Beautiful Tragic ~A Zayn Malik fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2014
  • Opdateret: 19 maj 2014
  • Status: Færdig
Det søde kærestepar, Zayn og Tessa, har 3-års dag, og har store nyheder til hinanden. De beslutter sig for at gå på en dyr restaurant, for at fejre dagen. Man ved, med ingen tvivl, at de elsker hinanden mere end nogen anden på jorden.
Men på restauranten sker der noget, der ødelægger hele dagen for dem. Hvad sker der? Får Zayn og Tessa virkelig en lykkelig slutning, som de havde forventet? Hvad bliver deres reaktioner til hinandens nyheder?
Hvis du læser dette One Shot, får du svar på alle spørgsmålene.
Held og lykke :)

6Likes
8Kommentarer
304Visninger

1. ONE SHOT

Tessas P.O.V:

”Wakie wakie” jeg hadede at vække Zayn. Jeg fik det altid så dårligt med det, nu hvor han så så fedfyldt ud og jeg vidste at han hadede det når han blev vækket. Men dette var vores tre-års dag, så jeg ville have, at vi skulle nyde hvert minut af det.

Jeg bukkede mig over Zayns sødt-sovende ansigt, hvor jeg placerede et blidt, lille kys på hans kind til håb om, at han ville vågne efter det.

Det eneste jeg fik tilbage var ham der mumlede, ”Mhm” og rykkede lidt på sig. Det vil sige, at han trak dynen længere over hovedet uden overhovedet at åbne øjnene.

”Zayn please wake up,” bad jeg tikkende, med min mest behagelige, afslappende stemme, så han havde lyst til at stå op. Hvis jeg blev irriteret, ville han klart ikke stå op til den irriterende jeg. ”It’s our anniversary” mit blik veg ned på mit skød og håbede virkelig, at han ville vågne… for min skyld.

”How could I forget?” jeg kiggede overraskende over på ham, som rev dynen af sig selv, med det største, kærligste smil på hans fristende læber.

Et stort smil plantede sig på mine læber og faldt straks ned i min kærestes arme, med ham der straks greb sine arme om mig og rullede mig om, så jeg lå ved siden af ham.

Det var lidt legende men han stoppede op, da jeg var lagt ned, hvor hans brune, dybe øjne låste sig fast med mine blå.

”You’re so beautiful, you know that?” hviskede han med den sødeste accent, så hans fyldige læber bevægede sig i den fristende bevægelse, som jeg elsker, og smeltede på samme tid mit hjerte.

Jeg smilede bare kærligt til ham, da jeg synes det ville være lidt cheesy, hvis jeg sagde ’thank you’.

”I love you” hviskede jeg bare i stedet for og mente hvert ord, så et bedårende smil plantede sig på Zayns mund.

”And I love you” var det normalt, at kærlighed var så let? Så fantastisk, at man undrede sig over hvordan det kunne være perfekt? Det var i hvert fald sådan jeg følte, efter at have fået Zayn som kæreste.

Hans bløde, lidt hævede, lyserøde læber fandt mine, så der opstod sommerfugle i min mave. Han fordybede kysset en smule, ved at dele sine læber nok til at han kunne sende sin våde tunge ind, og begyndte at masere den med min egen.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, nu hvor det hele var så perfekt. Han var perfekt.

”Wha’?” mit smil voksede en tand af hans søde accent, da han stille trak sig væk fra kysset.

”I’m just happy” det var jeg, og kunne ikke forlange mere. Gud havde givet mig en gave, som jeg aldrig vil lade gå.

”Me too” vi lå bare og kiggede hinanden i øjnene, begge med et voksende smil, hvor vi havde kigget længe nok og begyndte at grine, da vi ikke kunne holde det inde længere.

”Okay, I’ll get ready” sagde jeg under mit grin, mens jeg begyndte at rejste mig op fra sengen, og ud fra Zayns favn.

”Noo” hans mandlige hånd greb blidt fat i min arm, så det forhindrede mig i at gøre mig klar, ”Stay?”

”Zayn if we’re going out for dinner like we talked about, I have to get ready” jeg prøvede virkelig at være den fornuftige hér.

”Please,” hans smukke øjne kiggede ind i mine, ”Just two more minutes, yea?”

Hvordan kunne man modstå de hvalpeøjne?

”Fine” opgav jeg, ”But only two minutes” advarede jeg ham, hvor jeg efterfølgende lagde mig tilbage i hans tryggende, varme arme.

 

 

To minutter blev til timer, hvor jeg var nødt til at tvinge mig selv op af sengen, for at gøre mig klar, inden vi skulle på café. Det var så lidt for sent, da klokken allerede var ved at være aftentid. Derfor besluttede vi os bare for at blive hjemme, indtil vi skulle ud at spise. Vi reserverede bord på en af de dyreste restauranter, så vi vidste vi ville få plads.

Jeg sad nu på en stol foran det enorme spejl på badeværelset, og var i fuld gang med at krølle mit brune hår.

”Tess, babe?” Zayns rolige stemme fyldte mine ører og var skyld i at jeg vendte mig om, for at kigge på ham.

God, he’s hot.

”Woaw, you look handsome” smilede jeg stort til min kæreste, der kiggede ned af sit jakkesæt, med butterfly og det hele.

”You think?” Jeg nikkede.

”Well, you look don’t look that bad yourself” smilede han og gik nogle skridt nærmere, så han til sidst stod bag mig.

”Thank you, Mr. Malik” jeg prøvede at tale som ham, med hans søde accent og smilede legende, så det skyldte et lille grin fra Zayn.

Jeg besluttede mig for at tage mit hår op i en høj hestehale, da Zayn forstyrrede mig ved at kramme og kæle ved mig, så mine krøller lignede noget der var løgn. Heldigvis, så de meget pænere ud, efter jeg havde sat mit hår op.

Han sad nu oppe på bordet med vasken og iagttog mig nøjsomt, da jeg rakte ud efter min make-up, sagde han;

”You know you don’t need make-up, right?” han kiggede på mig med et alvorligt udtryk.

”I know, but I want to look good tonight”

“You look beautiful anyway” diskuterede han. Det var nok de eneste slags skænderier Zayn og jeg havde haft. Sådan noget kun kærester ville diskutere om.

Jeg kyssede ham bare på munden, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til hans søde kommentar.

 

 

Efter at have taget en halvlang, tætsiddende mørkeblå kjole på, og diamant armbåndet om mit håndled, som jeg fik af Zayn på vores et-års dag. Efterfulgt af øreringene jeg fik på vores 2-års dag.

I dag var det vores tredje år sammen, og jeg havde selvfølgelig købt et dyrt, men flot mandeur til min kæreste. Jeg ved godt det er klassisk, men jeg er virkelig ikke den bedste til det med gaver. Håber han vil synes det er mere specielt, nu hvor jeg har indgraveret ”Yours always and forever -Theresa”.

Normalt hadede jeg når mit dåbsnavn bliver nævnt, men så beviser det også, at det er specielt at jeg har fået mit rigtige navn indgraveret, i stedet for mit kælenavn; Tessa.

Og så var der én ekstra gave. En gave for livet, og jeg vidste at han ville blive glad for den. Jeg var gravid. Zayn har altid talt med mig om, at han ikke ville vente for længe, da vi ikke levede for evigt, og jeg var enig med ham. Jeg har bare altid været lidt skeptisk når det kommer til at få børn, for jeg har altid tvivlet på om jeg kunne klare at passe ordentligt på barnet, eller om jeg ikke var god nok. Nu håber jeg bare, at Zayn vil være en god far, så jeg kunne stå lidt i baggrunden og beundre ham, hvis jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre.

Tre sprøjt af min parfume, for tre år, blev langt som dun på min solbrune hud omkring halsen.

”You ready, baby?” jeg kiggede smilende over på Zayn, hvor jeg nikkede.

Vi gik derefter ud af døren, og kørte efterfølgende hen til en af de dyreste restauranter i New Jersey, hvis ikke den dyreste.

”Name sir?” spurgte de unge herre, der garanteret skulle være vores tjener, hvor Zayn svarede med ”Malik”, så vi efterfølgende blev sendt hen til vores bord, der var ovre i hjørnet bagerst i restauranten.

Jeg løftede det mørkeblå stof fra min kjole en smule op, så jeg ikke skulle træde på det, da jeg satte mig ned på kongestolen som jeg ville kalde det, overfor Zayn.

Efter tjeneren var gået for at hente vores drikkevarer, lænede min kæreste sig en smule over bordet, og hviskede i en bestemt toneart ”I swear that waiter looked at you twice”

Seriøst?

”He was just asking what I would like to order” forklarede jeg og grinede af ham være latterlig. Det ligner ikke ham at være jaloux.

”I was joking” et smuk smil overtog hans alvorlige træk, og lænede sig små-grinende tilbage i stolen.

”Idiot” jeg prøvede at gemme mit smil, men det var lidt svært når han var så dejlig.

Lige i det jeg kiggede væk fra Zayn, der var optaget af at grine, så jeg en mand komme ind af dobbeltdørene til den dyre restaurant. Det så ikke ud til at han hørte til her, da han havde en arbejdsjakke på, der var lukket med sorte, en smule posede bukser på, mens han ikke havde meget hår på hovedet så en måne kom til syne mellem hans lyse hår. Hans kolde, knebne sammen, blå øjne skimmede over menneskemængden i restauranten, som sad i deres egen verden.

Who is he? And what is he doing here?

Jeg sank en gang for at få mine frygtende tanker sunket med ned, da jeg havde en dårlig vibe over ham.

Hans blik var næsten ondt.

”What are you looking at?” Zayn kiggede sig over skulderen, for at se hvad jeg kiggede på, men jeg ville ikke sætte nogle dårlige tanker i gang hos ham, så derfor sagde jeg;

”Nothing. I was just… thinking. Sorry” mit hjerte pumpede en tand hurtigere, da jeg stadig var utrykt ved ham være her og kigge på den ondskabsfulde, næsten hævnfulde måde på mennekerne der stille og roligt sad og spiste.

”Are you okay, Tess?” hans brune øjne blev knebet en smule sammen, og kunne tydeligt se, at han prøvede at gennemskue hvad jeg tænkte på, eller hvad der gjorde at jeg pludselig skiftede stemning.

”Of course,” hvordan kunne jeg ikke være okay, når jeg var her med den person jeg elsker mest i verden? ”I’m here with you aren’t I?” smilede jeg kærligt til ham, som gengældte smilet.

Jeg rykkede hurtigt på mig fordi jeg fik et chok, da lyden af pistolskud rungede højt i mine ører. Mit hjerte sad pludselig oppe i halsen, hvor jeg kiggede hen mod manden, jeg kiggede på for kun minutter siden, som stod med pistolen rettet mod de paniske mennesker, der allerede var begyndte at lægge sig ned på gulvet, af sikkerhedsårsager.

”Theresa get down!” råbte Zayn og jeg adlød. Min rystende krop faldt til jorden, med Zayns over mig, og hans arme der var strakte og støttede sig på gulvet, så hans hænder var ved siden af mit hoved og hans øjne kiggende bekymret ind i mine.

Der var endnu et skud, og et til efter det. Til sidst talte jeg ikke længere, da den høje, dræbende lyd blev ved og ved.

”Fucking terroists!” hørte jeg en mandelig stemme råbe under skuddene, og var næsten sikker på, at det var manden bag pistolen.

”I gotta stop this” kunne jeg høre Zayn sige under sin vejrtrækning, og kiggede koncentrerende rundt. Jeg vidste at han tænkte.

”What?” hviskede jeg chokkende og kunne allerede mærke mine øjne blive våde ved hele situationen, ”No Zayn, please don’t!”. Jeg prøvede ivrigt at stoppe ham, men på samme tid at få øjenkontakt med ham.

Jeg ved ikke om det var på grund af alt larmen, han ikke reagerede, eller om det var fordi han ikke ville høre det.

”I love you, Theresa Rosalie Michelle” mit hjerte lettede af hans ord, men var mere optaget af at få ham til at blive her.

”No! No, don’t do this!” mine små hænder greb fat i hans sorte jakke og prøvede at lade ham blive sammen med mig, hvor der var sikrest, men fejlede stort da jeg ikke var stærkere end ham.

Hans høje figur rejste sig op, hvor han råbte kiggende direkte hen på manden bag pistolen ”Stop! Don’t hurt more people than you already have!”

“I’m not hurting them,” begyndte morderen “I’m killing them”

“Why?!” råbte Zayn tilbage, og jeg kunne se på ham at han var bange. Deres stemmer var de eneste man kunne høre hvad sagde, da de overdøvede det hele, mens de andre stemmer var mumlende eller rædselsfulde skrig eller råb om hjælp.

Jeg håber der er ambulancer på vej.

”Because they’re fucking terrorists like you!” Hvad? Zayn var ikke terrorist.

”Just because we come from the same country, doesn’t mean that we are all terroists!” han prøvede ivrigt, at få manden til at stoppe og redde utallige mennesker, hvis han kunne få ham til at stoppe. Min helt.

”I can’t take the chance” et skud lød, og alt efter var i slowmotion. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Zayn rykkede på sig da kuglen ramte hans overkrop, hvor han efterfølgende faldt til jorden.

”Zayn!” skreg jeg med alt min kræft og kravlede med det samme over til hans rastløse krop, der var faldet til jorden.

Jeg huskede hurtigt, hvad jeg havde lært på sygeplejerskeskolen, og holdte derfor min lille hånd under hans hoved, mens min anden hånd pressede godt ned på hullet i hans højre brystkasse, for at holde blodet inde.

”No, no, no, no..” hviskede jeg, ”Zayn! Can you hear me?” tårerne løb allerede ned langs mine kinder, så synet af Zayns uforstående ansigt var sløret.

”Zayn!”

”Please, talk to me!” jeg var ivrig for at få et svar.

”I-I can hear you” mumlede han svagt under sin vejrtrækning.

”Oh thank God,” åndede jeg lettet ud, men stadig med tårer rendende ned fra mine såret øjne. ”Zayn you listen to me very closely,” begyndte jeg bestemt, ”You’re not going to die, okay? I will get you to the hospital, and I’ll let the doctors take care of you so you’ll be okay, you hear me?”

Forfærdelige tanker flød straks rundt i mit hoved, så det fik mig til at græde endnu mere.

What if he doesn’t make it?

Zayn trak svagt i sin ene mundvig og undslap et endnu svagere udånding, fordi han garanteret prøvede at grine.

Hvorfor griner han?

Hans store hånd placerede sig blidt på min ene kind, mens den anden var ved hullet, ”Tess,” udåndede han hviskende ”I’m not… going… to make it”.

”Yes you are!” jeg var stædig, ”You’re not going to die on me, you hear me!”

Min stemme blev mere ynkelig og trist efter, “Please don’t leave me and the child. I can’t handle this alone” græd jeg.

”Child?” hviskede han svagt og uforstående.

”Yes! Yes, you’re going to be a father. I’m pregnant. We’ll have a little baby together” på trods af alt det skete, smilede jeg ved tanken og endnu mere af Zayn der gav det største smil som han kunne lige nu, da jeg sagde nyhederne.

”I’ll,” begyndte han og tog den bedste vejrtrækning han kunne, ”always… love you, Tess”

”Remember… To say to… our child,” han holdte endnu en pause til at trække vejret, ”That… daddy will always love him… or her… as much as… he loved it’s mom”

Jeg klemte mine øjne i og lod vandet i mine øjne falde ned, mens mine øjenbryn blev skubbet sammen så en rynke opstod imellem dem. Jeg kunne ikke klare det hér.

”I can’t do this alone” peb jeg og prøvede virkelig at tale så meget med Zayn, så han ville hænge ud indtil ambulancerne kommer.

”Of course you can” sagde han hurtigt i en udånding, så han ikke skulle holde pauser imellem.

”You’re gonna be… the best mom… in the whole… white… world” flere tårer gled ustyrligt ned af mine kinder, mens jeg stadig forsøgte at holde blodet på sin plads.

”I… Love… You”

”And I love you” jeg sagde det under et slags grin, da jeg synes både at det var sødt, men havde slet ikke regnet med at det var det han ville sige.

Han trak igen svagt i mundvigene, hvor hans øjne langsomt lukkede i.

”No, no, no” jeg rystede i ham, ivrig for at vække ham op ”Zayn!”

”Please don’t”

”Open your eyes! Open your eyes..” ligemeget hvor mange gange jeg sagde, at han skulle åbne sine øjne, så jeg aldrig de brune øjne igen.

I never thought that I should beg him to wake up two times this day.

 

...

 

Elleve timer. Elleve timer var det siden, at Zayn blev hentet med en ambulance. Og jeg havde ikke hørt noget fra ham siden hvad der skete på restauranten.

Det eneste jeg havde fået at vide, var hvad de sagde i nyhederne i fjernsynet der hang i venteværelset.

19 mennesker døde. 2 såret. Og 1 der er ubevidst -Zayn. Alle sammen lignede nogle der kom fra samme land, undtagen en dame der var brun i huden. De sagde, at morderen havde sagt at hun skulle dø fordi hun var sort.

Alle de mennesker. Uskyldige mennesker, der har mistet livet på grund af racisme.

Jeg var stadig i chok. Var helt stille. Havde dårligt nok bevæget mig. Havde bare siddet hér i denne hårde, plastikstol og ventet på… hvad som helst. Men alligevel fældede jeg en tåre for alle de uskyldige mennesker, der havde været med til at opleve dette, eller deres nærmeste som nu har mistet enten en mor, en far, en søster, en bror, en kusine, en fætter… en elskede.

I disse elleve timer, havde jeg ikke bestilt andet end at tænke. Tænke på alle minderne Zayn og jeg havde. Tænke på denne morgen. Tænke på denne aften. Tænke på barnet. Tænke på hans ord… tænke på Zayn.

Har Gud givet mig en gave, får at tage en anden fra mig?

”Mrs. Michelle?” doktorens mørke stemme fyldte det stille rum, så jeg drejede mit hoved mod stemmen, hvor jeg så en høj mand i en hvid kittel.

Jeg rejste mig op fra sædet, jeg havde siddet på i alle timerne jeg havde været her, og kiggede spørgende på ham.

Han kom nogle skridt tættere på mig, så han stod lidt længere end en halv meter væk fra mig.

Mine øjne var allerede våde, da det var nu jeg fik at vide om Zayn var okay.

Han holdte en lang pause, hvor han trak nyt luft ind ”Zayn was shot in the right shoulder, too close to the heart”

Jeg sank og ventede på, at lægen ville give mig et klart svar, mens jeg holdte begge mine hænder om halskæden stadig om min hals og tårer i øjnene.

”Im sorry Mrs. Michelle,” min hånd placerede sig på min mund af chok, efterfulgt med tårer løbende ned fra mine såret øjne, ”But he didn’t make it”

”No,” hviskede jeg.

Lægen gav mig et kram, og jeg kunne mærke han havde ondt af mig.

Krammet var langt, da han lod mig græde ud på hans skulder. Han vidste at det var den eneste skulder jeg kunne græde ud på, da jeg ikke længere havde Zayns at græde på.

Da han langsomt trak væk, gik han ikke. Det så ud til, at han ville sige mere. Det så endda ud som om at han var ved at græde. ”He had this in his pocket” sagde han endelig, hvor han tog sin tid med at grave sin hånd ned i hans lomme, og hev en lille, sort æske op, hvor den blev placeret i min hånd.

Jeg begyndte straks at ryste, med min hånd stadig chokkende på min mund, da jeg vidste hvad det var.

”No… no” græd jeg.

”I’ll give you some space” sagde lægen og forlod mig alene i venterummet.

Jeg lod mig selv bumpe ned i stolen, mens jeg havde mit blik rettet mod den lille æske.

Jeg sukkede og tog en dyb indånding, inden jeg åbnede æsken og fandt den smukkeste diamantring.

Jeg sank en gang og forberedte mig på at græde mere end nogensinde, når jeg tog den op af æsken.

Yours always and forever -Zayn” præcis de samme ord, som jeg ville give ham.

Tårer forlod mine øjne, da jeg gled ringen på min finger, der sad perfekt.

Jeg kunne næsten høre Zayns søde accent, sige ”Will you marry me?”

Jeg smilede på trods af mine tårer, da jeg kunne forestille mig Zayns smile stort, nede på knæ.

”Yes” hviskede jeg til mig selv, og håbede Zayn kunne høre mit svar.

 

~Love doesn't always have a happy endning~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...