Ghost between humans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Chloe havde før en storebror, som tragisk vis døde i en bandekamp. Nu er han der hele tiden, skygger Chloe og fortæller hende hvad hun skal og ikke skal. Chloe er den eneste som kan tale med ham, og se ham. Da Chloe så møder Bradford badboy'en, udvikler der sig en romance som hendes afdøde bror prøver at stoppe. Løgne, had, kærlighed og meget mere bliver blandet ind i deres verden.

12Likes
38Kommentarer
882Visninger
AA

20. Kidnappet!

Chloe:

Jeg vågnede på i et mørkt rum, uden nogen form for lys. Jeg satte mig op i sengen, og satte mine fødder ud over den seng, eller den sofa jeg lå i. Da mine varme fødder, rørte det kolde og beskidte gulv, gik der et koldt gys igennem mig. Det var som jeg vidste, at det her kke kunne være et godt tegn. Det sidste jeg huskede var, at jeg var i huset med Harrison, pludselig høre jeg nogle lyde nede fra stuen, og køkkenet. Der går ikke lang tid, så kommer Harrison løbende ind til mig. Jeg sover rævesøvn, så jeg ser hans skræmte, og bekymrede blik. Inden jeg kan nå at sige noget, går døren op og ind kommer Harry. Han ser vred og frustreret ud, men jeg kunne se en snært af sorg. Hvorfor?

Hvad var Harry så ked af?

Er det mon noget jeg har gjort?

Er det bare sådan han altid har set ud, det er jo ikke fordi jeg stalker ham vel?

Det var faktisk ikke et spørgsmål, men whatever. Pointen er, at jeg først vågnede op nu, og jeg aner ikke hvor jeg er, hvad der skal se til mig eller hvor lang tid jeg har været bedøvet. Jeg behøver nogle svar, og et eller andet siger mig, at jeg snart får nogle. Midt i alle mine tanker, gik døren op, og ind kom Harry. Han gik direkte hen imod vinduet. Ja der var et vindue, men det havde jeg selvfølgelig ikke lagt mærke til. Han trak gardinerne fra, og kiggede glad på mig. Der var det igen, sorgen. Hvad er det med ham?

Hvorfor er han så ked af det?

Altså det er ikke fordi jeg tror, at han vil fortælle mig det, men jeg kan da i det mindste spørger, det sker der ikke noget ved vel?

"Harry hvad skal du med mig?" spurgte jeg skræmt.

Han vendte ikke engang sit hoved mod mig, han stod bare og kiggede ud af vinduet.

"Harry?" sagde jeg forsigtigt.

"Ja?" sagde han svagt.

"Er du ked af noget?" spurgte jeg.

Han vendte sit hoved væk fra mig, men jeg ved hvad han lavede, selvom jeg ikke kunne se ham. Han tørrede tårerne væk. Jeg rejste mig om, og gik hen imod ham. Jeg satte min hånd på hans skulder, og vendte hans hoved imod mig. Jeg tørrede den tåre væk der lige var faldet.

"Det skal nok gå" sagde jeg.

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så sød ved ham, jeg tror jeg måske bare havde ondt af ham. Jeg indrømmer, at han kan være en skiderik engang imellem, men det er alt sammen ligemeget nu, han er ked af det, og jeg ved ikke hvorfor.

"Det skal nok gå" beroligede jeg ham.

"Du ved ikke hvordan det er!" råbte han, og sprang væk fra mig.

"Det gør jeg måske, fortæl mig om det" sagde jeg roligt.

"Nej du vil ikke forstå det!" råbte han.

"Måske vil du blive overrasket!" udbrød jeg.

Han stormede ud af rummet, og smækkede døren bag sig. Jeg gik hen til vinduet, og kiggede ud. Jeg stod og så på en flot have, der varen statue af en dame. Der var også en sø, i søen var der en masse ænder, og jeg kunne mærke tårerne komme frem. Hvordan har Zayn det?

Han må være ude af den af bekymring nu! 

Jeg flippede helt ud, men pludselig stoppede jeg op, og gik stille hen imod døren. Hvor er jeg henne?

Jeg åbnede døren, og gik op af en lang trappe. Da jeg kom op, var der det der lignede et hyggeligt hus. Jeg gik rundt og ledte efter Harry, men jeg kunne ikke finde ham. Jeg gik hen imod hoveddøren, da jeg hørte en lyd. Da jeg kom derhen, stod Harry ved den, og hamrede sit hoved ind i døren op til flere gange. Jeg løb hen, stoppede han og tvang ham til at se mig i øjnene. 

"Harry hvad har d gang o?!" spurgte jeg forskrækket.

"Jeg straffer mig selv, det jeg gør, og føler er forkert" sagde han.

"Hvad mener du?" spurgte jeg.

"Du er Zayns kæreste, og jeg prøver at få dig væk fra ham, men det er forkert" sagde han.

"Harry-" sagde jeg før han afbrød mig.

"Nej lad mig tale færdig, jeg har en følelse hver gang jeg kigger på dig, men den følelse er forkert, jeg burde ikke have den følelse taget i betragtning af hvem du er, og hvad du er til mig, det er forkert" sagde han.

"Hvad mener du Harry?" spurgte jeg forvirret.

"Jeg har allerede sagt for meget, du burde slet ikke være her, åh nej hvad er det jeg har gjort, han bliver så vred å mig, og så er det ude med Harry Styles for evigt, hvad skal jeg dog gøre?" mumlede han panisk.

"Slap af Harry" sagde jeg roligt.

Det hjalp ikke, nej faktsik gjorde det det hele værre, for da han hørte min stemme, gik han endnu mere i panik. Jeg ved ikke hvad der var galt med ham, eller hvad der foregik inde i han hoved, men jeg vidste en ting, og det var at han skulle stoppe NU!

"HARRY HOLD KÆFT!" Skreg jeg.

Der blev musestille, han stod bare og kiggede på mig som en skræmt mus.

"Jeg ved ikke hvad der går af dig, men det her er ikke dig og jeg vil ikke se på dig, når du er sådan" sagde jeg roligt.

Han nikkede bare, og rettede ryggen. Han gik så stille uden et ord hen imod mig, og gav mig et knus. Jeg krammede tilbage, men det var lidt akavet, det indrømmer jeg. Der gik lidt tid, så trak han sig væk fra mig. Han kiggede mig i øjnene, og smilede. Jeg kunne stadig se den lille stump sorg der gemte sig dybt inde i hans øjne, men jeg ved stadig ikke hvad han er så ked af. Det vil jeg finde ud af på den ene eller anden måde.

"Harry du er ked af det, hvad er der galt?" spurgte jeg.

"Hvad mener du, jeg har det fint" sagde han, og sendte mig et falsk smil.

"Nej du er ej Harry, der er noget galt, men jeg ved ikke hvad det er, og det bliver du nødt til at fortælle mig, hvis du vil have mig til at hjælpe dig" sagde jeg.

"Men jeg vil ikke have din hjælp, du burde ikke prøve at hjælpe din kidnapper" sagde han.

"Det er forkert, jeg ved at du kidnappede mig, men jeg vil hjælpe dig" sagde jeg.

"Hvorfor?" spurgte han.

"Fordi jeg kan se at du har ondt, dybt inde i det inderste af dig gemmer der sig en så stor sorg, at jeg sikkert ikke kan forestille mig, men du vil ikke lade dig selv sørge, så derfor gør du alle de dumme ting, og opføre dig som et røvhul, Harry du bliver nødt til at fortælle mig hvad der er galt, ellers vil du for evigt gemme sorgen væk, og det er ikke sundt for dig" sagde jeg bekymret.

"Jeg vil ikke tænke på det" sagde han lavt.

Han kiggede ned i gulvet, men jeg tog fat i hans hage, og kiggede ham i øjnene.

"Jeg ved at det gør ondt, men du bliver nødt til at fortælle mig om den" sagde jeg.

Han fik vand i øjnene, men kæmpede imod.

"Du skal ikke kæmpe imod Harry, lad tårerne falde, det er godt for dig" sagde jeg.

"Nej, jeg vil ikke græde foran dig" sagde han.

"Hvorfor ikke Harry?" spurgte jeg.

"Fordi så virker jeg svag" svarede han.

"Nej Harry, så virker du menneskelig" sagde jeg, og smilede.

Han kiggede væk, men jeg tvang ham til at kigge mig i øjnene igen.

"Harry du skal ikke undgå mit blik" sagde jeg strengt.

"Undskyld" sagde han, og kiggede ned i jorden.

"Der gjorde du det igen, kig mig i øjnene" sagde jeg.

Han kiggede mig i øjnene, og nu faldt en tåre. Han tørrede den væk, og kiggede på mig.

"Det var godt, lad det alt sammen komme ud" sagde jeg.

Han lod endnu en tåre falde, men denne gang tørrede jeg den væk. Jeg lænede mig op til ham, og kyssede ham. Vi stod i køkkenet og kyssede, men pludselig trak han sig væk med et sæt, og kiggede overrasket på mig. Jeg fortrød straks, at ejg havde kysset ham, og kiggede flovt ned i jorden.

"Undskyl, det var ikke med vilje, jeg ville ikke, øh Harry du må ikke fortælle det til Zayn?!" sagde jeg panisk.

Han tog fat i min hage og kiggede blidt på mig. Nu var det min tur til at græde, jeg prøvede ikke engang at stoppe tårerne, jeg lod dem få frit løb. Jeg klyngede mig ind til Harry, og græd på hans skulder. Han aede mig over håret blidt, og kom med beroligende ord. eg trak mig tilbage, med tåre i hele ansigtet.

"Harry lov mig at du ikke siger det til Zayn." græd jeg.

"Okay jeg lover det" sagde han.

"Tak" sagde jeg, og tørrede tårerne væk med mine hænder

"Jeg skal lige noget inde i byen, vi ses om lidt okay" sagde han.

Jeg nikkede, og han gik ud af døren. Jeg gik rundt i huset, og fandt ud a hvor alt var. Jeg kom ud i køkkenet, da jeg pludselig hørte døren gå op. Jeg greb en kniv, og gik ud imod døren. Da jeg kom derhen, var der ikke nogen der, men pludselig hørte jeg en stemme bag mig.

"Chloe?" spurgte stemmen.

Jeg vendte mig om med et sæt, og der stod harrison.

"Harrison!" råbte jeg glad, og krammede ham.

"Zayn er her også, han leder efter dig."

Jeg trak mig væk, og kiggede glad rundt.

"Zayn?!" kaldte jeg.

Der gik ikke lang tid, så kom han. Han krammede, og kyssede mig. 

"Åh hvor har jeg savnet dig, hvor er Harry?" spurgte han.

"Jeg har også savnet dig, han er inde i byen" sagde jeg.

"Okay så kom, lad os gå" sagde Zayn, og trak mig med.

Vi gik sammen ud, og satte os ind i bilen. Vi kørte hjem, og da vi kom hjem pakkede vi vores ting, og kørte hen til Maya. Vi bankede på døren, der gik ikke lang tid, så kom hun med en stor kuffert, og en håndtaske. Vi kørte hen til lufthavnen, og bestilte tre billeter. Så ventede vi, og da vi blev kaldt ind, satte vi os på vores pladser i flyet, og jeg faldt hurtigt i søvn 

Jeg håber i har kunnet lide Ghost between humans, jeg er nu færdig med første bog, men fortvivl ikke, for jeg er allerede igang med en toer. Coveret til båden denne her, og til toeren er lavet af 1D_Crazeeh. Hende skal i tjekke ud, hun laver en masse gode historier, og hun har lavet en cover store. Ja hyg jer og ha' en fortsat god dag.

XD MIIIIIG XD

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...