Magtens død.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2014
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Igang
I en anden tid, i et andet univers, regerer diktatoren Ronald. Efter lang tids overvejelse har hans hær besluttet at kidnappe 7 forældreløse og forsvarsløse drenge, for at højne frygten for dem. Men hvad nu hvis de udvalgte foretrækker døden, frem for at slutte sig til hæren? Vil den hele magt så ikke falde sammen? Mit bidrag til konkurrencen "bliv inspireret af en sang" Jeg har valgt I see fire med Ed Sheeran.

2Likes
1Kommentarer
243Visninger

1. Magtens død.

~~Jeg betragtede den store, glitrende blå sø indgående. Kun de allerblideste bølger forstyrrede overfladen, ingen bevægelser var i sigte. Jeg løftede langsomt begge arme i vejret og viste to opadvendte tommelfingre. Min ældste bror Aren kom hastigt gående hen imod mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile, idet jeg så hans høje silhuet blive tydeligere og tydeligere. Han var en høj, muskuløs mand på 18, med strittende sort hår og et meget solbrændt ansigt – netop i dag var hans lappede tøj helt dækket af jord, og det samme var hans hænder.

 

Omsider nåede han frem til mig, hivende efter vejret – han spildte dog ikke tiden med at være forpustet, men gik lige til sagen: ”Kom hellere med i en fart, et stykke oppe af søbreden er der nogle store træer, som vi kan søge dækning bag.” Jeg rejste mig hurtigt, ”men hvorfor er du dækket af jord?” kunne jeg dog ikke lade være med nysgerrigt at spørge. ”Vi har gravet et hul, der er meget stort, stort nok til at rumme Marko og mig, hvis de kommer.”

 

Så troede de altså, at det kunne blive os – tanken var ikke rar, men desværre meget reel. Rygterne sagde, at Ronald og hans magtgale soldater eftersøgte 7 drenge til deres hær, der indtil videre bestod af fuldvoksne mænd. Disse drenge skulle endog være forældreløse, øjensynligt fordi det ville vække et moment af frygt hos befolkningen når de så, hvor meget hæren var villig til at gøre for at opnå fuld magt over vores land, og nedlægge enhver tanke om eventuelt oprør. 

 

Efter 10 minutters rask trav nåede vi frem til skjulestedet, mine brødre havde udvalgt- det var ganske rigtigt bag en stor klynge høje træer med brede kroner, der formodentlig ville skærme os. Og der, endnu længere bagude sås konturen af det enorme hul, de havde brugt den hele dag på at grave. ”Men hvad skal jeg så gøre, hvis de kommer, og I  kravler ned i hullet?” Jeg måtte vide, hvad deres plan var, for at være sikker på ikke at fejle.” Du skal klatre op i det allerhøjeste træ, og så skal du sige, at din far og søster er rejst langt mod nord, og at de vil hente dig snart” svarede Marko med sin sædvanlige, rolige stemme.
”Men hvad nu hvis?” begyndte jeg, men Aren afbrød mig: ”ingen diskussion John, fik du skaffet noget at spise?”
En kende irriteret stak jeg hånden i baglommen og fremdrog den håndfuld nedfaldnde druer, jeg havde plukket tidligere på dagen. ”Var det alt, hvad du kunne få fat i?” Aren var tydeligt utilfreds. ”Ja” sagde jeg, en smule hårdere end jeg havde ment.

 

Jeg havde netop fordelt vores sparsomme måltid ligeligt mellem os, da Marko pludselig udbrød: ”Se!”
Vi kiggede begge i retning af hans pegende finger, og fik straks øje på kilden til hans udråb, et lys, det skinnede kraftigt, og det kom nærmere og nærmere. ”Skynd dig Marko!” Aren greb fat i Markos arm, men han rev sig løs, og tog fat i min skulder, og drejede mig resolut rundt, så jeg stod med fronten mod træerne, ”op med dig!”
Jeg ville gøre indvendinger, hele den plan var dømt til at gå galt, jeg ville ned i hullet til mine brødre, men de troede vel ikke, soldaterne ville have noget at gøre med sådan en lille splejs som mig, så der var tilsyneladende ingen grund til, at jeg skulle skjules særligt godt. Jeg indså dog, at jeg ikke havde andet valg end at adlyde mine brødre, eftersom de begge netop var forsvundet ned i hullet. Derfor kravlede jeg så hurtigt jeg overhovedet kunne,for at nå trætoppen og de store, skyggende kronblade – det var bare ikke hurtigt nok…


”Hey knægt, kom her ned!” Det var ikke fordi jeg klatrede ned frivilligt, jeg faldt bogstaveligt talt ned, af bar forskrækkelse over den høje, truende stemme, der havde talt. Jeg landede i en ynkelig stilling for foden af mit træ, med ansigtet ned mod den mudrede jord. ”Hvor tror du, du skal hen?” sagde en ny stemme, denne gang en rug, hæs en. Jeg løftede hovedet en anelse, så jeg kunne se mændene over mig, der var tre, alle iklædt blåt militærtøj, og med skydevåben i hænderne. ”Jeg øhm, jeg venter på min far, han og min søster kommer og henter mig…” Jeg kunne næsten høre Markos jamren, og Arrens fortvivlede suk under mig – nej, det var nok bare det, jeg forestillede mig, fordi jeg kendte mine brødre så godt. ”Nåh så det siger du, hvad hedder din kære far så, om jeg må spørger?” Den første mand betragtede mig med et ondt glimt i sine små, sorte øjne. ”Han hedder Peter.” Det var oven i købet næsten sandt, min far hed Peter, dengang han levede. ”Hedder han Peter, hva? Og hvorfor lader Peter sin udsatte søn sidde her alene skjult oppe i et træ?” det var den tredje mand, der hidtil havde forholdt sig tavs, der nu talte. Jeg tilbageholdt med nød og neppe et vredt udbrud, det var netop det, der var så uigennemtænkt.
”Ved du hvad jeg tror?” Det var den første mand, der atter talte: ”jeg tror, at din såkaldte peterfar vil være beæret over at lade sin søn blive del af vores hær.”
”Jeg nægter at være med!” Jeg ved ikke helt, hvor jeg fik modet fra, men måske var det fordi jeg vidste, at jeg skulle dø, ligegyldigt hvad jeg så end sagde eller gjorder.


I det samme hørtes en lyd, et pust, et støn, et host, det var ikke til at sige, det eneste, der var helt sikkert var, at den kom nede fra det tildækkede hul. ”Jamen dog, har fantasimanden flere ventende sønner?” Det var manden med den hæse stemme, der talte denne gang, og med skræk og rædsel så jeg nu, hvordan han gik målrettet hen mod mine brødres skjulested.
Der lød en skrarpen, dernæst kom det øverste af Markos hoved til syne. Jeg ville råbe en advarsel til ham, men min hals havde snørret sig godt og grundigt sammen, så jeg kunne ikke sige en lyd – det ville også have været meningsløst, for de havde alle sammen set ham, og den nærmeste mand stod nu foroverbøjet og gravede resten af jorddækket væk fra mine brødre.
”Vi har kun brug for to, hvad gør vi med splejsen?” spurgte den hårdeste af mændene. ”I kommer til at tage mig med, eller lade os alle gå, for I får ikke lov til at adskille os.” Min stemme var helt kold og roligt, og brøkdelen af et sekund senere opdagede jeg, at det også var sådan, jeg havde det. Jeg ønskede på ingen måde at være en brik i deres spil, og være med til at indgyde mit eget folk frygt – men endnu mindre ønskede jeg, at blive skilt fra mine brødre.
”Vi nægter at kæmpe for jer, tvinger I os med, vil vi kun gøre modstand, og det vil på ingen måde være fremmende for jer.” Marko lød så rolig, men samtidig så beslutsom- Vi så begge afventende på Arren. Vi vidste naturligvis at han ikke ønskede at kæmpe, og at han lige så vel som os var klar over, at sluttede han sig til hæren, ville det uden tvivl ende med hans egen død før nogen andens, men vi vidste også, at Arren var en kriger af natur, i modsætning til os andre. Arren tøvede et kort sekund, og hans blik flakkede nervøst, så rømmede han sig: ”Jeg har to yngre brødre, der begge er klogere og mere modige end jeg, jeg er stolt af at være deres bror, og hvis jeg skal dø sammen med dem, så gør jeg det.”

 

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, en kniv i hjertet måske – i hvert fald ikke dette.
”I ved godt, vi ikke kan røre nogen af dem.” ”Vi kan heller ikke lade dem leve,så vil de uden tvivl fortælle det til alle, og vi bliver underminerede, hvad tror du Ronald vil sige til det?”
”Alle ved, at vi kun rører de forældreløse, ensomme drenge, for det første, har vi intet bevis for, at de er forældreløse, og for det andet, er de tre, og de er stærke, så stærke at de kan gøre uhelbredelig skade på tropperne.”


Jeg nåede end ikke at føle taknemmelighed overfor den tavse tredjemand der havde talt for vores frifindelse, før det skete. Et skud, der rungede i stilheden, et bump, og en blodig masse på jorden, hvorefter de to tilbageværende mænd tog flugten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...