Skinnet Bedrager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
17-årige Willow er bestemt ikke begejstret over at skulle flytte til Kermit, Texas. Hendes eneste trøst er de paralleller, hun konstant drager mellem sit eget og den fiktive Bella Swans liv, og hun tilbringer helst hver vågen time begravet i romanen Twilight. Hun har ikke høje forventninger til den lokale high school, men bliver til sin overraskelse øjeblikkeligt en del af David Lucas’ lille, umage vennegruppe, bestående af den generte Caleb og den smukke Ashley. Hvad der dog interesserer Willow langt mere, er den mystiske Emile; han er høj, flot og anderledes, og Willow ser i ham straks en Edward Cullen. Hun er sikker på, at hun har fundet den eneste ene og vælger derfor at se igennem fingre med Emiles mildest talt uforskammede opførsel. Men er Emile nu også den, Willow vil have, han skal være, eller har hun overset noget meget vigtigt?

2Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

7. Kapitel 6

Mit humør var brat skiftet fra tvært til strålende, da vi nåede ud til Prærien. Dette skyldtes flere forskellige faktorer:

Den første og vigtigste grund til den boblende glæde i mit bryst var, at det var lykkedes mig at få flyttet spansk i femte og sjette time, hvilket betød at jeg nu skulle have fysik med Emile i det tidsrum. Samtidig betød denne ændring i skemaet, at jeg skulle have spansk på et andet tidspunkt, hvilket igen rykkede med matematik og engelsk. Det samlede resultat blev, at jeg nu kun havde fire timer og ikke otte med Dave – og det var i sig selv grund nok til at juble.
 

Den anden grund var, at det var lykkedes mig at få mast Ashley ind på forsædet, tydeligvis stik imod Daves ønske. Nu havde han dog imidlertid affundet sig med det, og de pjattede og lo til hinanden, som om de allerede var kærester.


Den tredje grund var måske den mindst vigtige: det handlede om, at Caleb havde smilet til mig, da vi satte os ind på bagsædet. For første gang havde smilet været oprigtigt og ikke så usikkert som tidligere. Hvor mærkeligt det end lød, var min første tanke, at han var ved at komme over sin frygt for mig. Det krævede nemlig ikke en psykolog at indse, at Caleb var rædselsslagen for at blive afvist, måske endda for at blive foragtet. Og nu måtte noget i min optræden altså have fået ham til at fatte en lidt højere grad af tillid til mig.

 

Det overraskede mig, at det trods alt betød så meget for mig. Men Caleb var nu også den af de tre, jeg syntes bedst om.


Fiat’en skrumplede ind på den knoldede Prærie, og ligesom dagen inden tog vi plads i sofa og lænestole for at sludre om løst og fast. Jeg lyttede stadig mest; jeg kendte endnu ikke de andre godt nok til at kunne deltage i deres interne jokes og anekdoter.


Efter noget tid fandt Dave en gammel ghettoblaster frem, satte et kassettebånd i på trods af Ashleys og Calebs højlydte protester og skruede derpå op for Johnny B Goode, så man ikke kunne høre andet. Han greb Ashleys hånd, og hun lod sig leende trække op fra sofaen.

Caleb skævede genert til mig, så kom han på benene og rakte akavet hånden frem mod mig.

”Skal vi?” Han turde næsten ikke kigge på mig.

”Helt klart!” svarede jeg og rejste mig også.

Det stod hurtigt klart, at da vi først var begyndt at danse, var det mig, der var den akavede. Caleb bevægede sig smidigt og selvsikkert i et svimlende tempo, mens jeg desperat forsøgte at følge med på stive ben. Som for at understrege, hvor let det faldt ham, sang han også med med sin fantastiske stemme.

”Du er alt for god til det her!” lo jeg overgivent, da han svingede mig rundt. Han smilede igen sit oprigtige smil.

”Har Ashley og Dave nogensinde været kærester?” spurgte jeg efter en pludselig indskydelse. Jeg havde en mission og måtte hellere researche lidt.

Caleb virkede straks lidt mere forbeholden.

”De virker bare så glade for hinanden,” skyndte jeg mig at fortsætte, og han lod til at slappe af igen.

”De er også glade for hinanden,” svarede han, idet han hurtigt løftede mig op i et dansetrin, der var mere kompliceret end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg skulle udføre.

”Bare på forskellige måder. Stakkels Ash har været vild med Dave lige siden den aften til festen. Det er der nok ikke noget at sige til – han reddede hende jo på sin vis.”

”Men han er ikke interesseret i hende?”

”Nej – han har afvist hende flere gange, end jeg kan huske. Han siger altid, han ser hende som en lillesøster og slet ikke har den slags følelser for hende. Og når han siger det, skal det nok passe. Dave lyver aldrig.”

”Det er synd.” Vi kiggede begge hen mod dem. Ashley havde sine arme om Daves hals og stirrede forelsket på ham. Han besvarede roligt hendes blik.

”De er sådan et fint par.”

”Er de?” Min bemærkning lod til at komme bag på Caleb. ”Det har jeg aldrig tænkt over. Men det kan da godt være.”

”Hvordan kan Ashley holde ud at være venner med én, der har afvist hende så mange gange? Og hvorfor lader Dave hende ikke være i fred, så hun kan komme videre?” spurgte jeg så.

Måske lød jeg lidt fordømmende, for Caleb virkede straks mere defensiv.

”Ashley har ikke andre venner end Dave og mig, og da jeg altid er sammen med Dave… jeg går ud fra, det er bedre end slet ikke at se os. Hvad angår Dave, så skulle du bare vide, hvor mange gange han har forsøgt at fjerne sig fra Ashley for at gøre det lettere for hende, men hun vil ikke lade ham gøre det. Desuden vil han så gerne passe på hende, så det ville også være meget svært for ham at overlade hende til Kirks og de andres kløer. Jeg tror de trives nogenlunde, sådan som det er nu; de ignorerer begge hendes forelskelse, fordi hun er fuldstændig afklaret med, at deres forhold aldrig kan blive mere end venskabeligt.”

”Det er synd,” gentog jeg stille, og Caleb sagde ikke mere. Dette gav mig god mulighed for at tænke.

Det ville tydeligvis ikke blive noget problem at få Ashley til at betragte Dave som kærestemateriale. Altså var det Dave, jeg skulle bearbejde, og for at kunne gøre dette, var jeg nødt til at få ham på tomandshånd. Tanken om det, og især hvad han ville lægge i det, fik mig til at gyse. Det ville komme til at kræve et nøje udvalgt ordvalg og et utvetydigt kropssprog, hvis det skulle komme til at fungere.

Resten af eftermiddagen gik med at fundere over dette. De andre lod ikke til at lægge noget specielt i min tavshed, gik vel bare ud fra, det var min natur. Da solen begyndte at synke, myldrede vi atter ind i bilen, og Dave kørte hjemad, mens han muntert brokkede over den gamle bils murren, for straks derefter at undskylde overfor den og klappe den forsonende på rattet.

Ligesom dagen inden, blev Ashley sat af først, og i samme øjeblik bilen rundede et hjørne, og hun forsvandt, lænede jeg mig frem mod førersædet.

”Jeg talte med Kirk Slater i dag,” bemærkede jeg roligt. Bilen slingrede lidt mod højre, og Dave knugede hårdere om rattet.

”Jaså.”

”Det var derfor, jeg kom for sent til spansktimen,” fortsatte jeg og noterede mig hvordan musklerne i Daves hals gradvist blev mere tydelige. Ved siden af mig var Caleb lutter øren, men sagde heldigvis ingenting.

”Han standsede mig ude foran pigetoilettet og spurgte til min nye veninde.”

”Han spurgte dig om Ashley?!” brast det ud af Dave, og bilen slingrede igen, da han vendte sig i sædet for at se på mig.

”Dave, hold øjnene på vejen!” skingrede jeg, og han rettede bilen op inden vi kolliderede med en lygtepæl. Mit hjerte hamrede hårdt i halsen på mig; Daves voldsomme reaktion bekræftede mig i, at hans trang til at beskytte Ashley var den helt rette måde at angribe dette her på.

”Måske skulle vi ikke tale om dette her, mens du kører,” sagde jeg så og lænede mig resigneret tilbage i sædet. Jeg måtte skjule et smørret smil, da jeg så, hvordan han var ved at sprænges efter at få flere informationer.

”Jeg kan godt køre og snakke samtidig!” insisterede han.

”Tydeligvis ikke.”

”Helt ærligt, Will!” Hans stemme var hård, og han skulede til mig i bakspejlet.

”Nej, vi taler om det i morgen. Medmindre du da ligefrem vil med ind.”

”Det skulle jeg måske.”

”Dave, det er tåbeligt. Du skal jo køre Caleb hjem.”

”Vi tager en omvej.” Med disse ord svang han bilen til venstre og modtog et rasende dyt fra den modkørende.

”Ja, ja, tak du bare din gud og skaber for at du overlevede,” mumlede han surt.

Endnu en gang måtte jeg skjule mit smil. Jeg så godt, hvordan Caleb kiggede på mig; nysgerrigt og en lille smule frustreret, måske fordi han ikke kunne gætte mine motiver. Talte jeg sandt? Eller ville jeg bare være alene med Dave?

Jeg kunne næsten se ham forsøge at regne det ud og stykke det sammen med mine spørgsmål ude på Prærien. Men han sagde stadig intet, og da jeg udfordrende mødte hans blik, tog han øjnene til sig.

Da vi havde sat Caleb af, og vi omsider kunne parkere foran mit hus, kunne Dave ikke vente længere.

”Okay, håndbremsen er trukket,” sagde han gnavent. ”Du siger altså, at Kirk Slater spurgte til Ashley?”

”Jep.” Jeg steg ud af bilen, og Dave fulgte med.

”Hvad sagde han?” spurgte han og greb fat i min arm.

”Dave, ikke så hårdt!” protesterede jeg, og han slækkede grebet en lille smule. ”Okay så. Han standsede mig ved at gribe fat i mig – ikke ulig dig selv – ” jeg sendte ham et hvast blik, jeg slet ikke mente, ”og spurgte, om ikke jeg var den nye pige, hvilket jeg selvfølgelig svarede bekræftende på. Så sagde han: ’Du er venner med Ashley Pitters, ikke?’Og jeg tøvede, fordi jeg ikke kender Ashleys efternavn, og jeg går ud fra, hun deler navn med mange her. ’Hende blondinen med den beskidte mund og den der kæmpe røv, ‘ sagde han så, og – ”

Hvad sagde han?!”

”Dave, du hørte mig godt,” sukkede jeg og ventede på, at rødmen på hans hals skulle blegne lidt.

”Fortsæt nu bare,” kommanderede han med sammenbidte tænder, så jeg fortsatte min opdigtede historie uden den mindste skyldfølelse over at lægge Kirk den slags i munden. Hvis det, de andre havde fortalt om ham, var sandt, var det ikke langt fra sandheden.

”Nå, men selvom han havde en usympatisk måde at udtrykke sig på, kunne jeg jo nok regne ud hvem han mente, så jeg sagde ja, og så sagde han – bliv nu ikke alt for gal – ”

”Willow!”

”Jo, altså, han sagde, at jeg skulle sige til hende, at han vidste, hvad hun ville have, og at han nok skulle sørge for, at hun fik det.”

Dave slap mig brat og lukkede øjnene. Så gik han en lille runde rundt om sig selv, idet han foldede hænderne ovenpå hovedet og lagde nakken bagover. Jeg sagde ikke noget, i al hemmelighed glad og en lille smule skræmt over hans reaktion. Jeg havde ikke før mødt nogen, der hadede et andet menneske så inderligt. Da han standsede foran mig og stadig ikke havde åbnet sine øjne, følte jeg, at jeg var nødt til at bryde tavsheden.

”Hvad tænker du på?” spurgte jeg stille. Det overraskede mig, at jeg slet ikke behøvede at spille skuespil længere for at fremkalde de nødvendige reaktioner. Jeg havde ondt af ham og turde samtidig knapt nok spørge af frygt for at fremkalde et nyt raserianfald. Heldigvis skete det ikke, og han svarede mig i et ganske roligt tonefald:

”Jeg tænker på, at mine pacifistiske forældre ikke ville bryde sig om de tanker, jeg har om Kirk Slater lige nu.”

Så smilede han en anelse anstrengt til mig. ”Jeg beklager, jeg blev vred – det vil sige, ikke at jeg blev vred på Slater, men at jeg måske lod det gå lidt ud over dig, Will.”

”Willow,” rettede jeg stilfærdigt, men smilede også.

”Men der må altså gøres noget ved ham Slater,” mumlede Dave så, og jeg lagde hånden på hans arm – fraværende bemærkede jeg, at alle hans muskler var spændte. Han var ikke så afslappet, som han gerne ville virke.

”Vil du ikke med ind?” spurgte jeg og sørgede nøje for at holde min stemme så neutral som muligt, så han ikke skulle lægge noget i min invitation. ”Vi har vist sørget for nok drama til hele gaden.”

Jeg forsøgte mig med et undskyldende smil, og han besvarede det. Musklerne i armen slappedes en lille smule.

”Så lad gå da. Men du skal vide, at det er mig meget imod, eftersom naboerne jo ikke gerne skulle tro noget om os to. Der er trods alt en verden til klasseforskel på dig og mig.” Jeg slog ham hårdt på armen, og han forsvarede sig for sjov ved at gribe fat om min knytnæve.

”Så så, der er ingen grund til at blive sur. Hvordan kan du vide, at den klasseforskel ikke er til din fordel?”

Han fulgte efter mig ind i køkkenet, hvor der ligesom aftenen før duftede af madlavning. Jeg kunne dufte pizzadej og rød peber.

”Hej, Willow,” nynnede min far åndsfraværende, da vi trådte ind og så ikke op fra den udgave af MicrOcOsmOms, han læste mens han forsøgte at skære pebre. ”Du kommer til at vente lidt på maden. Jeg blev forsinket fordi…” Han tabte tråden, åbenbart dybt opslugt af noget, han læste i tidsskriftet.

”Det er i orden, far, Dave og jeg skulle alligevel tale sammen. Vi er på mit værelse.” Han vinkede distræt med urtekniven, da vi gik forbi og havde ikke hørt et ord af hvad jeg sagde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...