For altid

Hazel prøver at leve videre, efter Augustus er gået bort.
Mulighed 1

1Likes
0Kommentarer
132Visninger

1. For altid

Det var to dage siden.

Jeg var helt tom.

Ingen følelser.

Intet.

Tomhed.

Tomhed er en mærkelig ting.

Selv om man er tom - fylder det alt.

Phillip står for enden af min seng.

Slangerne sidder og kilder let under næsen.

Mine hænder ligger foldet på min mave.

Jeg kan høre hans stemme.

”Hazel Grace.”

Den runger i mit hoved.

Jeg kan mærke tårerne pible frem i mine øjne.

Hvorfor ham?

Det er mig der er syg.

Han var rask.

De spørgsmål jeg stiller mig selv, kan jeg aldrig svare på.

Det kan ingen.

Jeg vil være sammen med ham.

For evigt og altid.

Ingen ”til vores dages ende.”

Bare for altid.

Jeg lukker øjnene, og hiver mine slanger ud af min næse.

Jeg gør mig klar til en lang, og smertefuld nat.

Hvis jeg alligevel skal dø, hvorfor så ikke nu?

 

Jeg vågnede op i en seng i et hvidt rum.

Uden slanger i næsen.

Mine øjne sprang op.

Jeg lå i en hospitalsseng, uden slanger?!

Jeg kastede mig hen og rev i den røde alarmsnor.

En sygeplejerske styrtede ind i rummet.

”Hvad er der galt frøken Lancaster?” Spurgte hun med bekymring i stemmen.

”Mine slanger! Jeg har ingen slanger!” Jeg hev efter vejret.

”Du behøver ikke dine slanger, frøken Lancaster. Du har fået nogle nye raske lunger. Dine forældre fandt dig i din seng, uden dine slanger. Du hviskede navnet Augustus. Du var i så svag en tilstand at du fik doneret nogle lunger, og de blev udskiftet med dine syge.”

Jeg stoppede med at hive efter vejret.

Jeg tog en dyb indånding, og mærkede min mave blive fyldt med ilt.

Jeg åndede ud igen.

”Kom med mig ud og få noget friskt luft. Det har du vist brug for.” Smilede hun.

Jeg gik med hende ud på den lille gård plads, ved hospitalet.

Jeg havde ingen sko på, da jeg ville kunne mærke det fugtige græs under mig.

Solen skinnede.

Fuglene sang.

Alt var, som det plejede, som om intet var forandret.

Men det var det.

Alt var forandret.

Jeg ville være hos Augustus, nu var chancen spildt.

Jeg stillede mig ved siden af et stort træ.

”Hvem donerede lungerne?” spurgte jeg sygeplejersken.

Hun tøvede.

Så tog hun en dyb indånding.

”Hr. Waters.” svarede hun, og kiggede mig i øjnene.

”Han omkom for omkring 2 dage siden, han kørte vist galt.”

Min verden faldt sammen.

Det var hans lunger.

Jeg tog mine hænder op foran min mund, mens mine øjne fyldtes med tårer.

Tårerne strømmede ned af mine kinder.

Augustus...

 

Nu vil han altid være hos hende, bare ikke på den måde hun ønskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...