The Fault in Their Stars

Lucas har kræft.
Men efter at have mødt Kitty, der ligesom ham har kræft, er det måske alligevel ikke det værste der er sket for ham.

"Så i mens hun sov, opdagede jeg, hvordan min kærlighed havde vokset for hende, langsomt, men så alt på én gang, præcis som hun faldt i søvn."

***
Til Konkurrencen "Film: en flænge i himlen" Mulighed 3.

9Likes
4Kommentarer
407Visninger
AA

1. Lucas' historie.

Januar, 2013.

Første gang jeg så hende, var som en drøm.

Hendes lange lyse hår bølgede efter hende i vinden, og hendes latter kunne lyse selv den mørkeste afkrog op. Men det var hendes evne til at le i en situation som denne, jeg beundrede mest. Jeg vidste allerede, at hun var en patient her – hospitalsarmbåndet omkring hendes håndled var et klart spor – så hvordan hun var i stand til stadig at holde humøret højt, var ude af min forstand.

Men det var kun et glimt – og så var hun væk.

 

Marts, 2013.

Første gang jeg mødte hende, var ved min første kemobehandling.

Sygeplejersken, som havde ansvaret for mig, havde venligt bedt mig om at sætte mig ned i stolen, før hun igen forsvandt fra det sterile rum. Det var ikke deres mening, at det skulle være sterilt – rummet var ganske vist indrettet med tanke om at gøre det hjemmeligt; lænestole i alverdens farver stod rundt omkring i forvirrende mønstre, og tavler med tusser hang på væggene, hvor tidligere patienter havde skrevet deres hilsner. Det var mere den mentale tilstand, som man befandt sig i det minut man trådte ind i rummet.

Al kærlighed og håb forlod en, og tanken om, hvad der snart skulle ske, var nok til at tvinge selv den stærkeste mand i knæ.

Men alligevel sad hun dér; helt alene, men så alligevel ikke.
Omkring hende sad et par piger på hendes alder og talte, men i stedet for at slutte sig til samtalen, havde hun vendt sig imod vinduet og stirrede i stedet for ud mod hospitalets have, mod friheden.

Her i starten var hospitalet en illusion. Det var her du havde fået at vide, at du var syg, og det var her du blev behandlet. Men med det samme du forlod dette sted, var du i stand til at forlade den tankegang, og du kunne derfor tillade sig at bilde sig ind, at du ikke var syg.
Men med tiden indhenter sygdommen dig, og dit eneste hjem vil derfor befinde sig her, hvor hele din illusion begyndte, og hvor den også vil ende igen.  

Sygeplejersken havde netop sat posen med medicinen op, da hun rejste sig. Lydløst sagde hun farvel til de to piger og banede sig derefter vej mod udgangen – mod mig.

”Du er Luke, ikke?” spurgte hun med et smil. ”Jeg har set dig før med Smith, men det er din første gang her, er det ikke?”

I modsætning til hendes latter, som var lys og glad, var hendes stemme dybere og mere sensuel. Hun lød ældre end hendes sytten år, som hendes armbånd informerede mig om, og hvis hun talte en smule langsommere, ville hun sikker blive bedt om ikke at tale til børn på grund af den seksuelle undertone hun fik.

”Jah-jo, Lucas, men folk kalder mig for det meste Luke; så du har vel ret.” grinede jeg nervøst og pillede ved den klare slange, hvor væsken løb ned til mine årer. ”Non-Hodgkins – hvilket åbenbart er Smiths speciale – så det har du sikkert.”

Brandon Smith var hospitalet nye kræftlæge – med speciale i Non-Hodgkin lymfom, hvilket var derfor, jeg var blevet hans nye stjernepatient. For det meste tog hospitalet kun imod unge med leukemi, så jeg var heldig, at Smith for nyligt var blevet ansat.

”Jeg hedder Katherina – Kitty for nogle,” og med det var hun væk – igen.

 

November, 2013.

Første gang jeg kyssede hende, var da hendes diagnose endelig tog et skridt mod det værste.

Forhen havde Kitty kunne løbe rundt og lave, hvad hun ville – men nu havde sygdommen endelig sat sine mørke klør i hende og trak hende ned i dybet. Hendes vejrtrækning var svag selv efter en kort tur i gården, og hun var træt efter den første film vi havde set.

Så da hun lå dér i mine arme - hendes vejrtrækning overfladisk og øjenlåg, der var ved at falde i – lænede jeg mig ned og fangede hendes læber med mine. Langsomt, men sikkert, overførte jeg mit åndedrag til hende, indtil hun sagte faldt tilbage i det korrekte åndingsmønster.

”Lucas…?” mumlede hun forvirret og trak sig langsomt væk fra mig – dog ikke længere end mine arme stadig kunne lægge omkring hende.

Hendes åndedrag genoptog den svage rytme, og et lydløst suk forlod mine læber. Selv ikke det hjalp hende.

”Bare sov Kitty. Jeg lover alt vil være bedre i morgen. Og når jeg kommer tilbage om en uge, vil du være frisk og klar til en tur ud af huset, ikke?” hviskede jeg sødt ind i hendes øre. Mine løber kærtegnede blidt hendes hud – fra kind til næsetip og tilbage igen – imens hendes øjne atter faldt i.

Selvom jeg mest af alt ønskede hendes selskab, vidste jeg at i drømmenes verden, var hendes vejrtrækning normal.

Så i mens hun sov, opdagede jeg, hvordan min kærlighed havde vokset for hende, langsomt, men så alt på én gang, præcis som hun faldt i søvn.   

 

Februar, 2014.

Første gang jeg fuldbyrdede min kærlighed med hende, var på kærlighedens dag.

Siden den gang i november, havde Kitty ikke været meget ude. Lægerne mente ikke, at hun var rask nok til at være for langt væk fra hospitalet, og hendes forældre ville ikke tage chancen.

Jeg vidste godt, at hendes tid her sammen med mig ikke var for evigt.
Jeg så hvordan kødet langsomt forsvandt fra hendes knogler, hvordan hendes sunde sommerglød for længst var blevet forvandlet til en mælkehvid kappe, der havde langt sig over hende, og hvordan glimtet i hendes øjne blev sværere og sværere at finde frem.

Den ligeglade og fjollede pige, som jeg havde mødt for næsten et år siden, var ikke længere i blandt os. Men i stedet havde jeg fået en, som forstod mig på niveauer andre aldrig havde kunnet før. Hun vidste, hvornår jeg havde brug for at tale, og hvornår jeg bare havde brug for at hun holdte om mig.

På en måde kan man sige, at hun lærte mig, hvordan kærlighed fungerede, hvordan du talte dets sprog, og dansede dets dans.

Så da Skt. Valentines dag kom, og vi ikke havde lov til at forlade hospitalet, var jeg tvunget til at være kreativ.
I stedet for hendes normale, hvid-nuancerede værelse med billige Ikeamøbler, blev hendes vægge dækket med billeder af os og citater fra både hendes yndlingsbøger og –film, og personlige samtaler, der mindede hende om, hvor meget jeg holdte af hende.

I midten af rummet byggede jeg et fort af lagner og pude, dyner og soveposer i regnbuens farver, så selvom hun ikke befandt sig i sin bløde seng, ville hun aldrig kunne mærke en forskel.
I baggrunden kørte soundtracket, som hun var overbevidst om var skabt til hendes liv på repeat, og skabte den perfekte atmosfære.

Så da hun trådte ind ad døren efter hendes behandling, ramte hendes kæbe gulvet.

Længe havde vi talt om, at strege den sidste ting af på hendes bucket list, men jeg kunne ikke lade være med at tro, at hun havde nævnt det fordi hun nu måtte ’nøjes’ med mig. Men gennem længere diskussion havde hun endelig overbevidst mig om, at hun inderligt ønskede, at det var mig, som tog hendes mødom – i stedet for at hun måske ville ende hendes liv, uden at have oplevet det mest basale af alt.
Og efter en lang – og pinligt – samtale med både hendes forældre og tætteste læger, havde jeg endelig fået god for det.

Så for at fejre vores næsten månedsdag og Skt. Valentines dag, elskede vi gennem natten – både på det fysiske og mentale plan. Men selvom vi havde sex, havde ingen af os stadig sagt de tre små ord, som lå brændende varmt på min tunge.

 

Oktober, 2014.

Første gang jeg fortalte hende, at jeg elskede hende, var samme dag jeg mistede hende.

Måske havde jeg elsket Kitty lige siden den dag i januar for næsten to år siden, men aldrig havde jeg elsket hende mere, end da hun lå i mine arme og var på kanten til at dø.

Jeg havde været på vej hjem fra min seneste behandling, da hendes far havde hentet mig.
Med bankende hjerte og svigende øjne, havde jeg løbet ned af gangen og ind på hendes værelse. Og dér lå hun. Forbundet til mindst sytten maskine, som hverken hjalp eller gjorde noget for hendes helbred. – For det var da tydeligt, at hun nu var på vej til himlens paradis.

”Se skat, Lucas er kommet. Er det ikke rart?” havde hendes mor sagt med en let dirre i sin stemme. Hendes øjne var glatte, tårerne lå i krogen af hendes øjne og var på kanten af at falde, men hun holdte dem tilbage.

Med trætte og sløve bevægelser vendte Kitty sig om mod døren – mod mig – og hendes ene mundvig krøllede let. ”Hej Luke,” hostede hun svagt – en lille klat af rødt kom med op og ramte de ellers hvide lagner. ”Er du kommet for at sige farvel?”

”Nej, Kit.” smilede jeg. ”Jeg er kommet for at sig på gensyn,” Jeg krydsede hurtigt hendes værelse og lagde mig ved siden af hende – mit hoved på hendes pude og med armen omkring hendes talje. ”Vi ses jo igen, gør vi ikke?”

”Lucas, lad vær med at sige sådanne ting,” bad hun pint og gemte sit hoved i mit bryst. ”Du ved, at jeg hader det, når du taler om det.” Dobbeltmoralsk var hendes største fjende. Hun var altid åben og klar til at tale om livet efter hende, om hvordan hun ville have, at jeg skulle leve og elske, når hun var væk. Men så snart slutningen af mit liv blev nævnt, lukkede hun ned, som om det var en synd alene at tænke tanken.

”Jeg elsker dig, Kitty. Og hvis himlen virkelig er fuld af ting, som du elsker, vil vi jo ses igen, ikke?” jeg hviskede de tre ord ind i hendes øre, gentog dem endnu tre gange, før jeg pressede mine læber mod hendes og mumlede dem igen. De var min bøn, min virkelighed og mit liv. Alt jeg kunne tænke, alt jeg kunne sige, var min kærlighed til hende.

Og da hende øjne faldt i, og hendes vejrtrækningen blev svagere, gentog jeg dem igen, denne gang højere – i tilfælde af, hvis nogen på hospitalet ikke vidste det.

Og med hendes sidste kræfter formede hendes mund de tre ord, som nu var blevet mit mantra, før hendes hjerte slog dets sidste slag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...