Strong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2014
  • Opdateret: 19 maj 2014
  • Status: Færdig
Rosie Hoffdan er en ung pige med kræft, og som alle andre kræftramte unge, har hun det svært med det. I dette oneshot, kan du læse hvordan en person som Rosie takler kræften.
| Mit bud til En flænge i himlen konkurrencen. Jeg har valgt mulighed 2. |

3Likes
0Kommentarer
346Visninger
AA

1. Strong | Oneshot

''Stop! Vil du ikke godt stoppe?'' skreg jeg af mine lungers fulde kraft, og mærkede mit hjerte gøre ondt – det kunne ikke holde til sådan noget.

Min mor tog mine hænder, og løftede mit ansigt op. ''Jeg kan altså ikke lide at se dig have det sådan her. Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe dig?'' sagde hun, og jeg kunne se i hendes øjne, hvor bekymret hun var.

Jeg tog mine hænder til mig, og tørrede øjnene, så hun ville tage mig mere seriøst. ''Bare hent ham. Så er du sød..'' bad jeg hende, og kiggede ned i jorden. Nu løb tårerne igen ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke stoppe dem. Mit hjerte bankede hurtigt, kæmpede for at blive ved. Det føltes som hvis flere små mennesker gnavede sig gennem min krop. Jeg var ikke stærk nok til at komme igennem det her.

Min mor nikkede sammenbidt, og gik ud for at hente ham. Han kom få minutter efter ind, sammen med en masse læger. Jeg kiggede surt på dem, men han skyndte sig at forklare – det var unge læger, og han havde en tendens til at kunne lide alle unge kvinder. ''De skal nok gå lige om lidt. De skal bare lige tjekke op på alle de der ting, og sørge for at du har det godt.'' sagde han, og blinkede charmerende til mig. Jeg nikkede, og prøvede at slappe en smule mere af, for jeg vidste at jeg var så meget i sikkerhed hos ham som overhovedet muligt.

Lægerne kastede et sidste blik på mig, inden de smuttede ud af døren. Endelig.

Han kom hen til mig, og satte sig på sengekanten. ''Rosie.'' sagde han og kiggede bekymret op på mig. Jeg tog hans hænder, og smilede så meget som jeg havde kræfter til.

''Ethan.'' sagde jeg stille, og det næste skete hurtigt – han lagde sine arme omkring min nakke, og kyssede mig. Jeg kyssede ham igen, og nu kunne jeg ikke holde dem tilbage længere – mine tårer strømmede ned af mine kinder, og jeg smilede.

Til sidst blev jeg nødt til at trække mig tilbage, da jeg ikke havde mere luft tilbage.

''Jeg.. jeg har savnet dig så utroligt meget.'' sagde jeg og grinte en smule, mens mine tårer stadig stod ud af øjnene på mig. Han smilede til mig, og klemte mine hænder. ''I lige måde.''

Pludselig følte jeg at de små folk inden i mig, var begyndt at banke på mit hjerte, mine knogler, det hele.

Jeg kastede op, og Ethan rejste og styrtede ud af døren, og kort efter kom læger og min mor ind, hun græd.

Lægerne gik i gang med at gøre en masse ting, snakke sammen, og trykke på knapper og skærme. Men det eneste som jeg selv lagde rigtigt mærke til, var da jeg fik en indsprøjtning i mig, og faldt i søvn. Og den søvn, vågnede jeg aldrig op fra. Det sidste jeg hørte, var min mor skrige på mig. ''Rosie? Rosie! Kan du så lukke de øjne op!'' Og det sidste jeg lige akkurat kunne se bag de halv lukkede øjne, var min mor knuge sig ind til Ethan – han græd, hun græd.

Og så kom jeg til at tænke på, hvad de mon ville lave i morgen, nu hvor jeg ikke var der til at beskæftige dem med at passe på mig? Mon de stadig ville lave kage og lægge gaver på min gravsten, når jeg nu skulle have haft min 17 års fødselsdag i morgen?

Men jeg blev aldrig sytten.

Jeg var ikke stærk nok.

 

 

 

Hendes navn var Rosie Hoffdan.

Og hun blev aldrig 17.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...