Monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2014
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Igang
En uhyggelig fortælling om skabningen Monster - Han kommer til menneskers verden efter 1000 af år alene og han begynder at dræbe.
Vicekriminalkommisær Samuel White leder efterforskningen af den nye serie morder i byen - men hvem eller hvad er det, der begår disse frygtelige mord?
Og hvem er det Samuels blinde datter pludselig er begyndt at tale med på sit værelse?

0Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

1. En ny verden

Den kunne mærke det halv fugtige græs under træderpuderne, nu hvor aften duggen var faldet. Den nød det afkølede græs, for dens trædepuder var ømme. Det ville dog aldrig falde Den ind at indrømme over for nogen, specielt ikke sig selv, at Den var udmattet. Den havde gået langt. Den havde rejst langt og længe. Den var det mest hårdnakkede væsen på jorden, tænkte Den godt tilfreds med sig selv.

Den havde først gået meget langt og derefter havde Den skjult sig på noget De Hjælpeløse kaldte for et skib. Den var nær sultet ihjel (eller det var Den ikke, men overdrivelse fremmer forståelse, tænkte Den), for Den havde ikke haft mulighed for at slå et ordenligt måltid ihjel. Det ville have tiltrækket for meget opmærksomhed mod sig selv og Den havde måtte leve af rotter.

De Hjælpeløse havde ikke engang undret sig over, manglen af rotter på sejlturen. Det var også kun fordi Den var snu og klog, at det havde lykkedes Den at forholde sig næsten skjult. 2 gange havde Den næsten måtte slå sig selv ihjel af udmattelse. Den havde måtte bruge sin Indflydelse på 2 af De hjælpeløse. Den fik dem til at, tro at Den blot var en rotte og havde med utrolig hurtighed skyndt sig til en nyt, men bedre skjul. Det sidste skjul havde været det bedste og der var Den blevet, til rejsen var slut. Det var meget udmattende at bruge Indflydelsen og Den havde sjællendt haft behov for det. Faktisk kun en gang før sejlturen. Den havde ikke den ringeste ide om, hvordan Den havde lært det, måske det blot var et urgammelt instinkt der lå i Den, tænkte Den. Men i al fald var det nyttigt, dog alligevel farligt for Den, at bruge. Den måtte bruge al sin kraft til at bruge Indflydelsen og havde brug for flere timers søvn og hvile bagefter. Det kunne være farligt i sidste ende at bruge Indflydelsen, fordi Den blev så træt og udmattet bagefter, at Den måske ville kunne overumples af De Hjælpeløse - men også kun måske.

Den havde ikke kunnet lide kulden i starten, da Den forlod skibet og kunne mærke fast grund under poterne. Dens sind og krop vuggede stadig i takt med bølgerne på havet og Den havde udmattet fundet sig et skjul. Den havde givet sig selv lov til, at sove et par timer. Den var dog stadig på vagt, selvom Den sov, i det tilfælde at en af De hjælpeløse skulle forstyre Den. Eller være så uheldig, at blive udvalgt til morgenmad af Den, havde Den tænkt.

Den havde hurtigt erfaret at denne nye verden, beboede mange af De Hjælpeløse og Den var ikke længere i tvivl om, at Den havde truffet det rigtige valg. Den havde været i tvivl om hvor vidt, Den skulle forlade den gamle verden, sit gamle liv. Men nu var Den tilfreds med sig selv og Dens beslutning.

Efter et par timers hvile, gik Den videre. Den begyndte sit nye liv i den nye verden med at jage en kat på havnen. Men det var mest for sjovs skyld. Den vidste selvfølgelig ikke nu, at det var en kat. Men det fandt Den ud af senere. Den gad ikke fange katten, men gik tilbage for, at undersøge hvad katten havde været igang med at stjæle fra en kasse. Den stak hele hovedet ned og snusede ind. Det var en kraftigt lugt, Den ikke havde lugtet før. Men Den kunne lide det. Da der ikke var nogen af De Hjælpeløse i nærheden, tog Den en stor fisk i munden og gik i skjul for, at kunne spise fisken i fred. Det hjalp på humøret. Hvad end det var, smager det godt, havde Den nu erfaret. Katte er alligevel ikke så dumme, tænkte Den tilfreds. Fisken lå godt i maven, selvom den dog ikke havde mættet særligt meget.

Den kunne stadig ikke lide kulden, men Den kunne mærke hvordan Dens pels og krop begyndte at tilpasse sig dette nye sted. Dens pels blev en anelse tykkere og længere, ørene voksede en anelse og musklerne, som allerede i forvejen var meget tydelige, når Den bevægede sig, blev endnu mere markante og stærkere. Dens menneskelignende lange fingre var blevet længere og de skapre klør for enden var også vokset. Den var tilfreds, men havde på fornemmelsen af at Den, efterhånden som Den lærte denne nye verden at kende, ville tilpasse sin krop endnu mere.

*

Der hvor Den var rejst fra, havde der været varmt og frodigt. Der havde været fyldt med træer og andre dyr. Men der havde ikke været nogen af De Hjælpeløse. Først efter mange mange år. Måske endda flere 1000 år, var der kommet en flok af De Hjælpeløse og havde forstyret Den. Den var først blevet forvirret, ikke bange, men utilpas da De Hjælpeløse kom. Men Den havde hurtigt lært, at De var alt for langsomme og hjælpeløse til at forsvarer sig mod Den. Den havde fulgt efter dem, lydløst og nysgerrig. Den var gået helt tæt på om natten, da De Hjælpeløse var faldet i søvn og havde snuset til nogen af deres mærkværdige ting. Den var endda gået så vidt til at samle et par af tingene op og mærke på det. Men en af De Hjælpeløse var vågnet op og havde set direkte på Den og havde skreget højt: "Monster".

Og således fik Den sit første navn.

*

Monster havde været for uforsigtig og den hadedet stadig sig selv for det. Monster havde taget en hurtigt beslutning og var sprunget over til Den Hjælpeløse og havde med sin lange menneskelignende pote, gjort Den Hjælpeløse ude af stand til at skrige om hjælp. Men det havde været for sent, for De Andre Hjælpeløse var vågnet af posturet og havde set Monster også. De Hjælpeløse havde været lammet af skræk da de så Den, og det havde givet den tid til, at bortfører Den Hjælpeløse og samtidig selv forsvinde fra De Hjælpeløses lejr. Monster havde slæbt Den Hjælpeløse med, som om det var et blad, let som en bygning af tunge mursten. Intet problem overhovedet.

Først vidste Monster slet ikke hvad, Den ville gøre med Den Hjælpeløse. Hvad kunne den gøre? Til sidst blev det kedeligt, at bærer rundt på Den Hjælpeløse. Monster slap Den Hjælpeløse, som var en mand, skulle den senere erfarer. Manden blev liggende på den blad tildækkede junglebund og græd lydløst, mens hans så på Monster. Og manden havde givet Monster en helt ny og kærkommen følelse. Monster vidste pludselig, at Den Hjælpeløse frygtede den mere end noget andet. At manden bad for sit liv. Manden bad til den om at skåne sig. Først var den blevet forvirret af de følelser der kom fra manden. Monster havde dræbt før, men aldrig En Hjælpeløs. Monster havde altid kun dræbt andre dyr og det var blot for at spise. For ikke at skulle sulte. Men på den anden side, kunne Moster faktisk lide at manden bad for sig liv. Det gjorde det ligesom lidt sjovere, tænkte Monster. Men Monster ville lege først. Monster ville lege med mandens liv. Med hans følelser. Og nu mere Monster gjorde det, nu bedre fik den det. Monster følte sig ung igen, ung og rask, og fyldt med energi og livsglæde. Det havde Monster ikke følt længe. Følelsen blev endnu stærkere. Meget stærk endda. Da Monster endelig tog første bid af manden og i takt med sin fortæring af manden, havde Monster oplevet mandens liv stille og roligt forsvinde fra jorden og det havde gjort følelse af livsglæde og energi host Monster stor. Monster havde genfundet en ny glæde ved livet.

*

Monster var snu og klog og havde automatisk tilpasset sig denne nye verden, den var kommet til. Monster havde ikke skyndt sig afsted. Den ville have chancen for, at lærer dette nye sted at kende, så godt som den kendte sig selv. Det var blevet mørkt, men det gjorde ingen forskel for den. Den så næsten bedre i mørke og mørket var som en kærkommen ven hver nat, som hvis den ikke havde set en elsket meget længe. Selvom Monster dog ikke elskede andre end sig selv, var det natten den kom tættest på at elske. Hvorfor skulle den også elske andre? De Hjælpeløse var mad og hvad mere var der så tilbage for Monster at elske?

*

Monster var gået videre gennem byen. Selvfølgelig skjult for De Hjælpeløse var den trasket igennem landskabet og havde lært nye ting at kende. Den var gået væk fra havnen, for den havde i sinde at blive her. I al fald et stykke tid, så Den kunne lærer stedet at kende. Den ville finde ud af så meget om De Hjælpeløse den kunne. Mens den kom tættere på byen, gjorde den ikke noget stort forsøg på, at gemme sig. Den vidste nemlig, at det ikke var nødvendig. Den havde en naturlig måde ikke at blive set på. Den gik i et med de opgivelser den befandt sig i. Den var ikke direkte usynlig, De Hjælpeløse ville godt kunne se den, hvis de virkelig kiggede godt efter. Men det gjorde de ikke og det havde måske alligevel noget med at gøre, at deres syn ikke var så godt. Det havde den forstået hurtigt og den havde slet ikke kunne forstår, hvordan De Hjælpeløse kunne leve med et så uskarpt og dårligt syn. Monster ville selv være umådeligt sårbar og hjælpeløs hvis den ikke havde så godt et syn, men det var også derfor den begyndte at kalde dem De Hjælpeløse. For hjælpeløse er de, havde Monster tænkt.

Den startede med at gå på fortovet. Men den fandt hurtigt ud af, at dette ikke var en god ide. Der var simpelthen for mange af De Hjælpeløse. Nok var den ikke synlig, men den var stadig masiv og De Hjælpeløse ville sagtens kunne mærke den, hvis den stødte ind i en af dem. Den fandt hurtigt en duft af blade og træer i luften og fulgtes med en stor masse af De Hjælpeløse over en trafikeret vej. Monster havde opdaget, at den kunne komme over vejene, hvis den gik på de hvide striber.

Monster havde i starten ikke kunne forstår, hvorfor De Hjælpeløse stod og gloede på den hvide stribe, for så pludelig, at gå over. Men den havde fundet ud af, at de ventede til den sorte kasse viste en slags motiv, og de gik hvis den viste et andet motiv. Den havde første gang blot gået over vejen og tænkt sine egne tanker. Den havde mærket et bumb og var blev overrasket, men ikke bange eller forskrækket. Det var en af de rullende kasser der var bumbet ind i den og det havde Monster ikke brudt sig om. Den havde skyndt sig videre, men havde lært af sin fejl. Den havde også lært at der, selvom der var mest af det grå, man kunne gå på, var der også grønne områder.

Denne slags græs var ny og Monster tillod sig at kunne lide det. Den blev stående, for at suge alle indtryk af det bløde græs ind og blot nyde den friske aften luft. Den tog sig god tid, den havde ikke travlt, selvom den var sulten. Den ville ikke stresse rundt, som en forvirret køter, eller nedlægge det første og bedste bytte. Nej. Et bytte skulle vælges med den største forsigtighed og præcision. Og Monster var meget omhyggelig. Den gad ikke De Små Hjælpeløse. De var for nemme og der var ikke nogen morskab i, at nedlægge dem. Desuden var det ikke altid de mættede den helt, hvis det var en af de helt små. Og ærlig talt var der ingen grund til, at jage, nedlægge og æde et bytte, hvis man alligevel ikke blev mæt, tænkte Monster. Der var ingen grund til, at gøre sig den udlejlighed. Den havde måske gjort det, hvis den havde været mæt og i humør til at lege lidt.

En brise fandt vej mod Monster og den kunne mærke de små øre hår vibrere let. Den rystede sit kæmpe hovedet og fnøs. Det kilede og det brød den sig ikke om. Den snappede ud i luften af arrigskab og nu havde den mistet tålmodigheden. Hver en muskel på dens krop dirrede og med sine klør skrapede den græstotter op af jorden, så let som en mursten der ikke er tung. Nu skulle Monster jage. Nu skulle Monster lege for alvor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...