Rejsen til London - 1D Fanfiction Oneshot

**Dette er mit bidrag til 1D konkurrencen**
Stine og Phillipa blev langt om længe færdige med gymnasiet. De havde planlagt at tage et sabbatår og havde længe sparet en masse penge op til at tage til London, hvor de ville bo og arbejde et halvt år. Men allerede i starten på deres nye liv, sker der noget højst uventet. Hvordan mon det vil påvirke alle deres planer?

5Likes
5Kommentarer
483Visninger
AA

1. 1. Afsted til London

"All our dreams can come true,

if we have the courage to pursue them."

Walt Disney

 

Phillipa s synsvinkel

Efter tre lange, uforglemmelige og fantastiske år var det blevet tid til at finde et nyt sted og nye oplevelser - jeg trængte til et sabbatår - i London. I de tre år jeg havde gået på gymnasiet, havde jeg sparet penge sammen til at komme af sted. Gået til kor, lagt SU til side og gaver fra mit studentergilde, er det der har finansieret min tur. Bare til mit studentergilde havde jeg fået i alt 2.500 kr. Stor familie, mange penge, kort sagt. I London var det tanken at finde et arbejde og planen var efterfølgende at arbejde der et halvt år. Selvom London i indbyggertal var dobbelt så stor som hele Danmark, ville jeg hellere end gerne forlade lille, trygge og kendte Danmark, for i stedet at træde ind på ukendt land, hvilket havde været drømmen de sidste tre år.

Jeg skulle afsted sammen med Stine, min fantastiske veninde igennem tykt og tyndt. Hun har ligeledes sparet penge sammen til at komme til London ved at arbejde i den lokale Super Brugsen. Selvom vi havde knoklet med arbejde de sidste par år, var det nu en befriende at tænke på, at vi nu KUN skulle arbejde og ikke gå i skole mere.

At pakke for et halvt år var ikke let. Der var virkelig mange andre ting, der skulle gøres: veksle penge fra danske kroner til engelske pund, findes pas, mad og listen kunne fortsætte i det uendelige. Aldrig i mit liv havde jeg pakket så meget ned. Til sidst lykkedes det dog alligevel, men vel at mærke efter flere timer. Alligevel formåede jeg at komme tidlig i seng, til en forandring. Det var i morgen, det skulle ske. Et halvt år væk fra familie, venner og Danmark. I morgen var Stine og jeg i et fly på vej til London. Et nyt kapitel i vores liv skulle nu begynde.

***

Flyveturen derover var lang, ikke selve turen i flyveren, men alle de ting der skulle ske før og efter flyvningen… Det var næsten ikke til at overskue, og det var utroligt, at vi begge var kommet helskinnet igennem det hele. Søvndrukken kom jeg ud af flyveren med Stine gående foran. Hun kiggede bagud og smilede stort til mig. Hvordan kunne det overhovedet være muligt at være så frisk, og så lige efter en lang flyvetur? Jeg smilede svagt til og gabte. Frisk kunne jeg ikke ligefrem påstå jeg var.

Stine og jeg havde hurtigt fundet vores kufferter på rullebåndet mellem hundredvis af andre tasker, hvorefter vi traskede ud igennem menneskemængden. Vi endte ude på en gade foran lufthavnen, hvor der underligt nok ikke var ret mange mennesker. Det burde der være, burde der ikke? Jeg kiggede til venstre, hvor der 10 meter væk stod tætpakket med en masse mennesker, unge mennesker.

Jeg vendte blikket væk og det landede på gaden, som vi var endt. Nu stod vi så her, nærmest forstenet og studerede de mennesker, som gik forbi os. Der var dem, som snakkede engelsk, sjovt nok, men der var også dem, som snakkede fransk, tysk og spansk samt nogle andre sprog, som jeg fattede hat af. Jeg kiggede på Stine, og vi kiggede mærkeligt på hinanden. Vi kunne begge høre det sjove sprog, og grinte stille af det. Blikket i hendes øjne fortalte, at hun heller ikke fattede det – så var jeg ikke den eneste. Det var dog en kamp at holde et stort latterbrøl inde bag læberne, men trangen til at grine højlydt lykkedes på mirakuløs vis at forsvinde, og vi prøvede nu at opføre os som ordentlige, højtidelig mennesker. Dog lignede vi nu mest to turister, som var faret vild allerede inden vi var kommet helt ud fra lufthavnen.

Luften uden for lufthavnen var varm og frisk, og en blid brise tog fat i mit lange, mørkeblonde og let krøllede hår. Solbriller, der sad oppe på mit hoved, hjalp med at holde styr på de lange lokker. Jeg burde vist være blevet klippet, inden jeg havde begivet mig afsted til London. Men det med at have langt hår, jeg følte mig så... speciel og særlig. Det var mit kendetegn, et varemærke på mig selv og det at være en pige.

Jeg kiggede op i luften og så til min skuffelse, at det var skyet. Kun få af solens stråler trængte igennem det tætte skydække. Typisk Londonvejr og så endda om sommeren. Suk. Dog slog det mig hurtigt, at det var første dag ud af mange dage, jeg skulle tilbringe her i London, så mon ikke der godt kunne nå at komme lidt sol, bare lidt? Jeg smilte for mig selv af min mærkelige triste tanke, og pludselig kunne jeg føle Stines blik hvile på mig.

”Hva’ så? Hvad smiler du af?” spurgte hun storsmilende om. Jeg rømmede mig kort, og så hen på Stine med et stort smil. Jeg var helt vågen nu.

”Jeg kom bare til at tænke på vejret her i London. Solen er væk og i stedet er himlen fyldt med masse skyer, jeg bliver helt trist”, svarede jeg, mens jeg lavede et sad face. Jeg kunne bare ikke holde masken, så jeg begyndte at grine. Nu begyndte Stine også at grine og midt i grinene mumlede hun fjollehoved, sjovt nok henvendt til mig. Jeg begyndte at grine endnu mere og smittede Stine samtidig. Det var ikke noget nyt, at hun havde kaldt mig det. Jeg kunne godt lide at være fjollet og mærkelig, jeg var bare mig selv. Det der med at være højtidelig, det var ikke lige mig.

Pludselig stoppede min veninde med at grine, og hun kiggede med åben mund på noget bag mig. Jeg hørte kameraer, som klikkede højt og konstant, mennesker som råbte højt og en masse piger, som skreg i vilden sky. Stine løb derhen, og jeg vendte mig hurtigt om for at se, hvad der foregik. Jeg fulgte Stines løb, og tiden stod lidt stille. Synet overraskede mig mere end jeg lige havde troet, og jeg fik et glimt af 5 drenge, som maste sig igennem den store mængde af journalister og fotografer. Samtidig kæmpede de stakkels sikkerhedsfolk med at holde de ivrige og skrigende piger væk. Jeg fik straks ondt af de sikkerhedsfolk og håbede virkelig på, at de fik en god løn for næsten at miste hørelsen og have risiko for kronisk hovedpine resten af deres liv. Sagde man lige dårligt arbejdsmiljø? Langsomt vågnede jeg op af min trance og så til min store forskrækkelse, at Stine ikke var til at få øje på mere.

Desperat kiggede jeg rundt, og nervøsiteten overtog mig fuldstændig. Fuld af bekymring, spejdede jeg som en gal efter hende. Heldigvis, efter fem lange og ulidelige minutter faldt mine øjne på hendes blonde, glatte hår. Inden jeg vidste af det, var jeg pludselig henne ved hende med alt min bagage bag efter mig. Hun var helt væk i 5 drenge, der var på vej over til nogle biler og først dér gik det op for mig, hvem de 5 drenge var.

One Direction, det verdenskendte band.

Der stod de. One Direction. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Her kom jeg til London, stod uden for lufthavnen og det første, jeg ser, er dem.

Jeg blev helt overvældet og glemte helt at trække vejret. Stine snakkede til mig, men det var som om, at jeg kun svagt kunne høre det, hvad hun sagde til mig.

"Phillipa...?"

Jeg mistede helt pusten, som var der en, der havde givet mig mavepumper, og der sortnede alt for mine øjne. Det sidste jeg huskede var, at Stine råbte mit navn, alt blev utydeligt, men jeg nåede lige at høre hende råbe om hjælp. Mine ben gav efter, og jeg nåede lige at opfange, at jeg blev grebet af et par stærke arme. Med ét forsvandt alt omkring mig.

***

Langsomt åbnede jeg mine øjne op, og jeg kunne mærke en slem hovedpine være på vej. Jeg kunne skimte nogle silhuetter stå lidt væk fra mig. Nu spærrede jeg øjnene helt op, og først nu mærkede jeg den bløde sofa under mig. Den første jeg fik øje på var Stine, men der gik ikke mere end 10 sekunder før jeg så, hvem hun stod med. Jeg lukkede øjnene i, og nogle grin kunne høres omkring mig. Mine øjne blev stille åbnet igen, og jeg tog en dyb indånding. ”Det må være en drøm det her”, mumlede jeg med det samme og nev mig selv i armen. Der kom nu nogle høje grin, og jeg åbnede øjnene helt op igen. Den var god nok. Stine, jeg og One Direction var i samme rum.

Jeg rejste mig op, dog lidt for hurtigt. Svimmelheden overtog mig igen og mine ben gav efter under mig. Jeg mistede balancen, men inden jeg landede ned i sofaen, greb et par stærke arme mig, og jeg gispede. Mine øjne kiggede ind i et par blågrønne øjne, og jeg sank en ekstra gang. Drengen smilede og grinte stille, mens han holdt mit blik lidt. Hans hænder holdt om min talje, så jeg ikke ville falde med et ordentlig bump, også selv om jeg ville have landet ned i en blød sofa. Han var lidt højere end mig og nøøj, han var da virkelig et stykke 'eye-candy'. Jeg gengældte hurtigt hans smil og grinede forsigtigt. Langsomt satte han mig ned i sofaen, og jeg rødmede så meget, at en postkasse kunne have været misundelig på mig på grund af den kraftige røde farve.

Jeg kiggede et øjeblik ned i gulvet, stadig en anelse overrasket, og så et par sorte sko. Langsomt lænede jeg mig tilbage i sofaen og kiggede op på personen foran mig. Foruden de sorte sko, bestod hans påklædning af sorte bukser og en hvid/rødstribede T-shirt. Mit blik endte på hans hoved, hvor hans nøddebrune hår var sat en anelse pjusket, og til sidst mødte jeg hans øjne igen. Jeg var ved at fortabe mig i de øjne endnu en gang, men denne her gang tog jeg mig lidt sammen, da jeg kiggede på ham. Der gik dog ikke mere end 10 sekunder, før jeg havde vendt mit hoved og havde fanget min venindes blik. Hun sendte mig det største smil, jeg nogensinde havde set hende smile. Jeg smilede hurtigt tilbage og spurgte hende, hvor vi befandt os henne, eftersom hun stod op, ikke var besvimet og nu var faldet snak med de andre drenge fra One Direction. Hun åbnede munden, men hun nåede ikke at svare, for en anden kom hende i forkøbet. I stedet svarede en hæs, lys drengestemme på mit spørgsmål:

”I lufthavnen”

Jeg fik vendt hovedet i stemmens retning og så, at drengen med det nøddebrune hår stod foran mig. Han smilede fjoget til mig og bed sig lidt i underkæben. Frækt. Forsigtigt studerede jeg ham lidt nærmede. Der var et eller andet over ham, noget tiltrækkende, noget charmerende og... Mine tanker blev afbrudt, da han rømmede sig og rakte sin hånd frem mod mig. Langsomt rejste jeg mig op, og jeg følte mig lige pludselig meget genert. Mit hjerte bankede hurtigere end normalt, og jeg tvang mig selv til at kigge op på ham, hvor mit blik mødte hans blik.

Tiden stod pludselig stille, og for stund var det som om, at det kun var mig og ham, som var i dette rum. Det eneste jeg kunne tænke var... Waow. Igen bed han sig hurtigt i underlæben, og sendte mig et blik, hvor hans øjenbryn var let hævede. Det lille trick med at bide sig i underlæben, fik med ét hundrede sommerfugle til at suse rundt i min mave med 100 km/t. What a Hottie, siger jeg dig.

Igen var jeg kommet i en trance - pokkers også. Jeg rystede hovedet lidt og mødte igen hans øjne, som så en anelse forvirret ud, og øjenbrynene var trukket lidt længere op end før. Jeg stod foran ham, og jeg anede ikke engang, hvad han hed. Nu tog jeg mig sammen og tog fat i hans hånd. Vi gav hinanden et håndtryk, og inden jeg vidste af det, åbnede min mund sig.

”Phillipa Houmark”, præsenterede jeg mig selv med en let skælvende stemme og med et forsigtigt smil på læben.

”Louis Tomlinson”, præsenterede han sig selv med et charmerende smil, og det forvirrede blik fra tidligere var nu blevet skiftet ud med et lidt forførende blik.

Louis Tomlinson. Hvorfor kunne jeg ikke kende ham? Jeg følte mig ikke rigtig som en 'directioner', dog havde jeg da læst en del om dem, men jeg kunne ikke rigtig fangirle over dem og skrige over dem. Deres navne kunne jeg bare overhovedet ikke huske, men det med at huske navne var heller ikke min stærke side. Derimod var jeg en stor fan af deres musik, og jeg kunne huske mange af deres sange, hvilket nok skyldtes, at jeg dagligt sang med på dem, takket være Spotify. Spotify, godt du blev opfundet. Og nej, jeg havde ikke købt deres musik, men i stedet måtte jeg også leve med de tusinde reklamer, der var på den gratis udgave af Spotify, når man nu som mig ikke gad at betale for det. Hvorfor skal gratis ting også have de ulemper?

Jeg blev forstyrret i mine tanker ved, at nogen trykkede min hånd. Hurtigt faldt blikket ned på hånden, som stadig var i Louis's hånd. Akavet. Jeg prøvede at trække min hånd til mig, men overraskende blev den holdt fast af Louis. Til sidst slap han min hånd en anelse ufrivilligt, og jeg smilede undskyldende til ham. Hurtigt smuttede jeg over til Stine og trak hende væk fra de øvrige drenge, som hun var i fuld gang med at snakke med omkring interesser. Det undrede mig virkelig, at hun bare kunne snakke med dem, mens jeg i de få minutter, hvor jeg havde stået sammen med Louis, kun havde sagt mit navn. Hvad fejlede jeg?

"Hva' så? Går det bedre?", sagde hun smilende med et drillende blik.

I stedet for at svare, stillede jeg hende et spørgsmål.

"Hvad laver vi her, og hvorfor er vi her med de drenge?"

Min stemme havde været en smule vrissende, men jeg var ærlig talt noget forvirret over det hele. Jeg skyndte mig at sende et undskyldende smil, hvormed hendes mund gik fra at være en lige streg til at blive buet opad igen, dog med fornemmelse af, hun ikke ville lyde helt glad.

"Helt ærlig Phillipa, vær da for det første lidt taknemmelig!" startede hun i en lidt streng tone. "Alle deres fans vil give deres højre arm for bare at være alene med dem, og det eneste du kan tænke på er bare, hvorfor vi er her sammen med dem." Hun rystede kort på hovedet af mig, men fortsatte. "Nu vil jeg prøve at besvare dit spørgsmål" Hun tog en dyb indånding og begyndte at tale: "Da du besvimede, fik jeg øjenkontakt med en af drengene, som tilfældigvis var Louis. Han må have opfanget, at nogen ved siden af mig var ved at falde, for han kom farende som en anden supermand og greb dig i sidste øjeblik. Du burde faktisk gå over og takke ham." Da kiggede jeg hen mod Louis, der i mellemtiden var gået over til de andre drenge. Det så ud til, at de nu var i gang med lystig diskussion om et meget interessant emne, som ikke længere var interesser. Louis kiggede med et hen på mig, og jeg kunne ikke andet end smile til ham.

Stine rømmede sig ved siden af mig, og mit blik faldt tilbage på hende. Hun smilede stort og begyndte at tale igen: "Han begyndte at gå væk med dig i sine arme, mens jeg og de andre drenge fulgte trop og desuden tog de din bagage, mens alle sikkerhedsfolkene beskyttede drengene fra at blive overfaldet af utallige misundelig piger. Drengene kender lufthavnen ret godt og fandt frem til dette rum, som vi nu befinder os." Jeg stod med åben mund og var nu helt paf. Havde Louis Tomlinson, verdenskendte Louis Tomlinson lige båret mig, lille ukendte MIG, ind i dette rum og lagt mig i sofaen? Hurtigt fik jeg lukket munden igen, da Stine kiggede måbende på mig. Faktisk troede jeg, at det mig hun kiggede på, men der var vist noget bag ved mig. Forsigtigt kiggede jeg mig over min ene skulder og igen skulle jeg blive overrasket over det syn, som mødte mig.

Louis stod bag mig.

Overrasket vendte jeg mig, og tog hænderne op til min mund. Louis stod nu og grinede ad mig, og de andre begyndte at grine, selv Stine.

"Øhhhmmm, heeej Louis, tak fordi du reddede mig for lidt siden." Inden jeg havde tænkt mig om, havde jeg sagt noget til Louis, hvilket jeg faktisk fortrød lidt, at jeg havde gjort, fordi det virkelig lød kikset det, som jeg havde sagt. Dog stod han bare der og smilede stort med hovedet lidt på skrå. Han så da lidt nuttet ud der. Han kiggede ned i jorden, men løftede hurtigt hovedet op igen.

"Så lidt, Phillipa. Skulle det være en anden gang." Den sidste sætning sagde han med et glimt i øjet, og jeg begyndte med at rødme igen.

"Jamen velbekomme Phillipa, det er da dejligt, at du også sætter pris på, at din bagage også er i sikkerhed."

Jeg fulgte stemmens ejermand og så en dreng med halvt lyst/brunt hår og nogle smukke blå øjne, hvis stemme havde en karakteristisk irsk accent. Helt paf over den pludselige afbrydelse spurgte jeg en anelse uhøfligt:

"Og du hedder..." "Niall Horan" afbrød han mig hurtigt og spillede nu sur overfor mig, da han lagde sine arme over kors og trak mundvigene godt nedad. "Ej, det må du og I andre virkelig undskylde, jeg kan overhovedet ikke tænke klart nu." Jeg kiggede hurtigt på de øvrige drenge og tilføjede hurtigt: "Tak fordi I reddede min bagage, den vil stå i evigt gæld til jer". Alle begyndte at grine højlydt, selv jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet efter min egen kække bemærkning, og Niall spillede nu ikke sur mere. "Så lidt" svarede han og de andre drenge.

Grinene døde stille hen og jeg benyttede lejligheden til at stille mit næste spørgsmål. Jeg rømmede mig hurtigt igen og sagde: "Hvad hedder i tre andre så, er virkelig dårligt til at huske navne?" Jeg kunne bare ikke stille de gode formulerede spørgsmål den dag, men min nysgerrighed tog bare over og hermed overtog den også min fornuft.

"Jeg hedder Harry Styles" svarede en mørk, hæs stemme og jeg fik øje på et ansigt med et stort smil sat på. Hans let krøllede hår var redt tilbage og faldt pænt ned til hans nakke. Hans grønne øjne strålede. 

"Mit navn er Liam Payne" svarede en anden af drengene en anelse formelt. Det brune hår var redt til den ene side og et skæg dækkede noget af den nederste del af hans ansigt. De brune øjne udviste en utrolig rolighed, som smittede lidt af på mig, og han smilede forsigtigt til mig.

"Jeg er Zayn Malik" sagde den sidste af de tre drenge. Det sorte hår var pænt sat op og endte op i en form af en lang spids, som startede bagerst på hans hoved og sluttede af med en høj spids, der var placeret på midten af hans hoved. Et skæg dækkede også næsten hele den nederste del af hans smalle ansigt. Hans brune øjne sendte mig et blik, der udviste mystik, og han smilede også en anelse forsigtigt til mig.

"Jeg hedder Stine, hvis I ikke skulle vide det". 

Min veninde fik mig heldigvis mig ud af min stirren, efter jeg var blevet opslugt af de andre drenges præsentation af dem selv. Vi grinede alle sammen, og med et drillende smil kiggede jeg på hende. "Det vidste jeg faktisk ikke, har jeg mødt dig før?" Hun svarede tilbage ved at række tunge af mig, og vi begyndte at grine af vores lille joke.

"Nu vi ved alle sammen, hvad hinanden hedder, så hvad med at smutte ud og få noget at spise?Jeg er blevet anelse sulten efter at redde bagage og høre på præsentationer."

Den irske dreng fik alles opmærksomhed, og han så en anelse uskyldig ud med de hundeøjne, som han fik, efter han spurgte mad. Kunne det blive mere hundeagtigt? Dog kigge Louis hen på ham med et undrende blik og sagde:

"Du spiste mad for under 2 timer siden, og nu er du sulten igen?" Louis sendte ham et drillende smil og Niall skulle lige til at svare ham, da Stine afbrød ved at sige: "Jeg vil gerne prøve at spise på et sted, der kaldes Nando's, ligger det langt væk fra lufthavnen?" Der var ikke gået 1 sekund og Niall svarede: "Jaaaa, hellere end gerne. Kan du læse mine tanker? Nando's er seriøst mit yndlings spisested!" Nu grinede de andre 4 drenge højere end nogensinde, mens Stine og jeg blot smilede. Niall rødmede en smule, inden han kom med et lille nervøst grin og kiggede ned i jorden. Han så da virkelig kær ud.

"Det er hermed vedtaget, at vi tager hen og spiser på Nando's og Niall..." svarede Louis med et glimt i øjet: "... Du kan bare begynde at gå med Stine og de andre drenge ud til bilen. Phillipa og jeg kommer lige om et øjeblik." Der kom et 'uhhh' fra de andre drenge, og Stine sendte mig et stort drillende smil. Hvad skulle der nu ske? Jeg havde godt nok bemærket, at Louis efterhånden havde sendt mig nogle blikke, når han ikke havde sagt noget. Lige med ét mærkede jeg to hænder ligge sig på mine skuldre, og jeg svandt ind i Louis's øjne endnu gang, mens jeg smilede stort og satte hovedet lidt på skrå.

"Du er..." han tøvede lidt, og vendte blikket hen på noget i rummet, som ville det hjælpe ham med at sige det næste, han tydeligvis havde glemt, hvad var. Jeg smilede og kiggede en anelse spørgende på ham. Jeg prøvede at fange hans blik og med ét kiggede han igen på mig.

"...virkelig sød og dejlig, du har et fantastisk grin, og dit smil er virkelig smittende." Hans fingre havde fået fat i min brune krøller, og han stod nu nervøst og legede lidt med dem. Jeg stod en anelse paf og hævede mine øjenbryn lidt, men de faldt hurtigt ned igen og jeg kiggede på ham med et endnu større smil end før.

"Jeg kan faktisk kun sige... i lige måde Louis."

Inden jeg vidste af det, var jeg endt i Louis's arme. Hans hænder var flyttet ned og var landet på min ryg, som han stillede kærtegnede. De små berøringer fik mit blod til strømme hurtigere rundt i mig samtidig med, at jeg fik den her mærkelige varme og dejlige fornemmelse i kroppen. Per automatik lagde jeg mig ind til hans varme bryst og puttede mig der. Sådan stod vi et par minutter før vi langsomt trak os fra hinanden. Et pludselig og hurtigt kys var landet på min ene kind og for tredje eller fjerde gang den dag begyndte jeg at rødme.

"Nå..." begyndte jeg, "...skal vi ikke gå ud til andre, hr. Tomlinson?" sagde jeg med et drillende smil.

"Jo, det kan vi da godt, ms. Houmark" svarede han igen, også med et drillende smil på læberne.

Overrasket tog han sin hånd og flettede hans fingre ind i mine fingre. Sammen, hånd i hånd og storsmilende begge to, gik Louis og jeg ud til de andre, der ventede spændt på at komme hen og spise på Nando's.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...