Blodige fødder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Færdig
Metaforer om blomster og torne.

5Likes
1Kommentarer
179Visninger
AA

1. Blodige fødder

Jeg bor lige ved siden af et stort hegn, og dér hvor jeg bor, er der en stor tornebusk. Det er den jeg bor i. Jeg kan se igennem det store hegn, som man jo kan ved de fleste hegne, og jeg kigger tit igennem. Ovre på den anden side bor der en pige, der ligner mig på en prik, eller næsten, for pigen på den anden side er smukkere, og hun bor i en busk, fyldt med en masse farverige blomster. Pigen sidder altid på en lille græsplet, hvor der hverken er blomster eller busk, og laver kroner og bånd af alle blomsterne. Jeg har prøver på at gøre det samme med grenene fra min tornebusk, men det kan jeg ikke. Jeg stikker altid bare hul på min fingre, og så vil jeg hellere bare nøjes med de rifter som alle ville få af at bo i en tornebusk. Jeg sidder normalt bare og kigger på hende, imens hun laver de fantastiske blomsterkroner og bånd.

 

Der var også en dag hvor jeg fik øje på en dør i hegnet. Den så ud til at være temmelig overgroet med grene og torne, men jeg kunne sikker godt få det af, hvis mine hænder ikke begyndte at bløde alt for meget. Jeg rejste mig forsigtigt op, og gik derhen, og det gjorde pigen på den anden side også. Inden jeg kunne nå at få revet tornen væk, havde hun skubbet døren op. Jeg gik ind af den, og fulgte med hende op i blomsterbusken.

 

Hun lærte mig om hvordan man flettede blomster, men jeg husker ikke længere hvordan. Jeg husker dog hvordan græspletten syntes at blive mindre, og hvordan at der sivede saft fra grenene ud, og at det sved så frygteligt i sårene på fødderne. Jeg ved ikke om det var fordi jeg kom til at knække en gren, men jeg tror ikke at jeg gjorde det. Jeg blev til sidst nødt til at rejse mig op, og mine fødder gjorde nu så ondt, at jeg måtte løbe ind til mig selv.

Tornene gjorde ikke nær så ondt som ved blomstersaften, så jeg måtte blive der.

 

Døren er nu groet fuldkommen til, men det er resten af hegnet ikke, så jeg kan stadig se pigen. Hun ser også mig nogle gang, og hun sender mig et smil. Jeg prøver altid at smile så godt jeg kan, men jeg kan ikke, og så vender hun tilbage til sine blomster. Jeg tænker på at hvis jeg nu bare havde holdt ud, bare til sårene var helet, så ville jeg kunne sidde sammen med hende og flette blomster. Den ekstra smerte ville være det værd.

Men jeg kan ikke, for døren er groet til, så jeg tørrer bare blodet af mine fødder og kigger væk.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...