Blå ballon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2014
  • Opdateret: 21 maj 2014
  • Status: Igang
Døden kan komme når som helst, man kan kun vente. Man er nød til at stoppe op og nyde sig selv, istedet for at bruge tiden på at blive tyndere og mere perfekt. Til konkurrencen om The Fault In Our Stars. Jeg har valgt mulighed nummer 2

1Likes
0Kommentarer
166Visninger

1. Døden

Jeg steg ud af den halvtomme kupé. Jeg skyndte mig forbi den store menneskeflok, der var samlet rundt om toget. Lugten af benzin og os suser igennem mig. Mine højhælede Gucci sko, der klapre mod asfalten. Jeg har travlt. Min niece skal hentes i børnehaven, jeg skal læse min anatomi og så er der kemoen. Jeg ser en lille dreng stå med en ballon. Hans far der trækker ham gennem mængden af mennesker, mens han trækker afsted med en blå ballon. Jeg vender hovedet. Men så kan jeg høre ham græde. Jeg kigger tilbage på den lille dreng og ser ham med tårefyldte øjne. Hans ballon flyver langt over stationen. Hans far trækker ham bare i armen, og ignorere gråden. Jeg har ondt af drengen. Jeg bliver puffet i ryggen af en ung pige. Mine tanker drives væk, og jeg kommer til mig selv.

Det kan være sidste gang jeg mærker mit silkebløde hår omfavne mig. Min sidste dag. Man kan aldrig vide hvornår det slutter. Hvornår solen holder op med at skinne, hvornår fuglene stopper med at synge, hvornår ballonen bliver sprunget.

Midt i alle tankerne ser jeg en dame. En ældredame, som sidder på en bænk helt alene. Jeg stopper op. Hun sidder bare der og stirrer ud i luften. Jeg kan mærke hendes ro. Hun venter ikke på nogen. Hun sidder bare der og nyder livet. Mit liv er snart slut. Jeg koncentrerer mig bare om at nå så meget som muligt. At fylde tiden ud. Folkene går forbi med musik i ørene, glimmer i håret og farve på øjnene. Ligesom mig selv. Jeg står der længe, og betragter den ældrekvinde, sidde der og beundre. Jeg kan se glæden i hendes øjne.

Jeg tager en dyb indånding. Jeg kan dufte blomster. Jeg går lidt længere ned af gaden og køber en buket. Den er smuk, og minder mig om gamle dage. Jeg kommer forbi en kiosk. Der er hotdogs på tilbud. Lysten springer i mig. Jeg glemmer alt om min kur og køber en hotdog. Jeg lever jo kun en gang.

Jeg åbner døren til min lille lejlighed. Jeg smider min taske ved siden af knagen og skubber mine sko af. Det er længe siden jeg har spillet. Jeg kan huske de smukke toner flyde fra min violin. Jeg dropper min anatomi og sætter mig på altanen, med min violin under armen. Der er helt stille. Jeg kigger på den lyseblå himmel, og når jeg kigger godt efter, kan jeg se omridset af en blå ballon, svæve langt over skyerne. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Der sidder jeg, i min sorte velour kjole, mine nye øreringe og min machene halskæde. Tænk at en ældredame kunne få mig til at indse det. At jeg er nød til at stoppe op, og nyde mig selv, i stedet for at have så travlt med at blive tyndere og mere perfekt. Måske er mit liv ikke så langt, som mange andres, men hvis jeg kan leve min tid, som jeg ønsker, er det måske ikke så tosset? Jeg lader tonerne flyde fra violinen. Jeg bliver omslugt af melodien, og jeg kan høre lyden spredes. Der er som om jeg svæver. Mit lange mørkebrune hår letter sig fra mine skuldre. Melodien holder det oppe. Og min glæde og ro strømmer med musikken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...