The fault above our stars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2014
  • Opdateret: 19 maj 2014
  • Status: Færdig
Mit bidrag til TFIOS konkurrencen. Mulighed 1

5Likes
3Kommentarer
106Visninger
AA

1. The fault above our stars

 

 

Hazel Grace Lancaster lå i en hospitalsseng på Childrens Hospital, da hendes hjerte stoppede. Hun var 22 år gammel. Så snart den bippende lyd og de smertende lunger stoppede, blev det erstattet af et kvadratisk rum. Alle væggene var så hvide, at de skar i øjnene. Hazel tog et par skridt frem i rummet, og blev pludselig opmærksom på den manglende vægt, der plejede at tynge hende ned. Det føltes så let, som om hun fløj. Hun kiggede ned af sig selv og fandt forklaringen. Ingen iltbeholder. Hazel tog prøvende et skridt frem igen. Nu da hun var opmærksom på sin egen vejrtrækning, føltes den naturligvis forkert, men det var ingenting i forhold til den smerte hun var vandt til. Et smil spredte sig på hendes læber, det var mange år siden hun havde følt sig så fri.

Der var ingen døre i rummet, men alligevel åbnede en del af vægen sig pludseligt, og ind kom han. Han lignede sig selv fra den første gang hun havde mødt ham i støttegruppen. Hans mørke hår sad en smule uglet men alligevel uhyre bevidst. En blå- og sortternet skjorte sad perfekt på hans overkrop. Augustus Waters mund havde det sædvanelige skæve smil på, men da han så Hazel i øjnene, lyste hans ansigt alligevel op i et alt for stort og kejtet, men ægte, smil.

 ”Det var du længe om, Hazel Grace, ” sagde han drillende og fortsatte ubesværet frem imod hende.

”Nogle af os har jo et mærke vi skal nå at efterlade, inden vi kan overgive os til kræften. ”

Augustus brød ud i et grin. ”Gud hvor har jeg savnet dig! Jeg mangler virkelig nogen til at fortælle mig hvor prætentiøs jeg er. ”

Hazel smilede tilbage til Gus, et sted havde hun lyst til at råbe ad ham, og forlange en undskyldning for at han bare skred, fortælle ham, at det han gjorde ikke var fair. Men hun vidste selvfølge godt, at det ikke var hans skyld. Hun ville komme til at lyde som et lille barn, og det var hun ikke interesseret i lige nu. Desuden overskyggede glæden over endelig at se ham alt det andet. Hazel tog et skridt frem, og lukkede afstanden imellem dem. Gus gav hende et kys på panden og trak sig stille tilbage for at række hånden frem.

”Med frøkenens tilladelse, ” smilede han. Hazel rakte hånden frem og tog hans.

 Sammen gik de ind imod lyset i den fjerne ende af rummet. Uden falsk lem, iltbeholder og de andre sorger fra den gamle verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...