Hvorfor os?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2014
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvorfor blev det os? Hvorfor er det os teenagere der skal dø, før vi har afprøvet de normale ting? Bare fordi jeg blev blind, mistede jeg både min kæreste og min bedste ven. Det er ikke fair.

Dette er et bidrag til En Flænge i Himlen konkurrencen, hvor jeg har valgt mulighed 1, og skriver Isaac's synsvinkel. Undskyld, hvis der er fejl vedr. tøj osv. på forskellige steder, skriver så meget som muligt op ad historien som muligt. Fra efter Amsterdam, skriver jeg fra filmens historie, der er ingen spoilers, bare rolig. Så noget vil i kunne finde anderledes til sidst. Kan ikke rigtig huske nogle dialoger fra filmen direkte, så det bliver lidt blanding af bogens og min egen fantasi. Nogle steder er der både dialog fra bogen og filmen

6Likes
2Kommentarer
794Visninger
AA

1. Kapitel 1

Lad mig sige det lige ud, det er lort at have kræft, især når det er i øjnene. Den selvhjælpsgruppe jeg går i gør det ikke ligefrem bedre. Der er denne her pige, Hazel, som jeg har interne lyde med, hver gang at vores selvhjælpsgruppe leder Patrick, siger noget og fortæller hvor vigtigt det er for os at kæmpe fordi det er åbenbart det eneste der hjælper på kræft. Men en dag, havde jeg endelig fået min bedste ven Augustus med. Og med det samme vidste jeg at han kunne lide Hazel. Hans øjne blev rettet mod hende, i det øjeblik at hun trådte ned af det nederste trin, ned til Kristus' Hellige Hjerte. Jeg smilede optimistisk til hende fra den anden ende af lokalet, uden at vise at jeg havde noget med dette at gøre. Patrick begyndte på hele oplæsningen af sin historie om hvordan at han fik kræft i bollerne, og mistede kraften til at formere sig. Mig og Hazel begyndte vores sædvanlige sukkelyde til hinanden, indtil det øjeblik hvor Patrick kaldte mig frem, så jeg kunne fortælle min historie. Jeg skubbede mine briller længere op ad næsetippen og skubbede mit lyse hår om bag mit ene øre.

"Okay. Jeg hedder Isaac. Jeg er 17. Og det ser ud til, at jeg opereres inden for de næste par uger, og bagefter bliver jeg blind. Ikke for at brokke mig eller noget, for jeg ved godt, at mange af jer har det meget værre, men altså, seriøst - blind? Det er sgu da nederen. Godt, jeg min kæreste til at hjælpe mig. Og venner som Augustus." Jeg nikkede over mod, og skimtede at Hazel fik rettet sit hoved over mod ham også. "Men altså, der er ligesom ikke noget at gøre."

Patrick nikkede over mod mig og sagde at de alle var her for mig. Hvorefter alle de andre sagde det i kor. Michael, en dreng på 12, fortalte sin historie efter mig. Tror ikke at han overlever længe nok til at få en kæreste. Seks andre fulgte hvorefter Augustus blev kaldt op.

"Jeg hedder Augustus Waters," sådan begyndte han, ligesom alle os andre. Hans skæve smil fik flere piger til at dåne. Han er virkelig en charmetrold, sådan at få flere piger, med kræft oveni købet, til bare sådan lige at kunne lide ham. Patrick spurgte ham om noget, og han svarede som en anden filosof:

"Jeg sidder i en rutsjebane, som kun kan køre opad."

Jeg rystede stille på hovedet. To andre fortalte deres historie, til vi nåede til Hazel. Augustus havde hele tiden hans øjne rettet mod hende. Hazel kom med sin sædvanlige korte historie: Hun hedder Hazel, er 16 og kræften er i hendes skjoldbruskkirtlen med metastaser i lungerne. Resten af tiden gik, og vi nåede runden rundt. Patrick lagde et spørgsmål ud mod Augustus, men der var min hjerne allerede brudt sammen, så egentlig sad jeg bare som en halv død zombie. Blev dog lidt overrasket, da han nikkede over mod mig med kommentaren:

"Jeg frygter det på samme måde, som den blinde mand derovre frygter mørket."

Jeg fik et lille grin på læben, og svarede med en fast stemme, med en undertone af morskab: "Det er lige tidligt nok." Augustus trak det ene øjenbryn op og lagde et skævt smil på sine læber, hvorefter han svarede mig, med en lidt såret stemme:

"Var det ufølsomt? Nogle gange er jeg altså totalt blind over for andre menneskers følelser."

Jeg begyndte at grine, ikke med vilje, men simpelthen fordi at han, som havde alle piger, hvis han gad have dem, sad og lavede sjov omkring kræft i et lokale fyldt med kræftramte teenagere.

Patrick slog ind mod os, og spurgte Augustus om hvorfor at han frygter at blive glemt. Min hjerne faldt tilbage i det vante hak, hvor den ikke rigtig hører efter hvad der bliver sat, og sådan sad jeg resten af tiden. Så, at Hazel for en gangs skyld var med i en samtale hernede i Kristus' Hellige Hjerte. Patrick læste navnene, på dem som har gået hernede, men døde af kræft op. Hvorefter vi i kor sagde monotont: Vores bedste tid er lige nu.

Folk rejste sig op og begyndte at gå. Nogle bare over til snackbordet, andre begav sig hen mod trappen og elevatoren, så de kunne komme op ad kælderen og hjem. Jeg kiggede efter Augustus, da han gik over mod Hazel, som stod henne ved bordet med småkager og saftevand. Jeg rejste mig op, og gik over mod dem. Deres samtale var ikke så interesant, og jeg havde bar tænkt mig at sige farvel til Augustus, så jeg kunne komme op af kælderen. Han åbnede munden, som om han skulle til at sige noget, da så så mig komme over.

"Vent lige lidt," han vendte sig om mod mig, da jeg lagde min ene hånd på bordet. "Det var faktisk endnu værre, end du sagde." Jeg grinte sagte.

"Jeg sagde jo, det var sygt," jeg tog en småkage og legede lidt med den, med den hånd der ikke lå på bordet. 

"Hvorfor gider du egentlig gå her?"

"Jeg ved det ikke. Fordi det hjælper?" Det sagde jeg med et grin. Augustus lænede sig ind over mod mig, og sagde med en hvisken, som muligvis godt kunne høres andre steder:

"Er hun en af de faste?" Jeg grinte fjovet, og svarede med en tilsvarende hvisken, som var lidt lavere en Augustus':

"Ja, det er hun. Kan du lide hende?" Han klappede mig på begge skuldre, mens han sagde:

"Det tror jeg nok." Han trådte en halvskridt tilbage, og jeg ved ikke om Hazel lagde mærke til at han var ved at miste balancen kortvarigt, pga. hans protege, som erstattede hans ene ben. Endnu en ting kræft kunne finde på at tage fra en.

"Fortæl Hazel om klinikken." Jeg lagde hele min vægt mod den hånd, der lå på bordet. 

"Okay. Jeg var på klinikken her til morgen," begyndte jeg og skubbede mine briller op, med den frie hånd. "og jeg sagde til min kirurg, at jeg hellere ville være døv end blind. Han sagde: 'Sådan fungerer tingene ikke,' og jeg sagde: 'Jep, det er jeg klar over, men jeg siger bare, at jeg hellere ville være døv end blind, hvis jeg kunne vælge, hvilket jeg godt ved, at jeg ikke kan,' og så sagde han: 'Nå, men den gode nyhed er, at du ikke bliver døv,' og jeg sagde så: 'Tak, fordi du forklarer mig, at min øjenkræft ikke vil gøre mig døv. Jeg er vel nok heldig, at sådan en åndsfyrste som dig vil nedværdige sig til at operere mig." Jeg trak vejret dybt efter den halvlange historie og kiggede over på Hazel, for at se hvordan hun reagerede på den omgang. Jeg tog en småkage, og grinte lidt over, Hazels svar. Jeg hældte hurtigt et glas saftevand op, som var utroligt meget fortyndet, før jeg vendte mig om mod Augustus.

"God Fornøjelse. Nå, jeg må hellere gå. Monica venter. Jeg vil gerne se på hende, så længe jeg kan." 

"Nyt angreb i morgen?" spurgte Augustus.

"Klart," jeg drejede om på hælen og traskede over mod trappen, som jeg besteg med to trin af gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...