Frozen love

Det er nu et år siden Elsas ulykke skete. Anna er gravid med en lille dreng, Kristoff og Sven køre ud med is til Arendals borgere, Olaf er glad som aldrig før, han løber rundt i slots haven og snuser til alle blomsterne, og Elsa, hun er da selvfølgelig glad, men hun føler bare at hun mangler noget. En dag gå hun en tur ned til stranden, og der møder hun nogen der vil forandre hendes liv, på mere end en måde

57Likes
25Kommentarer
4221Visninger
AA

1. Frozen love

Jeg vågner op og kigger mig selv i spejlet. Mit hår står ud til alle sider og min make-up er løbet, jeg nåede ikke at tage det af inden jeg gik i seng. Jeg har smule hoved pine efter igår, vi havde inviteret alle mennesker i Arendale til at komme og fejre Anna og Kristoff. Anna er nu 8 måneder henne og kan føde når som helst, jeg er så spændt på at få en lille nevø.

Jeg hiver ud i en skuffe i mit bord, skuffen er kridhvid ligesom resten af bordet, der er gulbelagte håndtag, det er det idag ihvertfald nu. Da jeg var lille blev de altid hvide af is når jeg rørte dem, men det er et overstået kapitel nu, det var dengang jeg ikke kunne styrer mine kræfter.

I skuffen ligger der forskellig slags make-up, og tre blå klude er pænt foldet og lagt sammen oven på hinanden, jeg tager en af de blå klude og dypper den i det vandfad der kommer ind hver morgen. Jeg vasker mig i hele ansigtet og sørger for at få alt de gamle make-up af. Da jeg er færdig kigger jeg mig selv i spejlet. Rundt om glasset er der en hvid ramme med en tynd guld streg rundt om. Da jeg kigger på mit ejet spejl billed kommer jeg i tanke om mit hår, det er en værre høstak, også tror folk at prinsesser altid er så smukke. Mine læber trækker sig op i smil, og da jeg har taget fat i min børste sidder smilet plantet på mit fjæs.

Da jeg endelig har kæmpet mig igennem knuder og filtertotter, begynder jeg på en sildebensfletning, efter turen med børsten gør min hovedbund en smule ondt, men jeg får da lavet den fletning til sidst.

Jeg rejser mig op og skal til at gå hen til mit skab for at finde en kjole at have på, men på vejen stopper jeg op, her er enlig ret mørkt, men jeg har først lagt mærke til det nu. Jeg vender mig om og glemmer næsten alt om kjolen, jeg går tværs gennem rummet og kan mærke det bløde gulvtæppe på mine bare fødder, det kilder mine tær og girver en dejlig varme til mine fødder. Da jeg er ved vinduet, tager jeg fat og hiver i det store gardin, det siger en rutsch lyd også vælter det ind med lys, nu kan jeg pludselig se mit værelse. Jeg går over til skabet igen, jeg er kun i en tynd silke natkjole der kun lige dækker min røv. 

Jeg åbner skabt og der inde er der en skov af farver, der er rød, grøn, pink og selvfølgelig blå, jeg hiver en mørke blå kjole ud og danser over til spejlet. Jeg sætter den foran mit bryst og med det sammen kan jeg se at det er den jeg vil have på idag.

Efter jeg har taget den på går jeg over til spejlet og ser om den sidder lige så godt som jeg håber, og det gør den. Det blå stof stryger sig ned af min krop til den lige strejfer jorden, det er et bånd lige under brystet på mig med små blomster der glimter når jeg står det rigtige sted i solen

Jeg kigger mig en sidste gang i spejlet inden jeg går ud. På vej ned af trappen ser jeg Miss Hill, hun er Annas kammerkone imens hun er gravid. "Miss Hill, vil du sige til Anna at jeg er gået en tur?" Jeg siger det som et spørgsmål men det er nærmere en ordre. "Selvfølgelig frøken Elsa, Men frøken Anna bad mig om at sige at hun gerne ville have dig hjemme til morgenmaden klokken otte!?" Jeg kigger spørgende på hendes men da hun ikke fatter mit øjn sprog må jeg jo bare sige det. "Gav hun nogen grund?!" "Hun ville gerne tale med dig om nået!" Jeg håber ikke det er noget alvorligt. "Sig til Anna at jeg komme klokken otte!" Hun nejer og går videre op af trappen, det er først nu jeg ligger mærke til det, men hun har et kæmpe bjerg af vaske tøj i favnen, er de mon kommet bag ud med vasken?

det var tidligere på morgenen ind jeg troede, der er næsten ingen uden for, kun nogle enkelte forretninger er ved at åbne. Jeg går hen til af dem, jeg er blevet helt nysgerrig over hvad klokken er. "Undskyld mig, men ved de hvad klokken er?" Han kigger først irreterret på mig, men så lyser hans ansigt helt op da han så hvem jeg var, han vil nok gerne fedte lidt. "Ja deres majestæt klokken er et kvarter over 6" Han siger det hele med et kæmpe smil på. "Så tidligt? Når men tak for hjælpen" Jeg vender mig om og begynder at gå jeg kan lige høre den gamle forretningsmand glade stemme. "Det var så lidt"

Jeg fortsætter videre ned imod havnen, det er dejligt om sommeren, vandet er så varmt.

Da jeg er nået ned til havnen er vandet lige så smukt som jeg husker det, jeg begyndt at gå her ned ret tit, jeg elsker det. 

Jeg går langs strand kanten og kigger ud i horisonten, der er så smukt. Jeg tager min sko af og går i vandkanten, vandet føles dejligt om mine fødder, nærmest som vandet krammer dem. Da jeg har gået i snart en halv timer er der en stor sten, jeg sætter mig på den og ser ud på havet, hvis jeg bare bliver sidende her skal mine fødder nok tørre.

Der går et godt stykke tid før mine fødder er tørre, jeg går i mine sko og skal til at gå videre, men inden jeg har sat en fod på jorden kommer der et "knæk!" Jeg beholde min fod i den akavede stilling, med at den ikke røre jorden men er lige ved det, jeg tør ikke bevæge mig. Men nysgerrigheden prikker under huden på mig ligesom små orme.

Jeg sætter begge ben på jorden og træder et skridt nærmer. Der er en busk der begynder at ryste da jeg nærmer mig, jeg går tættere på nu, nysgerrigeden er kun blevet stører!

Ud fra busken kommer der skikkelse til syne. Da den kommer længere op kan jeg se at det er en dreng, han har en hætte trøje på og et par slidte brune bukser, jeg kigger længere ned af ham og opdager at han heller ikke har sko på. Jeg bliver ved med at kigge på ham, det er noget magisk over ham. Der går lidt tid inden han opfatter at jeg står og kigger på ham, men da han opdager det for han et forvirret udtryk i ansigtet. "Ka..kan du se mig...?" Da lyden af hans stemme rammer mig, bliver jeg helt paf. Hans stemme er så smuk at den for mine høre til at tikke om mere. Ååhh bare hvis han dog ville sige mere. "Selvfølgelig kan jeg se dig, hvad havde du regnet med? At jeg var blind?" Jeg gør lidt grin med ham, for helt ærligt hvorfor skulle jeg dog ikke kunne se ham? "Nej, du har ret, det må du undskylde!" Ha! jeg fik ham, han ser en smule overrasket ud, men mon ikke jeg kan fornemme en anelse rødmen i kinderne. "Mit navn er forresten Jack, Jack frost." Han hiver hans hætte af imens han siger der, og først det ligger jeg mærke til hans øjne, der er et snefnug i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...