Ved død er vi tvunget til at føle

Død er kompliceret og alligevel enkel. Når en person er syg er der millioner af ting der sker, og man vil holde fast i personen, mens læger holder opsyn, og måler. Døden er langt mere enkel. Når først man er død, så er man ikke. Vi er ikke vores krop, og så alligevel. Når vi er døde er vi jo stadig krop, men kan ikke handle, men uden vores krop er vi intet.

0Likes
0Kommentarer
150Visninger

1. Død

Nu hvor jeg ved jeg burde have følt noget husker jeg måske en svag form for følelse. Jeg føler ikke ubehag ved at tænke tilbage, og jeg føler ikke savn. De der ikke er mere er heller ikke længere mig. Det hele virker uvirkeligt, og jeg ved jeg burde føle mere.

Jeg snakker ikke med nogen, og jeg vil heller ikke regne med nogen form for forståelse. Den gang de andre spurgte ind til mine tanker, havde de alle været enige om at det måtte være chokket der havde lammet mig, og gjort mig følelses kold og tom. Jeg følte mig ikke tom. Tvært imod. Jeg følte mig levende og lige så fuldt endt som før.

 

Jeg havde måske glemt, men så skulle der have været følelser at glemme og huske, og det var der ikke, så måske var jeg bare ligeglad. Men ligeglad er aldrig glad og glad det er jeg. Det fylder meget i de andres hverdag, men mig når det ikke nært. Jeg er ikke påvirkelig, og er nu blevet god til at spille med. Måske spiller de andre også.

 

Vi skulle besøge graven i dag. De spurgte om jeg ville være alene. Jeg svarede nej, og fortrød der efter. De andre tolker altid forkert. Jeg var ikke bange for at være alene, jeg havde bare ikke brug for nogen kontakt med en død krop og en gravsten. Død er død. Hvem nyder godt af en snak med en sten, og en håndfuld regnorme? Ikke mig.

 

Måske er det virkeligt i sådan grad udseende der er udtryk for personen. Det er altid kroppen man forbinder med personen, og af en eller anden underlig grund er det almindeligt at snakke til en livløs krop. Men vi er vel heller ikke mere end en krop. Hvad er vi uden en krop. Der er vi døde, og er ingenting. Vi er kun vores krop, og jeg kan ikke begrunde hvorfor vi altid tror vi er mere end det. Når vores krop har sagt stop er der ikke mere. Det er i det heletaget sjovt at vi skelner os selv fra vores krop. Vi er intet mere end selv samme. Vi er kun krop, og ingen sjæl. Det er to begreber men af samme betydning. Vi er kun os, og det er krop. Hvad mon folk tænker. ”Nå. Resten af kroppen virker ikke. Men kan det være at den kan høre alligevel? Jamen så kan vi da lige tage en snak!” Det er en helt fremmed tankegang for mig. Måske er den fremmed for alle. Måske kan jeg ikke sætte mig ind i andres tanker.

 

Jeg følte mig dum. Mine knæ var våde af den fugtige jord, og jeg kunne mærke det sive op og sprede kulde over min knæskal. Der måtte ligge en spids sten under mit ene knæ. Det stak, og ville sikkert få mine strømpebukser til at løbe, og måske endda give mig et lille fint sår, som der kunne sætte sig hår fra de tideligere nævnte benklæder fast i. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Det var så overfladisk og dumt at sidde her og spille oprigtigt ked at det overfor en sten og en bunke knogler. Hvis så bare det havde været hende. Hvis bare det ikke var for min familie jeg gjorde det her. Jeg ved at hun hellere ville have at jeg brugte min tid fornuftigt. Jeg kunne ligeså godt sidde derhjemme og stirre ind i væggen som at sidde her. Men det var nødvendigt at sidde her og spilde sin tid for at få andre til at tro at man bekymrede sig.

 

Hun var her jo ikke! Jeg kunne ikke mere. Idag havde jeg holdt ud længere en normalt. Hun var her jo ikke! Hun var derhjemme. Hun var på vesterbrogade, og sikkert i gang med hendes eksaminer. Det hele var ikke rigtigt. Hun var der stadig. Man kan ikke bare forsvinde sådan.

 

Det føltes som en stor fed løgn. Hvorfor var verden ikke anderledes når hun ikke var her? Min aftensmad smagte af det samme, og vejret var det samme. Intet var forandret ud over at muligheden for kontakt med hende var begrænset. Selfølgelig kunne jeg snakke lidt med stenen, men jeg vidste jo godt at det ikke var til nogen nytte.

 

Jeg var ikke som folk ofte siger. Folk kommer med udsagn som: ”Jeg er intet uden hende!” Jeg er en masse uden hende, og hun er ingenting uden sit liv. Vi glemmer hende. Hun har ikke altid en plads i vores hoveder. Vi kan ikke kun gå og tænke på hende, og hun ville ikke engang vide det hvis vi kunne.

 

Man kan ikke føle skyld for dem som ikke er her. De er jo væk. Ligemeget hvor meget man tænker på dem kommer de ikke tilbage. De bliver ikke mere levende end deres minde er. De lever kun hos os andre. De lever i vores triste tanker men det er kun os der føler i vores tanker og ikke dem. De er kun en del af vores hoveder og ikke selv noget tænkende. Deres hjerner er for længst ædt af orme. Egentligt er hun ligeså levende i mit hoved som hun ellers har været. Jeg husker de samme ting og hun er ikke forandret. Jeg har aldrig kunne tænke hendes tanker, så hun har for mig altid været inde i mit hoved, og har aldrig føltes ligeså menneskelig som jeg. Lad os se det i øjnene. Vi føler os som midtpunkt, og det har vi grund til. Alle andre virker ikke-tænkende for vi kan ikke se deres tanker. Før var hun tænkende og nu er hun oprigtigt ikke-tænkende, og det er forskellen på hendes liv og hendes død. Hun er nu kun i mit hoved, og ikke længere i min fysiske verden. Vi kan ikke opleve mere sammen, men jeg holder fast på de minder jeg har. Andre ville måske sige de minder vi har, men du har dem ikke. Nej. Du er død og din hjerne findes ikke mere. Du er slet ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...