Beate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2014
  • Opdateret: 17 dec. 2014
  • Status: Igang
Da Beates papmor mister livet, forandre hendes verden sig; hendes far begynder at hundse rundt med hende, og hun bliver mobbet på det groveste i skolen. Den eneste måde hun kan holde det hele ud, er at skrive. Hun elsker at skrive. Hver gang hendes far ikke er opmærksom, lister hun sig ud af huset, og hen til "Milenas mindested" . Under alle forvirringerne, mistede håb for livet, dukker en dreng pludselig op i Beates liv; den blinde dreng, Matheus, og Beates liv forvrænges en ekstra gang.

12Likes
7Kommentarer
631Visninger
AA

1. Et hurtigt chok

Hendes hoved lænede sig forsigtigt op ad den betontykke mur, for ikke at falde om. Hendes hoved skreg af smerte, og det samme gjorde hun. Hun kunne se børnene lege, have det sjovt, og ak, hvor hun var misundelig på dem. At rende rundt og more sig, var ikke just hverdagsoplevelser for hende. Hun sukkede, og gjorde et mislykket forsøg på at stå normalt. Så snart begge fødder var på jorden, og hendes hoved var oppe uden hjælpemidler, kunne hun mærke kvalmen tage til igen. Den kunne ikke kureres med piller, mad, eller noget andet. Det vidste hun udmærket godt.


”Bebe, er det hvad de kalder dig? Din familie, og bekendte?”, spurgte Mean, og hendes stemme lød som negle der kradsede på en tavle. Den skar i ørene. Beate trak på skuldrene.

”Ja, det gør de vel.”, svarede hun, og prøvede at lyde så selvsikker som muligt. Mean lo sit skræmmende heksegrin, og Beate trådte diskret et skridt tilbage.

”Hmm, i det tilfælde, må jeg nok melde pas. Jeg har ingen anelse om hvorfor de kalder dig det. Måske for at undgå dit hæslige navn. Be-ATE, jeg får næsten kvalme, bare ved at tænke på det. Hvad mon vi gør ved det?”, spurgte hun, og enhver kunne høre fryden i hendes stemme. Beate så direkte ned i jorden, for at undgå Means’ blik.

”Undgår du mig?”, spurgte Mean lettere fornærmet, blot for at skræmme den stakkels, rædselsslagen pige, der gemte hendes frygt bag et koldt ansigt, ligeglad ansigt.

”Svar mig!”, sagde, ja nærmest råbte Mean. Mean gav hende et puf, så hun var lige ved at vælte omkuld. I samme øjeblik kom Means’ kæreste, Nicolaj, løbende.

”Hvad har du gang i, pusling?”, spurgte han, og aede hende blidt på kinden. Beate så det som sin redning, og prøvede, uden held, at løbe væk.

”Hey, hvor tror du at du skal hen, Flammekaster?”, råbte Nicolaj efter hende, og på et splitsekund var han ved Beates’ side. Flammekaster var et øgenavn Beate havde haft siden børnehaveklassen. En af grundene var, at hun var rødhåret. Den anden var, at når nogen drillede hende, kunne hun blive så vred, at man kunne se ild stå ud af øjnene på hende. Men Beate havde hurtigt lært, at vrede ikke er en løsning. Heller ikke glæde. Rent faktisk var ingen følelse en løsning for Beates’ problemer. Uanset hvad, var de efter hende.

”Hvor var det lige at du skulle hen?”, spurgte Nicolaj, med et stort, klamt smil, placeret lige i hans ansigt. Beate havde lyst til at give ham fem flade, men vidste også at de bare ville ryge tilbage i hendes stakkels ansigt. Nicolaj spyttede hende i øjet, og vreden steg langsomt op i Beates’ hoved.

”Nej”, hviskede Beate til sig selv, men det var uheldigvis ikke kun Beate der hørte det. Man skulle tro Nicolaj hørte det mere end Beate gjorde.

”Hvad siger du nej til?”, spurgte han irriteret. Beate turde ikke svare.

”Hva’?!”, spurgte han med en irritation, der nærmede sig vrede. Beate holdte hendes mund lukket. I samme øjeblik, skubbede Nicolaj til hende, med en sådan styrke, at den lille Beate, faldt omkuld, og bankede hendes skrøbelige hoved ned i asfalten. I et par minutter lå hun bevidstløs, og i mellemtiden, havde Mean og Nicolaj inviteret deres kammerater over, for at se på den håbløse Beate. Nogle af deres kammerater tog billeder, andre filmede det.

”Det her skal så meget op!”, sagde Egon, Nicolajs’ bedste ven, og Nicolaj nikkede bekræftende.

”Så kan den lille kælling lære det!”, sagde han hævngerrigt.

Beate stønnede, da hun vågnede op fra søvnen. Da hun menneskemængden omkring hende, fik hun kvalme. Hun nåede ikke at flytte hovedet væk, før madrester flød ud af hendes mund. Først var der en masse bemærkninger om hvor klam hun var, og derefter grinede alle.

”Yes,” sagde Egon ”Jeg fik det på film!”.

 

Beate fik kvalme af hendes flashback. Ja, hun fik faktisk kvalme af alt, men at tænkte tilbage på det der skete for to timer siden, var noget af en rutsjetur for Beates’ mave, men hun nægtede at kaste op. Hun ville nødigt have at de også skulle le af hende. Uden at vide det, stod hun med hånden i munden, og gnavede i den. For ikke at græde. Beate tog sig selv i det, men gjorde intet ved det. Hun kiggede tilbage, for at se om der var en lærer tilstede, men de var ikke til at se i miles omkreds. Det vidste hun egentlig godt, for lærerene var bange for at komme hen til hende, for tænk hvis mobberne var i nærheden, og mobbede dem i stedet! Det måtte bare ikke ske! Men hun gjorde sig et forsøg alligevel. Hver andet minut, for at være helt præcis. Hun havde egentlig lyst til at tage hjem, men vidste også hvor meget ballade hun ville få, hvis hun kom for tidligt hjem. Hendes far var, for at sige det mildt, en meget forstyrret mand. Efter hans kone, Elisabeth, gik bort, gik det kun ned ad bakke for den stakkels mand. Rent faktisk så meget ned, at han gik ned med stress, og blev ramt af flere psykiske lidelser. Beate taklede det godt når hendes far fik et raserianfald, og var god til at få ham til at trække vejret. Man kunne ikke sige det samme om ham. Hver gang Beate kom hjem med et hængende hoved, kunne det godt ske at han stak hende en flad eller to. Men lille Beate havde vænnet sig til det. Hendes mor forlod Beate, og Beates’ far, lige efter Beates’ fødsel. Det gik skidt imellem dem imens hun var gravid, så man kunne ikke sige det var Beates’ skyld. To år efter fødslen, mødte Beates’ far Elisabeth. Hun var en ung dagplejemor, der passede Beate hver dag, så faderens’ og Elisabeths’ forhold, passede Beate meget godt. Elisabeth var som en mor for hende. Da hun gik bort for et år siden, gik Beate helt i sort. Elisabeth var den eneste Beate havde snakket om hendes problemer med, og hun var også den eneste der vidste hun blev mobbet i skolen. Ja, altså udover lærerene på skolen, men de hjalp aldrig på problemet. Beates’ hårdeste tid, var da Elisabeth døde, og hun skulle starte i skole efter sommerferien. Børnene havde hørt om tragedien, og de var bange for at spørge ind til det. Ja, faktisk så bange, at de slet ikke talte til hende. De ignorerede hende fuldstændig. Det var først efter tre måneder, at der var en person der tog sig sammen til at åbne munden, og sige noget til hende. Mean. Mean og Beate havde været bedste veninder siden tidernes morgen, men Mean var desværre en af dem der hoppede på bølgen af mobberi. Ligesom de andre. Men ja, det som Mean tog sig sammen til at sige, var ikke det bedste at sige til en der lige havde mistet sit kæreste eje.

 

”Nå, Beate. Jeg har hørt din ”mor” er død. Så slap du endelig af med kællingen, hva’?”.

Beate blev stille, for hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle sige til det. Pludselig blev Beate omringet af en hel klasse, og de så forventningsfulde på hende. Beates’ øjne blev fugtige, og hun var ved at græde.

”Se! Flammekasteren er ved at tude. Ikke et særsyn, men det er da altid godt med lidt underholdning. Nå, vis os hvad du kan, bitch.”, sagde Nicolaj, og gned sig i hænderne. Beate sendte ham et vredt blik, og vendte sig om for at gå. Inden hun nåede ud af døren, kom Egon springende, og spærrede for døren.

”Hvor tror du at du skal hen lille ven?”, spurgte han med et så falsk smil, at det var til at brække sig over. Beate stod fastfrossen til jorden, og sagde intet. Inden længe var der havnet en knytnæve i ansigtet på hende.

 

Beate ventede på at skoledagen skulle nå sin ende. Hun ventede, og ventede, og ventede. Hun kunne ikke forstå hvorfor klokken ikke havde ringet ud til frihed. Hun gav op, og kiggede på sit ur. 17.30.

”Fuck!”, sagde Beate, og blev forskrækket over sit sprog. Hun så op, og børnene var væk. ”Har jeg sovet?” , var hendes første tanke. Hun så forvirret op, og fandt ud af at tampen brændte, for hun havde ligget ned. Men sov, det kunne man ikke helt kalde det. Hun tog sig til hovedbunden, og kunne kende følelsen af frisk blod. Hun var blevet slået omkuld, eller måske havde fået en bold i hovedet. Hun var ikke sikker. Hun rejste sig, og kvalmen var stærkere end nogensinde, men hun nægtede at give op. Hun måtte hjem inden hendes far sultede ihjel. ”Bare jeg når det”, tænkte hun. Hun havde før oplevet tider, hvor hun kom for sent hjem, og hendes far var gået amok på alt – lige fra møbler, til planter. Uden mad gik far ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...