Rødder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2014
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Færdig
Der er steder mennesker ikke skal gå, og ting, som mennesker ikke skal forstå. En familie bosætter sig på kanten af en skov hvor skæbnen hugger grave i klipperne.

0Likes
1Kommentarer
227Visninger

1. -

Vi boede ved bjergene og hørte deres torden bag vores lukkede øjne. Når lynene slog ned og flækkede klippen gav smerteskrigene ekko, og når fyrretræerne - meterhøje, ældre end mands minde - faldt og rullede ned af siderne fór deres suk igennem skoven. Skovbrynets krat strakte deres arme ud imod et lille, trykket hus.

Vi så, hvordan de trykkede sig sammen i et blødt mørke og så på væggene, hvor mugpletterne langsomt krøb op uge for uge. En familie på tre var listet ind efter at have set den tidligere ejer gå, efter hans øjne var blevet mærkeligt fjerne. Han kiggede på en horisont, ingen andre kunne se. Han gik ind i skoven.

De flyttede ind for at vente, men intet skete; en storm passerede og dagene gik. Det var anderledes og fremmed i skoven. Hele vinteren var de varme, hele foråret spiste de sig mætte. Faderen huggede ingen træer ned, for vores brænde var lænet op af den sydlige mur og vores frugttræer med søde æbler stod langs den nordlige. Landevejens støv lå uberørt det meste af tiden, men når en vandrer en sjælden gang kom forbi bød de ham indenfor – vi kendte selv det liv. Vi huskede at falde i søvn i vores senge og vågnede til en blid, støvfyldt stilhed der omgav os i det grålige morgenlys. Familien levede der i månedsvis, igennem sne og sol og regn.

Den næste sommer blev tre til to, da datteren, Kristine, forsvandt.

Der var kun blikket - uendeligt kort og langt borte - og så var hun væk. Faderen råbte, men skovbunden slugte hans ord og gemte dem i sin bløde muld. Bregnerne rystede og lo af dem indtil de vendte om og fandt vej tilbage til huset.

Foran deres dør lå et dødt rådyr.

De sad ved bordet, Lena og hendes ægtemand, som to skygger brændt ind på nethinden efter at man har set på et lyn, der glimter i mørket. 

Fire måneder senere forsvandt hun også, og alt var meget stille.

Kun hendes fodtrin gav genlyd imellem granerne.

Manden fulgte dem imellem stammerne og de store raviner og fandt bjergenes rødder. De strakte sig langt ind i skoven, som hænder der rakte ud efter verden. Der var en flad klippe, der kunne være en mil på hvert led. Han trådte op på den, og hans skygge blev lang: sort mod den hvide sten. Lange furer skar igennem den, og små træer groede i revnerne. Imellem farvebåndene af sort og gråt var der fordybninger: huller, næsten. De var formede som omrids af mennesker - omrids set igennem tåge eller i nattens mørke – men mennesker, uden tvivl. Han gik imellem store og små, skygger af brede og tynde, og det forekom ham at der lå støv i fordybningerne. Han forsøgte at tælle dem indtil det gik op for ham at de var talløse. Da han skulle til at vende om så han tre side ved side. I den mindste lå der hvide knogler, blege som Kristines hud om vinteren. Ved siden af landede en fugl, der lagde hovedet på skrå og kiggede på ham. Den pegede ligesom med næbet på en fordybning, og han følte både sig latterlig, men også lidt bange, da han gik over for at kigge ned i den. Men denne sillhouet i bjerget var ikke ham. Den havde ikke en højre hånd, og han vendte ham om og gik.

Da han nåede tilbage lå der en hind foran døren.

Han tog den ind og spiste dens kød.

De næste dage sad han og så på skovstien, der i sin tid havde ført ham til huset. Fasaner krydsede af og til sporet; viftende med fjerene som om de bød sig til for den store flitsbue, der stod i krogen. Manden, der ikke længere var far eller ægtefælle samlede den dog sjældent op. 

Sommeren gik og en ung mand kom gående. Han var ung med rosenfarvede kinder og læber. Manden inviterede ham ind og hans blik hang ved den unge mands hånd: han havde kun den ene. Den ung mand var for det meste arbejdsløs, men i øjeblikket var han rejsende, og han spiste og drak rigeligt. Han hørte ikke mandens suk, men han spiste hans mad og lagde sit tøj for foden af den seng, han blev tilbudt. Manden ventede på at den rejsende skulle få blikket i øjnene og se mod skoven som de andre.

Hele natten igennem ventede manden på det pludselige åndedrag der ville få et ryk til at fare igennem ynglingens krop, så hans lemmer vred sig til han slugte sin stemme - men der var intet, kun ham og ham og mugpletterne på væggen og en fjern, fjern torden fra et dybt, mørkt sted.

Da morgenen kom så han ham i øjnene, og manden tænkte over om der ville ligge et dådyr eller en kanin eller noget helt andet ved hans dør når den rejsende var gået. Han spiste morgenmad, og de sad overfor hinanden. Gæsten var oplyst af solen, der trængte igennem de snavsede glasruder i huset - hvem satte glasruderne i, tænkte husets ejer, hvor kommer det fra - og så sagde den rejsende, at manden så ud som om han skulle til at spise ham.

Det så ud som om han var lavet af glas i det øjeblik.

Manden rystede på hovedet og lo; hvilken absurd ide.

Jo, sådan er det, sagde hans gæst. Men nu skulle han snart af sted, så han var bare taknemmelig.

Manden spurgte ham om hånden, og svaret var, at han havde været jæger før han havde et uheld.

Aha, sagde manden. Han spurgte ynglingen hvor han skulle hen.

Han vidste det ikke; han ledte efter et sted at slå sig ned, for han havde intet. Han tænkte at ingen ville savne ham, og med det fulgte Manden ham ud af mit hus og ned af skovstien. De kiggede på træerne og snakkede ikke meget. Bjergenes tænder stak op på den anden side af skoven, fyretræerne nynnede omkring dem, og så stivnede han brat og sagde, at der var noget i krattet. Vi så skabningen længe før dem, da den listede sig imod dem og knuse kviste under dens kløer.

Manden lod ham gå ud i underskoven mens han spejdede med sine blå øjne. Han havde jægerens måde at stå og gå på, næsten lydløst, men hurtigt. Koncentrationen var malet i hans ansigt; han så hans muskler spændes under huden.

Det er en ulv, hviskede gæsten.

Og manden så ulven inden den sprang ud og nåede at komme til side - han holdt instinktivt sin vandrestav op foran sig. Han slog den på siden af hovedet så der kom blod i den hvide pels. Ulven snerrede af ham, men vendte sig så mod ham - den løb imod ham hurtigere end han kunne nå at forstå, og før han vidste af det var den over ham. Smerte omgav ham og gav et stød igennem hans krop før et slag fra vandrestaven tvang dyret væk, ind i krattet igen. Den unge mand rakte manden sin hånd og hev ham op.

Manden stod i lysningen og begyndte at le ganske stille.

Jeg vil sige at du ikke skal slå dig ned i mit hus, sagde han, for det er et forbandet sted. Men jeg tror du gør det alligevel.

Jaså? spurgte han.

Du bliver aldrig sulten i det hus, sagde han.

Og han sagde ikke det næste - det, som vi ved - nemlig at Skoven vil have noget til gengæld, at der er steder, hvor ingen mand må træde. At klipperne skal frygtes og at menneskeliv skal mistes for at alt kan bestå.

Den unge mand med de rosenrøde kinder sagde noget, men manden hørte det ikke.

Intet, intet kunne høres ud over bregnernes skrig og træernes hvisken og bjergenes stormvejr, bagved hans øjne og under hans pande og inde i hans tænder, kæber, knogler. han så ned på den sørgelige stump af en hånd, det der var tilbage efter at ulven havde bidt det meste af.

Langsomt begyndte han at gå.

Langsomt begyndte han at gå med os og mod os, vi, den endeløse procession af skikkelser,

skridt for skridt,

mod bjergene, mod de dybe huller, mod solen, der blegede vores knogler

indtil vi blev de hvide klipper.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...