På den anden side


1Likes
3Kommentarer
77Visninger
AA

1. På den anden side

 

De store gule blomster flagrede i den kolde vind på de øde klippestykker. Katinkas gyldne, lange hår, blev blæst om i nakken på hende. Hun kløede sig på kinden med de snavsede fingre. Hendes tøj var beskidt og flænset i stykker. Det bløde, kølige og fugtige mos støttede hendes ryg. 

flashback

Katinka  hev den tunge træspand op af brønden, og stønnede. De grå småsten stak  i hendes fødder. Hun kiggede rundt, og så kun bedrøvede mennesker vandre rundt, i det støvede og lasede tøj.Katinka kiggede ud over hegnet, der var lavet af høje træpæle, og gravet dybt ned i jorden. Hun havde så travlt med at kigge, at hun ikke opdagede en dreng, der kom løbende imod hende. Drengen kiggede også mod friheden og opdagede heller ikke Katinka. De stødte ind i hinanden, Katinka rykkede sig hurtigt tilbage, og drengen undskyldte mange gange. Katinka så lidt misfornøjet ud og gik videre. Katinka  boede i en slavelejr ved navn Captus. Der boede hun sammen med sin mor. Deres landsby var blevet plyndret, og brændt ned for nogle år siden af Cimatrus, som var en stor og magtfuld by. Engang da Cimatrus endnu ikke havde plyndret byen, var alt godt. Folket var glade. I den landsby var alle husene lavet af strå. Der var ikke så mange ting inde i huset, men der var skåle, en stenbænk og 2 tæpper. Det var der i hvert tilfælde der hvor Katinka og hendes mor boede. Fangelejren, Captus, lå kun få kilometer fra byen Cimatrus. De var blevet slæbt med til fangelejren i Captus. Det eneste Katinka havde tilbage var hendes mor. Moderen havde et enormt brandmærke i ansigtet,  da hun var blevet fanget i et af  stråhusene da krigerne tændte branden. Katinka gøs ved tanken om det. Hun kunne stadig høre det skingre skrig der skar gennem luften. Hun rev sig ud  af tankerne og gik med stive skridt hen over den bare plads og hen til den lille lerhytte hvor hendes mor stod og lavede  grød, de havde jo ikke meget at leve af,  men vand og grød fik de. Nogle gange,  hvis de var heldige, fik de brød. 
En dag da Katinka kom hjem  fra brønden med nyt vand, så  hun hendes mor ligge på den tørre jord og gispe efter vejret. Katinka smed spanden på gulvet og alt vandet fra spanden flød ud. Hun for hen og smed sig ned foran sin mor, hun lagde langefinger og pegefinger på håndleddet og kunne mærke at pulsen langsomt stoppede. Katinkas mor var ved at dø. Følelserne og minderne for igennem Katinka og moderens puls døde hurtigere og hurtigere. Da Katinka havde siddet ved hendes mor i to timer forsvandt    hendes puls og hendes hånd blev kold. Hun var død! Katinka tørrede arrigt tårerne væk fra hendes kinder og rejste sig op. Gik ud af lerhytten og ud på de tørre småsten som skar i fødderne på hende. Hun brugte lang tid på at  plukke flotte blomster som hun derefter lagde på moderens mave. 
Hun havde flere gange overvejet at flygte, nu havde hun intet at miste. I nat. 
Katinka havde besluttet sig, hun ville grave en lang tunnel under jorden, og hun ville starte ved solnedgang. Da solens røde skær bredte sig ud over lejren, vidste Katinka at det var tid. Hun kyssede hendes mor på panden og begyndte at grave.  Hun havde skaftet fra en skovl og skrabede i jorden. Hun vidste det ville tage lang tid men det var bedre at prøve end slet ikke at gøre noget. Efter mange timer ud i natten var Katinka virkelig tørstig, hendes hul var meget stort og besværligt at komme op af. Hun tog det lille blikkrus, løb ned til brønden, og fyldte kruset. Hun kunne ikke se en pind for sig, men hun havde gået denne rute rigtig mange gange så hun skulle nok ku finde hjem. Hun løb, hun skulle hurtigt hjem og komme videre. Pludselig lå hun ned på jorden. Hun kunne intet se men hun kunne mærke hans tyngde mod hendes krop. Et øjeblik lå hun og kiggede ind i hans store brune øjne der langsomt blev tydeligere i mørket. Derefter skubbede hun ham  arrigt væk, og satte sig op. Det var ham der også var stødt ind i hende dagen før. De sagde ikke noget. Katinka rejste sig op og gik hen mod hytten. Han kiggede efter hende og rejste sig også op.  Da Katinka kom ind til hendes hul gravede hun videre. Hun kunne ikke lade være, med at tænke på ham drengen. Hun kom længere og længere ned, men tænkte ikke videre over hvor langt hun faktisk  kom ned. Luften blev tyndere ,og Katinkas hænder dunkede af smerte. Hun følte at hun trak vejret gennem et strå og hun kunne knap få vejret. Lige pludselig kunne hun ikke mærke noget længere, hendes dunkende hænder stoppede og hun følte sig helt let. Hun ville ønske at hun kunne forblive i den tilstand for altid. Hun kunne mærke noget der skramlede under hendes ryg, og hun drejede forsigtigt hovedet, det hele var sløret. Pludselig faldt hun ned. Så blev alt sort. 
Hun vågnede ved at hun mærkede varmen fra den tørre jord, og en kold hånd lagde sig på hendes skulder. Hun satte sig op med et sæt, og kiggede rundt. 
Katinka ømmede sig og rettede modvilligt ryggen. Kiggede ud over det smukke landskab hvor Lianerne svingede sig elegant rundt om de små krosuhuse. Husenes store buskede toppe svajede stille i vinden. Hun var På den anden side. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...