Kære død...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2014
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Igang
Zafira er en femten-årig pige, der mistede sin familie i en bilulykke, da hun var syv år. Nu bor hun på et børnehjem, men hun har meget svært ved at åbne sig op for pædagogerne og børnene. Zafira ønsker så inderligt at komme op til sin familie, at hun skriver et brev til døden, hvor hun beder døden om 'den' ikke nok vil komme og hente hende. Men det er ikke så nemt at genforenes med sine forældre...

2Likes
0Kommentarer
210Visninger

1. 1. Kapitel

 

Zafiras øjne var røde og opsvulmede og var presset ind mod hendes store hovedpude. Den isnende smerte skar indeni hendes bryst, og hun måtte bide tænderne sammen for ikke at skrige. Sekunderne sneglede sig af sted, som om de aldrig ville blive til minutter. Hendes hoved dunkede og hendes hjerte bankede ujævne slag. Hun så livet som en bombe, en tikkende bombe, der kunne springe når som helst.  Hendes hænder var knyttede og rystede let.

Hun hørte dørhåndtaget til hendes værelse blive trukket ned. Det gav et koldt gys i hende og gåsehuden spredte sig rundt over hele hendes krop og fik hendes små, fine hår på hendes arme og ben, til at rejse sig. Døren knirkede svagt og ind trådte en midaldrende kvinde. Kvinden havde langt lyst hår, der skinnede i de små solstråler der trængte ind gennem de brune vinduesskodder. Hendes øjne var store og runde og hendes kinder var rosa.

-Zafira? Sagde kvinden med en lys og rolig stemme.

Zafira løftede hendes hoved langsomt op fra hendes hovedpude. Hendes blanke, runde smaragdgrønne øjne, var indrammet af sorte, fyldige øjenvipper. Hun havde et stort, krusset, mørkt hår, der indrammede hendes ovale ansigt. En lille, rund, glimtende tåre, trillede langsomt ned af hendes runde, blege kind. Et snøft, kom fra den lille, fine næse, og så trillede endnu flere glimtende tårer, ned af de blege kinder.

-Er du okay? Kvindens stemme lavede et lille knæk og hun sank en stor klump i halsen.

Ser jeg okay ud? Tænkte Zafira. Men hun gad ikke diskutere med kvinden og nikkede derfor let med hovedet.

Kvinden kiggede ned på sine hænder og vente sig om og trådte ud af værelset igen. Hun lukkede døren på klem og traskede videre til de andre værelser.

Zafira lagde sig ned på hendes seng igen. Hun lå på ryggen og kiggede op på det råhvide loft. Små, fine, forladte spindelvæv fyldte lofthjørnerne op. Hun tog en dyb indånding, og hendes hovedpine flød langsomt ud af hendes hoved, da hun pustede ud. Hendes øjne lukkede sig og hun lod tankerne flyde.

Hun synes livet var uretfærdigt, især for hende selv. Hun var blevet efterladt, helt forsvarsløs, i den store, hvide verden. Hverken familie eller venner havde hun tilbage. Tanken fyldte hendes smaragdgrønne øjne op med tårer.

Siden hun havde mistet sin familie, havde hun lukket alle ord der sluttede på hed ude af hendes liv. Ærlighed, nærhed, kærlighed...

Det var også grunden til, at hun ingen venner eller veninder havde.

Hun tørrede tårerne forsigtigt væk, med et lille lommetørklæde, hun havde liggende ved siden af hende, på hendes gamle skrivebord. Det udløste bare i, at nye tårer kom frem. Hun slikkede sig om munden og mærkede hvor tørre og sprækkede hendes læber var. Hun havde ikke haft mulighed for at fugte dem med læbepomade de sidste par uger, da Emil, en lille irriterende dreng, havde ’leget’ med hendes læbepomade, så den til sidst knækkede. Emil boede også på det børnehjem Zafira boede på. Selvom hun synes Emil var møgirriterende til tider, var han en af dem hun synes, var mindst åndsvag. Zafira brød sig egentlig ikke om nogen af børnene, og for den sags skyld, heller ikke nogen af de ansatte pædagoger.

En skinger lyd skar igennem værelset og Zafira tog sig til hovedet. Hendes hjerte sprang et slag over og hun kiggede chokeret rundt. Først da det gik op for hende, at det var brandalarmen sukkede hun dybt. Brandalarmen havde ringet et par gange i løbet af den sidste månedstid. Grunden var, at madholdet ofte glemte at tænde for udsugningen. Zafira rejste sig irriteret op, og tog hendes lyserøde sutsko på hendes kolde fødder. De lunede godt.

På gangen mødte hun de andre børn, der ligesom hende selv brokkede sig over at skulle forstyrres.

På vej ud af nøddøren gik hun som et spøgelse, blandt mængden. Ingen så hende, ingen mærkede hende; hun var usynlig. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Zafira holdte sig altid til sig selv, snakkede ikke med nogen, og hver evige eneste aften, græd hun. Græd, over tabet af sin familie. Over hvordan de bare havde efterladt hende, som en bunke affald. Hvad havde de regnet med? Hun var kun syv år, og vidste knap nok hvad to plus to gav. Hendes hjerte blev gennemboret af knive, og det store tomrum indeni hende, voksede sig større. Hun sagde ikke en mine, selv ikke da en lille dreng gik hårdt ind i hendes skulder; hun var vant til det. De gjorde det kun for at drille hende.

Udenfor fik de besked om, at det var madholdet, der havde glemt at tænde for udsugningen. Selvom hun havde regnet med, at det var af den grund brandalarmen gik i gang, blev hun møgirriteret, da pædagogerne sagde det. Hun blev så irriteret, at hun lavede et stort nummer ud af det, hvor der blev fægtet med både arme og ben.
Zafira havde altid haft svært ved at styre sine følelser. Det var også derfor, de andre børn synes hun var så mærkelig. De kaldte hende ofte grimme ting bag hendes ryg, men hun var ligeglad, da hun alligevel ikke kunne lide nogen af dem. 

Det var kvinden med det lange, lysehår, der havde fået Zafira giret ned og fået hende ind i stuen, hvor der blev spillet brætspil og kort. Zafira var ikke meget for at være der. Mest fordi børnene altid skulle prikke og stikke til hende, for at irritere hende.

En mand på omkring de tredve år, tilbød hende en kop te, men hun takkede pænt nej tak. Manden havde kort, lysthår, der strittede til alle sider. Han var høj og maskulin, og Zafira så ham mere som en tømmer end en pædagog. De andre børn elskede ham og hang op og ned af ham. Synet af ham fjolle med børnene fik hende til at tænke på sin fader. Igen blev hendes øjne fyldt op med tårer, men hun tørrede dem arrigt væk. Hun ville ikke vise sig som en svag  pige, i det offentlige.

Zafira havde altid sagt til sig selv, at hun ikke måtte lade nogen komme tæt på hende. Hun ville ikke såres igen. Derfor prøvede hun også at vise så lidt følelser som muligt, til børnene og pædagogerne.

Da der blev sagt værsgo’ til aftensmaden, for alle børnene ind på deres pladser. Maden var omkring en halv time forsinket, grundet brandalarmen der havde forstyrret under madlavningen. Derfor var mange af børnene også hundesultne. Det var gulerodsfrikadeller og kartoffelbåde, der stod på menuen. Zafira brød sig ikke om frikadellerne og så skeptisk ned på dem imens hun kørte gaflen rundt i dem. Hun var generelt meget skeptisk med ting andre havde lavet.

Kathja; en af pædagogerne, skubbede let til Zafiras skulder og sagde lavmeldt –Prøv nu bare maden. Det tager du ingen skade af.

Kathja havde helt gulerodsorange hår og havde altid farverigt tøj på. Hun smilede altid og sørgede også altid for, at der var en god stemning blandt børnene. Men Kathja gik ofte Zafira på nerverne, med alt hendes sukkersøde snak.

-Kan du ikke bare passe dig selv, hvad? Spurgte Zafira hånligt.

Kathja så forbavset på Zafira og derefter ned i sin tallerken. I dette humør Zafira var i, gjorde man klogest i at lade hende være.

Hen af aftnen kom der flere bemærkninger til Zafira som ’Er du lidt sur i dag, hvad Zafira?’ og Zafira blev knald rød i hovedet. Til sidst måtte hun gå ind på sit værelse, for ikke at gå amok. Hun var helt op i det røde felt og slog sine knyttede hænder ned i hendes seng. Men så kom tårerne og trillede om kap ned af hendes runde kinder. Sådan var det stort set hver aften. Hun blev altid ophidset af de andre børn, og derefter blev hun ked af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...