aften,” siger hun stille og finder min hånd uden at stoppe øjenkontakten. Jeg kigger hende chorkeret i øjnene, og kan slet ikke fatte det. Hun gør det igen. Bliver hjemme hos mine brødre, fordi de er syge. Jeg er her også, og jeg er den som har det værst.
”Tænk at hun ikke vil være hos hendes eneste datter, som næsten er ved at dø,” siger jeg koldt. Jeg er ked af det, men også utrolig skuffet over hende. Mine brødre har det altid værre end mig.
”Du er ikke ved at dø, Diana. Kemoen og medicinen er til, så du ikke dør,” siger Lene roligt og giver min hånd et lille klem. Jeg kigger den anden vej.
”Det ved jeg skam godt. Men jeg dør snart over, ikke at have en mor som er ved min side, når jeg skal have medicin, så jeg ikke dør,” hvisker jeg, så hun lige kan høre det. Tårerne triller ned af min kinder, og jeg snøfter en gang.
”Jeg har igen til at støtte mig i det her,” hulker jeg og lægger hænderne mod mit ansigt. Lene holder om mig, og vugger mig stille frem og tilbage.
”Hun sagde, hun ville komme i morgen,” siger hun mod mit øre og kigger på mig. Jeg snøfter igen og trækker vejret dybt.
”Lad os se om det passer,” siger jeg og tørrer mine øjne. Lene giver mig et kys i panden og rejser sig. Hun sukker dybt. Ikke på en irriteret måde, bare sådan normalt.
”Se at få noget søvn, søde. Det har været en hård dag for dig. Du får forresten besøg i morgen,” siger hun, og jeg kigger med det samme på hende. Hvem vil dog besøge mig?
”Hvem?” Spørger jeg nysgerrigt. Hun vender hovedet med et smil.
”Det ved jeg faktisk ikke, det var anonymt,” siger hun fra døråbningen og smiler. Jeg nikker til hende, og hun lukker døren.
Jeg skifter til nattøj. Jeg har det dårligt, og jeg kan alligevel ikke spise aftensmad. Kl. er kun 6, men det kunne være, at jeg så er mere frisk i morgen. Jeg er spændt på, at se hvem der vil besøge mig. Jeg kender ikke umiddelbart nogen som ville. Jeg lægger mig under dynen og lukker mine øjne.

”Diana,” hører jeg en stemme sige i mit øre, og jeg åbner stille mine øjne. Jeg kigger op og ser min mors ansigt. Jeg har faktisk slet ikke lyst til at se hende. Hun svigter mig gang på gang. Jeg kan godt klare mig selv.
”Godmorgen, Skat. Hvordan har du det?” Spørger hun og sætter sig på sengekanten. Jeg kigger bare lige ud i luften.
”Jeg har det bedre, men hvis du havde været her i går, kunne du se, hvordan jeg havde det,” siger jeg uden at kigge på hende. Hun fortjener at vide det.
”Jeg er virkelig ked af det, men Jacob havde brug for mig,” siger hun roligt og aer min arm.
”Ja, men du er her ikke, når jeg har brug for dig. Jacob er bare syg, Mor. Jeg har kræft og er ved at dø. Du er her aldrig for mig,” råber jeg af hende og får tårer i øjnene.
”Er Jacob virkelig vigtigere end din eneste datter som har kræft?” Spørger jeg og sætter mig over på den anden side af sengen. Min mor siger ingenting. Jeg tror, det var en øjenåbner.
”Det er jeg virkelig ked af, Diana. Jeg vidste ikke, at du havde det sådan,” siger hun. Sikke en undskyldning.
”Nej, du vidste overhovedet ikke, at jeg havde kræft og får kemo og medicin,” siger jeg koldt og ligger armene over kors. Jeg mærker en hånd på min skulder, men jeg ryster den væk.
”Dian..” siger hun, men jeg afbryder hende.
”Nej, mor, du kan ikke undskylde nu. Men jeg skal gøre mig færdig. Jeg får besøg af nogen, som virkelig sætter pris på mig,” siger jeg og rejser mig op.
Jeg går i bad og bliver færdig på badeværelset. Jeg går ud og tager tøj på, mens min mor kigger på. Jeg har det faktisk ret godt i dag. Bedre end jeg har haft det længe. Jeg går hen til spejlet og begynder at lægge make up.
Lene kommer pludselig ind med min morgenmad.
”Godmorgen,” siger jeg glad og går hen og krammer hende. Hun kigger forbavset på mig.
”Den unge dame er i godt humør i dag, hva?” Smiler hun stort, og jeg nikker.
”Ja, jeg får jo besøg. Jeg glæder mig helt vildt,” griner jeg. Jeg vender hurtigt blikke mod min mor som sidder og kigger ud af vinduet. Hun har ikke noget at skulle ha’ sagt. Hun kunne jo bare være der for mig.
”Det lyder godt. Du skal skynde dig at spise, de vil være her om ca et kvarter,” siger Lene med et smil om læberne. Jeg smiler stort tilbage og giver hende et stort kram.
”Jeg kommer og henter dig, når de er her,” siger hun og aer mig på ryggen.
”Okay,” siger jeg, og hun forlader stuen. Jeg sætter mig ned med min morgenmad og tager det helt roligt. Jeg er faktisk slet ikke sulten, men det er kun fordi, jeg er virkelig spændt.

”Så Diana, de er her nu,” Lene kommer ind af døren. Min mave krummer sig sammen, og jeg får gåsehud. Lene står med et kæmpe smil, og det gør mig endnu mere spændt. Vi går sammen ud af døren. Hun går på min højre side ned igennem gangen.
”Hvor skal vi hen?” Spørger jeg og kigger op på Lene.
”Her ned til højre,” siger Lene og peger ned af gangen. Det er gangen ned til, hvor jeg får kemo. Jeg tøver lidt. Ikke fordi jeg er bange for gangen, men fordi jeg er virkelig nervøs. Det er mærkeligt, at det er en anonym aftale.
Lene stiller sig ned til døren, hvor personen forhåbentlig er inde. Mine hænder bliver våde af sved, og de begynder at ryste. Jeg ved ikke, om jeg kan det her. Jo, Diana det kan du godt, tag dig sammen.
”Er du klar, Søde?” Spørger Lene med et smil, og jeg tøver lidt med et nik. Jeg puster ud en gang, og Lene trækker ned i dørhåndtaget. I starten kan jeg ikke se nogen i rummet, men da døren bliver lukket helt op, går mit hjerte i stå. Jeg gisper lydløst og lægger hænderne mod min mund. Jeg kan slet ikke bevæge min krop. Det her er umuligt. Foran mig sidder Niall Horan, Liam Payne, Zayn Malik, Harry Styles og Louis Tomlinson fra One Direction og smiler til mig. Jeg blinker et par gange for at se, om det bare er en drøm. Men nej, de er lige der. Harry starter med at rejse sig op fra den lille sofa. Han kommer stille hen mod mig. Det eneste jeg kan er at holde øjenkontakten med ham. Tåreren triller ned af mine kinder, lige da han presser vores kroppe sammen i et varmt kram. Jeg lægger armene om halsen på ham og mit hoved ind mod hans bryst. Hans hjerte banker roligt under den tynde T-shirt. Jeg kan stadig ikke fatte, at det her sker.
Harry kigger en sidste gang på mig, inden han lader den næste komme til. Det er Liam. Han smiler sødt og trækker mig også ind i et varmt kram.
”Hej, Love,” brummer hans varme stemme mod mit øre, og det får mig til at hulke mod hans skulder. Tanken om at de er lige her og virkelig holder om mig, kan ikke forlade mit hoved.
”Shh, du skal ikke græde,” små griner han og kigger på mig. Jeg tørrer mine øjne og snøfter.
”Undskyld.. Jeg kan bare ikke forstå det her,” siger jeg med små ryk i stemmen. Liam kærtegner blidt min kind og lader Niall komme til.
Niall tøver ikke et sekund med at kramme mig, og det er lige så godt som de andres. Nialls kram får mig til at holde op med at græd, og jeg tørrer igen mine øjne, da han gør plads til Zayn.
”Kom her, Babe,” smiler han stort med et lille grin, og jeg kan ikke holde op med at smile.
”Der kom smilet,” halvt råber Louis bag Zayns ryg, og jeg kan ikke holde op med at grine. Zayn giver mig et ekstra klem og slipper mig så. Louis spreder armene ud og gør tegn til, at jeg skal komme hen til ham. Jeg griner let og går hen til ham.
Det er faktisk først nu, at jeg lægger mærke til, at der bliver taget billeder af os. Jeg lagde ikke mærke til det, da jeg kom ind, der havde jeg travlt med at være i chok. Nu er jeg faldet lidt til ro. Louis og jeg slipper hinanden, og vi sætter os alle sammen i de tre tomandssofaer, som er blevet sat ind på stuen. Jeg sidder sammen med Harry. Det gør mig skam ingenting.
”Jeg er nødt til at spørger, hvorfor er I her?” Spørger jeg og kigger rundt på dem alle sammen.
”En masse Directioners har skrevet til os og fortalt, hvem du er, og at de syntes, vi skulle komme og besøge dig. Vi har kigget lidt på din Twitter, og vi synes, at du skulle have en chance for at møde os personligt. Vi ved, at du ikke kan komme ud har fra, så derfor er vi kommet til dig,” fortæller Louis med et stort smil, og det smitter af på mig. Jeg bliver rød i hovedet.
”Jeg kan ikke takke mine følgere nok, for at gøre det her til virkelighed. De er der virkelig for mig, når jeg er helt nede,” siger jeg og kigger på Harry. Han smiler skævt til mig og lægger armen op på ryglænet bag mig.
”Fortæl lidt om dig selv, Smukke?” Smiler Liam, og jeg rødmer igen. Det er faktisk første gang en dreng har kaldt mig smuk.
”Tak...” Hvisker jeg og kigger ned.
”For hvad da?” Spørger Louis med et smil. De er så venlige. De er alt over forventning.
”Der er aldrig en fyr, som har kaldt mig smukke før. Jeg er ikke så vandt til det. Altså jeg møder jo ikke nye mennesker, og jeg går ikke i skole eller jo. Jeg har en privatlærer her på hospitalet... så ja. Jeg er ikke rigtig noget specielt. Jeg bor jo her på sygehuset, alene. Min mor er altid hjemme ved mine brødre, som selvfølgelig altid har det værre end mig. Ja... ingen venner, ingen kæreste og næsten ingen forældre.. Jeg er 16 år og har haft kræft i tre år... Ikke rigtig mere at fortælle,” fortæller jeg med et genert grin. Jeg plejer ikke at fortælle så meget, men det føles bare rigtigt.
Drengene sidder og stirrer på mig. Jeg kigger rundt på dem skiftevis. Niall er den sidste jeg kigger på.
”Holy Moly,” kommer det som en hvisken fra ham, og hans øjne bliver blanke.
”I skulle bare vide, hvor meget det betyder for mig, at I er her. I er virkelig de eneste som er der for mig, når ingen anden er. Når jeg har det skidt eller ikke føler mig hjemme i denne verden, kigger jeg på jeres smilende ansigter eller lytter til jeres musik, og det hjælper mig hver gang,” Siger jeg hurtigt helt uden at falde over ordene.
”Tusind tak fordi I reder mit liv,” siger jeg med tårer i øjnene, "wow, det har jeg altid drømt om at sige til jer personligt,” tilføjer jeg.

Alle drengene kigger på mig med halvt åben mund. Deres øjne er alle sammen blanke, og hos Zayn forlader en tårer hans øjenkrog. Der er helt stille i rummet, og jeg ligger mærke til, at vi er de eneste. Pludselig snøfter Harry og rejser sig op. Han kigger stift ud i luften og forlader rummet. Jeg stirrer på døren som smækker i efter ham. Det er som om mit hjerte er splittet.
”Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det rør mig rigtig meget at høre,” snøfter Zayn og tørrer sine øjne i sin T-shirt.
”Jeg fatter ikke, hvordan vi kan have sådan en stor betydning for dig, det gør jeg bare ikke. At vi har reddet et liv..” siger han men går i stå. Jeg rejser mig og går hen til ham. Han rejser sig også op, og han falder i mine arme. Nu er det min tur til at trøste ham. Jeg mærker Zayns krop tæt ind til min, og han knytter sine næver.
”Zayn, du skal ikke være ked af det på mine vegne. Jeg er vandt til det. Jeg klarer mig,” siger jeg med et smil, og han kigger på mig.
”Sikker?” Jeg nikker og smiler igen.
”Du er en smuk pige, Diana. Du fortjener ikke det her, og hvis jeg kunne gøre noget, havde jeg gjort det.” Tårerne er på vej, men jeg kæmper med at holde dem tilbage. Jeg smiler til Zayn, og vi giver hinanden et lille klem til.

Harry er kommet tilbage igen. Han havde røde øjne, da han kom ind. Han skal ikke spilde sine tårer på mig. Det er det, jeg plejer at gøre.
Drengene er helt nede på jorden, og vi griner og snakker rigtig godt sammen. Drengene er så søde, men de tager det også roligt, jeg kan godt få nogle kraftige hosteanfalde, og så er de ved min side. Vi har taget billeder sammen. Af en professionel men også med min Iphone. Jeg har taget selfies med dem alle sammen, og vi havde det så sjovt med det.
Harry, Zayn, Liam og jeg sidder og snakker sammen, da jeg ud af øjenkrogen kan se, at Louis sniger sin hånd hen af bordet og snupper min Iphone. Jeg smiler for mig selv og snakker videre med drengene. Der er ikke kode på min Iphone, da jeg jo altid er på hospitalet og der ikke rigtig er nogen som kan tage den som Louis og Niall gør. Jeg vender hovedet og kigger på dem. De sidder helt optaget og tager mega mærkelige selfies. Jeg griner, og de andre drengene kigger også.
”Niall og Louis, skal vi ikke lave en Instagram video på din profil, Diana, og fortælle vi er her?” Spørger Liam med et smil. Jeg nikker og smiler igen.
”Side to, øverst i 4. mappe,” smiler jeg til Louis, som hurtig finder Instagram. Han begynder at snakke til kameraet.
”Hey, alle Dianas insta followers. Louis Tomlinson her. Hvordan har I det?” Siger han med et stort smil og stopper så videoen. Han filmer nu den anden vej og tænder igen.
”Jeg er her sammen med Niall, Liam, Zayn, Harry og jeres alle sammens Diana,” vi vinker til kameraet, da han filmer på os. Han stopper den igen. Louis rejser sig og kommer hen til mig. Han gør tegn til, at jeg skal rejse mig og sætte mig på hans skød. Han vender kameraet mod os igen og tænder.
”Vi hygger os helt vildt. Diana, er verdens sødeste pige,” smiler Louis og kysser min kind. Der kan ikke filmes mere, og han går ind, så vi kan se videoen. Jeg smiler for mig selv, og Louis lægger sit hoved på min skulder. Det er en virkelig sød video.
#We have so much fun – One Direction# skriver han til videoen.
“Vent vent,” siger jeg og tager mobile. Jeg gør sådan, at videoen gemmes i min kamerarulle. Minde for livet.
”Så må du lægge den ud” smiler jeg og giver telefonen til Louis. Han smiler og trykker på skærmen.
”Sådan,” smiler han og viser mig det.
”De liker den allerede,” siger jeg chorkeret, og liksene bliver ved med at poppe ind. Inden for et minut har jeg over 200 likes, og de bliver ved. Jeg får endda endnu mere følgere.
Niall og Harry spurgte mig, om jeg ikke kunne sende, deres alene selfies med mig til dem hver, så de kunne lægge dem ud på deres Instagram. Det var først, da jeg skulle til at sende billederne, at jeg fandt ud af, at jeg så ville få deres numre.
”Niall og Harry, er det okay, hvis jeg gemmer jeres numre?” Spørger jeg med et genert smil, og jeg rødmer. Niall slår en latter.
”Selvfølgelig, må du det. Så kan du til hver en tid ringe eller skrive, hvis der er noget. Og hvis vi ikke har mulighed for at komme, kan vi synge for dig over mobilen eller FaceTime,” smiler Niall og holder om mig. Jeg gemmer deres numre, med verdens bedste følelse i kroppen. Følelsen af at have venner, som kan li mig, som den jeg er. De er ligeglade med, at jeg intet hår har, og at jeg er syg. Vi hygger os alligevel. De var rørte over min hårde historie i starten, men nu da de ved det, behandler de mig, som et helt almindeligt menneske. Det er det bedste, der nogensinde er sket i mit liv.

Pludselig kommer en mand ind af døren, og vi kigger alle op. Vi sad lige og grinte over nogle af drengenes sjove moments.
”Drenge, I skal videre,” siger han lidt hårdt, men smiler venligt til mig. Jeg bliver med det samme helt ked af det. Jeg har ikke lyst til, at det her skal ende. De skal blive her for evigt. Men det kan de jo ikke.
”Jeg har ikke lyst til at tage videre. Jeg vil blive her,” siger Louis og kigger trist hen på mig og så videre rundt på de andre drenge.
”Det har jeg heller ikke,” siger Harry og kigger fra Louis og over på mig. De rejser sig alle op, og det samme gør jeg.
”Ring til mig, hvis der er det mindste, så kan du bide spids på, at jeg står her, så hurtigt jeg kan, ik? Undtagen, hvis vi lige er i udlandet eller på tour,” siger Niall med et sødt smil og trækker mig stille ind til ham. Deres kram er helt anderledes nu. Da de kom, krammede de mig som en hver anden fan, som de gerne ville vise en smule medlidenhed til. Nu er de mere intense og venlige. Vi er virkelig kommet tæt på hinanden, på jeg ved ikke hvor mange timer. Jeg har virkelig ikke lyst til at sige farvel til dem, og jeg får lyst til at græde, men sikkert også af glæde, over at jeg lige har fået min største drøm opfyldt. Jeg kunne ikke takke mine Twitter følgere mere. Det er udelukkende på deres fortjeneste.
”Kom,” siger Harry og tager min hånd. Hans store hånd kan holde over hele min hånd. Jeg går stille ved siden af Harry. Hånd i hånd. Ned igennem gangen og helt ned til udgangen, hvor han krammer mig længe.
”Harry, I skal altså skynde jer videre,” siger den samme mand, som kom ind første gang. Harry slipper mig.
”Det har været den bedste dag i mit liv. Jeg vil aldrig glemme dig, Diana. Den smukkeste prinsesse på denne jord. Husk det, søde,” siger han, så kun jeg kan høre det, og til sidst kysser han min pande stille. Han stikker mig et varmt smil og hopper så ud i bilen til de andre. De vinker til skydedøren bliver lukket, men jeg bliver ved med at vinke, til de er helt væk, og jeg ikke kan se bilen mere.
”Det har også været den bedste dag i hele mit liv,” hvisker jeg for mig selv, og kigger ned på mine hænder.
Pludselig er der en hånd på min skulder.
”Vil du med op på stuen igen? Så kan vi snakke om din dag, søde,” det er Lene, og jeg kigger op men ikke på Lene. Jeg nikker, og hun tager fat om mine skuldre og følger mig op på mit værelse.
Lene snakker til mig hele vejen der op, men jeg hører ikke efter. Jeg tænker, på alle de ting, drengene sagde til mig. Verdens bedste dag
Måske har jeg det som om, at jeg intet har, men jeg har jo alt, jeg behøver. En familie som elsker mig, venner og kærlighed. Det er så først nu, at jeg skulle opleve og opdage, at jeg har alt, jeg har brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...