Princess Unexpected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Igang
Prinsessen Clara Lucia Leonora Sophia er en pige, der altid har sat andres behov højere end sine egne.
Hun har siden den dag hun blev født været klar over, at hun en dag vil komme til at overtage tronen.
Men efter 19 år med frivilligt arbejde på hospitaler, indvielser af børnehjem, og velgørenhedsballer beslutter hun sig for at rejse til London og prøve at leve som en normal pige. Hun, med hjælp fra sin familie, fortæller pressen at hun er rejst til en ukendt ø på ferie, for at aflede paparazzierne, og kort efter tager hun afsted.
Hvad prinsessen bare ikke helt har forudset er, at hun kan støde ind i Harry Styles på turen, og at han kan gå hen og blive hendes helt store kærlighed.

Alting har en ende. Følg med i Princess Unexpected for at se hvad Harry og Claras bliver...


46Likes
125Kommentarer
16410Visninger
AA

33. Crashed

 

You knock me off of my feet

Can hardly breath

When you’re around me

I feel the heat

You steam up the mirrors

And make me shift gears

Sometimes I can’t think all that clear

Can't Get Enough Of You, R5

 


 

Et skrig flænsede luften. Derefter et eksplosion. Varme. Der var ild. Smerte. En sær bibben, kunne det være fra en bilalarm. Lugten af metal. Smagen af blod. Harry. Harry. Harry! Mit eget hjælpeløse skrig. Alt blev sort. 

 

 

"Harry og jeg trådte ind i den ventende limo. Emily hvinede af glæde og vi skålede i champagne. 

"Det her er fantastisk tusind tusind tusind tak, prinsesse og Harry Styles det er jo alles drøm!" Hun hvinede om muligt endnu højere og mere skingert.

"Skål for en god aften." Harry kyssede mig på kinden, og Emily fortalte os, hvor taknemmelig hun var. Jeg kunne ikke undgå at smile lidt af det, det var rart at gøre en forskel i andres liv! Kort efter var vi der, og Emily og jeg kom ud uden at ødelægge vores kjoler. Hun havde en  cremefarvet, peplum kjole, på, og den klædte hende så godt! Vi gik op af den røde løber, hvor vi fik taget billeder, og jeg indkasserede et smil fra en glad Niall. 

Jeg tog Harrys arm igen, og vi fortsatte ind til ballet, hvor velkomst drinks ventede på os. Pigernes smil strålede rummet op. Musikken startede og drengen dansede med pigerne, Louis formåede endda at danse vals med begge på en gang midt i et grine flip. Lidt af et syn. Det mindede mig om El, wow jeg savnede hende, måske hun, Perrie og Soph snart kunne komme på besøg?

Harry bød Emily op til dans, og jeg blev mødt af mange smilende mennesker, der ville hilse på mig. Jeg fortalte om Harrys og mit lille projekt og mange roste det. Jeg måtte også indrømme, at jeg var lidt stolt. Harry smilede til mig, og jeg minglede videre. Chit chat her og der.

Jeg kedede mig lidt, jeg havde danset med mange, men jeg savnede Harry, som lige nu snakkede med Marie, en pige fra børnehjemmet. Liam vinkede mig hen til sig og vi gik i gang med at danse. De piger han fulgtes med stod og snakkede med Bridget Mendler, gad vide hvad hun lavede her ti et så lille bal i lille Genovia? Lige gyldigt hvad var det da fedt for pigerne.


"Tak for, at jeg må være en del af det her, pigerne er alle så glade, jeg tror virkelig, det her var lige præcis, hvad de havde brug for i deres liv. Jeg elsker at kunne give dem et smil på læben.

"Det er så fedt, at du og de andre drenge vil hjælpe, jeg elsker det virkelig også!" Liam vendte tilbage til de to piger, og jeg snakkede kort med nogle af de andre piger, de var alle så taknemmelige. Jeg fik en sød perlende vin i hånden og faldt i snak med personen, der havde stået for ballet.

En mærkelig fornemmelse blandede sig med den konstante glæde. Jeg skød den fra mig, da Harry bød mig op til dans. Jeg havde virkelig savnet det her, ham. Jeg gad godt bare kunne kysse ham, men overalt var der vågne øjne, og jeg så mange der kiggede på os.

Halvt igennem dansen, kom følelsen tilbage min mavefornemmelse fortalte mig, at et eller andet var helt galt. Hvad var det lige der skete med mig?

"Harry jeg har det mærkeligt:"

"Skal du kaste op igen? Måske er du ved at få influenza?" Harry så meget bekymret ud.

"Nej, det er ikke på den måde, det er anderledes, jeg har det ikke skidt, men så alligevel." Harry lagde en hånd på min pande:" Du er meget varm, måske har du feber? Klokken er snart 23, skal vi ikke til at hjem ad, pigerne skulle sendes hjem cirka nu." Jeg nikkede og vi gik ud for, at finde de andre. Vi mødtes foran bygningen, hvor alle pigerne nu var samlet, og drengene og jeg sagde farvel og tak for en god aften. 

Da pigerne var kørt, og der kun var os tilbage skrev alle drengene en lille tak til pigerne, som skulle sendes sammen med en lyserød rose i morgen. Jeg lagde dem i en konvolut, og en af chaufførene tog dem med, da han kørte en limo, der var til overs tilbage.

"Jeg tager med Clara, så vi ses i morgen tidlig. Vi må se om Leane kan smule mig ud." Harry smilede ned til mig. Louis løftede et øjenbryn, jeg fangede signalet og rødmede. 

Mavefornemmelsen var der stadig, men det var nok bare, fordi jeg var træt. Harry og jeg gik ind i limoen.

"Whoow det her var fantastisk, jeg kunne se rigtig glæde i pigernes øjne, der her var en oplevelse for livet." Jeg var enig.

En times køretur, måske to, ventede os, så jeg sparkede mine stilletter af og lagde mig op af Harry, så godt jeg kunne for selen.

"Du ved vi kunne bare stikke af, farve vores hår, købe en ø, skaffe falskt ID, aldrig komme tilbage, få en eventyr slutning." Harry kyssede mig i håret, og kiggede ned på mig. 

"Tror du nogensinde det her vil komme til at gå? Hvad så når jeg ville shoppe?" Smilede jeg til Harry. "Når ja," han smilede tilbage.

"Du rejser snart hjem, og så er det tilbage i helvede. Jeg hørte Zayn snakke i telefon med en eller anden om, at i skulle hjem i næste uge noget med nogle koncerter." En tåre ramte min øjenkrog, hvordan skulle jeg nogensinde kunne klare mig uden Harry? "Det værste er næsten, at jeg ikke ved, om du kommer tilbage snart for Harry, det er efterår, det her er den tid i skal tilbringe med jeres familier, den tid i bruger til at lade op til en ny tour."

"Hvad så hvis du var min familie? Clara, jeg har brug for dig på samme måde, som jeg har brug for ilt, jeg vil ikke rejse uden at være sikker på, at jeg også har dig når jeg vender tilbage. Du betyder mere end du selv går og tror!" Harry lagde en hånd på min kind og kiggede mig dybt i øjnene, dumme beslutninger here I come... 

"Det var ikke meningen, at jeg ville gøre det her her, men jeg kan ikke vente et sekund længere, jeg har aldrig været den seriøse type, og det ved du, men lige netop i den her situation tror jeg ikke engang, at jeg kan pjatte, man må sige, at du har fejet benene væk under mig! Jeg har l lang tid manglede noget i mit liv, og bare jeg tænker på dig er der tusindvis af sommerfugle i mig, de flyver rundt, det er forstyrrende, men det føles også fantastisk, jeg troede aldrig jeg skulle gøre det her, og jeg havde heller ikke tænkt mig at gøre det her nu... Clara alt er så kompliceret og det her, er noget, jeg er nødt til at fortælle dig. Jeg er så lost i dig, jeg tænker på sig hele tiden, jeg formåede at kalde min søster Clara, da jeg tog telefonen inden vi vendte tilbage og nu, hvor vi er sammen igen, har jeg bare fået mine følelser forstærket. Jeg elsker dig! Sidst gav jeg dig min egen ring, den betød meget for mig og det, at du har gået med den, får mig til at føle, at jeg er tæt på dig, men den er ikke nok." Han holdt en pause, hvor han forsøgte at tyde mit ansigt, gad vide hvad han så, for jeg var en smule forvirret.

"Clara du er min prinsesse, og det er derfor den ser sådan ud?" Den? hvad snakkede han om?

Det var ikke meningen, at den skulle betyde så meget, den skulle være en anden form for løfte, men Clara, hvis vi nu finder løsningen, for den er der, så er jeg nødt til at vide om.... Clara Lucia Leonora Sophia vil du gifte dig med mig?" Jeg var målløs, jeg kunne smage mine salte tårer, havde Harry lige friet til mig? Var det her rigtigt? Var han virkelig klar til at tage et sådant spring med mig, var jeg klar? Harry og Clara forevigt?

"JA!" Jeg vidste, at der skulle kæmpes nu, men jeg var ligeglad, Harry ønskede det samme som jeg! Han elskede mig, lige som jeg elskede ham! Var der her virkeligt? Han tog den smukkeste ring frem.

"Åh gud Harry, det er den flotteste ring jeg nogensinde har set." Tårene piblede frem, hvor var den smuk! Han satte den på min finger, den passede perfekt, "som skabt til dig" pointerede Harry. Det var en prinsesse krone fyldt med små diamanter.

 

Jeg lagde mine læber mod hans i et så intenst kys, bare vi kunne lade dette øjeblik varer for evigt, det her var perfekt! 

Jeg blev revet væk fra ham, væk fra Harry. Jeg mistede ham i samme minut, hvor han lige var blevet min, jeg kunne mærke mig selv flyve gennem luften. Alt gjorde ondt. Min mave brændte, mit hjerte blev revet ud.

 

Et skrig flænsede luften. Derefter et eksplosion. Varme. Der var ild. Smerte. En sær bibben, kunne det være fra en bilalarm. Lugten af metal. Smagen af blod. Harry. Harry. Harry! Mit eget hjælpeløse skrig. Alt blev sort. 

--- 

Åh åh, hvad skete der lige? Tror i Harry er væk for altid? Klare Clara den? 

 

Var der nogen der havde gættet den med chokket?

 

Jeg må sige, at jeg også endte med at tage nogle beslutninger i kapitlet, som jeg valgte i mens jeg skrev, ødelagde det kapitlet? 

 

Jeg har ikke valgt ringen endnu, hvilken synes I?

 

 

Møs Tøzzzen<3

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...