Livet ændre sig.

Dette er en stil mig og min klasse havde for. Vi skulle fortsætte en historie der var lavet af en forfatter hvor vi havde brugt 15 af linjerne (Ca.) Men her er min stil så. Jeg kopire bare min stil så kapitlerne kommer meget hurtigt. Du møder Phoebe som lever et rigtig hårdt liv. Hendes mor efterlod hende, hendes storesøster Laura og hendes far. Faren får en ny kæreste som hedder Yvonne, men hun er lidt som den onde stedmor og er rigtig falsk over for dem. Der sker forfærdelige ting i livet, men vil der komme håb? Møder Phoebe en hun kan stole på? En hun har det godt med? Find ud af det i "Livet ændre sig."

4Likes
1Kommentarer
304Visninger
AA

1. 1

Det som står med denne her skråskrift er det som forfatteren har skrevet, bare så i ved det :3.

~Min mor rejste, da jeg var otte, og min far døde året efter. På det tidspunkt havde han allerede fået sig en ny kæreste. Hun hed Yvonne og arbejdede på posthuset. Hun flyttede hurtigt ind i huset, efter min mor rejste. Hun døde også. Hun døde sammen med min far.
 
 Jeg kan huske huset, vi boede i, mit værelse, haven hvor jeg legede. Jeg havde en reol i mit værelse, hvor der stod legetøj og bøger. Jeg kan huske min storesøster Lauras værelse.  Alle hendes tørrede blomster og planter. Der lugtede helt specielt på Lauras værelse. Jeg kunne godt lide at være derinde. Jeg kunne være stille. Jeg mkunne sidde roligt. Jeg tumlede ikke omkring, mens hun sad og læste i sine botanikbøger. Derfor fik jeg lov til at være der. Men jeg tror også, at det var fordi hun ikke brød sig om at være alene. I hvert fald ikke alt for meget. Hun fortalte mig alt muligt om plantelivet på vores egn. Det interesserede hende virkelig. Jeg ved ikke, hvor hun havde den interesse fra. Jeg mener, der er ingen i vores familie, der opmuntrede til den slags. Min far arbejdede på en maskinfabrik i Viborg, og min mor fik invalidepension. Hun var altid hjemme. Altså indtil hun rejste. Laura tog sig også af hende. Hun tog sig af os alle sammen. Hun købte ind, lavede mad, vaskede vores tøj.
 
 Min far
arbejdede jo som fabriksarbejder. Han var helt træt når han kom hjem fra arbejdet. Tit når han kom hjem lagde han sig bare til at sove eller betale regninger. Jeg forstår ham faktisk godt. Han stod op klokken lort om morgenen og arbejdede til sent om aftenen. Da min mor forlod os var jeg så knust… Det samme var min far og Laura. Men vi kom over det ved at stå sammen. Der gik det op for min far hvor meget han egentlig holdt af os. Efter ét år var min far træt af at leve så ensomt som han nu gjorde. Altså han havde jo mig og Laura ik men han skulle også have en kvinde ind i sit liv. Så fandt han Yvonne. Han har fortalt historien mange gange. Han gik bare en tur ude i parken og så så han Yvonne fodre fugle. Og så blev han smaskforelsket. Han gik over og snakkede med hende og så kom de hurtigt i et forhold. Slut prut bum det var det og så boede hun hos os. Mig og Laura var ikke så vilde med det. Vi følte at vores mor blev erstattet. Det gjorde hun jo egentlig også. Yvonne var bare SÅ falsk! Hun fedtede for os med slik og pænt tøj. Kan ikke forklare det men kender i ikke bare det hvor at i møder en person der ”spiller” god men er det egentlig også? Sådan et falsk smil.
 
 En dag hvor at min far var på arbejde var mig og Laura lige kommet hjem fra skole.  Vi sad og lavede lektier. Så ringede vores farfar til os. Laura tog telefonen. Hun begyndte pludselig at græde.. Det her kunne bare ikke være godt… Vores farfar sagde at vores far havde fået klemt hovedet i en af maskinerne på fabrikken. Det vidste min farfar også da han selv arbejdede der. Bare når jeg tænker på det… Prøv at forestil jer hvor slemt det må se ud? Det er en meget forfærdelig tanke… Og Yvonne fortalte min farfar for resten også var død. Hun var på posthuset for det var jo der hun arbejdede men så ringede nogle fra fabrikken derhen til posthuset og fortalte det med min far. Hun blev så ked af det… Da hun kom hjem var hun så sur at hun gik ud i køkkenet, tog en stor og skarp kniv og gik hen mod mig og Laura. Hun så truende og sur ud som om det var vores skyld det hele? Hun rynkede bryn af os. Mig og Laura var meget bange der. Men så kiggede Yvonne lidt rundt over det hele og så skar hun i sin arm ind til at hun mistede nok blod til at falde om. Ja… Det gjorde hun bare… Sindssyge kvindemenneske! Vi holdte ikke af Yvonne, overhovedet! Men bare det at se et andet menneske begå selvmord er virkelig noget man ikke har lyst til… Come on jeg var kun 8 år! I dag er jeg 16 og jeg hedder Phoebe. Laura er 18 år. Så hun er 2 år ældre end mig. Jeg er kommet over det med mine forældre og Yvonne. Men så stadigvæk ikke. For vores liv er blevet vendt helt på hovedet. Mig og Laura kom i plejefamilie. Og det var HVER for sig! Jeg var så knust der. Jeg brød mig ikke om min plejefamilie. De slog mig hverdag og bad mig vaske gulvet hele tiden. Jeg følte mig præcis som Askepot. Men da Laura blev 18 år så fik jeg lov til at komme ud af familien og bo sammen med hende. Vores plejefamilier mødtes så mig og Laura kunne finde hinanden. Vi kom stormene hen mod hinanden og gav hinanden et stort kram. Mit liv gav stadig ingen mening men det begyndte at gå bedre nu. Jeg havde min dejlige søster hos mig.

 

Her var første kapitel så :D 

Husk, at jeg kopirer historien inde fra min computer så jeg slipper for at skrive hvert eneste ord ind. Der er ingen grund til at jeg laver flere af disse beskeder så dette er den eneste hvis i skulle være i tvivl. P.s, jeg fik topkarakter for stilen, wuhu! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...