Stjernekat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Færdig
dette er en kort novelle, som handler om kærlighed og om at blive adskilt fra én, man holder af. En dreng følger stjernerne og finder hjem. Ligegyldigt hvor du ender, vil du en dag vende hjem. Selv hvis du falder ud af, verden vil dit hjem altid kalde dig tilbage.

1Likes
0Kommentarer
239Visninger

1. stjernekat


 
Han følte sig helt og aldeles hjemløs, men han var ikke typen der talte om sådan noget. Han var faktisk typen, ikke talte over hovedet. Det var ikke fordi, han var stum eller døv eller dum eller noget. Han syntes bare ikke der var mere at sige efter alt det med mor og far. Og det med Stella. Det var blevet koldere og mørkere og pludselig tændte alle gadelygterne og spredte et gult skær ud i tusmørket og ud over byen. Det var helt og aldeles grimt. Sådan var byen: grim.
 
 Han gik forsigtigt hen over altanens kolde fliser på bare fødder. Duggen var faldet nu. Hans fødder blev våde. Han kiggede skeptisk op på himlen, som var en stor mørk flade der forskellige steder blev brudt af højhuse, højspændingsmaster, lys fra gadelygterne og de enorme lamper ovre fra stadion. De lyste så kraftigt at man næsten blev blændet af dem. De blændede så meget, at stjernerne var slukket. Drengen sukkede og tog sit kompas frem. Den røde pil drejede og stod så stille. Han stirrede ud i mørket i den retning, pilen viste ham. Nord. Han så ind i en grå kold mur.      Det var på den tid af året hvor natten aldrig blev helt sort, men her inde i byen var alting anderledes    og uvirkeligt. Himlen havde en underlig mørk farve uden stjerner og planeter, luften var tyk og  forurenet, og byens biler og maskiner larmede. Det var som om han slet ikke var udenfor, men bare inde i et rum, der var en falsk udgave af udenfor. Han prøvede at lokalisere stjernerne og kiggede skiftevis ned på kompasset og op på himlen. Med fingeren tegnede han usynlige stjerner.

 Hvis bare hans mor vidste, hvor meget universet betød for ham. Men det gjorde hun selvfølgelig ikke, for han sagde aldrig noget om det. Hun burde vide det. Både Stella og ham elskede det univers, faren gav dem. Dengang han og Stella boede sammen, havde de alt. Mor, far, hinanden og så verdensrummet. Måske vidste moren det godt. Måske var hun bare ligeglad. Han var ikke engang blevet spurgt, om han ville med hende og bo inde i byen. Han var bare blevet sat ind i bilen. Han huskede faren der brutalt tog fat om Stellas håndled, da bilen startede. Hans øjne stirrede fjendtligt efter bilen, da den langsomt trillede hen ad grusvejen. Mors øjne var fulde af vrede og tårer. Drengen havde vendt sig om og kigget ud ad bagruden. Han så Stella der stod tilbage, forvirret og bange, og faren der drejede rundt og trak hende med sig tilbage til huset. Den sorte himmel bag det lille hus var drysset til med stjerner. Faren havde lukket døren, men Stella var gået ud igen og stod som en sort skikkelse foran hoveddøren. Kun hendes øjne skinnede svagt i lyset fra månen. Det var sidste gang, han så hende.

Indenfor i huset kørte fjernsynet. Moren så altid fjernsyn, når hun en sjælden gang var hjemme. Selv i weekenderne var hun næsten altid ude og kom hjem sent. Nogle gange havde hun en fremmed med sig hjem, og så gik drengen ud på altanen, fordi han blev vred. Han kunne ikke lide, at der kom en fremmed mand ind i deres hus, og heller ikke at manden og moren lo og snakkede sammen, som om manden var far. Også den aften var en mand med hjemme. Det var den samme som havde været der de sidste par gange, og drengen havde lagt mærke til at han lignede lidt hans far, med de mørke øjne og det mørke halvlange hår. Men ham her var anderledes. Mindre aggressiv. Men han var heller ikke lige så sjov og stærk og kreativ. Faktisk var han, i drengens øjne, lidt kedelig. Alligevel fik han moren til at le, og fik hende endda også til at holde ham i hånden og tage imod kys fra ham. Drengen sendte manden kolde blikke ind gennem ruden, i håb om at det kunne få manden til at fryse til is, men manden opdagede det slet ikke. Han var alt for optaget af moren og fjernsynet. Drengen gik vredt hen til den lave mur rundt om altanen. Hvordan kunne en fremmed mand bare komme hjem til dem og kysse mor? Og hvorfor sagde hun ikke fra? Hun havde vel far. Hvorfor var han ikke god nok? Han stod et stykke tid i den kølige sommerluft og kiggede ned på gaden, hvor der kom en gammel mand cyklende forbi.

Han lukkede øjnene og så et væld af stjerner på en sort baggrund. Nattens tæppe lå hele vejen rundt om jorden kun brudt af horisonten, der delte tæppet i to. En orange gnist dansede opad hvorefter den slukkedes. Der kom flere. De kom i bølgende linjer op mod himlen og vendte ikke tilbage.         
  Bålet varmede og brændte og lyste Stellas ansigt op. Gnisterne spejlede sig i hendes mørke øjne og luften var mild. Men hun var ikke glad. Hun var bange. Han tog hendes kolde hånd og så ind i flammerne. Indenfor lød der råb. Det var mor og far der skændtes. Igen. Stella kiggede hen mod huset. Hun gøs og vendte sig mod bålet igen. ”Det er koldt,” sagde hun med sin lyse klare stemme, ”men der er sikkert endnu koldere inde i huset”
”vi skal bare holde bålet i gang” sagde han trøstende til hende.
”Hvad hvis der kommer nogen?”
”Stjernerne passer på os.” han pegede på nattehimlen.
Hun nikkede og så op. Så smilede hun. ”Vi skal altid holde sammen, lige meget hvad mor og far gør.”

”Nej! Jeg vil ikke møde ham.” råbte han før moren nåede at sige noget. Hun havde åbnet døren og var kommet grinene ud på altanen, fordi den fremmede åbenbart havde sagt noget sjovt. Hun rykkede forskrækket et skridt tilbage da drengen råbte af hende. Moren havde før bedt ham om at hilse på dem, som kom med hende hjem, men han ville altid bare stå udenfor. Han vidste at man ikke bare kunne splitte en familie ad og så bare leve videre som om ingenting var sket, mens man prøvede at sætte andre ind, hvor nogen andre manglede.. Hans vrede var blevet så stor, at han var nødt til at lade den gå ud over nogen, og han råbte hysterisk ad moren, som svarede hidsigt tilbage. Hun ville absolut ikke finde sig i noget, og det ville han heller ikke. Skænderiet fik til sidst en ende da moren gjorde det fuldstændig klart, at de aldrig skulle se faren og søsteren nogensinde igen. det var det samme, som det hun havde sagt mange gange før, men denne gang skulle blive den sidste.  Nu havde drengen fået nok. Han kravlede beslutsomt op på muren og om på den anden side. Moren sagde højlydt til ham, at han ikke måtte klatre rundt så højt oppe. Hendes stemme lød bestemt, men også nervøs og skælvende. Han hørte ikke på hende. Han klatrede ned på den smalle skrå kant under vinduet, mens han holdt godt fast i tagrenden. Han havde stadigvæk bare fødder og var tæt på at glide på det glatte dugvåde underlag. Moren råbte igen efter ham oppe fra altanen, men han var ligeglad. Han ville hjem nu. Hjem til Stella. Vi skal altid holde sammen. Lige meget hvad mor og far gør. Hendes klare stemme lyste i ham som en lille sol. En lille stjerne. Den stille lyd var så tydelig, at den overdøvede morens råb. Han gik ned på hug og strakte det ene ben ned for at nå vinduet i etagen nedenunder, men han kunne kun mærke tom luft. Pludselig gled han ned fra den kant han stod på, og han prøvede panisk at gribe ud efter noget med hænderne. Men der var ingenting at tage fat i, og han faldt gennem luften med et forskrækket gisp. Vinden susede i hans ører og i et kort øjeblik så han sin mor og far. De stod sammen en sommerdag, som kun lå en måned tilbage. De sagde, at de elskede hinanden. Han ramte græsplænen hårdt og blev liggende. Det gjorde ikke ondt nogen steder, selvom han var faldet flere meter. Faktisk følte han sig let og fri. Han rejste sig op med et suk og så op på altanen langt over ham, hvor moren fortvivlet kaldte på ham. Han ville råbe til hende, at han ikke var kommet noget til, men besluttede sig for at lade være. Hun kunne vel være ligeglad.

Ude i mørket ved siden af ham, stod en kat. Dens pels var glitrende sort og den havde sorte øjne og sølvfarvede kløer. Den vendte om og gik. Han fulgte efter den. Ud af byen, ud på landet, hen ad vejen. De gik hurtigt hen over asfalten og krydsede markerne og bækkene.  Stjernerne på himlen tændte og blev kraftigere og kraftigere, og han begyndte at kunne kende de steder, de kom forbi. Han vidste præcis, hvor han var på vej hen. Hjem. Han så ned på katten og hviskede: stjernerne passer på os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...