Of the Winter | Niall Horan

Vinder af Vind koncertbilletter-konkurrencen | "Hun var som vinteren selv; hun destruerede alt omkring hende. Ikke fordi hun var ond og ikke fordi hun ville, men fordi hun ikke kunne andet. Det lå i hende som det lå i vinteren, at sprede sin sorg udover alle, der kom i kontakt med hende." Men som altid, skal vinteren slutte og forvandle sig til det livsgivende forår.

46Likes
51Kommentarer
2139Visninger
AA

1. Spring is Coming

" Summer dies. Autumn dies. Winter's death it self. But spring is eternal. It lives forever within the depths of constantly changing matter, only morphing from one form to another. "

"Niall?"

"Ja?"

"Hvordan har du det?"

Han kiggede endelig væk fra vinduet og hen på den buttede kvinde foran sig. Hun havde brune øjne, fyldige læber, brun hud og et sørgmodigt udtryk. Han vidste, hvorfor hun så sådan på ham. Han vidste, hvorfor alle så sådan på ham.

Men han havde ikke brug for deres medfølelse; han havde nok i sig selv. Han vidste, at han ikke burde have ondt af sig selv. Han havde selv været skyld i, at han nu sad i den polstrede lænestol, foran den falske psykolog, og skulle fortælle, om sine følelser. Hver eneste tirsdag, kvart i tre, skulle han sidde i denne stol og i tre kvarter, skulle han svare ærligt på, hver eneste spørgsmål der faldt psykologen ind.

Stadig havde han ondt af sig selv. Han havde så ondt af sig selv, at han græd sig selv i søvn om aftnen; han kunne finde på at bryde sammen i midten af en samtale, fordi han havde så ondt af sig selv. Alt i ham gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Og det holdt aldrig op, faktisk blev det bare værre.

Han kiggede over på kvinden igen; hun kiggede stadig på ham med den forbandede medfølelse i blikket. Hun sagde ikke noget, hun bevægede sig ikke, hun sad der bare og ventede på, at han var klar til at svare på hendes spørgsmål.

I teorien kunne han bare holde mund i de tre kvarter, han skulle snakke med hende, men det ville kun resultere i, at han skulle tilbage hertil endnu en gang.

"Jeg har ondt." svarede han, fugtede sine læber og trak på skuldrene, "og jeg er vred. Jeg er så vred."

Kvinden lænede sig frem over hendes notesblok og foldede sine hænder, "hvorfor er du vred?"

Han kiggede bare på hende. Sådan startede alle deres samtaler ud; han ville fortælle, hvordan han havde det, og hun forlangte, at han skulle forklare, hvorfor han havde det sådan.

"Det ved jeg ikke," svarede han sandfærdigt, "jeg er bare vred. Jeg kunne ligeså godt være glad, men det er jeg ikke; jeg er vred."

"Hvorfor har du ondt?"

"Fordi jeg er vred, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det til at gå væk," hviskede han stille og kiggede endnu en gang ud af vinduet, der lå ud til Themsen. Den var grå og kedelig. Regnen piskede ned på den og formede ringe på dens overflade, mens vinden fik den til at danse.

"Niall," sukkede hun stille, "jeg ved, du ikke vil fortælle mig om det, men kan din vrede have noget med Aria at gøre?"

Hele hans krop stivnede ved benævnelsen af hendes navn, og han så langsomt over på sin psykolog. Hendes ansigt var stadig udtryksløst, men hendes øjne var begyndt at lyse af end blot medfølelse. Han kunne ikke sætte ord på, hvad det præcist var, men det var der og voksede hurtigt i de chokoladefarvede øjne.

Aria.

Han havde undgået alt, hvad der blot kunne minde ham om hende. Han havde nægtet at tale med nogen om det, ikke engang sin psykolog. Ikke i det år, han havde været tvunget til at sidde i denne stol, havde han nævnt hende en eneste gang.

Smerten i hans bryst var uudholdelig, som han blev ved med at dvæle ved hendes navn. Som han begyndte at låse op for minderne om hende, kunne han begynde at se hendes blå øjne for sig igen. Hendes orange hår, der altid duftede af vanilje. Hendes smil, der var så perlehvidt og uskyldigt, at han havde tit havde tænkt, at hun måtte være en engel.

Han lukkede øjnene og pressede tårerne tilbage. Han kunne mærke, hvordan gråden truede med at bryde ud ved at samle sig, som en stor knude i hans hals. Han kunne mærke, hvordan den begyndte at kvæle ham. Hele hans hals brændte; hans øjne druknede; hans læber skælvede som et jordskælv.

"Niall."

Stemmen lød fra et eller andet sted foran ham, men han orkede ikke at identifere den. Selv hvis han gjorde, ville han ikke kunne sætte navn på; siden hun forlod ham, havde navne og mennesker i al almindelighed ikke haft den store betydning for ham. Han kunne ikke længere se meningen med at lære nye mennesker at kende; skabe nye bånd, når den person, han allerhelst ville lære at kende bedre, var udenfor hans rækkevidde.

"Niall."

Han orkede ikke at åbne sine øjne; det var for meget besvær. Han sad bare lige så stille, lod luften fylde sine lunger og pustede langsomt ud. Ind og ud. Ind og ud. Ind og ud. Gentagelse på gentagelse. Ind og ud, indtil den brændende fornemmelse begyndte at lette.

Da han endelig kunne trække vejret normalt, åbnede han øjnene og så psykologen i øjnene.

"Ja?"

"Hvordan havde du det med Aria?"

Han lagde hovedet på skrå, mens han huskede på sit mantra: Ind og ud. Langsomt. Ind og ud. Han vidste egentlig ikke, hvordan han havde det med hende. Hun havde betydet alt for ham, og hun betød stadig alt for ham. Han havde lavet om på hele sit liv, for at få plads til hende. Han havde ofret alt for hende, og hun havde svigtet ham, da det blev sværest. Da hun selv skulle til at ofre noget.

"Hun var død indeni." sagde han spagt.

"Hvem var?"

"Aria. Hun var død indeni," gentog han og så ud i luften, forbi sin psykolog, forbi væggen, forbi alting, ud til ingenting, "hun var som vinteren. Hun destruerede alt omkring hende. Ikke fordi hun var ond og ikke fordi hun ville, men fordi hun ikke kunne andet. Det lå i hende som det lå i vinteren, at sprede sin sorg udover alle, der kom i kontakt med hende."

Han lagde ikke mærke til noget nu. Han talte bare. Han huskede alt omkring hende. Den måde, hun grinede; hendes smil. Han genkaldte sig hendes gråd, som han så tit hørte. Det var som tortur at høre på hende. Han huskede alle de gange, hvor hun løb grædende ud på deres fælles toilet, låste døren og nægtede at komme ud. Han ville sidde med ryggen mod døren og vente på, at hun endelig kom ud.

Når hun endelig gjorde, ville hun råbe og skrige af ham: Det havde altid været hans skyld, at hun havde ondt. Han havde gjort alt forkert, og han skulle straffes. Han var der ikke for hende; han var der aldrig for hende.

Han var skurken, og hun var det evige offer.

"Hvert eneste snefnug, var en af hendes knusende tanker, hvori man fik en indsigt i den enorme sorg, der havde lagt hendes land goldt og øde." fortsatte han, og som han fortsatte blev hans stemme lavere, og han blev fanget mere og mere i fortiden. "Vinteren får alle blomster til at visne, alle fugle til at flygte fra dens greb. Hun var ligesådan; alle, der før havde villet hjælpe hende, forsvandt. De flygtede fra hendes destruerende tanker, før den nåede ind i deres hjerter og hjalp hende med at sprede sin bitterhed og sorg."

Hun havde været ude for så mange forfærdelige ting i sit korte liv, at det var et sandt under, at hun ikke bukkede under noget før. Men han ville ønske, at hun havde stolet nok på ham til at fortælle ham, om sine problemer; om sin fortids genfærd, som var kommet tilbage for at hjemsøge hende. Hun havde båret på så mange forfærdelige hemmeligheder, som han ville have givet sit liv for at få fortalt af hende, så de sammen kunne deles om byrden. Han ville give alt for at kunne gå tilbage i tiden, så han kunne lave om på alle de fejltagelser, han havde lavet.

Han havde vidst, at hun havde nogle hemmeligheder, som ikke var lette at bære på alene. Han havde set det i hendes øjne; det var øjnene på en gammel kvinde. En, der havde oplevet og set alt for meget ondt, og snart ville bryde sammen.

"Hendes øjne, der før havde været så klare, som de tropiske have, var nu så grå og forladte, som søerne om vinteren. De var arrede af de mange skøjter, der havde lavet ridser i den frosne overflade. De var arrede af de mange ting, hun havde set og helst ville glemme." fortalte han hviskende og kiggede endelig på sin psykolog; nu, hvor hans fortælling lakkede mod enden, begyndte han at vågne op. Tårerne løb ned af kinderne på ham og lå stadig som et slør over hans isblå øjne, men han var så ligeglad, som noget menneske kan være; han havde heller ikke lyst til at se på sin psykolog. "Hun var vant til at blive forladt; det bliver vinteren jo. Når man ikke kan holde kulden ud, går man indenfor. Men jeg ville aldrig forlade hende. Aldrig."

"Har du forladt hende?"

Han rystede på hovedet, "hun forlod mig."

Psykologen nikkede og noterede noget på sin blok, "hvorfor tror du, hun forlod dig?"

"Fordi vinteren ikke kan blive ved med at være vinter," svarede han, "vinter bliver til forår på et tidspunkt, og når den gør, blomstrer den som aldrig før. Forår giver liv; forår er liv. For at hun kunne blive det smukkeste forår nogensinde, måtte hun ud og sørge for, at alt hendes sne er smeltet. Sørge for, at isen i hende er smeltet helt. Vinteren kan ikke elske, for vinteren er døden selv, og døden ødelægger alt smukt og godt."

Kuglepennen kradsede hurtigt mod papiret, og psykologen kiggede endnu en gang op.

"Og tror du, at hun kommer tilbage?"

Han kiggede ud af vinduet, på Themsen der forblev grå og kedelig, på himlen hvor skyerne var begyndt at brede sig og på regnen der var begyndt at stilne.

Han tog sin telefon frem fra baglommen og tjekkede datoen; 27. februar 2014.

"Foråret er på vej, er det ikke?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...