Ghost between humans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Chloe havde før en storebror, som tragisk vis døde i en bandekamp. Nu er han der hele tiden, skygger Chloe og fortæller hende hvad hun skal og ikke skal. Chloe er den eneste som kan tale med ham, og se ham. Da Chloe så møder Bradford badboy'en, udvikler der sig en romance som hendes afdøde bror prøver at stoppe. Løgne, had, kærlighed og meget mere bliver blandet ind i deres verden.

12Likes
38Kommentarer
891Visninger
AA

9. Hvor er Harrison?

"Harrison er du der?" spurgte jeg.

Jeg løb rundt ude midt i en mørk og tæt skov, der var ikke en eneste sjæl, men alligevel kunne jeg høre skridt bag mig. Jeg gik i panik og begyndte at løbe. Skridtene bag mig begyndte også at løbe, og det blev endnu værre da terrænet skiftede, og jeg pludselig var i en gyde. Det var ikke hvilken om helst gyde, nej det var GYDEN. Jeg stoppede ved gydens mur, og vendte mig om for at se den person, eller den ting der havde fulgt efter mig i øjnene. Jeg vendte mig om, men alt jeg så var en sort skygge. Skyggen kom tættere og tættere på, men jeg kunne ikke se hvem det var hvilket skræmte mig. 

"hvem er du?" spurgte jeg med frygt i stemmen.

Der kom intet svar. Der var kun lyden af mit bankende hjerte, og stilheden. Det var stilheden der skræmte mig mest. Det var ikke mørket, det var ikke den fremmede mand, dame eller ting der stod foran mig. Nej det var stilheden. Manden tog nogle skridt fremad, og jeg nogle tilbage. Vi tog hver især nogle skridt, indtil jeg kunne mærke muren imod min nu varme, og svedige ryg. Muren var kold, og havde arme. Vent hvad?

Armene slyngede om mig, og holdt mig ind til den kolde mur. Jeg kæmpede imod alt hvad jeg havde lært, men intet hjalp. Muren hade fat i mig, og det virkede ikke som om den havde tænkt sig at give slip lige foreløbig. 

"Hvem er du?!" spurgt jeg skræmt.

Nu var det ikke kun stilheden der skræmte mig, nu var det den måde hele situationen havde udviklet sig til. Til det værre.

"ZAYN!" råbte jeg, og satte mig svedig op i sengen. 

Zayn fór sammen, og trillede af forskrækkelse ud af sengen. Han gryntede lidt, og kravlede utilfreds op i sengen til mig igen.

"Hvad er der?" spurgte han træt.

"Jeg havde mareridt" sagde jeg skræmt, og forpustet.

"Fortæl mig om det" sagde han.

"Jeg var først inde i en skov, der var en der fulgte efter mig, så jeg begyndte at løbr, men pludselig skiftede terrænet, og jeg var nu i en gyde, manden var der stadigvæk, men jeg kunne ikke se hvem han var. Han sagde ikke noget, han begyndte at å hen imod mig og jeg begyndte at gå tilbage, men muren den havde arme og den holdt mig fast" sagde jeg endnu mere skræmt over det..

"Så rolig nu, det var bare et mareridt" sagde Zayn.

"Du har ret" sagde jeg.

For første gang siden jeg vågnede kiggede jeg på klokken. Shit den var halv otte.

"Zayn vi kommer for sent hvis vi ikke står op nu!" sagde jeg.

"Kan vi ikke bare pjække ligesom igår?" spurgte han træt.

"Nej det kan vi ikke, igår var hyggelig, men vi skal altså passe skolen" sagde jeg.

"Kom nu, det kunne være hyggeligt" sagde han, og tog fat om min talje.

"Zayn slip mig" sagde jeg stille.

Han trak mig ned i sengen, og satte sig oven på mig. Så holdt han mine arme over mit hoved med en hånd, og begyndte med den anden at kilde mig. Jeg er utroligt kilden, og det kan nogle gange være så irerterrende.

"Kan vi nu pjække?" spurgte han.

"Nej" grinte jeg.

Han kildede mig endnu mere, og begyndte selv at grine.

"Kan vi nu?" spurgte han grinende.

"Okay okay" skreg jeg af grin.

Han stoppede, og kyssede mig på kinden, før han gik op.

"Du er den bedste" sagde han, og gik ud.

Jeg smilede efter han var gået, og lagde mig under dynen igen. Efter cirka 20 minutter kom han tilbage med to bakker mad. Han satte den ene hos mig og den anden hos ham selv. Vi begyndte at spise, men pludselig kom jeg i tanke om Harrison. Hvor er han henne?

Han plejer da ikke være så lang tid væk af gangen, kan han være...Død?

Altså rigtig død, som i fløjet op i himlen død?

Jeg fik tåre i øjnene, men skubbede tanken væk, da jeg kom i tanke om at Zayn stadig væk var her. Jeg spiste resten af min mad, og drak resten af min kaffe. Så kiggede jeg på klokken, den var kvart i syv. Jeg kiggede på Zayn der lige var blevet færdig.

"Vi kan stadig nå at tag i skole" sagde jeg, og smilede.

Han sukkede, og løftede sin hånd op til min nakke, og begyndte at nusse den.

"Okay så lad os gå" sagde han, og stod op.

Jeg tog mig selv i at kigge lystigt på Zayns overkrop. Den var muskuløs, og med en del tatoveringer. Det gjorde mig ikke noget, det var helt fint med tatoveringer, det var bare vigtigt, at jeg kunne se mennesket bag ved, og ikke kun det der svare til en omvandrende tatovering. Jeg stod op, og tog en let sommerkjole på, med en masse fine farver, og blomster på.

"Skal vi køre?" spurgte jeg, og tog min taske.

"Det kan vi godt" sagde Zayn, og holdt mig rundt om min talje.

Vi gik ned til bilen, og kørte i skole. Da vi kom derhen stod Zayns' bande, og grinte med de samme piger som i går. Da vi steg ud af bilen, holdt Zayn rundt om mig, og kyssede mig på kinden. Hans bande kom hen til os, og stillede sig i en halvmåne rundt om os.

"Nå hvor var i igår?" spurgte Louis nysegerigt.

"Det kunne du lide at vide var" sagde Zayn.

"Ja det kunne vi" sagde Louis glad.

"Vi havde bare lige en fri dag igår" sagde han.

"Nå nå, og hvad lavede i så?" spurgte Liam.

"jeg bliver nødt til at gå nu, men vi ses ikke?" spurgte jeg.

"ja vi ses" sagde han, og kyssede mig.

Jeg gik hen til Maya der stod og ventede på mig.

"Hvor var du igår?" spurgte hun.

"Jeg var sammen med Zayn" sagde jeg.

"Okay har du hørt noget til Harrison?" spurgte hun.

Hun var den eneste der kendte til Harrison. Det var derfor hun spurgte ind til ham, jeg havde nemlig fortalt hende om Harrisons' forsvinden.

"Nej det  har jeg ikke, han har været væk i snart tre dage jeg begynder at blive bekymret" sagde jeg.

"Det kan jeg godt forstå, hvor tror du han er henne?" spurgte hun.

"Det ve-" stoppede jeg mig selv.

"Selvfølgelig hvor er jeg dum, hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?" sagde jeg.

"hvad?!" spurgt Maya begejstret.

"Jeg ved hvor Harrison er henne, men du bliver nødt til at tage med, for det er lidt creepy" sagde jeg.

"Okay, jeg er klar" sagde hun opstemt.

Vi løb hen til min bil, og kørte væk. Jeg kunne høre Zayn råbe noget til mig, men jeg havde alt for travlt til at kunne høre det, så jeg ignorerede det, og kørte videre. Vi kørte indtil vi kom til en uhyggelig skov. Der stoppede jeg bilen, og steg ud.

"Er det her?" spurgte Maya.

"Ja det er her, eller faktisk er det inde i skoven" sagde jeg.

"Okay så lad os komme afsted" sagde hun.

Vi begyndte at gå ind i skove. Hvis man ser bort fra alt det uhyggelige ved skoven, så er den faktisk meget flot. Efter noget tid stoppede jeg, og flyttede nogle grene så en asfaltlignede ring kom frem.

"Hvad er det?" spurgte Maya.

"Det er den ring hvor min bror døde i" sagde jeg.

"Oh" sagde hun, og gik hen til mig.

"er du okay?" spurgte hun.

"Ja det er fint, men jeg skal lige gøre noget før vi køre hen til Harrison okay?" spurgte jeg.

"Det er fint" sagde hun, og trådte tilbage.

Jeg lagde en rose, og et stearinlys midt i ringen. Så vendte jeg mig om, og gik ud til bilen. Vi kørte væk fra skoven, og hen til kirkegården. Der parkerede jeg bilen, og steg ud.

"Tror du han er ved hans grav?" spurgte Maya overrasket.

"Nej, ved vores forældres grav" sagde jeg.

"Vil du være sød at vente her?" spurgte jeg.

"Ja det skal jeg nok" sagde hun.

Jeg gik ind på kirkegården, og gik hen imod vores forældres grav. Der sad Harrison.

"Harrison?" spurgte jeg.

Han vendte sit hoved, og kiggede trist på mig.

"Resterne af ham"

"Harrison hvorfor kommer du ikke med hjem?" spurgte jeg.

"Det er her jeg høre til, på en kirkegård"

"Sludder og vrøvl, du høre hjemme hos mig" sagde jeg.

"Men jeg har jo ødelagt det hele" 

"Nej det har du ikke, du kan stadig nå at hjælpe mig" sagde jeg.

"Nej jeg har svigtet mor og far" 

"Vel har du ej" sagde jeg.

"Kom nu med hjem Harrison, jeg savner dig" sagde jeg.

"Okay" 

Han rejste sig op, og gik hen til mig. Så gav han mig et kram, og for første gang efter hans død kunne jeg mærke ham. Jeg kunne mærke hans berøringer,  kunne mærke hans åndedræt imod min hals og jeg kunne høre hans stemme som var han i live.

"Harrison, jeg kan mærke dig" sagde jeg.

"Mener du det?"

"Ja" sagde jeg glad.

Han kildede mig, og jeg reagerede straks. Nu kunne jeg mære ham. Før i tiden var det kun ham de kunne mærke mig, men nu kan vi mærke hinanden.

"Kom lad os tage hjem" sagde jeg.

Da vi kom ud til bilen stod der en flok unge mænd, cirka på Harrisons' alder. De stod og snakkede med Maya.

"Chloe du skal ikke snakke med dem, det var dem der dræbte mig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...