Never love again! -1-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2014
  • Opdateret: 19 maj 2014
  • Status: Igang
Kathy og Jason havde været sammen i præcis et år. Kathy forventede at hendes årsdag skulle være den store dag hvor han overraskede hende med en vielsesring eller en halskæde som tegn på at han virkelig elsker hende! Men gaven blir noget helt tredje. De næste måneder af Kathy's liv forgå i en skrøbelige celle langt nede i jorden. Med forsøg på at begå selvmord, komme fri fra døds cellen og finde ud af om det var det Jason var ude på finder Kathy svar på noget helt andet! (I denne novelle vil der forgå: engelsk tale, fransk tale og ubehageligt sprog brug for mindre årige)

0Likes
0Kommentarer
150Visninger

1. surprise!

Jeg stak foden i den violet farvede sko og tog min jakke ned fra knagen. Jeg glædede mig så meget! Jeg var næsten helt sikker på at der lå en vielsesring i den lille pakke han nok gav mig idag! Jeg skyndte mig ud på den lille hyggelige franske gade vi boede på og søgte efter det sted vi havde aftalt at mødes. "I'm sorry!" Sagde jeg til en tilfældig mand der gik på gaden. "Do you know where the Eiffel Tower is?" Sagde jeg i håb om at han ikke blev sindsyg fornærmet over at jeg ikke talte fransk men engelsk til ham. "Donc, vous avez juste besoin d'aller tout le chemin vers le bas de la rue, puis tournez à droite" sagde han surt til mig og pegede i de retninger han talte om. Jeg forstod ikke hvad han sagde men hans guidende arm bevægelser var nok. "Okay thanks" sagde jeg til ham og gik med store skridt derhen. Jason hed min kæreste. Det var også ham jeg skulle mødes med og fejre vores års dag. Jeg mødte ham på studie rejse i udkanten af Tjekkiet. I starten da jeg fik af vide at vi skulle til Tjekkiet var jeg helt oppe at køre fordi jeg havde hørt at der var varmt der og hvis man boede der var det som en bade ferie hele livet! Men jeg blev godt skuffet da vi så kom der hen og jeg opdagede at det var Tjekkiet ikke Tyrkiet. Og der mødte jeg så Jason der også var på studie rejse. Vi startede den første aften med at kysse lidt og putte sammen. Og da rejsen var slut kunne jeg bare ikke forlade ham! Så jeg gik ud af gymnasiet og tog med ham til Paris. Jeg var begejstret over hvor sød en fransk mand kunne være hvis man talte engelsk til ham! Men altså! Jeg var fuldkommen fortabt da jeg så ind i hans øjne for første gang! Jeg kunne intet gøre! Nå... Jeg bladrede mine tanker væk og jeg opdagede hurtigt at jeg var nået derhen. Jeg gik hen og betalte for at komme op. Vi havde aftalt at mødes helt oppe i toppen. Det var lidt dyrt men det var nok det værd! Jeg tog elevatoren derop og jeg faldt igen ud i min egen drømme verden. "Gad vide om en sytten årig er gammel nok til at blive gift!" Sagde jeg til mig selv og smilte da jeg endelig var kommet op i toppen. Jeg kunne se Jason sidde på en fin lille hvid stol med nogle røde silkepuder på og vinke til mig. Der var noget mærkeligt i hans blik! Han så ikke så smilene og glad ud som han ellers altid gjorde. "Hey baby! Nice dress!" Sagde han til mig. Var det seriøst det eneste han sagde!? Hvad med tillykke med årsdagen skat? Eller vil du gifte dig med mig? Ej okay.... Måske ikke lige det.. "Thanks honey." Sagde jeg bare og satte mig ned på den lille stol. "So... I have a special gift for you!" Sagde jeg og rakte ham gaven. Han tog imod den men han kiggede ikke engang på den! Han smidte den bare ud over kanten. "Okay... It was a give card! To magasin!" Sagde jeg fornærmet til ham. "I dont care!" Sagde han surt. "Will you have your pressent?" Sagde han og kiggede ned i bordet. "Yes of course!" Sagde jeg og smilte til ham. Han rejste sig hurtigt op og gik hen bag ved mig. Jeg tænkte: så er det nu! Nu sker det! Når jeg kigger på min hånd igen så sidder der en ring! Jeg kunne hære en raslende lyd omme bag ved mig. "Jason... What are you doing?" Sagde jeg forskrækket til ham. Han svarede ikke men gik derimod hurtigt hen til kanten. "Never love again!" Sagde han og ladte sig falde ud over kanten. "Jason!" Sagde jeg forskrækket og prøvede at rejse mig op. Men mine hænder var lænket til stolen og stolen var lænket til gulvet. "Heeeelp!!!" Råbte jeg ud over det hele. Help me!!" Råbte jeg. Jeg blev ved med at råbe det! Men så blev alt lige pludselig sort!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...