Udånder (Oneshot)

To tvillinger Ask og Misaki er ude i skoven for at plukke bær. Da Ask forsvinder, må Misaki gå igennem en række prøvelser for at finde hendes elskede bror. Asks forsvinden kan ende, med at være de sidste timer i et liv eller i en sjæl.

Forfattere: Amaliepigen22, Freja S. & Anne Bøg.

0Likes
0Kommentarer
286Visninger

1. Udånder

Misaki stikker sig på den tornede brombærbusk, Ask er med det samme ved hendes side.

“Er du okay, Misaki” spørger han bekymret.

“Ja der er ikke sket noget alvorligt.”

“Det var godt,” siger Ask og vender sig mod brombærbusken igen. Der dryppede en lille dråbe blod fra en af tornene. Hun kigger mod himlen, det var så småt ved at blive oktober. Hun ser på Ask, hendes perfekte spejlbillede. Det er som at se sig selv i et spejl, undtagen hans briller og hans ene øje. Det var deres markante forskel. En vanddråbe rammer hendes kind og hun vågner op fra sine døsige tanker. Misaki vender sig mod brombærbusken Ask havde stået ved tidligere, men han er væk.

“Ask?” Misaki ser sig fortvivlet omkring.

“Ask,” kalder hun, eftersom frygten overtager hendes tanker. Hun kalder endnu engang, men han svarer ikke. Pludseligt rammer hendes fod noget og hun ser ned på det det gule græs, endnu et tegn på efterårets ankomst. Hun går i knæ og samler et af de mange efterladte brombær på jorden op. Hun opdager to brombær lidt længere inde i skoven, så tre mere og flere. En uforudsigelig rædsel griber hende og hun svinger armene om sig selv.

“Ask?” Hun ser ind i den mørke skov hvor skygger flagrer i det dunkle indre.

Misaki bider tænderne sammen og hamre hårdt ned i det næringsfattige græs. Så rejser hun sig. For hver dråbe der rammer hendes gennemblødte sweatshirt, jo mere føles regnen som tusinde nåle hamrende ned i hende. Hun går  ind i den mørke skov, selv da hendes tanker siger nej, fortsætter hun, for hendes hjerte siger ja.

Hun går i flere timere og søger efter ham. Han er som forsvundet. Hun snubler i nogle visne blade og falder pludseligt. Dykker længere og længere ned i mørket, til hun lander på noget hårdt og koldt. Hun kigger sig omkring. Hun var faldet ned i et enormt hul med stejle mure af jord. Desperat prøver hun at kravle op ad den golde mur af jord, men det var umuligt. Hun prøvede tre gange, men nåede aldrig særligt langt. Hun satte sig fortvivlet op ad muren. En skrabende og snøftende lyd kommer fra gangene. Misaki sidder som forstenet skræmt af den skrabende lyd. Hun kigger langsomt ind en mørk gang og ser en skikkelse komme nærmere.

Hun løber mod muren i et forsøg på at klatre op, men hun falder igen. Hun vender sig langsomt mod skikkelsen.

“Hvad laver du i mine tunneler?!” Siger en stemme, der kom fra en kæmpe muldvarpe med briller på. Det prikker i hendes bryst da hun genkender brillerne.

“Hvorfor har du min brors briller på, har du set ham?!” Spørger hun desperat.

“jovist, der kom en dreng forbi her men sådan information kommer ikke billigt, hvis jeg skal hjælpe dig må du grave mig 113 regnorme!”

“Hvis jeg graver dem til dig lover du så at sige hvor min bror er?”

“Jeg ved ikke hvor han er, men jeg ved dog hvad vej han drog.”

Misaki nikker lydløst og begynder at grave efter regnorme. Hun graver i uendelighed til hendes finger er kolde og blodige.

Hun har gravet regnorme op i laaaang tid, før hun endeligt finder de tre sidste. Så sukker hun træt og maser dem ned i hendes gummistøvle.

“Jeg håber for dig at du har nogle bedre talenter end gravning, for det stinker du til,” siger muldvarpen over i hjørnet for enden af gangen. “Seriøst jeg kan lugte dig helt herover.” Hun rækker muldvarpe sin ene gummistøvle, den sejler men regnorme. Den tager gummistøvlen og æder ormene i en mundfuld. Hun trækker hurtigt sin gummistøvle fra muldvarpen.

“Hold hvad du lover,” vrisser hun og tager gummistøvlen på med en smaskende lyd.

“Hop på.”

Hun kravler forsigtigt op ad dens krop.

“spænd sikkerhedsselerne…”

Hun kiggede skrækslagent på den, hvad?!

“Flyet mod overfladen afgår nu.”

Den styrter mod en af de lodrette vægge. Man kunne høre dens skrabende lyde mod den kolde jord. Den kravlede hurtigt og adræt op ad muren op mod overfladen. Hendes hår blæser væk fra ansigtet. De bryder op i den friske luft og hun falder lettet om på jorden. Muldvarpen snuser omkring

“Her er så mange lugte det er godt jeg har mine briller på.” Hun kigger på muldvarpen.

“Hvor gik min bror hen?”

“Nordøst.”

Hun så på hendes brors briller, hvad skal hendes bror gøre uden dem? Hun må få dem tilbage men hvordan? Hun åbner hendes arme og smiler til den. Hun giver muldvarpen en stor krammer. Hun tager brillerne i en hurtig bevægelse, og styrter mod Nordøst. Den store muldvarp brøler rasende. Hvorefter den ramler snusende ind i en masse træer. Hun farer gennem skoven og styrter ind i buske og grene. Hun høre grene knække bag sig og lydene kommer nærmere. Hendes gummistøvler forsinker hende yderligere. Der ville ikke gå lang tid før hun bliver indhentet. Hun stopper kort og ser sig omkring.

Et stort væltet træ ligge forude, rødderne er revet op af jorden. Misaki er henne ved træet i nogle hurtige bevægelser. Et lille hul under de lange rødder forekommer. Lydene er lige bag hende, og hendes krop reagerer instinktivt. Hun springer ned i hullet det sekund nogle klør kommer farende mod hende. Hun ligger helt stille mellem rødderne og hun tør knap nok trække vejret. Muldvarpen snuser. Den er så tæt på hende at hun kan mærke dens varme ånde.

Hun ånder lettet op, da den brager videre ind i skoven. Hendes hånd røre ved noget varmt og hun trækker den forskrækket til sig. Hendes fingre havde strejfet nogle æg. Hendes mund løb i vand ved synet af dem og hendes mave rumler. Hun har ikke spist i over en dag. Hun tager fat i tre af æggene og slubrer indholdet i sig.

Hun læner sig mæt og veltilpas op ad en stor rod.

“Shhhhh.” En grøn slange med rubinrøde øjne, kommer snoede hen til hende. Slangen rejser sig truende. Misaki trykker sig op mod den stor rod.

“Du har ssspissst mine unger,” siger slangen mens den viser tunge af pigebarnet.

“Det kommer du til at betale for.”

Slangen gør sig klar til angreb.

“Neeej! Stop, jeg ved hvordan du har det, min bror er også forsvundet,” skriger hun med hendes hænder beskyttende over hendes hoved. Slangen stopper midt i sit udfald, og slapper af igen mens den stille ser afventende på hende

“Fortæl sååååå,” siger slangen og sætter sig til rette i reden.

“Jo altså, det hele begyndte da vi løb væk hjemmefra,” siger Misaki og ånder lettet op.

“Vores forældre var ikke særligt rare, så vi løb væk og endte ude i skoven.”

Slangen lukkede øjnene og lyttede på Misakis historie.

“En dag da vi var ude at plukke brombær, forsvandt Ask pludseligt.”

“Assssssk?” Spørger slangen og Misaki opdager at hun endnu ikke har fortalt hendes broders navn. “Det er min brors navn,” svare Misaki.

Slangen ser fjernt på menneskepigen i nogle sekunder, men bryder så stilheden, “Meget vel, jeg giver dig to valgmuligheder shhhhhhh.” Misaki løfter hovedet og ser forhåbende på slangen. Den så ned på hendes hænder som lå i hendes skød.

“Jeg lagde mærke til dine hænder lige før og opdagede at dine fingre så godt møre ud. Sssssså enten kan du  vælge at blive ædt af mig eller give mig en finger for hvert æg der har smagt dig.” Misaki ser fortvivle på hendes fingre og tager et valg.

“Tag mine fingre!” Siger hun og slår dem ud foran slangens tunge. Slangen sætter tænderne i hendes brugte og ømme fingre. Et lille skrig undslipper hende, da slangen sluger hendes venstre lillefinger.

“Mmmh ssssssh, dette kød smager mig vældigt,” siger slangen veltilfreds og slikker sig om munden. Misaki trækker vejret hurtigt og tårer løber ned ad hendes kinder. Men hun når ikke engang at tænke før hendes venstre langefinger er væk. Denne gang hyler hun af smerte, og trækker den venstre hånd til sig. Blodet farver hendes trøje helt rød, som tidligere var blå. Et jag af smerte spurter igennem hendes krop og hendes hjerte hamre afsted. Hun trækker hænderne ind til sig og ser at hendes højre ringfinger ikke længere sidder på hendes hånd. Slangen smiler tilfreds ved det gode måltid.

“Ssssh, det smagte min tomme mave, selv møre fingre kan vel bruges til noget.”

Misaki ryster voldsomt, da hun rækker ned i hendes taske og fisker nogle bandager op. Så binder hun rystende bandagerne om de åbne sår, og ser op på slangen der er i færd med at slikke blodet om snuden i sig. Kuldegysninger går gennem hendes krop som lyn.

“Nå ja, før jeg glemmer det, sssså skal du gå mellem lyssssningen af træer,” siger slangen mens den slikker sig om snuden.

Misaki kigger på den og tænker, hjælper den mig? Måske kan jeg finde min bror i lysningen? Hun løber mod lysningen af træer og fandt en lille sti. Hun går i en halv time før hun kommer til en gigantisk sø med krystalklart vand. Misaki er blevet træt efter den lange gåtur, så hun slår sig ned ved breddens kant. Hun tager sine gummistøvler af og læner sig ned mod vandets overflade for at drikke, men i det samme øjeblik hun skal til at tage vandet i hendes hænder fylder en stor brummende stemme dalen.

“Hmm, hvad laver et menneskebarn på sådan et frodigt sted som dette?” Undre kæmpeskildpadden der ligner en meget søvnig skildpadde. Den gaber højt og ser så ned på Misaki, som er faldet om på græsset af bare overraskelse.

“Hovsa dovsa, undskyld menneskebarn. Det var ikke min mening at forskrække dig,” siger den uroligt med blikket hvilende på hende.

“Hm? Er du Misaki?” Spørger den pludseligt.

“Ja, hvordan vidste du det Hr. skildpadde?” Misaki ser forundret op på den mægtige skikkelse af en skildpadde.

“En dreng der ligner dig  blev slæbt forbi og råbte dit navn.”  

Misaki kigger forskrækket på ham.

“Hvor blev han slæbt hen?!” Den ser lidt overvejende på hende.

“Jeg vil hjælpe dig hvis du vil hjælpe mig.”

“Okay, hvad skal jeg hjælpe dig med?” Spørger Misaki.

“Jeg ved hvor din bror er, jeg vil gerne vise dig vejen. Men du skal tage mig med i din taske.” Misaki kigger undrende på ham.

“Skal jeg havde dig i min taske? Den her?” Hun ser på den kæmpestore skildpadde og så ned på tasken hun har over skulderen.

“Når jeg forlader vandet bliver jeg lille. Jeg har prøvet at komme væk herfra i over 50 år, men når jeg bliver lille kommer den forbarmede hejre,” siger han og kaster med hovedet over mod venstre. Der står en hejre og prøvet at fange fisk.

“Okay så, hvor skal jeg gå hen?”

“Først skal du hoppe op på min ryg.”

Hun hopper op, sidder og kigger på den flotte udsigt, så begynder han at bevæge sig. Misaki er lige ved at falde ned af overraskelsen.

De kommer over på den anden side af søen. Misaki hopper ned.

“Pas på unge dame.” Misaki flytter sig og skildpadden kravler op fra vandet. Misaki opdager at jo mere den kommer op af vandet, jo mindre bliver den. De hører et skrig. Misaki skynder sig at tage skildpadden op i sine hænder. Hun kan mærke at den stadig bliver mindre i hendes hånd. Hejren griber fat i Misaki som er ved at putte skildpadden ned i tasken, hvorefter den flyver væk fra søen med dem.

“Aaaarh! Sæt mig ned dumme fugl, jeg har højdeskræk!” Råber Misaki rasende mens hun langer ud efter den krogede hejre flere gange.

“Stop med at skrige menneskebarn, hejren flyver den vej vi skal, og så flyver den også hurtigere end vi kunne gå,” råber skildpadden nede fra tasken med hovedet kiggende ud.

 

De har fløjet i et stykke tid da det begynder at regne. Misaki kan mærke at skildpadden bevæger sig, hun kigger ned til den og ser at den er ved at kravle ud.

“Hvad har du gang i, vi er oppe i luften og på vej hen til min bror. Du kan da ikke blive stor lige nu!”

“Menneske vi er snart over din bror, og hejren vil ikke lande, så vi er nødt til at springe for at komme til ham,” siger den mens den kravler videre ud i regnvejret.

Skildpadden vokser i regnen, samtidig  mister hejren også højde. Til sidst giver den sultne hejre slip og de falder.

“Aaaaarh,” Misaki synes at de falder i flere sekunder før de rammer jorden. BUM. Misaki lander på noget hårdt og kan mærke at flere af hendes knogler brækker. Hun ligger og ømmer sig, da hun hører en lyd. Da hun rejser sig op kan hun høre flere knogler brække og  hendes muskler protestere. Hun er landet i en slags underjordisk hule. Hun drejer om et hjørne efter at have gået et par skridt. Der ser hun Ask og en sort høj skikkelse med en ræve maske på. Den står og aer ham over kinden. Ask’s øjne ser helt døde ud og Misaki bliver bange ved at se hendes bror sådan. Hun tager en hånd op for munden men indtager så en ordentlig mundfuld luft, hvorefter hun træffer sin beslutning.

“Kom min ven, nu skal vi have det sjovt,” siger skikkelsen med et ulvesmil. Ask går som tryllebundet med skikkelsen. Misaki følger efter dem på brækket ben.

“Min ven først.” Skikkelsen viser Ask ind i et rum med en tyk liggende tåge.

Ask skal lige til at træde ind i den næsten levende tåge.

“STOP!” Råber Misaki ængsteligt og springer frem. Hun mærker hendes forslåede krop sige nej og hun går i knæ ved den forfærdelige smerte. Ask og skikkelsen vender hovedet synkronisk. Misaki kommer haltende mod dem. Hun griber fat i Ask og skygger for ham, så han ikke længere kan se på den uhyggelige skygge foran dem.

“Giv mig mit bytte tilbage!” Snerrer den arrigt.

“Du får ham ikke. Det skal jeg nok sørge for.” Råber Misaki protesterende og hendes syn slører.

“Dig som har brækket dine arme og ben, mistede tre fingre og har ødelagt dine hænder, vil stoppe mig?” Griner skikkelsen med sit smørret ulvesmil.

“Hvorfor lægger du dig ikke bare til at dø.” Ordene giver ekko i hendes ører.

Misaki står mundlam. Hun er som frosset.

Den havde ret. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Men den måtte ikke tage hendes bror, alt andet end hendes bror.

“Misaki?”

Hun vågner op ved lyden af hendes kærestes stemme. Ask står der med de klare øjne stirrende uroligt på hende. Hun vender sig mod ham.

“Bare rolig Ask. Jeg skal nok redde dig, lige meget hvad.” Hun ser ham beslutsomt  ind i øjnene, og kommer i tanke om det som gjorde dem til hver sin person. Øjet.

Så smiler hun trist til Ask, det gibber i ham da han forstår meningen med hendes blik.

“Hvad vil du have i bytte for min bror?” Siger hun skarpt.

Ræve masken smiler smørret og peger med en skarp negl mod hende og smiler sarkastisk.           

“Det gør du ikke Misaki.”

Misaki vender sig mod Ask, med et vemodigt blik.

“Jeg vidste det på en måde godt,” svarer hun med blikket i jorden. Så retter hun blikket fremad mod tågen.

“Jeg er næsten død, og du er så frisk og har et langt liv foran dig. Det ved jeg du har. Så gå nu hjem til mor og far og sig at du har fået nok af dem, sig at du vil have en lykkelig familie. Jeg ved at du kan blive lykkelig end dag. Du kan gøre det, Ask.” Misaki smiler mildt til ham men han gengælder ikke smilet Misaki laver, for han ved det inderst inde.

Du græder.

Det prikker i hans kinder og svider i hans øjne dog lykkedes det ham at holde tårerne tilbage. Men da Misaki blidt skubber Ask mod udgangen, falder dråberne. Ask kigger bedende på hende, men hun bakker langsomt væk fra ham, mod skikkelsen ind i den bølgende tåge. Ask vender sig med tårer løbende ned ad kinderne og løber ud af hulen langt, langt væk. Misaki drejer sig med krogede knogler og blødende sår, da hun går ind i den tykke tåge. En tåre triller ned af hendes kind, da hun smiler et sidste smil, for Ask og hans fremtid. En fremtid hun aldrig vil opleve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...