Ghost between humans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Chloe havde før en storebror, som tragisk vis døde i en bandekamp. Nu er han der hele tiden, skygger Chloe og fortæller hende hvad hun skal og ikke skal. Chloe er den eneste som kan tale med ham, og se ham. Da Chloe så møder Bradford badboy'en, udvikler der sig en romance som hendes afdøde bror prøver at stoppe. Løgne, had, kærlighed og meget mere bliver blandet ind i deres verden.

12Likes
38Kommentarer
862Visninger
AA

5. kapitel 5

Jeg vågnede ved lyden af vinden der vislede i træerne udenfor mit vindue. Min radio var stoppet med at afspille musik, det gør den nogen gange den er lidt gammel så ja. Jeg kiggede på klokken, den var lidt over tre. Jeg lå lidt og tænkte, men besluttede så at stå op. Jeg gik ud i køkkenet og lavede mig en koffeinfri kaffe. Jeg satte mig i sofaen, og tændte tv'et. Jeg kiggede egentlig ikke så meget på tv'et, men da der kom noget op om Zayn måtte jeg kigge. Jeg skruede lyden op, og lyttede godt efter.

"Zayn Malik er her til morges blevet sluppet ud af sit ophold i fængslet. Han har nu tænkt dig at indlede jagten efter sin forsvundne kæreste"

Har han været i fængsel, hvor lang tid sov jeg lige?

Jeg gik ud o kiggede på klokken, den var halv et. Så lang tid brugte jeg da heller ikke på at drikke kaffe.

"Er du allerede vågen?"

"Ja jeg kunne ikke sove længere, hvor lang tid har jeg sovet?" spurgte jeg.

Harrison svarede ikke, han kiggede bare ned i jorden.

"Harrison svar mig så!" sagde jeg bestemt.

Pludselig kunne jeg høre babygråd inde fra et værelse, jeg gik efter lyden og da jeg fandt værelset hvor gråden kom fra, gik jeg ind og fandt en lille baby. Det var en lille pige, hun lignede lidt Zayn, men hun havde min hårfarve blond, hun var smuk. Hun strakte armene i vejret, og jeg løftede automatisk hende op. Jeg begyndte at vugge hende frem og tilbage, op og ned ligeså stille.

"hvem er moren til dette lille smukke barn?" spurgte jeg.

"Det er du"

"Kan hun se dig, og hvem er faren?" spurgte jeg.

"Hun kan se mig, og faren er..."

"Ja, hvem er faren?" spurgte jeg afventende.

"Det er Zayn"

Jeg smilede, og kiggede på barnet en gang til, før jeg gik ind i stuen med hende på armen.

"Hvad hedder hun?" spurgte jeg.

"Hun hedder Katie"

Katie det er et flot navn, til en flot pige. 

"Hvor gammel er hun?" spurgte jeg.

"Omkring to år" 

Jeg nikkede, og gav hende noget tøj på. Jeg gik ud i gangen, og tog tøj på.

"Jeg går lige i byen" sagde jeg.

"Fint, jeg tager med"

Vi gik ned til byen, og ind i forskellige forretninger, da jeg pludselig stødte ind i Zayn.

"Hej Zayn" sagde jeg overrasket.

"Hej Chloe, jeg har ledt efter dig" sagde han lettet.

"Hvorfor?" spurgte jeg.

"Efter at du fortalte mig at jeg var blevet far kom du aldrig mere på besøg, jeg troede at du havde fundet en anden" sagde han.

"Nej jeg kunne da aldrig finde på at finde en anden" sagde jeg.

"også efter alt hvad jeg har gjort?" spurgte han.

"Øh hvad er det helt præcis du har gjort?" spurgte jeg.

"Jeg har ikke lyst til at snakke om det, det er fortid" sagde han.

"Du skylder mig det" sagde jeg bestemt.

"du har ret, jeg har været dig utro, jeg har gjort dig gravid og slået din bror ihjel" sagde han.

"Jeg tilgiver dig selvfø... HVAD HAR DU?!" råbte jeg.

"Ikke råbe så højt" sagde han.

Jeg vendte mig om imod Harrison, han var der ikke længere. Jeg fór ud af butikken, og løb hjem til min lejlighed. Da jeg kom ind satte jeg Katie på sofaen, og løb rundt i hele huset.

"Harrison?" kaldte jeg.

Jeg råbte igen og igen, mere og mere desperat. Da der ikke var noget tegn af ham, satte jeg mig ned i hjørnet og begyndte at græde. Harrison havde været der i morges ikke, eller var det noget jeg havde forestillet mig?

Det kan ikke passe, jeg kan da ikke have forestillet mig det, så det var Zayn der havde slået ham ihjel? 

Manden jeg elsker slog min egen bror ihjel, det kan ikke passe jeg må vide hvorfor. Det ringede å døren, og jeg gik hen for at åbne. Udenfor stod Zayn. Jeg trådte væk fra døren så han kunne komme indenfor. Jeg lavede noget kaffe, og vi satte os i sofaen.

"Hvorfor slog du ham ihjel?" spurgte jeg.

"Det var dumt, jeg var ung og dumt" sagde han.

"Sig det!" sagde jeg strengt.

"Fordi han ikke ville have at jeg skulle se dig, så jeg tænkte at hvis jeg nu slog ham ihjel kunne det løse problemet, og vi kunne stikke af sammen, men jeg kunne ikke klare det så jeg gik til politiet, og meldte mig selv" sagde han.

Jeg sad bare og stirrede ud i luften.

"Chloe sig noget!" sagde han desperat.

Jeg svarede ham ikke, det var nok bare at kigged på ham. Mine tåre løb ned af kinderne, og jeg prøvede ikke engang at skjule mine følelser. Zayn krammede mig, og strøg mig over håret. Han sad stille, og lyttede til alt dårligt jeg sagde om ham. Da jeg endelig havde grædt ud, kiggede jeg ham dybt ind i øjnene, og smilede så. Han kunne ikke gøre andet end at smile tilbage.

Jeg vågnede svedig, og forpustet. Harrison stod ved siden af mig, og kiggede på mig.

"Er du okay Chloe?"

Jeg kastede mig ind i hans arme, og begyndte at græde. Han strøg mig over håret, og sagde beroligende ord til mig. Lidt efter stoppede jeg med at græde, og jeg gav slip på ham.

"Fortæl mig, hvad gik det ud på?"

"Jeg drømte at Zayn sad i fængsel fordi han havde dræbt dig, og jeg havde fået en baby sammen med Zayn, men det værste var at du ikke var her mere, og at jeg tilgav ham" sagde jeg forfærdet.

"Bare rolig det var bare en drøm"

"Så det var ikke ham der slog dig ihjel?" spurgte jeg.

Han smilede til mig, og rystede på hovedet.

"Nej det var ikke ham der slog mig ihjel, selvom jeg ikke er særlig glad for ham Zayn så vil jeg aldrig lyve om sådan noget"

"Okay hvor meget er klokken?" spurgte jeg.

"Lidt over ti"

"Okay" sagde jeg, og smilede.

Min mobil ringede, og jeg tog den.

"Det er Chloe" sagde jeg.

"Hej det er din yndlings dreng" sagde Zayn.

"Ja det kunne være hyggeligt, er der noget jeg skal medbringe?" spurgte jeg.

"Nej kun dig selv" sagde han.

"Fint jeg kommer om lidt" sagde jeg.

Han lagde på, og Harrison kiggede afventende på mig.

"Nå hvem var det så?"

"Maya, hun har lige inviteret mig til en pige dag" løj jeg.

"Fint jeg glæder mig"

"Ha ha du skal ikke med, det er en pige dag!" sagde jeg bestemt.

"Okay, men så kun denne ene gang"

"Yes, vi se jeg går nu" sagde jeg glad, og gav ham et farvelkram.

"Vi ses, pas godt på dig selv" 

"Det skal jeg nok, og i lige måde" sagde jeg, og grinede.

Jeg gik ud, og satte noget musik i ørene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...