Princess Unexpected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Igang
Prinsessen Clara Lucia Leonora Sophia er en pige, der altid har sat andres behov højere end sine egne.
Hun har siden den dag hun blev født været klar over, at hun en dag vil komme til at overtage tronen.
Men efter 19 år med frivilligt arbejde på hospitaler, indvielser af børnehjem, og velgørenhedsballer beslutter hun sig for at rejse til London og prøve at leve som en normal pige. Hun, med hjælp fra sin familie, fortæller pressen at hun er rejst til en ukendt ø på ferie, for at aflede paparazzierne, og kort efter tager hun afsted.
Hvad prinsessen bare ikke helt har forudset er, at hun kan støde ind i Harry Styles på turen, og at han kan gå hen og blive hendes helt store kærlighed.

Alting har en ende. Følg med i Princess Unexpected for at se hvad Harry og Claras bliver...


46Likes
125Kommentarer
16513Visninger
AA

35. The third day!

Like an earthquake brought us to the floor

We're shattered pieces on the ground

I wanna find what we had before

The walls came crashing down

Need You Right Now, Bethany Mota feat. Mike Tompkins

 


 

Clara og jeg var stadig indlagt. Det var tre dage siden, bilulykken var sket. Chaufføren var den, der var kommet mest til skade, altså udover...barnet. Chaufføren havde fået hjernerystelse, og havde brækket højre ben og begge arme. Men barnet. Han var død, en del af mig var død med ham...

Jeg havde intet anet,en influenza, havde jeg tænkt, for vi havde beskyttet os, og hvordan Clara var blevet gravid, var mig stadig en gåde, men ja faktum var, at vi ikke skulle være forældre, i hvert fald ikke lige nu, ikke længere. Jeg følte mig helt tom inden i, der manglede noget, som jeg ikke havde vist før. Fansne havde altid joket med, at jeg bare gerne ville have et barn. Jeg så en gang der her sjove post på twitter med mig og baby maver, noget jeg havde faket på en scene med min mave, mine samtaler med gravide kvinder, og snak om børn, mest babyer, i det hele taget. Jeg havde grinet af den post den dag trods, det havde sat nogle tanker i gang, jeg havde dengang ikke vist, hvad jeg skulle tænke om det, jeg havde sådan set bare grinet, men nu vidste jeg, at de havde haft ret, jeg ville faktisk gerne være far og for første gang efter, at jeg var blevet berømt, ønskede jeg at tage en pause, blive gift, og få mit første barn. Det virkede helt forkert, men samtidig tillokkende at vide, at jeg havde været så tæt på netop det. Mon Clara og jeg var det sikre at satse på, når det kom til at starte en familie? Jeg havde jo set hende med små børn, og jeg vidste, at hun altid havde glædet sig til at få en familie, men spørgsmålet var, hvornår hun ville være klar til det, efter det der var sket.

Jeg kunne ikke undgå at føle, at hvis Clara havde forblevet gravid, så havde det været løsningen, Clara havde ikke kunnet blive dronning, da abort ikke var lovligt i Genovia og kvinder ikke måtte få børn udenfor ægtskabet, medmindre de blev gift i graviditeten. Det var en meget selvisk tanke, for så ville jeg have taget beslutningen for Clara, men jeg var forelsket i hende, og jeg kunne ikke klare at miste hende!

Det var lidt mærkeligt at tænke på de her ting lige nu. Jeg havde familie, venner, et band, manegement, fans og mange flere der lige nu bekymrede sig for, at jeg blev rask igen, så det her var nok ikke tiden til andet end at blive helt klar igen ovenpå episoden. 

Jeg havde forsøgt at snakke med hende om barnet og fremtiden, men hver gang jeg nævnte det mindste omkring det, begyndte hun at græde. "Tid," sagde hun, "jeg har brug for lidt tid Harry. Jeg vil gerne snakke det her og en helt masse andet igennem med dig, men ikke før jeg er ude herfra, er det okay?" Det havde hun sagt til mig i går, og det var den første hele sætning, hun havde sagt, siden vi havde fået... nyheden. Det var stadig mærkeligt at tænke på, hvor tæt vi havde været på at starte en familie sammen, men så alligevel så langt fra.

Jeg var blevet endnu mere chokeret ovenpå det her, det her virkede ikke som Clara, hun havde været så stærk, den tid jeg havde kendt hende, og hun var altid så positivt, så det her gjorde ondt! Jeg kunne ikke undgå at skyde skylden lidt på mig selv, det var mig der havde lavet det barn på hende, og det havde ikke været min intuition at skade hende, at gøre hende ked af det. 

Jeg havde været midt i en lur sent på eftermiddagen på tredje dagen, da hendes far trådte ind i mit lille private hospitals værelse bare det, at han var i rummet, hans tilstedeværelse,  var nok til, at jeg vågnede op, inden han overhovedet sagde et ord. Jeg gned søvnen ud af mine øjne og gav ham hånden. Mens en stol blev anbragt ved siden af min seng, som han  satte sig på, rettede jeg mig op, og gjorde mig mentalt klar på den omgang "læring om dumme beslutninger man tager her i livet" tale, der nok ville komme, men det gjorde den ikke, i hvert fald ikke på samme måde, som jeg havde regnet med.

 


 

Jeg følte mig alene, jeg havde ikke lyst til andet end at tænke alt igennem, ikke en gang Harry havde jeg lyst til at snakke med lige nu.

Jeg var ødelagt, min baby var død, det var to facts, jeg havde svært ved at forhold mig til. Jeg havde brugt de sidste par dage til at tænke alt igennem på, der havde jeg haft brug, for nu følte jeg mig da også lidt mere ovenpå. Jeg havde tænkt på Harry, på min fremtid, på barnet vi havde mistet, på slottet jeg var ved at designe, på pigerne på børnehjemmet, på mine planer, på ballet den aften, men mest af alt havde jeg mindedes min frimåned. Det var første gang, jeg havdehaft rigtig tid til det. Jeg huskede det som, at jeg var fri, at jeg kunne have det sjovt uden at tænke på nogen andre, selvom det sikkert ikke var sådan jeg havde haft det, mens jeg var afsted. Jeg havde et minde for livet der, ligegyldigt hvad der nu skete!

Jeg elskede ideen om, at jeg kunne få den følelse igen, og faktisk troede jeg, at jeg kun havde muligheden ved at have Harry ved min side. Han havde friet til mig. Jeg snurrede den smukke prinsessekrone formede ring rundt på min venstre ringe finger, hvor den havde siddet, siden han gav mig den på. Den var så uendeligt smuk, og det gjorde den kun smukkere, at jeg vidste, hvad den betød, Harry og jeg var ringforlovet, hvis han da stadig ville have mig ovenpå det her for tanken om, at jeg måske ikke kunne blive gravid efter den ufrivillige abort, gjorde mig ked af det, måske ville jeg ikke kunne give Harry det, han ønskede sig allermest, hvis nu det var et barn, han havde virket lige så ødelagt som jeg, da vi fik det at vide. 

Man, jeg trængte til at slippe ud herfra. Jeg ville så gerne hjem, hjem til slottet, hvor jeg også kunne få snakket ud med Harry, finde ud af om han stadig følte det samme for ham, og hvor jeg kunne fortælle ham om mine bekymringer.

Jeg kiggede stadig på ringen med alle dens små detaljer. Den havde samme form som en tiara og mundede ud i en ring. Hvordan han havde formået at ramme både min smag og størrelse, var mig stadig en gåde. Jeg var så glad for den, den måde den skinnede på og alle de små diamanter.

Den havde så mange små detaljer, så mange små hemmeligheder gemt i sig.


Han var ikke vred, var det første han pointerede, han var såret og skuffet. Var det ikke det de altid sagde, inden faren gav datterens kæreste en ordentlig omgang i filmene?

Jeg undskyldte:"Jeg passede på deres datter, jeg ønskede ikke at gøre dette mod hende intet af det der skete eller kunne være sket," pointerede jeg. 

"Hør Harry, jeg har selv været ung en gang, jeg var selv ung, da jeg og min  Adreina, Claras mor, fik hende. Jeg må også indrømme, at hun ikke var helt planlagt, sådan noget sker, og jeg burde råbe og skrige, bortvise dig fra mit land, bede dig om aldrig at se min datter igen, men for at være helt ærlig, så kan jeg egentligt ikke være alt for vred på dig. For, som jeg tidligere sagde, sådan noget sker, når du siger, at du passede på hende, kan jeg ikke helt forstå de ting i... har haft gang i, men jeg synes nu vi skal lade det ligge, og tage det på et andet tidspunkt, for faktum er, at hun ikke er gravid, jeg ville gerne sige heldigvis, men i den her situation synes jeg ikke det passer ind." Han pausede, hvilket gav mig mulighed for at tænke kort, at han jo ikke var så slem, jeg kunne tilmed godt lide ham!

"Jeg kan se på min datter, at hun i længere tid har været under et stort pres af at skulle være dronning, selvom det jo ikke er foreløbelig, og jeg ved, at hun har overvejet at sige nej tak ikke, at nogen har fortalt mig det, men jeg kender hende bedre, end hun selv går og tror. Jeg havde samme tanker, da det var min tur, men jeg valgte at sige ja trodsalt. Det tror jeg ikke, at hun gør, hun har trukket sig længere væk, og hun har brudt flere regler, jeg aldrig troede hun ville. Størstedelen med hjælp fra dig. Jeg har ikke glemt, billederne af "den fulde prinsesse og den krøllede kavaler" tro mig, men jeg kan se, at du trodsalt har gjort hende glad, og stadig gør, og som en hver anden god forældre føler jeg, at det vigtigste er hendes lykke. Jeg skal være helt ærlig, jeg håber, at dette bare er en fase, jeg kan ikke lide tanken om min datters og din fremtid, der hænger sammen, jeg ville foretrække, at hun fandt en anden royal eller i hvert fald en der er mindre kendt, på den måde du er."

Han pausede igen. "Jeg tror du, og jeg skal have en del flere af den her slags samtaler i fremtiden Harry, i hvert fald hvis du og hun forbliver, hvad jeg tænker er et par? Jeg har meget mere at sige til dig Harry, og jeg vil advare dig, det her var svært for mig, men for hendes skyld forsøgte jeg ikke at være vred, men sårer du hende igen, så kan du godt glemme alt om, at det bliver sådan en samtale vi har!"

Hele vejen igennem havde jeg hørt, hvad han sagde. Jeg havde lyttet accepteret og faktisk også lært, både om hende, jeg, fremtiden og meget mere, jeg var også blevet en lille smule skræmt, fordi han var så rar, og lidt af hans advarsel, hvilket nok også havde været meningen.

Hvad var vi egentligt? Jeg havde friet til hende den aften, og jeg vidste ikke, om hendes svar stadig var ja, for der var sket en del siden, og jeg vidste, at hun og jeg var kommet længere fra hinanden, og jeg vidste, at det skulle jeg lave om på!

---

Så fik i lidt fra Harrys synsvinkel, og forhåbentligt et lidt mindre depressed kapitel, end det jeg skrev sidst, hehe :)

Hvad synes I om det? Jeg er så glad for, at i altid kommentere, det har altså givet mig lidt af et skrive boost, så jeg faktisk har formået at skrive to kapitler i løbet af vinterferien trods, at jeg først udgiver det her kapitel nu, det er jo altid rart at være lidt foran:D

Mys Tøzzzen, og elsk på jer<3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...