Manelivia - en ny verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Denne historie er om en pige, der som mange andre unge bliver kidnappet, og draget ned i jordens indre, hvor en anden verdens findes, som ingen ved om på jordens overflade. Der finder hun sin ægte kærlighed, nye venner og skal være vogter over verden, og det bliver de alle trænet til i jordens indre.

2Likes
1Kommentarer
233Visninger

1. Kapitel 1.

 

Veronica vågnede. Hendes hoved bankede hårdt, dette var den værste hovedpine hun havde haft i længere tid. Der var helt mørkt og hun begyndte at huske alt.

- Hvor er jeg? Sagde hun, men forventede ikke noget svar. Hun vidste ikke hvor hun lå, men hun tænkte at det nok måtte være en kiste, fordi hun kunne knapt bevæge sig. Hun huskede, at hun var hjemme hos sine forældre, og de var på vej ud. Eller, hendes mor og hendes papfar, som var som en far for hende. Hun hørte nogle lyde inde i stuen og gik derind. Der stod en mand, og Veronica prøvede at flygte fra ham, men uden held. Hun løb oven på, men han skød hende med en sprøjte eller sådan noget, og det var da alt blev sløret, og nu vågnede hun her. 

Hun bankede på låget af kisten, hun kunne godt mærke at den bevægede sig, som om nogle mennesker gik med den på skuldrene. 

- Lov mig ud! Hjælp! Råbte hun igen, men for hvert højt lyd hun lavede, blev hendes hovedpine endnu værre. Havde de sprøjtet hende med stoffer og ville nu sælge hende på gaden i et fremmed land? Ville de begrave hende levende siden hun lå i en kiste? Hun fik tåre i øjnene, og begyndte at ryste af skræk. Hendes forældre og papfar ville blive knust. Hun havde lige fået en bror, han var kun 8 måneder. Jason, var hans navn. Venner havde Veronica ikke mange af, hun fik altid at vide at hun var ret speciel. Hun kunne bare ikke finde ud af det med piger, de var meget komplicerede i hendes verden. Hun havde dog mange drengevenner, men de fik altid følelser for hende til sidst, også havde hun ingen, da hun ikke ville sammen i forhold med dem. Lige nu ville hun bare hjem til sin familie. Hun var kun 17 år, hun var alt for ung til at dø, eller hvad de så end ville stille op med hende. 

I et følte hun at kisten blev lagt ned på jorden og hun hørte nogen prøvede at åbne kisten. Hendes hjerte slog så hurtigt, at hun frygtede at hun ville dræbe sig selv, men hjertestop. Hendes åndedræt blev hurtigere og hurtigere, og hun så lys komme ind i kisten og låget blev stille draget af.

Et uventet lyd af rædsel kom ud af hende da hun så de 3 personer der stod overfor kisten. 

- Ikke vær bange! Sagde den ene, men hvordan skulle hun ikke være bange? De lignede monstre! De var helt skaldede og meget, meget hvide i huden, måske en lidt lyserød farvetone i skindet også. De havde ingen næse, kun 2 huller. Og deres øjne var helt sorte. 

- Jeg hedder Manji, jeg er en Manaliviaer. Det vil sige, at jeg er her fra. 

- Hvor er jeg? Sagde Veronica og hendes øjne var vidt åbne, hendes hjerte slog stadig lige hurtigt. 

Den ene af de 3 monstre gik sin vej og de andre flytte sig lidt og gjorde et tegn med hånden, så at Veronica skulle rejse sig op. Hun satte sig op i kisten, det var utroligt. Det lignede et grotte, var de inde i en grotte, eller en mine? Der var ildpinde i væggene, og de var det eneste der fik lys ind i den her grotte. Manji, som han kalde sig smilte til hende. 

- De har alle den samme reaktion som du, men bare rolig. Dette er Manelivia, og dette er dit nye hjem. Vi er i verdens indre. Vi er ikke glade for at tage dig væk fra din familie, slet overhoved ikke. Men for nogle år siden blev vi angrebet af folket på Ekenu, en planet. Vi mistede mest flest af vores vogtere og derfor var vi nødte til at tage jer mennesker. 

Veronica rullede automatisk sine øjne. Hvis han talte sandt, så ville Veronica allerede være i flammer, fordi hun kunne selvfølgelig ikke tåle heden. Manji kom helt over til hende og tog stille om hendes arm, han trykkede på noget hårt i hendes arm. 

- Vi har indsat en chip i din arm, den gør så at du kan være her. Dette er en verden der overgår selv din fantasi. Sagde han, og hans sorte øjne, det var ikke let at se hans følelser da det kun var sort, men han så meget seriøs ud. 

- Lad os vise dig dit væresle. Sagde han og vendte sig om, Veronica rejste sig op og faldt ned på jorden, fordi hun blev helt svimmel. 

- Hov! Du skal lige passe på, det kommer til at tage 1-2 dage før alt bliver normalt, du skal lige vænne dig til chippen. Han tog om hende, og bar hende ind på sit værelse. 

Grotten havde en stor, stor, stor metal dør. Han trykkede på nogle knapper og den åbnedes. Veronica blev helt chokeret da hun så hvordan det så ud. Alt var hvidt, der gik mindst 50 mennesker frem og tilbage, og det var så stort. Det var så ny moderne, det lignede et overstort labratorie, et mærkeligt sygehus måske? Hun havde aldrig set noget lignende. Jordens indre var i hvertfald ikke et lille sted. Hun havde mange spørgsmål at stille, men hun var rigtig dårligt tilpas og følte ikke som om hun orkede at snakke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...