Reality

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Har jeg virkelig lige sagt de ord til ham? Jeg fatter det ikke rigtig. Hvorfor sagde jeg dem? Jeg kunne seriøst skyde mig selv lige nu. Om jeg fortrød de ord jeg lige har sagt til ham, ved jeg ikke helt. Måske. Jeg burde virkelig ikke ha sagt dem, men jeg kunne ikke lade være. De kom ligsom bare ud af min mund. Jeg sukker af mig selv, og kigger væk, men mærker så en hånd om min hage som blidt vender midt hoved om. Jeg ser lige på ham.

3Likes
3Kommentarer
564Visninger
AA

3. 3 gange på en dag?

Det er ikke så tidligt da jeg beslutter mig for at stå op. Faktisk har jeg sovet pænt længe, i forhold til hvad jeg pleger, men jeg har vist også haft brug for søvn. Jeg strækker mig dovent, inden jeg sætter mig op i sengen, og ser rundt i mit nye værelse. Det er en smule mærkeligt at være her. Det virker slet ikke som at være hjemme, men det kommer det jo nok til, når jeg en gang får vænnet mig til at bo her, og der går forhåbentlig ikke så længe. Jeg gnider søvnen ud af mine øjne, inden jeg rejser mig helt op fra sengen af og går over til mit meget tomme skab for at finde noget at tage på. Jeg finder et par cowboybukser og en hvid T-shirt frem, som jeg hurtigt trækker i, inden jeg igen lukker skabet, og trasker så ud i køkkenet, og kommer først da i tanke om at der ikke er noget mad i huset, da jeg ikke har fået købt noget endnu. Jeg sukker af mig selv. Så må jeg jo spise morgenmad ude eller springe den over, men jeg spiser altid morgenmad, men det skader vel ikke, at man ikke spiser morgenmad vel? Det er der jo så mange som ikke gør, men jeg må altså ud og købe noget spiseligt, for jeg ved at det vil være meget dyre at spise ude hele tiden. Jeg går derfor ud i entréen for at tage mine sko og jakke på, så jeg kan komme ud og handle.

 Da jeg har fået det på, åbner jeg døren og går ud af min lejlighed, inden jeg stille lukker døren efter mig. Jeg vender mig om og låser den, og som jeg skal til at gå ned at trappen kommer jeg til at støde ind i noget blødt og massivt. "Undskyld" siger jeg hurtigt, og skynder mig ned af trappen uden at kigge på personen jeg lige var stødt ind i.

Jeg skynder mig hen af fortovet til det nærmeste supermarked, og går der ind. Det liner dem der hjemme fra, men hvorfor skulle det ikke gøre det? Alle hylderne med forskellige ting og sager, og køleboksene med alt maden og mælkeprodukterne og det. Jeg tager en kurv inden jeg går ind, og fylder den hurtigt op med mælk, rugbrød, smør og pålæg. Jeg tjekker udløbsdatoen på den mælk jeg lige har taget, og ser mig derfor ikke rigtigt for, og kommer derfor til at støde ind i en person. "undskyld" sir jeg hurtigt og ser op på en brunhåret fyr som smiler til mig. Han smiler bredt til mig, og jeg smiler forsigtigt tilbage. "Det gør ikke noget." siger han med den dejligste stemme jeg har hørt længe. "Når men øm. jeg må videre" sir han, og jeg nikker stille, og ser efter ham da han går op mod kassen. Han virker bekendt, men jeg er sikker på at jeg ikke har mødt ham før, og min hjerne ville ikke rigtig samarbejde med mig lige nu. Lidt efter vågner jeg op af min døs, og begynder så selv at gå op mod kassen for at betale for mine vare og så komme hjem igen.

Der går noget tid før det endelig er min tur. Jeg lægger mekanisk mine vare op på båndet og tager også en pose som jeg også ligger op på båndet. Kassedamen biper hurtigt mine vare ind, og jeg betaler for det med mit kort, inden jeg går ned og parker mine vare, og skynder mig hurtigt hjem.

Da jeg kommer ind i opgangen kommer jeg i tanke om at jeg måske burde tjekke min bon, for at se om jeg nu ikke er blevet snydt for nogle penge. Jeg finder den frem, og tjekker den igennem mens jeg går op af trapperne. En etage før min, støder jeg igen ind i en eller anden. Jeg burde da snart ha lært mig at se mig for, men åbenbart ikke. Jeg kommer til at tabe min pose, og er også selv ved at falde på røven, da et par stærke arme griber mig, og sørger for at jeg ikke falder. Jeg ser forsigtigt op, og møder igen en brunhåret fyr, og det var den samme som fra supermarkedet. Han griner af mig. "Kom du noget til?" spørger han mig. Jeg ryster langsomt på hovedet. Hvor er det nu jeg har set ham før? Jeg kan virkelig ikke lige komme på det. "Skal jeg hjælpe dig med at bære det for dig?" spørger han venligt. "øm behøver du ikke ellers tak." men han har allerede samlet posen op for mig. "Jo, det gør jeg" sagde han. "Efter du nu ikke kan lade være med at bumpe ind i mig hele tiden" griner han fjoget. Jeg sukker stille af ham, men opfatter så hvad han sagde. "Var det ogs dig jeg ramte tidligere her i morges?" han nikker med et kæmpe grin, og jeg ser ned i jorden, en smule flov over det nok. Han griner kort af mig. "Skal vi stå her hele dagen, eller skulle jeg hjælpe dig?" spørger han, og jeg ser hurtig op. "Når ja, undskyld." sir jeg, og går op til næste etage, og han følger efter mig.

 

"Vil du ha noget at drikke?" spørger jeg forsigtigt. jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvem han er og hvor jeg har set ham, men det kommer nok snart. Han nikker kort. "Hvis det ikke er til noget besvær." sir han. Jeg nikker, og går ud i køknet og finder to glas frem, og tager en cola med. Jeg sætter glassene på bordet, og hælder cola op til os bege to, og sætter mig så ved boret sammen med ham. "Tak" sir han, og tager en tår af glasset. Jeg tager også en tår af mit glas, men betragter ham stille imens. Af en eller anden grund dukker et billede af Phil op i mit hoved, da jeg prøver at huske hvem han er, men hvorfor? Og så ser jeg et billede af både ham og Phil. Kan det virkelig være? "Dan?" siger jeg forsigtigt. "Ja?" han ser på mig med et smil. "Øm, ikk noget, skulle vist bare lige være sikker på at det var dig." sagde jeg stille. Ved godt at det lød dumt det der, men jeg kendte kun hans navn fordi jeg af og til så Phil på youtube, men ikke så tit måtte jeg nok indrømme. Dan smiler bare af mig. "Du kender måske bedre Phil?" spørger han, som om han havde læst mine tanker. Jeg nikker stille. "Ja, sorry" siger jeg stille, men han griner bare stille af mig. "Det er da ikk noget at undskylde for" siger han, og det har han nok ret i, ikke?

 

 

Vi sidder længe og snakker om alt muligt selvom vi lige har mødt hinanden, men vi hygger os i hinandens selskab, og det er der ikke noget at sige til. Dan er meget flink og sjov, og jeg lærer hurtigt en hel masse om ham. Han lover mig også at jeg kan få lov til at hilse på Phil hvis det er det jeg ville, og selvfølelig takker jeg ikke nej til det. Over hoved ikke. Dan griner blidt af mig, og sætter sig mere op. "Hvornår vil du så møde ham?" Spørger han med et grin. Jeg trækker stille på skulderne. "Nu?" Sir jeg stille som et spørgsmål. Han nikker med et smil. "Ok så lad os komme der ned og møde ham." Jeg nikker, og rejser mig op samtidig med han gør det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...