Stay Strong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Igang
Dette er mit bidrag til musik konkurrencen, og jeg har valgt sangen Safe and Sound af Taylor Swift.

5Likes
0Kommentarer
398Visninger
AA

1. "I'll never let you go"

I remember tears streaming down your face

When I said, "I'll never let you go"

When all those shadows almost killed your light

I remember you said, "Don't leave me here alone"

But all that's dead and gone and passed tonight

 

Jeg skyller sæbe af en tallerken, da det først klynk når mig. Jeg krymper mig og mærker klumpen forme sig i min hals. Jeg ser over på uret. 20:0. Det andet klynk kommer kort efter, og jeg hiver luften ind mellem sammenbidte tænder, og min mave knuger sig sammen. Jeg stiller tallerkenen fra mig, og tager mig til hovedet, da klynkene fortsætter. Jeg kniber øjnene i og tæller til ti.

1 ... 2 ... klynk ... 3 ... 4 ... klynk ... 5 ... 6 ...

Smerten i hendes klynk er tydelig, og jeg mærker en hul smerte i brystet.

... 7 ... 8 ... klynk ... 9 ... 10 ...

Jeg åbner øjnene, og tager en dyb indånding for at løsne klumpen i halsen.

Mit blik fejer over køkkenet, hvor opvasken hober sig op og rodet griner hånligt af mig. Men det er ligegyldigt. Amanda betyder alt. Jeg gemmer smerten væk, og går hen til hendes lukket dør.

”Lucas?” klynker hun. ”Lu-cas.” Et hulk får hendes stemme til at knække. Jeg åbner langsomt døren, og der ligger hun så. På sin seng, med hendes blonde hår, spredt som en glorie om hendes hoved. Hendes skønhed rammer mig som et stik i hjertet.

Jeg går tværs gennem rummet og hen til hendes seng der står under det store vindue. På den anden side af gladpladen, er der en lysning, med en lille sø. Den lysning er grunden til at vi valgte netop dette hus. Jeg sætter mig op i sengen og læner mig op af væggen. Jeg løfter Amanda op til mig, og ligger hendes hoved i mit skød. Jeg stryger håret væk fra hendes tårer vædet ansigt. Et hulk gennemryster hendes krop.

”Shhhh ...” hvisker jeg, mens jeg stryger hende beroligende over håret.

Hun græder og hulkene er hjerteskærende. Jeg gør alt hvad jeg kan for at gemme min egen smerte.

”Jeg vil ikke ... jeg kan ikke ... neeej ... jeg kan ...” Hun hulker ukontrolleret og jeg ved at det her er en af de værre gange.

Jeg rykker uroligt på mig, og det krampagtige tag, hun havde om min arm strammes.

”Du må ikke gå, lad mig ikke være alene.”

Jeg ser ned på hendes store blå øjne.

”Aldrig. Jeg vil aldrig forlade dig.”

Tårerene strømmer igen ned over hendes ansigt, men hendes øjne lyser af taknemlighed.

Hun gisper og krummer sig sammen, og jeg ved at den indre kamp, der bliver kæmpet inde i hendes hoved, tærer på hendes kræfter.

I starten forstod jeg det ikke, men det gør jeg nu. Og jeg ved at hver aften, omkring klokken 8, må hun anstrenge sig for ikke, at springe ud foran en bil, som stemmerne i hendes hoved beder hende om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...