Draws pictures

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2014
  • Opdateret: 27 sep. 2014
  • Status: Færdig
I 7 år har Ella drømt om den samme dreng, i 7 år har hun været forelsket i den dreng, hun aldrig har mødt, men kun set en masse billeder og tegninger af.
7 år hvor hun er gået fra have accepteret sig selv, til at ingen gang selv kunne se sig selv i øjne på grund af denne dreng, som ingengang ved hun eksistere.
Men der tager hun fejl, fordi i alle de sidste 5 år har han fuldt hende. Fuldt alle de tegninger der kommer op på en blog , som hun har tegnet af ham. Han er blevet besat af at se alle de tegninger, hun tegner, og hun er blevet besat af at tegne ham..
Men hvordan kommer de tegninger over hovedet op på den blog, når Ella ikke ligger dem der op, er der en helt 3. person med i dette?

23Likes
19Kommentarer
1199Visninger
AA

2. Chapter 1

 

 

Ellas synsvinkel:

Jeg vidste ingen gang hvad der var værst, det fakta at jeg endnu engang var fanget i drømmen om ham, eller det fakta jeg ingen gang kan huske min egen øjnefarve længere, endnu engang gik jeg bare ned at trappen og igen nåde jeg at se min storebrors bekymrende ansigt får jeg gik videre. Jeg gik bare ind i køkkenet, tog et æble og gik tilbage på mit værelset, og låste døren, fandt den ene sorte elestik jeg havde og satte det op i en eller anden frisurer, så jeg fik håret væk fra hovedet.

Jeg fandt stille og roligt det store mørkegrå hæfte frem hvor alle tegningerne af ham var i, og tog derefter en blyant op fra kurven. Jeg slog roligt op på 1 tom side, og fandt ud af jeg kun havde 1 tom side tilbage. Jeg rejste mig op med et suk og gik over til min dør låste den op og gik endnu en gang ned at trappen og fandt min bror sidende inde i stuen med Kornflaks, mens han så TV.

”Andy, vil du ikke nok købe et nyt tegnehæfte i dag? Jeg har kun en side 2 sider tilbage?”

”Allerede? Jeg købte en ny for 2 uger siden næsten.. Men, jo selvfølgelig. Men Ella, vil du ikke nok snakke med mig?” Jeg rystede på hovedet og jeg blev nød til at kæmpe for at tårerne ikke kom frem, og var allerede på vej tilbage på mit værelse.

”Please?” Bad han igen og jeg vente mig om. Tårerne løb allerede ned af kinderne på mig, da jeg så op, på ham begyndte hele min krop at ryste. Jeg blev bange hvad ville han ikke tro om mig? Ville han ikke blive flov over at være min bror?

”Er han stadig i drømmene? ” Jeg nikkede hurtigt før jeg vente om og løb op på mit værelse. Jeg nåde lige at smække døren i og låse den før jeg kunne høre en bakke på den anden side. Hele min krop rystede og jeg var nød til at sætte mig i sengen så jeg ikke faldt.

”Luk op!”

”Ella, please?”

”Vil du ikke nok?”

”Ella?”

”Ella, du må ikke gøre det!”

”Ella, please snak med mig?” Han blev ved med at råbe på den anden side af døren og banke på. Det startede med at være højt, men til sidst var det som jeg intet kunne høre af det, den eneste lyd der var i dette rum ar den summende lyd, der kom fra skuffen. Og jeg vidste hvad det betød, bladet ventede på mig, og endnu engang fik den mig. Jeg kunne ikke modstå den, det var den eneste, der kunne få smerten fra mit hjerte væk, den eneste der kunne få kniven fra mit hjerte væk, den eneste som kunne få ham ud af mit hjerte.
I et par minutter.
Der var ikke gået mere end 5 minutter før en mærkelig følelse gik igennem min krop og derefter kom kvalmen, jeg nåde ikke at tørre alt blodet af med håndklædet jeg havde ved mig før jeg løb ud på badeværelset.

Jeg lå inde over toilet og var ved at få alt indholdet ud af mig, da der er en der tog fat i mit hår der er var var røget ud af elestikken, da jeg havde fået alt indhold ud af mig smed jeg mig på gulvet og krummede mig sammen. Andy fik mig op og side og fandt derefter min tandbørste så jeg kunne få den grimme smag ud af min mund, med besværer havde han fået mig op og stå så jeg kunne spytte tandpastaen ud. Og derefter havde han løftet mig ind i hans seng da den var tættere på. Han havde tændt for hans fjernsyn, så jeg kunne se det mens han var væk men jeg sagde han ikke skulle fordi jeg alligevel ville sove.

Han havde kysset mig på min pande og derefter visket:” Sov nu, og lad hver med at gøre noget dumt mens jeg er væk.” Og jeg gjorde som han sagde og lukkede mine øjne og ville give mig til at sove. Jeg kunne lige høre Andy tog sin mobil og gik ud af værelset af døren og det lød som om han ringede en op.

Da der var en der sagde:” Hey Andy.”

”Jeg kan ikke mere, hun lider, det gør for ondt at se.” Var det eneste jeg hørte inden jeg faldt i søvn.

”Hey Ella?” kunne jeg ane en stemme, der sagde og jeg vidste med det samme det var Andys. Jeg smilede og åbnede hurtigt min øjne og lukkede dem derefter så han vidste jeg var oppe.

”Jeg har været ude og handle og jeg har lagt 2 nye tegnehæfter inde på dit værelse.”

”Tak.” Og jeg kunne ikke lade hver med at smile.

”Og lige en sidste ting, vi skal ud og spise i aften, så vi kører om 2 timer.”

”Hmm.” Jeg rejste mig fra sengen og gik ind på mit værelse, hvor jeg fandt noget tøj jeg kunne tage på. Og gik derefter ind på badeværelset så jeg kunne komme i bad. Da jeg havde fået vasket shampooen ud af mit hår, slukkede jeg bruseren og tog mit sorte håndklæde og fik tørret mig, og fik derefter stille og roligt mit tøj på. Jeg havde valgt et bare helt almindelig sorte cowboybukser og en grå T-Shirt og en sort cardigan udenover, og for først gang i evigheder lod jeg mit hår hænge, efter jeg havde redet det igennem. Jeg tog min mobil i lommen og gik ned til Andy, som stod klar. Jeg tog mine sko på også gik jeg ud i Andys bil og satte mig bare stille ind. Andy var den første der brød den stilhed, der havde lagt sig i bilen.

”Sov du enligt godt?”

”Det ved jeg ikke.” Mumlede jeg bare som svar på det han spurgte mig om.

Ham igen?”

”Ja.” Sukkede jeg. Hvordan kan det være han var grund til alt? Hvordan kan det være det er hans skyld jeg har det sådan her? Og før jeg vidste af det løb tårerne ned af mine kinder.

”Andy?” - græd jeg – ”Jeg har virkelig ikke løst til dette.” Og jeg kunne ikke en gang sige det uden, at min stemme knækkede over flere gange.

”Please bare lige denne gang? Jeg har en du skal møde.”

”Andy?” Selv bare ved det ord knækkede min stemme over og hele min krop begyndte at ryste.. Jeg ville ikke, der var ingen der skulle se mig sådan her.

”Ella, jeg overgiver mig ikke den her gang. Jeg gør det kun for dit eget bedste.” Jeg rystede på hovedet det her var ikke for mit eget bedste. Han ville bare gøre mig til grin foran alle mulige. Og tårende var allerede begyndt at løbe, som bare satan. Det her var min egen skyld og derfor tøvede jeg da heller ikke med tage fat rundt om mit eget håndled og sætte neglene i. En stor smerte kom frem, men jeg fortjente den og jeg regerede først, da Andy stoppede bilen, men alt var mørk så jeg kunne ikke rigtig se hvor vi var, men en ting var sikkert vi var ikke ved en restaurant. 

”Ella hvad fanden er det du har gang i?” Andys stemme lød skinger men jeg var ligeglad jeg skulle have den smerte jeg for tjente. Jeg havde aldrig set Andy sådan før? Hvorfor var han sådan overfor mig nu? Jeg ville bare ikke med ham, jeg ville ikke jeg ville ikke ydmyges foran alle.

”Liam, du bliver nød til at komme og hjælpe mig. Hun vil ikke og hun har lige gjort skade på sig selv.”

Jeg så overrasket over på ham og nåde lige se han lagde sin mobil i lommen. Jeg skal ikke have hjælp af nogen og slet ikke sådan her.

Jeg var så sur hvordan kunne han gøre det her imod mig. Jeg åbnede bil døren igen og gik stille ud før jeg smækkede døren i igen. Hvordan kunne han?

”Andy jeg tilgiver dig aldrig igen.”  sagde jeg vredt før jeg så den så kaldte Liam komme ud fra det hus som vi holdte foran.

”Jeg skal slet ikke have din hjælp Andy.” – ”Jeg har det fint.” Jeg råbte men jeg var så vred hvordan kunne han finde på det. Og jeg fik øje på Liam var på vej her hen.

”Og så kaldte Liam.. Jeg skal slet ikke have din hjælpe du er bare en af Andys venner som er ude på at hjælpe ham med alt det her. Men jeg finder mig ikke i det. Jeg er færdig med Jer alle sammen. Jeg er færdig med alt.” Jeg skreg det sidste. Jeg ville ikke det her længere hvorfor skulle jeg nåde af det her længere.

Liam tog stille fat i min arm.

”Rolig El-” Han nøde ingen gang at sige sin sætning færdig før jeg havde skreget af ham.

”Du skal slet ikke sige rolig til mig, jeg vil ikke være rolig når jeg ved jeg skal ind og blive til grin.” Jeg ved ikke hvorfor men Andy holdte sig i baggrund, og jeg kunne enlig godt forstå ham for jeg var så vred jeg ikke ved om jeg kan styre mig.

”Hey Ella, vi er ikke ude på at gøre dig til grin. Vi vil virkelig gerne hjælpe dig med alt det her.  Andy er din bror og jeg er Andys bedsteven, Andy kan virkelig ikke lide at se dig sådan her, og det kan jeg heller ikke! Du fortjener ikke have det sådan her.”

”Du lyver!” Jeg græd jeg ville ikke tro på ham hvis det var så ville de have hjulpet mig for langtid siden, men Liam rystede på hovedet.

”Nej, Ella - jeg mener det. Jeg ved jeg kan hjælpe dig.” Jeg rystede voldsomt på hovedet han løg.

”Hvad så med Niall?” Jeg så overrasket op, hvordan vidste han det? Jeg havde aldrig sagt navnet før, jeg havde aldrig sagt hans navn før eller ikke til Andy. Og jeg vidste det ville starte alle tårende og det gjorde de også. Han var skylden i al det her, jeg hadet ham så meget at jeg elsker ham.

Jeg ved ikke hvorfor jeg gik med til det men jeg var gået med til at tage med op i hans leglighed hvor vi kunne snakke, men alligevel kunne jeg stole på ham? Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde været her. Jeg havde slet ikke snakket med Andy.. Jeg var den værste lillesøster i hele verden. Hvorfor var det ikke ligesom i gamle dage? før ham..

”Andy giv slip det kilder!” Jeg kunne slet ikke lade hver med at grine. Jeg havde lige smidt en hel spand vand ud over ham da han lå og tog sol, og derefter var han løbet efter mig også var jeg faldet over mine egne ben.. ahahaha sådan en klovn jeg er.

”Kun hvis du siger jeg er den bedste storebror i hele verden.”

”Det behøves jeg ingen gang at sige fordi det er du!” Og jeg mente det da jeg sagde det, han var ingen gang kun min storebror han var min bedsteven, og derefter rejste vi os op.

”Aww, pus gid jeg kunne sige i lige måde.” Svarede han mens han grinte, jeg slog ham irriteret på brystet.

”Aww, blev man lidt mopset der?” Og jeg kunne ikke holde min fasede længere op brød ud i et grin. Virkelig voldsomt.

”Ej du gryntede lige!” Skreg Andy af grin og det endte med vi begge to lå på græsset fuldstændig flade af grin.  

”Ella høre du overhovedet efter?” Jeg rystede på hovedet, hvordan kunne jeg gøre det her? Tårende løb igen og jeg sprang ud på bade værelset. Jeg havde virkelig brug for at bare være mig – alene.

”ELLA!”  man skulle tro han ødelagde døren så hårdt bakkede Liam på døren.

”Nej.” Hviskede jeg stille, men jeg troede han hørte det alligevel, da han svarede: ”Hvad tror du Niall ville sige til du har det sådan her? Tror du han ville være glad for at han er skyld i dette?” Et skrig forlod min mund, jeg ville have ham til at holde mund, men han blev ved. Han stoppede ikke med at snakke om ham.

”Ella, jeg lover dig hvis du kommer ud nu at jeg ringer til ham. Niall er en af mine bedstevenner og jeg kan ikke lide dig at se dig sådan her!”

”Hvorfor nu? Hvorfor ikke for 5 år siden? Hvorfor først nu?” Jeg skreg, hvis Andy kendte Liam og Liam kender ham hvorfor var det så først sket nu?” Jeg ville ikke tro ham, men det lød virkelig som om han mente det, som om han snakkede virkeligt.

”Liam hvorfor skulle jeg tro dig?” Min stemme knækkede flere gange, men jeg åbnede stille døren da han begyndte at forklare.

”Fordi jeg lyver ikke Ella, jeg vil slet ikke lyve. Hvis jeg ikke mente det hvorfor havde Andy så overhovedet taget kontakt til mig? Og nu skal give dig forklaringen på hvorfor vi ikke havde taget kontakt til dig noget før. Vi måtte ikke. Niall er jo verdenskendt, og Modest! sagde vi ikke måtte. Hvordan skulle vi forklare hvordan i mødtes? Hvordan skulle vi tror du ikke bare var en eller anden sindssyg fan? Jeg må slet ikke tale med dig i virkeligheden hvis det er rigtigt. Men jeg er ligeglad nu, det sårer Andy at se dig sådan her. –og jeg forstår ham godt det må have været frygteligt at have set sin lillesøster sådan her i 7 år på grund af en dreng, du ikke tror der kender dig. Men ved du hvad? Han kender dig og han er blevet besat af dig og dine tegninger, igennem en blog som Andy har lavet, fordi det var den eneste måde vi kunne få Niall til at lige mærke til dig, og nu er han blevet besat af dig.” Jeg åbnede først døren helt da han var færdig med at snakke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige så jeg græd bare. Liam trak mig ind i et kram og fjernede den tåre der løb ned af min kind.

”Jeg er ligeglad nu Ella, jeg kan ikke se på Niall er ved at komme i kuldkælderen fordi han må ikke tage ud og lede efter dig, og vi må ikke tage dig hen til Niall. Hvordan skal nogen af Jer nogensinde blive glade igen?”

2 dage var der gået siden jeg havde været hjemme ved Liam, men intet forandring var sket, selvom Andy sagde jeg var gladere. Nej jeg var ikke intet kunne få mig op at det huld igen ingen var stærk nok til at blive ved med at kæmpe sammen med mig og jeg vil aldrig kunne klare det alene.

”Ella?” Jeg så bare over på ham, jeg sagde intet.

”Jeg tager ud i 1 time, og Niall kommer herover.”

”Mhm.” Var det eneste jeg sagde og så lige gyldigt over på det der kørte i TV’et

”Han er her om 30 minutter, har han lige skrevet, så det vil sige klokken 13.20”

”Jaja. Jeg tager et bad så” Mumlede jeg bare, jeg havde intet løst til lige nu, men alligevel det var jo ham!

Jeg havde været i bad og fået noget tøj på, og klokken var blevet kvart over et, så han kunne komme når som helst.

De fem minutter, blev til ti minutter, skulle jeg lade tiden gå og vente at se? Jeg ventede og ventede.  De ti minutter blev til et kvarter, sad han i en kø? Mit vente humør, var brugt op, da Kvarteret blev til en halv time, hvad skete der? Tankerne fløj rundt. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget. De havde snydt mig, de har gjort mig fuldstændig til grin, bare for at få mig endnu længere ned. Jeg sagde det jo, jeg vidste at de havde snydt mig. Den ellers fine makeup jeg havde lagt, var ødelagt af tåre, mon jeg nogen sinde løbe tør for tåre? Jeg var ligeglad, hvordan kunne de finde på det? Jeg havde intet tilbage, så hvorfor skulle jeg så være her?

 

Niall synsvinkel:

Hvorfor skulle alle bare have fat i mig? Endnu en gang ringede min mobil, men denne gang lod jeg den ringe jeg var allerede nu nok forsinket og jeg skulle ikke blive endnu mere forsinket. Klokken var allerede blevet 13.45 og jeg var virkelig på den. Jeg nåde frem klokken 14 men jeg vidste jeg var på den. Jeg løb ind og bakkede på døren men ingen åbnede. Var hun gået?

Jeg tog fat i dørhåndtaget, den var ikke låst.

”Ella?” spurgte jeg stille. Intet svar. Jeg gik forsigtigt rundt da der kom en lyd. En lyd som om noget glas blev knust. Jeg løb over fra hvor lyden kom fra og kaldte på hende igen, men stadig intet svar. Jeg løb op af trappen og kiggede ind af hver dør indtil jeg kom til badeværelset. Jeg skreg. Var jeg skyld i dette eller hvad? Jeg skyndte mig ind til hende men hun så ingen gang på mig, og tårende var allerede begyndte at løbe ned af mine kinder. Var alt det her sket hvis jeg ikke var kommet for sent? Og jeg ville ingen gang selv sig svaret, fordi jeg vidste det var sandt. Dette ville aldrig være skat hvis jeg havde været der noget før. Jeg tog hårdt fat om hendes håndled får at stoppe blodet men det hjalp intet, men hun kom med en jamren. Og jeg blev ved med at viske hendes navn og bad hende blive ved mig.

”Please Ella, please se på mig?” Hun nikkede stille så jeg viste hun havde hørt det men hun kiggede ikke på mig, og jeg fik en klump i maven. Jeg kunne slet ikke styrer min tårer. Jeg fik hurtigt fixet min mobil op af lommen og fik ringet 112.

Der var ikke gået længe får ambulancen var kommet og var kørt afsted med hende igen og jeg kørte efter. Jeg burde en tage kontakt til Andy men alligevel var der noget som ikke kunne få mig til at ringe til ham. Jeg havde lovet at passe på hende, og det løfte havde jeg brudt.

”Er du Ellas familie?” Jeg så forskrækket op på sygeplejersken som kiggede på mig.

”Undskyld det var ikke meningen at forskrækker dig, men er du Ellas familie?” Smilte hun stille til mig, og jeg nikkede.  

”Altså på en måde – jeg er hendes kæreste.” Jeg vidste godt jeg løg men jeg var ikke sikker på jeg kom indtil hende ellers.

”Okay, følg med mig.” Jeg nikkede og hun så trist ud da vi gik tilbage af og endnu en klump samlede sig i min hals. Hun åbnede en dør og jeg viste jeg skulle gå der ind og det gjorde jeg, og mit blik fik med det samme øje med Ella. Hun så ligbleg ud i hovedet, og havde slager over det hele. Den klump jeg havde i halsen blev værdig fald større.

”Det er noget af et mundfuld at se, var?” Jeg nikkede, jeg havde aldrig troet jeg kunne være skyld i dette. Sygeplejersken gav mig et brev.

”Denne lå i hendes lomme. Jeg tror den er til dig når der står den eneste ene.” Jeg tog stille imod den, men var den overhovedet til mig? Alligevel blev jeg for nysgerrig og åbnede den.

Undskyld Niall, hvis du ser dette! Jeg troede, alt dette var en løgn – alt, men jeg kan ikke længere, det er så svært og jeg vil ikke selvom, jeg har set dig nu… Det gør for ondt og jeg vil aldrig komme over dette, jeg kan ikke andet end at sige undskyld, og please sig til Andy, han skal komme videre, han kan ikke passe på mig foreviget, det ved jeg godt. Derfor må det ende på denne måde. Jeg ked af, jeg nogensinde fik dig blandet dig ind i det her. Det gør ondt og det skal du vide, jeg vil altid elske dig det skal du vide men det bliver sådan her. Jeg har mistet så meget på 7 år og jeg vil aldrig blive glad igen. Måske, har du svært ved at forstå men du skal nok lære det. Det ved jeg. Når jeg skriver det her brev lyder det som om vi har kendt i hinanden i flere år, men det jo løgn… vi kender jo ikke hinanden, og det kommer vi helle ikke til. Det bedre på denne måde, jeg vil ikke kunne såre dig længere, og jeg vil ikke have drømmene. Jeg vil ikke længere have smerten. Jeg vil måske endda kunne smile og se ned på dig med mine brune øjne, mens du holder en anden pige i hånden. Jeg ville kunne sige, han er min men jeg deler ham med de andre. Fordi du er jo ikke min og det vil du heller ikke blive. Men Niall må jeg ikke bede dig om bare en lille tjeneste? Vil du ikke love du aldrig glemmer mig? Fordi jeg er bange for at blive glemt, det er det sværeste ved det her… Hvad nu hvis ingen nogensinde vil huske mig? Jeg er bange for at glemme, jeg bange for at glemme alle de minder jeg fik i mine drømme. De var nemlig så fantastiske, at jeg blev bange for dem. Please, vil du ikke nok love mig det?

Jeg håber du finder den eneste, og du kan få hende. Jeg elsker dig, det gør jeg, og det har jeg gjort i 7 år. Jeg vil altid være din, også selvom du ikke vil være min forevig. Du vil blive en andens og jeg vil være glad, fordi jeg ved jeg vil finde lykken engang. Fordi min lykke er din lykke.

Xx - din Ella.

Tårnede løb ned af mine kinder da jeg havde læst brevet, hun mente så meget med alle de ord.

”Overlever hun?” spurgte jeg stille, men for første gang så sygeplejersken virkelig i tvivl ud. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare til mit spørgsmål, så det blev bare til en hovedrysten.

Og efter det hviskede jeg stille: ”Jeg lover.” og knurrede brevet indtil mig, hvis jeg var lykkelig, var hun lykkelig. Og jeg skulle nok blive lykkelig – håber jeg.

The golden moments in the stream of life rush
past us and we see nothing but sand;
the angels come to visit us, and we only know them
when they are gone...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...