The Riverside - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2014
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Færdig
"Floden delte sig i to. 3, hvis man talte en smal, og nærmest usynlig vej med. Den ene var mørk. Træerne var visnet langs bredden, og bladene lå knuste og brune i vandet. Den anden var lysere. Træerne her så mere levende ud. Gad vide hvor de andre var endt? " En lille dreng dukker op på flodbredden. Han ved ikke hvorfor han er endt her. Men hvad fortæller du en lille dreng der er endt i børnenes venteværelse. Inspireret af Riverside af Agnes Obel. Bidrag til "Inspireret af en sang" - konkurrencen.

9Likes
10Kommentarer
489Visninger

1. The Riverside

En ny skikkelse sad i skyggen af et stort træ, et stykke væk fra os andre. Han dukkede op ud af ingenting. Pludselig var han der bare. Ingen sagde noget til det. Det var vanedannede, at folk dukkede op og forsvandt ud af ingenting. Sådan var hverdagen her. Drengen var ikke mere end fire år gammel. Daniel gik over til stedet, hvor drengen på mystisk vis var dukket op. Daniel havde været her så længe nogen af os kunne huske. Ingen ved hvorfor han stadig er her. De fleste bliver hentet med bådene efter et stykke tid, men ikke Daniel. Daniel styrede stedet. Han var vores leder.

Den nye dreng fulgte den lette ordre, som Daniel havde givet ham, og vaskede sine hænder i det blanke vand. Drengen blev overrasket over, hvor jorderede hans hænder var i vandet. Det havde vil alle været. Imens drengen langsomt lod vandet vaske hans hænder, begyndte bølgerne at skylle ind over bredden. En usædvanlig ting. Det måtte betyde at nogle skulle af sted. Den lavstammede mand, med de tomme øjne, stagede langsomt båden ind til bredden. Uden et ord begyndte to små piger, at træde frem imod ham. De havde været her længe. Længere tid end mig i hvert fald. Jeg undrede mig blot over, hvordan de vidste det var dem. Den lavstammede mand havde ikke sagt et ord. Blot et blik fra mandens øjne, havde gjort det klart for pigerne, at det var deres tur. Gad vide om det kunne mærkes?

Pigerne var ikke mere end otte år. De var tydeligvis tvillinger. Jeg havde hørt hvisken i krogene om, at deres tilstedeværelse skyldes et trafikuheld. Jeg undrede mig over hvor de mon ville ende henne nu. Efter alt den tid de havde brugt her, vil jeg næsten håbe det bedste for dem. Selvom der bag deres krystal blå øjne, gemmer sig et hjerte af is, og der under deres platin blonde hår gemmer sig djævlehorn. Selv de piger har ikke fortjent det. Mens båden langsomt begyndte, at sejle væk vejede pigernes perfekte ens satin kjoler i vinden. Efter fem måneder var de stadig rene og , som om de var kommet direkte op af vaskekælderen i deres kæmpe villa tilbage, hvor de kom fra. Men nu virkede de ikke så perfekte, som de gjorde på bredden. Det var en effekt nogen både bare havde.

Den lille dreng var nu, med store øjne, færdig med at vaske sine hænder, der nu blankt skinnede i sollysets skær. Det var en sjældenhed, at det gik så stærkt. Jeg selv havde brugt flere timer, hvis ikke dage på at vaske snavset af mine. Men han var jo også ung. Langt yngre end jeg, og de andre børn. Floden opførte sig underligt i dag. Alligevel stod vandet klarer end alle andre dage.
Jeg kiggede ned mod drengen, der endnu stod med store øjne. Jeg fulgte hans blik i ren og skær nysgerrighed. Da mine øjne faldt mod det stykke af bredden, hvor båden havde ligget opdagede jeg, at den kun lige havde forladt horisonten. Hvis man anstrengte sig nok ville man stadig kunne se den, langt ude i det fjerne. Jeg kiggede ned på drengen, der med længsel i øjnene, kiggede efter båden. Hans øjne vendte sig derefter spørgende mod mig. Hans øjne fortalte mig alt.
”Du har aldrig set det her sted før, har du vel?” spurgte jeg. 
Drengen rystede på hovedet. Tanken havde strejfet mig. Ikke mange kommer så uventet som ham. De fleste har set et glimt en gang eller to. Andre har levet med billedet, hver gang de lukkede deres øjne siden de blev født. Det eneste vi har til fælles er, at vi aldrig bliver voksne.

Drengen havde endelig samlet mod til, at stille det mest stillede spørgsmål.
”Hvad er det her sted?”
Hans store brune øjne kiggede intenst ind i mine grønne, i håb om et svar. Min hjerne kæmpede en hård kamp mod mit hjerte. Skulle jeg fortælle ham noget? Jeg nænnede ikke at ødelægge noget for ham. I stedet spurgte jeg: ”Hvad kan du huske?”
”Jeg kan huske...” begyndte han, ”... min far snakkede i telefon. Vores bilradio spillede ret højt. Han vendte sig om mod os, og bad min bror skrue ned.” Drengen stoppede hans fortælling. Hans rynkede bryn fortalte mig at han desperat ledte efter minder fra turen. Drengen sukkede. ”Derefter kan jeg kun huske et hvidt lys.”
Hans uskyldige smil forvirrede mig. Han vidste tydeligvis godt, hvad der var sket. Alligevel havde han endnu ingen idé om, hvor han var endt. Hans historie mindede om den, der tilhørte de to piger, der netop var blevet hentet af båden. Drengen afbrød min tankestrøm.
”Jeg husker mere!” udbrød han lykkeligt, ”jeg vågnede i et hvidt rum et par gange.” Det fortalte meget. Han ville snart blive hentet.

Når man bliver hentet herfra er det aldrig til, at vide hvor man ender. Man kan have en idé. En fornemmelse om på hvilket stadie man er. Men intet er sikkert, Så vidt jeg ved er der tre muligheder. Himlen, helvede og  tilbage til hvor man kom fra. Den sidste mulighed er sjælden. Men det sker at nogle, en dag bliver hentet, for at tage tilbage. Det er altid forskelligt hvor længe vi får her. Meget forskelligt. Nogen venter få minutter. Timer. Andre venter dage. Måneder. Endda år. Det er ikke til, at vide hvem der er de heldige.

Endnu en båd sejlede mod os i horisonten. Snart lagde den til på den brune jordede flodbred. De grønne træer skilte sig ud i lyset fra månen, der netop havde sat sit præg på himlen. Styrmandens mørke brune skæg fangede måneskæret, da han drejede sit hoved for at se på sin kommende passager. Hans tomme og udtryksløse blik faldt på drengen foran mig. Drengen lod ikke til at have opdagede at styrmanden nu kiggede på ham. Snart gik det op for os alle, hvem der skulle med. Drengen var bare endnu uvidende. Jeg lænede mig indtil den lille drengs øre, og hviskede: ”Du skal gå med nu. Men du skal ikke være bange.” Derefter gav jeg drengen et lille skub i den rigtige retning. Drenges blik flakkede nervøst til alle sider, men hans ben fortsatte ubekymret mod styrmanden. Drengen satte sig op i båden og spurgte så: ”Hvor skal vi hen?” Styrmanden sagde ingenting. Båden bevægede sig langsomt ned af åen, ligesom den med tvillingerne havde gjort. Her stod jeg så alene tilbage, med en underlig følelse af tomhed. Jeg havde aldrig bundet bånd med nogen her. Få timer havde efterladt mig med en tomt hul uden lige. Det var tidligt at savne en. Specielt en man lige har mødt.

Minutter, timer eller dage efter kom endnu en båd. Ingen måler tiden her. Bådene er ikke præcise. Ikke engang solen er præcis her. Vi har kun vores formodninger om, hvor længe vi har været her. Da båden igen lagde til som de forrige, kiggede styrmanden med fuldskægget på mig. Jeg kunne føle tiltrækningen til båden. Mine fødder bevægede sig selvsikkert over imod båden, imens mit blik flakkede rundt omkring mig. Alle de mennesker, der havde været her siden jeg ankom. De var her endnu. Alt imens jeg satte mig i båden på vej væk herfra. Båden gled langsomt ud fra bredden, samtidig med at jeg så dem alle sammen, forsvinde for øjnene af mig. Båden gled ubesværet ned af floden, der indimellem blev bredere eller drejede en smugle. Jo længere fra flodbredden vi kom, jo flere nuancer havde stedet.

Floden delte sig i to. 3, hvis man talte en smal, og nærmest usynlig vej med. Den ene var mørk. Træerne var visnet langs bredden, og bladene lå knuste og brune i vandet. Den anden var lysere. Træerne her så mere levende ud. Gad vide hvor de andre var endt?

Styrmanden stoppede ikke engang båden. Han havde uden tvivl været i denne situation en million gange før. Jeg følte stadig de små sommerfugle baske rundt i min mave, over den nyopdagede side af denne verden. Båden sejlede videre, og jeg samlede alle sanse indtryk min krop ville tillade.
Duften var speciel. En sær duft af udbrændt træ, og syrener var den dominerende. Jeg stak begge hænder ud for at mærke bladene. På den ene side var bladene lige sprunget ud og grønne, men på den modsatte side var de brune, og knuste sig ved en simpel berøring. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville ende. Jeg vidste nærmest ingenting. Kun en ting var jeg sikker på.

Jeg var færdig med at vente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...