Princess Unexpected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Igang
Prinsessen Clara Lucia Leonora Sophia er en pige, der altid har sat andres behov højere end sine egne.
Hun har siden den dag hun blev født været klar over, at hun en dag vil komme til at overtage tronen.
Men efter 19 år med frivilligt arbejde på hospitaler, indvielser af børnehjem, og velgørenhedsballer beslutter hun sig for at rejse til London og prøve at leve som en normal pige. Hun, med hjælp fra sin familie, fortæller pressen at hun er rejst til en ukendt ø på ferie, for at aflede paparazzierne, og kort efter tager hun afsted.
Hvad prinsessen bare ikke helt har forudset er, at hun kan støde ind i Harry Styles på turen, og at han kan gå hen og blive hendes helt store kærlighed.

Alting har en ende. Følg med i Princess Unexpected for at se hvad Harry og Claras bliver...


46Likes
125Kommentarer
16586Visninger
AA

36. Hi again

Tell me how you closed the door

Knowin' nobody could love you more

Tellin' all your friends that this love

Was just made for bleedin'

Hung up underwater but still we keep on

Tryin' to breath in

And you waited on the rain

Through tears my heart is caged

And we fall through fate

But we rise and rise again

And I run, run, run, run, run

And I run, run, run, run, run I run, run, run, run, run

Run Run Run, Kelly Clarkson

 


 

Jeg var blevet udskrevet fra hospitalet igår, men selvom jeg var hjemme, så havde det ikke hjulpet på savnet. Jeg skulle have snakket med Harry, jeg savnede min krøltop! Han og drengene havde brugt i går sammen, og de havde et par interviews i morgen. Vi havde snakket kort sammen sms, ringet og sådan, men jeg måtte indrømme, at jeg på en eller anden måde havde brug for ham her, jeg havde brug for at ligge i hans arme, snakke alt igennem og så glemme, bare for en stund. 


Heldigvis skulle vi mødes idag og planen var, at vi skulle alle de ting. Vi var ikke blevet set i det offentlige siden ulykken, og det skulle ikke komme ud, at jeg...havde været gravid. Ej hvor var det svært at sige, at tænke, det var bare svært. 

Men altså skulle vi spise frokost sammen, og så ville vi se på, hvad vi ville derefter. Jeg glædede mig til at se ham igen! Men så alligevel ikke... Hvad nu hvis han ikke ville gifte sig med mig længere? Der var sket så mange ting, vi havde mistet vores baby, og de eneste han måtte fortælle det var hans bandmates og hans familie, det havde manegement bestemt. Vi måtte heller ikke snakke om det i dag, da der kunne være placeret en mikrofon i nærheden af os.

Jeg tog mig sammen og kæmpede mig op af trapperne... på krykker. Da jeg var blevet taget af alt smertestillende, og vi havde været på vej hjem i går, havde jeg skullet rejse mig fra hospitalssengen, og min fod var "forsvundet" under mig, og den gjorde så ondt, jeg havde ikke lagt mærke til det før, sikkert på grund af det smertestillende og alt det andet jeg havde tænkt på i stedet. Jeg havde fået undersøgt min fod og det viste sig, at der var et lille brud på min ankel, så jeg var blevet udstyret med krykker og gips, heldigvis ikke en støvle! 

Så var jeg oppe, for første gang uden hjælp, og det ville jeg så nok ikke lige forsøge mig med igen foreløbeligt, for en smerte skød op igennem mit ben nu. Jeg forsøgte at ryste det af mig, og humpede, praktisk talt, ind i mit skab. Jeg havde et par nylonstrømper på uden fod allerede, så jeg skiftede den trøje jeg havde stjålet fra Harry ud med en nederdel og en top. Det var lidt frustrerende, at andre var nødt til at hjælpe mig, men i det mindste så jeg da anstændig ud nu. Jeg fik mit  blonde hår krøllet i lange smukke slangekrøller, som jeg bare lod hænge løst. Jeg fik hurtigt lagt en enkel naturlig make-up, og det passede med, at jeg lige var blevet færdig, da Harry skrev, at han var der nu. 

 


Det var Oktober, en kold, træls måned. Efterår var ikke lige min yndlings sæson, og gipsen gjorde det ikke nemmere. Jeg havde været nødt til at gå igennem mit lager af ballerina sko, for at finde et par stykker, jeg faktisk havde lyst til at gå i, resten var blevet smidt op på min hjemmeside, og jeg vidste, at flere af dem allerede var solgt. Krykker var nu heller ikke det mest moderigtige, men de skulle ikke forhindre mig i i det mindste at prøve at se godt ud! 

Jeg blev hjulpet ud i bilen, for jeg var stadig ikke helt ovenpå fysisk endnu, og da på ingen måde psykisk! Jeg havde mistet min baby, og jeg var sikker på, at jeg aldrig ville glemme det! Men nu måtte jeg lige tage mig sammen, nu skulle jeg snart se Harry igen! Så skulle jeg ikke gå og være ked af det. 

Han gav mig et kæmpe kram, og da bilen begyndte at køre sad vi helt stille, mens vi stadig krammede uden at sige et ord.

Det var rart at se ham igen, mærke hans duft, man hvor havde jeg savnet ham. Da vi slap hinanden snakkede vi, lige nu var en mulighed for at snakke om vores lille visit på hospitalet. Vi havde valgt en restaurant en halv times tid væk, så vi havde god tid til at snakke, og det gjorde vi også. Det var så rart at høre hans tanker omkring... tabet. Vi undgik dog et bestemt emne, den ring der sad på min finger. En finger jeg forsøgte at skjule, fordi jeg jo ikke vidste, hvor vi stod.

 

 

---

Hej, undskyld for ventetiden, men jeg har bare ikke lige tiden til at skrive lige nu:( Jeg beklager det meget tynde kapitel, men jeg følte, at jeg var nødt til at få opdateret:( For at være helt ærlig har jeg mega mange tømmermænd, så jeg håber ikke det stinker helt vildt.

Kram Tøzzzen<3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...