Princess Unexpected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Igang
Prinsessen Clara Lucia Leonora Sophia er en pige, der altid har sat andres behov højere end sine egne.
Hun har siden den dag hun blev født været klar over, at hun en dag vil komme til at overtage tronen.
Men efter 19 år med frivilligt arbejde på hospitaler, indvielser af børnehjem, og velgørenhedsballer beslutter hun sig for at rejse til London og prøve at leve som en normal pige. Hun, med hjælp fra sin familie, fortæller pressen at hun er rejst til en ukendt ø på ferie, for at aflede paparazzierne, og kort efter tager hun afsted.
Hvad prinsessen bare ikke helt har forudset er, at hun kan støde ind i Harry Styles på turen, og at han kan gå hen og blive hendes helt store kærlighed.

Alting har en ende. Følg med i Princess Unexpected for at se hvad Harry og Claras bliver...


46Likes
125Kommentarer
17131Visninger
AA

34. Without you I'm nothing!

 

Get out, get out, get out of my head

And fall into my arms instead

One Thing, One Direction

 


Der var lys, men alt var mørkt. Jeg ville skrige, men jeg kunne ikke. Der var stemmer, men jeg havde ikke en. Der var larm, men hvorfor? Hvorfor kunne jeg ikke åbne øjnene? Harry. Harry. Harry. Jeg kunne tænke, men hvorfor kunne jeg så ikke åbne øjnene og fortælle de forvirrede stemmer, at jeg var okay. Jeg kunne ikke mærke min krop, men jeg var i live.

Hvad var der sket? Harry? Hvorfor blev det navn ved med at dukke op i mit hoved? Jeg huskede svagt en stemme, en sang? Stemmen sang? Men jeg kunne ikke huske hvad. Hvor var jeg? Det var et kort stykke, jeg havde hørt så mange gange før, det måtte være "Harry" eller hvem det var der sang det. 

I got a heart and I got a soul,

Det var de første ord, dem kunne jeg huske og flere kom til.

Believe me I will use them both,

Smerten skød igennem mig min mave gjorde ondt, men jeg kunne ikke føle smerten, jeg vidste bare, at det gjorde ondt. Der manglede noget, jeg havde mistet noget, der manglede noget! 

We made a start

Be it a false one, I know

Baby, I don’t want to feel alone.

Det var det, der var tilbage af hans stemme, det her var de sidste ord, de sidste vigtige ord i sangen. Harry sang dem til mig. Harry, nu vidste jeg hvem det var. Det var min Harry, men jeg måtte ikke kalde ham det, for jeg var jo en prinsesse, sådan noget må en prinsesse ikke tænke. Nej, der var mere! Men det var det her, jeg bed mærke i.

 

 

Jeg følte, at jeg rystede, men om jeg gjorde, aner jeg ikke, jeg kunne stadig ikke andet end at tænke. Harry. Harry. Jeg havde brug for Harry, hvor var han, hvor var jeg? Varmen var væk, men smerten var der stadig vidste jeg, selvom jeg ikke kunne mærke den. Der manglede noget, det var væk, det kom aldrig tilbage. Jeg var fanget i min egen krop, sæt mig fri lad mig gå, lad mig føle. Harry. Harry. Lad mig græde. Jeg skreg, men ikke en lyd kom over mine læber, hvis de da stadig var der. Harry. 

Hvad skete der, hvorfor kunne jeg ikke vågne? Trak jeg mon vejret? Hvor var Harry? Spørgsmålene hobede sig op.

 

Mine tanker blev langsomt, og i takt med, at jeg kunne huske mere og mere, normale. 

Hvor længe skulle der mon gå, ville det være sådan her for evigt? Gad vide om jeg var i koma, var det det der foregik? Jeg lyttede til stemmerne rundt om mig, måske kunne de give mig svar. 

 

- Vågner måske ikke.

- Hun kan være i koma.

-Tilstand stabil.

 

Jeg hørte forvirrede stemmer over det hele, så mange løse sætninger uden ende. Kunne der ikke bare være en der sagde noget sammenhængende?

Jeg bed mærke i en velkendt stemme. Personen havde grædt, men jeg vidste, hvem det var, det var min mor. 

"Vi ved det ikke deres majestæt. Hun er uden for livsfare nu, men vi ved ikke, om det bare er et midlertidigt koma, hun kan vågne hvert sekund, og måske kan hun høre os lige nu." En dør smækkede. Jeg var i koma, men hvad var der sket med Harry, hvor var han? Jeg havde brug for ham, vi skulle finde det der manglede, der manglede noget.

 

De to ting blev ved med at gå igennem mit hoved, Harry og det der manglede. Jeg lå der længe, eller sådan føltes det. Pludseligt kunne jeg føle mine ben, jeg kunne føle smerten, det brændte, jeg kunne nu mærke mine hofter, det gjorde så ondt, men det var intet sammenlignet med det der derefter kom. Min mave var så tom ingen smerte, og det samme med mit hjerte. Harry. Jeg vidste, at det var et hav af smerte, men jeg kunne intet føle. Smerten var væk, samt det der manglede. Hvor var Harry, jeg kunne mærke alt og med stor anstrengelse vrikkede jeg med min fod, nu måtte jeg åbne øjnene. Jeg blev som revet ud af en trance, smerten var en realitet jeg var i live, jeg åbnede langsomt øjnene.  

"Harry, hvor er Harry?" Jeg prøvede at sætte mig op, men blev holdt nede af en sygeplejerske, der bekymret sagde:" Deres majestæt de er nødt til at blive liggende." 

"Nej, hvor er Harry er han okay, jeg vil hen til Harry!" 

"Deres majestæt," jeg afbrød hende. "Er han okay, hvor er han?" 

"Mr. Styles er helt okay ud over et par skræmmer, men de er lige vågnet, hvis de skal se ham ,så sætter vi dem forsigtigt op, og de skal slappe af, vi har noget at fortælle dem og sandsynligvis Mr. Styles." Jeg ville gøre alt for at se Harry lige nu, så jeg gjorde som der blev sagt, jeg havde altid hørt, at man var træt efter noget sådant, men jeg følte kun lysten til frisk luft, sukker og Harry. Der gik nogle uendeligt lange minutter før, jeg så Harry komme ind ad døren efterfulgt af sygeplejersken.

"Clara." Han gik forsigtigt hen og krammede mig, som om jeg var det skrøbeligste væsen i hele verden. 
"Er du okay, jeg har været så nervøs, og det har alle de andre også, jeg er så glad for, at du er okay, jeg så dig flyve ud af sædet og ned på gulvet, jeg kunne ikke rejse mig selvom, jeg prøvede, og du lå bare der bevidstløs, med tårene rendende ned af kinderne, og blod på din kjole." Harry  begyndte at græde, en sagte gråd uden hulk bare tårer der løb ned af kinderne. Han havde holdt mig i hånden siden han kom ind, og nu holdt jeg ved med begge mine. 

"Jeg er nødt til at afbryde jer, jeg skal fortælle jer noget," afbrød sygeplejersken. 

"I er begge okay ingen varige skader I skal bare slappe af, men det er han desværre ikke." Hun holdt en pause, der gav Harry mulighed for at sige, hvad vi begge tænkte. 
"Han, hvem snakker du om? Chaufføren?"

"Chaufføren overlevede mirakuløst, men... Åh gud I vidste det ikke?" Harry og jeg var begge uendeligt forvirrede. 

"Clara du var gravid i mistede barnet." Gravid? Det gav mening kvalmen, ømheden det hele gav mening nu. Var. Var. Var. Jeg var gravid, det var det jeg havde mistet. Et lille barn, der havde vokset inde i mig, et barn der var Harrys og mit, et barn vi havde skabt. Det var væk. Mit barn var væk. Min baby var død! Jeg græd, men hvorfor, jeg havde jo ikke vidst det, men alligevel var jeg så ked af det, at jeg troede jeg ALDRIG skulle blive glad igen.

"Du var få uger henne Clara, da ambulancen ankom havde du tabt det, det er slaget der har...gjort, det." 

Jeg kunne ikke styre det, jeg græd og græd, jeg manglede min baby, selvom jeg ikke havde vidst den var der, så havde jeg nok alligevel. 

Uden den baby var jeg ingenting, der eneste jeg havde tilbage nu var Harry. Harry og jeg skulle have fundet det, jeg manglede, men en tabt, død, væk, baby kunne man ikke finde, nu havde jeg Harry, ham ville jeg kæmpe for, ham skulle jeg ikke miste ligegyldigt hvad!

Midt i sorgen med Harrys arme omkring mig, og hans tårer løbende ned af min ryg, mens vi sammen gjorde den hospitals kjole jeg var iført gennemblødt, tog jeg en livsvigtig beslutning, jeg senere ville sætte ud i livet, jeg skulle ikke være dronning af Genovia!

 

 

---

Shit maaaan, jeg var ved at tude, da jeg skrev det her. Clara og Harry mistede et barn, så desværre Sofie Sylvest jeg dræbte en. Undskyld... 

Det var det jeg havde til jer i den her omgang. Jeg ved, at det var et lidt anderledes kapitel, men jeg håber, at I vil tage godt imod det alligevel:)

Undskyld igen, jeg ved ikke om der her kapitel sucks? 

I må meget gerne blive ved med at stemme på ringene, da jeg endnu ikke har valgt:D

Møsser fra Tøzzzen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...