En ny begyndelse - En flænge i himlen fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Igang
*MULIGHED 2* Dette er mit bud til konkurrencen som er kørende. Jeg håber I vil tage godt imod den.

1Likes
0Kommentarer
623Visninger
AA

1. Leve livet, mens det stadig er her

At have kræft stinker. Alt ved det stinker. Arh okay, der er jo så lige den frynsegode at jeg har meget fritid. Nogle gang, lidt for meget. Det eneste jeg kan bruge min tid på er bare at læse. Hvilet jo så også er min ynglings aktivitet. Jeg er en del af mange fandoms. Det er rart at føle sig en del af noget. Føle at man ikke er alene, og dog. Ingen af dem kender mig virkelig. Gennem mine års 'fritid' har jeg fået anskaffet mig over 30 bøger. Nogle af dem er den samme bog bare på engelsk. Jeg har lige fra Stolthed og fordom til Harry Potter. 

      Selvom jeg har kræft, og har haft det i næsten hele mit er jeg faktisk ret heldig. Heldig over at jeg har fat det i så lang tid (i den forstand at jeg ikke er død, endnu). Heldig over jeg ikke skal til selvhjælpsgruppe, ligesom min ynglings karakter i min ynglings bog. En flænge i himlen. Den er ikke ligesom andre kræft bøger. Nej, det er ikke en kræft bog. Det er en kærligheds roman. Grunden til jeg godt kan lide den er helt klart fordi den handler om at lykke er flygtig og lige som man tror at livet er som det burde, uden alt det kræft shit som man hele tiden skal tænke på, så slår den sorte hammer ned og fjerner den lykke som man troede holdt forevigt. På den ene side så tror jeg på at hvis jeg tager til selvhjælpsgruppe møder jeg ham. Den som jeg har ventet på. Men på den anden side så sker det jo ikke. Den perfekte fangirl's drøm er at hendes Mr. Darcy, Harry, Four, Peeta eller Augustus skal komme og hente hende og de skal leve lykkeligt til deres dages ende. Slut.

       Mange mener jo at kræft ramte børn er fighters, positive, nogle som aldrig giver op og det er måske rigtigt nok, på nogle punkter. Det er ikke alle som er positive. Jeg vil måske ligefrem sige at det var kræften der gjorde mig så negativ og til den pessimist jeg er blevet til. Min mor siger at det gør over. At jeg bare er teenager sur. Det tror jeg næppe.

       I eftermiddag skal jeg op til vores privat læge, Dr. James. Han er enlig meget flink og sådan, men gud, han er 35 år og virkelig lækker! Jeg skulle op og have taget en blod prøve fordi oven i hatten med kræft har jeg også diabetes. Wuhuu.. Det er faktisk ikke særlig slemt, men de tjekker virkelig meget op på det for at se om det kan have nogen indflydelse på min kræft, hvilket det sikkert ikke har da jeg har lungekræft! Jeg ser faktisk utrolig meget op til Hazel Grace (En flænge i himlen) fordi vi har den sammen diagnose. Hun fik en kæreste og jeg har ikke nogen. Og jeg er ældre end hende! 

       Tre slag på min dør. Det er min mor. Hun banker altid på døren sådan inden hun kommer ind. Hvorfor lige tre?

        "Vi kører altså nu, søde. Er du klar?" Hun lød som om det var mig der skulle bestemme hvornår det var okay vi kørte.

        "Ja jeg er klar." Med et suk rejste jeg mig op. Tippede stativet og gik ud i bilen.

 

Bygningen så gammel og slidt ud, men når man kom ind i den kunne man godt se det var beregnet til patienter. De sterile hvide vægge. Håndspirt ved alle døre.

        "Nå Kimmy, hvordan synes du selv det går?" det samme sprøgsmål Dr. James altid stiller.

         "Tjo som det plejer, du ved." siger jeg. Jeg bliver altid så nervøs når jeg er her.

         "Det ærgrer mig lidt du siger det, fordi det går faktisk ikke som det plejer." han holder en dramatisk pause. "Det går faktisk bedre!" Min mor blev ruskede mig i skulderen i glæde og sagde: "Hørte du det, Kimmy? Åh sikke nogle gode nyheder, var!" Jeg reagerede som jeg plejede. Et falsk smil og et "Ihh hvor dejligt." Grunden til jeg ikke gik så meget op i det var fordi sidste gang han sagde sådan endte jeg på hospitalet. 

          "Okay, dit blod tryk er også helt som det skal være, så jeg vil enlig bare bede jer om at tage hjem, og Kimmy få noget søvn." Søvn bekæmper kræft. Et citat fra EFIH, men det havde en negativ klang i mine ører. Okay næsten alt havde det. Vi gik ud af lokalet. Jeg var gået foran min mor. Hun stod henne i døren og snakkede lavmælt med Dr. James, for at jeg ikke kunne høre det, men det kunne jeg.

     "Hendes lunger er blevet svagere og kan ikke klare det meget længere, med mindre vi ændre lidt på tingene." sagde han bestemt

     "Ændre på tingene? Hvordan?" min mor lød nervøs.

     "Vi vil prøve og se om det vil virke at give hende en piller vær morgen og aften. Okay?"

     "Okay." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...