Den frastødte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
One shot. Den frastødte handler om en dreng, der aldrig har været vellidt hos andre. Han skubber alle væk, for ikke at lade nogen såre ham, men en dag sker der noget uventet for ham. En ven får øjnene op for virkeligheden.

2Likes
0Kommentarer
466Visninger

1. One shot.

Jeg sad på min plads og så hvordan hans fingre tastede på hans mobil.

Hans pandehår dækkede hans pande og lidt af hans øjenbryn. Faktisk virkede han ikke så slem, når jeg bare så på ham. Han førte mobilen op til sit øre og så ud af vinduet. Få sekunder efter lagde han på og rejste sig op i en pludselig bevægelse.

Han så hen mod læreren og kort fangede han mit blik. Hans øjne havde et glimt af tristhed, men samtidig var de blevet kolde og hårde. Han så hurtigt væk og fortsatte ud af klasseværelset. Jeg havde en trang til at følge efter ham. Hurtigt rejste jeg mig, tog min taske og fór ud af døren.

William var allerede nået ud fra skolegården og fortsatte hen af vejen. Jeg fulgte ham indtil han stoppede ved en bygning. Jeg så rundt og intet af det så bekendt ud.

Døren til bygningen gik op og en mand trådte frem med en øl i sin ene hånd. Han så på William med et blik fuld af had.

 

”Hvor har du været?!” råbte han efter sin søn. ”I skole, ” svarede William lavt. ”Bad jeg dig ikke om at gå ind til staden og handle for mig? ” vrissede hans far.

 

”Jeg gider ikke være med dine forretninger eller indblandes i dit fucked up liv, ” sagde William, men hårdt. Faren løftede hånden og slog ham. Jeg gispede, men holdte mig straks for munden.

”Du er syg i hovedet! Du er høj på alt det lort du stopper i næsen. Det er din skyld mor forlod os. Det er din skyld du ikke har nogen familie mere. Du har ødelagt dig selv, dit liv, men du får ikke lov til at ødelægge mit. Hvis bare du havde taget dig nok sammen, havde mor stadig eksisteret, men du er syg. Syg i hovedet! ”

Jeg så på William, som havde skubbet til sin egen far. Jeg kunne høre og se at hans liv havde været en hård kamp. Og med alle de mennesker, der frastødte ham hver dag, kunne det umuligt blive lettere. William rystede på hovedet og gik væk fra bygningen og faren, som råbte skældsord efter ham.

Jeg så efter William og gik stille væk fra bygningen og ned af en gade. Jeg satte mig på en sten og tænkte på alt det jeg havde set. Jeg havde dømt ham, ligesom alle andre, bare for ikke at blive frastødt fordi jeg var anderledes, ligesom ham. William kom gående ned af den smalle gade og så på en fattig mand, der sad med en øl i hånden. Han fandt sin taske frem og gav manden et stykke brød. ”Jeg håber du en dag får øjnene op for livet.” William gav ham et klap på skulderen og satte sig overfor manden på kantstenen.

 

At jeg aldrig have tænkt over, hvorfor William skubbede alle væk var åndsvagt. At jeg havde dømt et menneske på hvad andre havde sagt. Jeg så en dreng, der havde det svært, været igennem en masse. Jeg rejste mig og gik hen til William. Jeg satte mig ved siden af ham på kantstenen og så ned i jorden. ”Hvad vil du?” vrissede han af mig. Jeg så på ham og bed mig i læben. ”Undskyld.” Jeg så op på ham og så hans overraskede blik.

”Undskyld, jeg aldrig sagde noget til de andre for at have opført sig så dårligt overfor dig. For ærligtalt synes jeg du virker som en god ven og ikke mindst en virkelig rar dreng, trods dine fejl.” Han nikkede svagt og så på mig.

Det er okay.” svarede han lavt. Jeg trak vejret dybt. ”Faktisk har jeg altid synes godt om dig… Altså jeg kan lide dig for den du er. Og jeg husker godt hvor beskyttende du var i de små klasser.” Han smilede lidt og tog min hånd, inden han flettede sine fingre ind i mine. Vi nød tavsheden i få minutter inden vi rejste os og fortsatte hjem til mig.

Næste dag gik jeg i skole i hælene på William. Jeg smilede svagt og han åbnede døren for mig. Jeg sendte ham et smil, inden han lukkede døren i. Jeg tog hans hånd og han så lidt forskrækket på mig. ”Jeg er ligeglad med andres meninger.

Det er dit og mit liv og ingen skal ødelægge det.” sagde jeg lavt, som han havde sagt til sin far i går. Han kyssede min kind og vi fulgtes hen ad gangen. Folk kiggede noget undrende og ikke mindst overrasket. Snakken gik hurtigt i gang hos pigerne.

”Ad, hvor klamt. Tænk hun gider ham,” hviskede Kate til sin slyngveninde. Læreren gik forbi pigerne og stoppede op.

”Hov hov, piger. Hav lidt manerer. En blind høne kan også finde korn.” Jeg smilede og gav Williams hånd et klem. William var ikke vellidt hos andre, men for mig var han den smukkeste person jeg havde mødt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...