Mit Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Færdig
Det handler om en pige der hedder Sara.. Sara lever et lidt anderledes liv en andre teenagere. Hendes bror er lidt for overbeskyttene nogle gange.

Sara er vist blevet vild med hendes bror's gode ven.

Må hun date ham for sin bror eller gør hun det alligevel?

12Likes
31Kommentarer
2059Visninger
AA

34. Som et fængsel.

(Nogle dage senere)

 

"Det er som et slags fængsel at være sammen med Liam. Han gider ikke snakke med mig. Jeg kunne lige så godt blive hos Harry, hvis Hr. Suresen ikke gider at snakke med mig. Liam har taget alt fra mig, næsten da. Han har taget Niall fra mig, min mobil, mine venner og min frihed. Jeg må ikke engang komme udenfor, for så tror han at jeg løber væk. Jeg ville højst gå væk! Jeg har heldigvis min seng! Den er så blød, først troede jeg at han tog den fra mig! Men helvigvis gjorden han det ikke. Jeg tror at Liam har givet mig stuerast, fordi at når jeg skal spise stiller han det udenfor døren også banker han på og går. Så henter jeg maden og når jeg er færdig stiller jeg den tilbage. Jeg går kun udenfor mit værelse når jeg skal på wc eller skal gøre mig klar til at gå i seng. Jeg har heldigvis et badeværelse som hører til mig værelse så jeg ikke kan se på Liams grimme fjæs, hvis jeg skulle ned i bad! Helt ærlig Liams ansigt er ikke det pæneste i verden! Jeg har fået kønheden. Haha" Jeg kom ud af mine tanker da det bankede på døren. Jeg kiggede over på døren som stille gik om og ind kom Liam. Han lukkede hurtig døren og satte sig på sengekanten. 

 

"Hvad?" Sagde jeg og vendte ryggen til ham.

"Det er svært at være sur på dig" Sagde Liam hurtigt.

 

"Nå" Sagde jeg og prøvede at lyde ligeglad.

"Du klare det ikke så godt med at lyde ligeglad søs" Sagde Liam og grinede kort.

 

"Ikke kald mig søs" Sagde jeg hurtigt.

"Nå da da. Så du er sur?" Sagde Liam drilagtig. 

 

"Hold op jeg gider ikke" Mumlede jeg.

"Hvorfor så sur?" Spurgte Liam, og jeg kunne mærke at han lagde sig ned i sengen.

 

"Fordi jeg kan" Sagde jeg irriteret.

"Bare bliv lidt mere sur" Sagde Liam sarkastisk.

 

"Lad mig være" Sagde jeg koldt.

"Okay" Sagde Liam efter noget tid i stilheden. Men Liam blev liggennede i sengen, efter noget tid kunne jeg mærke nogle arme om mig.

 

"Slip mig!" Sagde jeg højt.

"Nej!" Sagde Liam og rykkede sig tætter på mig.

 

"Slip mig!" Gentog jeg.

"Aldrig!" Sagde han og trykkede på mine arme.

 

"Slip mig eller jeg hopper ud af vinduet!" Sagde jeg og prøvedet at komme fri.

"Hvordan ville du det når jeg har fat i dig?" Spurgte Liam og grinede.

 

"Lad mig nu gå! Er det ikke nok straf i at du lader mig blive på mit værelse og rådne op?!" Spurgte jeg hurtigt og prøvede at få hans store arme væk.

"Du er ikke rådnet op endnu!" Sagde Liam hurtigt.

 

"Det ved du ikke en pind om! Lad mig nu være!" Sagde jeg surt.

"Du er ikke blevet grim men mere pæn siden jeg så dig sidst" Sagde Liam og lagde sit hovede oven på mit.

 

"Tak for komplimentet! Men gå så ud!" Sagde jeg hurtigt.

"Jeg elsker dig søs" Sagde han og kyssede mig på kinden.

 

"Ikke kald mig søs og lad vær med at kysse mig!" Sagde jeg og kiggede hen mod mit skab hvor der var et spejl, jeg kunne se at Liam lå og kiggede ind i spejlet så han kunne se mit ansigt, jeg flyttede hurtigt blikket fra spejlet.

"Hvorfor må vi ikke for øjenkontakt?" Spurgte Liam da jeg flyttede blikket fra spejlet.

 

"Fordi du har såret mine følelser!" Sagde jeg såret.

"Undskyld, du må virkelgelig undskylde! Det var ikke min mening!" Hviskede Liam ind i mit øre.

 

"Nå var det ikke! Er du sikker? Helt sikker? Du såret mig dybt! Du forbyrde at jeg må være samme med den jeg elsker! Hvad sker der for det?" Sagde jeg surt.

"Undskyld! Jeg.. jeg" Sagde Liam og jeg kunne mærke en tåre på min hals.

 

"Græder du?" Spurgte jeg og kiggede ind i spejlet, ja Liam græd og han græd.

"Undskyld! Niall tager bare min plads!" Sagde Liam og snøftede.

 

"Hvad mener du med det?" Spurgte jeg og kiggede ind i spejlet.

"Altså så er du ikke så meget sammen med mig mere og du har ikke brug for mig til at passe på dig mere! Jeg er ubrugelig!" Sagde Liam og græd, alle hans tåre ramte min hals.

 

"Hvorfor siger du det? Du er da ikke ubrugelig!" Sagde jeg og vendte mig om så jeg kiggede ind i hans røde øjnene.

"Er jeg ikke?" Spurgte han og snøftede.

 

"Nej du er ej! Jeg har da altid brug for min storebror!" Sagde jeg og smilede.

"Har du det?" Spurgte Liam og smilede lidt.

 

"Ja jeg har!" Sagde jeg og krammede ham.

"Det er godt!" Sagde han og græd og krammede mig samtidigt.

 

"Liam?" Sagde jeg efter noget tid.

"Ja?" Sagde han og trak sig fra krammet.

 

"Jeg er sulten" Sagde jeg og smilede.

"Kom så går vi ned og spiser" Sagde Liam og rejste sig fra sengen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...