World of Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit bidrag til "Inspireret af en sang" konkurrencen. Jeg blev inspireret af "I See Fire" af Ed Sheeran. Når verden er ved at kollapse om ørerne på en, og alt syntes tabt...

2Likes
4Kommentarer
980Visninger

1. Mountainside

Hvor er verden dog forfærdeligt uretfærdig.

Hun kan stadig høre ham side det. I hovedet.

Det gør så ondt!

Varmen kommer nærmere. Verden syntes tom. Stille.

Kragerne, der normalt sidder i træet ude i haven er væk, ligesom træet højst sandsynligt også er det.

Aske fylder hendes lunger – får hende til at hoste. En dyb, tør lyd.

Far er ikke hjemme. Mor er allerede væk for altid.

Verden er sandelig uretfærdig.

*

Min ven, min bror i et og alt. Han står der, ser ud over det blå, blå hav. Jeg kan ikke se hans ansigt, kun hans glatte, nøddebrune hår. Han er ikke min rigtige bror, men jeg kender ham så godt som mig selv, hvis ikke bedre. Vi har kendt hinanden siden vi var i stand til at gå, hvor mange somre og vintre har vi ikke tilbragt sammen?

I et stykke tid er de eneste lyde omkring os, bølgerne der slår mod klippen langt nede, og de hvide mågers skrig. Han vender sig heller ikke om, da han begynder at tale:

”Jeg er tvunget til at rejse langt væk, Akari. Jeg ved at du ikke vil forstå, og jeg vil meget hellere blive her for evigt, men jeg kan ikke. Verden udenfor truer, og jeg kan ikke lade alt hvad jeg elsker dø hen. Jeg må kæmpe, Akari, og dø hvis det bliver nødvendigt.” Jeg står helt stille ved lyden af hans smukke stemme, der runger i mit hoved, og får frygten til at jage sig ind i mit hjerte som en sort klo, forgiftet og ond.

”Verden er uretfærdig, Akari.”

”Hvor er verden dog forfærdeligt uretfærdig.”

Tårerne strømmer snart ned over mine kinder, men jeg er ikke stærk nok til at løbe efter ham, gribe fat i hans arm, holde ham tilbage, da han forlader sin plads tæt på klippens kant, og begynder at følge den lille sti ned af bjerget.

Det bjerg, som har gjort det ud for vores hjem siden vi blev født.

Jeg ønsker kun at være hos dig.

*

Ilden griber fat i hendes kjole, og truer med at krybe tættere på hendes hud.

Hun lukker øjnene. Varmen er uudholdelig.

Det gør ondt da varmen gnaver sig ind i hende, fortærer hud og kød.

Brædder knaser. Sten krakelerer. Knitrende ild. Varme. Smerte.

En skikkelse kæmper sig gennem ilden.

En fremmed? Nej.

Ven.

Bror.

Hendes bror er vendt hjem.

Hjem til smerte og død.

Askefyldt ansigt og et iturevet hjerte.

Hendes navn blandes med en hosten.

En hånd griber fat om hendes. Snart er hun på benene.

Verden er sandelig uretfærdig.

*

De står mellem flammerne.

Pigen hvis øjne altid skinner af liv. Drengen, fuldt af død og ondskab.

Han tager hende ind til sig, trøstende.

”Kom væk herfra Masaru! Det er nok at jeg skal dø!”

Han smiler, de blå øjne, kølende som bjergsøer, pludselig frygteligt tomme.

”Jeg kan ikke forlade dig igen.” Hun bliver bange, forfærdet, ønsker ham for alt i verden livet.

Flammerne slikker sig op ad deres ben, røg svier i deres øjne.

Han slipper hende, og hun lægger armene om hans hals.

Ønsker det ikke. Ønsker ikke det her.

Døden nærmer sig.

”Hvis du skal dø, dør jeg med dig.”

Bjerget, deres bjerg. Det smukke, kølige bjerg, er pludselig forvandlet til en dødsfælde.

Varme og ild løber ned ad dets sider, og kvæler alt levende.

”Jeg elsker dig, Akari.”

Gråd. Død.

Verden er sandelig uretfærdig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...