Skinnet Bedrager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
17-årige Willow er bestemt ikke begejstret over at skulle flytte til Kermit, Texas. Hendes eneste trøst er de paralleller, hun konstant drager mellem sit eget og den fiktive Bella Swans liv, og hun tilbringer helst hver vågen time begravet i romanen Twilight. Hun har ikke høje forventninger til den lokale high school, men bliver til sin overraskelse øjeblikkeligt en del af David Lucas’ lille, umage vennegruppe, bestående af den generte Caleb og den smukke Ashley. Hvad der dog interesserer Willow langt mere, er den mystiske Emile; han er høj, flot og anderledes, og Willow ser i ham straks en Edward Cullen. Hun er sikker på, at hun har fundet den eneste ene og vælger derfor at se igennem fingre med Emiles mildest talt uforskammede opførsel. Men er Emile nu også den, Willow vil have, han skal være, eller har hun overset noget meget vigtigt?

2Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg var lettet, da vi endelig nåede skolen næste morgen. Dave havde hentet mig først og insisteret på, at jeg skulle sidde på forsædet ved siden af ham, så Ashley sendte mig onde øjne, da vi standsede foran hendes hus.

Hele vejen hen til skolen, kunne jeg mærke hendes blik brænde i nakken. Dave sludrede løs som sædvanlig, Ashley svarede tvungent muntert, Caleb sad tavs og gådefuld på bagsædet, og jeg surmulede – jeg syntes ikke rigtig, der var grund til andet.

Derfor var det med en vis befrielse, jeg så Caleb og Ashley forsvinde til deres første time, mens jeg selv satte kursen mod matematik. Dave fulgte mig så tæt, at han trådte op i min hæl.

 

”Pas dog på,” vrissede jeg. Helt ærligt, mit humør – og mine bedste sko – var ødelagt.

”Nå, ja, godt ord igen,” smilede han.

”Er du altid så glad?” spurgte jeg irriteret. ”Smiler du bare af alt her i livet?”

”Ikke alting.” Vi passerede netop to fyre i sportsjakker. De kneb begge øjnene sammen ved synet af Dave.

”Men for det meste er det ikke så svært, at se de smukke ting her i livet – i hvert fald ikke, hvis man gør sig en smule umage.”

”Der er intet smukt ved en tirsdag morgen på en grim high school i Texas!”

”Det er der vel nok!” Han lod for sjovs skyld, som om han var oprevet.

”Se, hvordan solen falder ind ad det vindue og rammer hendes hår.” Han pegede diskret på en rødhåret pige, der lo til sin veninde, mens hun fandt en bog frem fra sit skab.

Morgenstrålerne spillede ganske rigtigt kønt i hendes orange lokker og fremhævede fregnerne på hendes næse.

”Eller hvad med denne her duft?” Han fandt en bog frem fra sin taske. Den var tydeligvis af ældre dato, havde garanteret stået på en bibliotekshylde siden engang i firserne. Dave holdt den op under min næse og bladrede hurtigt gennem siderne, så den umiskendelige duft af alderstegent papir og tryksværte ramte mine næsebor. Mod min vilje kunne jeg lide lugten.

”Og hvad så med det der?” fortsatte han, da vi gled ind på vores pladser i matematiklokalet.

Læreren, Mr. Thomas, kom netop ind i lokalet med et åbent og imødekommende ansigtsudtryk.

”Tænk, at nogen gider undervise denne her flok sløve, modvillige teenagere, og endda ligefrem holder nok af det til at gøre det med godt humør.” Han lagde hovedet lidt på skrå. ”Enten det eller også kommer han lige fra Rektor Valasquez’s seng.”

”Dave!” gispede jeg forfærdet og skubbede til ham. Jeg skævede nervøst til vores lærer.

”Slap af, hun er ikke gift,” fnisede han. ”Jeg siger bare, han ser meget fornøjet ud.”

Jeg så op på Mr. Thomas og kom selv til at fnise lidt.

”Der kan du bare se. Der er masser at smile af,” konkluderede Dave. ”Jeg selv er desuden meget begejstret for den kjole, du har valgt at tage på i dag.”

Han lod anerkendende blikket glide ned ad mig og stirrede længere end nødvendigt på mine lår. Jeg skyndte mig at trække lidt ned i kjolen, der hvor den var gledet op, da jeg satte mig ned og var for forfjamsket til at møde hans blik for da slet ikke at tale om at finde på et passende svar. Jeg mærkede mine kinder gløde, da jeg hørte ham kvæle en latter ved siden af mig.

Han fortjente egentlig en straf for sin frækhed, men nu begyndte timen, og jeg ville heller ikke have anet, hvad jeg skulle sige. Jeg lod ham dog forstå, at han var gået for vidt, idet jeg slet ikke talte til ham, da vi sammen forlod matematik og gik til den næste time. Det lod ikke til at gå ham på; i stedet virkede han svært tilfreds med sig selv, smilede bare fornøjet og skævede nu og da til mig.

Inden tredje time så jeg mit snit til at smutte fra ham ind på pigetoilettet. Hans konstante blikke gik mig på nerverne; det var faktisk temmelig ubehageligt, at han overhovedet ikke forstod en fin hentydning – jeg syntes endda, mine hentydninger havde været mere end fine. Fattede han ikke, hvor utilpas, han gjorde mig?

Jeg åbnede for det kolde vand og pjaskede lidt i mit ansigt. Med en smule held ville Dave have sat sig ned, når jeg gik ind i klassen, og jeg kunne sætte mig så langt fra ham som muligt. Jeg orkede ham ærlig talt ikke.

Fattet forlod jeg pigetoilettet.

”Uf!” Ligesom dagen inden stødte jeg ind i nogen. Jeg tumlede et par skridt baglæns og forsøgte at fokusere. Det var ikke til at tro – hvor heldig kunne man være?!

”Dette er vist ved at blive en vane,” bemærkede jeg kækt og forsøgte at møde Emile Martins lysebrune blik, mens jeg smilede mit pæneste smil. Pludselig var jeg glad for at min kjole stumpede en lille smule. Han virkede uimodtagelig overfor mit forsøg på at lave sjov og skulede bare til mig.

”Hvad mener du?” brummede han.

”Hm.” Hans afvisende attitude fik mig til at tabe fatningen lidt. ”Vi løb også på hinanden i går. Efter spisepausen. Husker du?” forsøgte jeg, da han overhovedet ingen tegn på genkendelse viste.

”Nå.” Han sagde ikke andet og virkede, som om han ville gå.

”Jeg hedder Willow,” skyndte jeg mig at præsentere mig selv og rakte hånden frem, før han fik en chance for at slippe væk.

Han tog den langsomt. ”Emile.”

”Jeg er lige flyttet hertil fra Maine,” forklarede jeg; min stemme havde en snert af desperation.

”Okay.”

”Emile, det lyder fransk,” fortsatte jeg. ”Har du familie i Frankrig.”

”Nej. Vi kommer fra Canada.”

Det sidste kom modvilligt, som om han måtte tvinge sig selv til at tale.

”Jamen, så er vi jo begge to tilflyttere!” Min overraskelse lød falsk selv i mine egne ører.

”Tænk, at vi har så meget tilfælles!”

”Har vi da andet tilfælles, end at vi er tilflyttere?” spurgte han og kneb øjnene lidt sammen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at slå en høj latter op, som om han havde sagt noget vældigt skarpsindigt.

”Hvor er du morsom,” udbrød jeg, og han smilede svagt. Et smil, der var både syrligt og en anelse hånligt.

”Kan du have det,” sagde han dovent og forsvandt ind ad døren til det nærmeste klasseværelse uden at give mig en chance for at sige mere.

Jeg stirrede målløs efter ham. Jeg havde faktisk talt med ham! Vi havde netop haft en helt almindelig, dagligdags, fuldkommen fantastisk samtale! Åh, han var så høj og mystisk. Den måde, han skulede til mig på – det gjorde mig fuldkommen svimmel at tænke på. Og hans smil! Hvordan kunne han være så uforskammet flot?

Jeg kiggede på den lukkede dør og sukkede. Hvem der bare kunne sidde derinde med ham.

Vent! Jeg kunne jo faktisk sidde derinde med ham! Det eneste det krævede var at bytte spansk ud med, hvad end de havde i det klasselokale i tredje time. Jeg måtte snakke med kontoret efter skole i dag og se, om det kunne lade sig gøre. Åh, hvor jeg håbede det! Det ville også give mig en mulighed for at slippe for Dave, om ikke hele tiden, så i det meste noget af den.

Tanken om Dave fik mig til at huske, at det var meningen, jeg skulle være til time nu, og jeg spjættede, rev mig løs af min trance og stilede mod mit eget klasseværelse. Jeg brasede ind ad døren og Mrs. Espinosa hævede skeptisk øjenbrynene.

”Undskyld,” skyndte jeg mig at sige, men hun lod til at vente på en forklaring. ”Det – jeg kunne ikke få toiletdøren op,” improviserede jeg.

Nogen fnisede, og jeg så Dave sende dem et vredt blik. Det irriterede mig så meget, at jeg fortsatte.

”Døren var gået i baglås, mener jeg.”

Det så ikke ud til, at Mrs. Espinosa troede mig. ”Javel. Værsgo at tage plads, miss Evans. Prøv at gemme dine toiletbesøg til frikvartererne, ikke?”

Mere fnisen. Rød i kinderne skyndte jeg mig ned til den eneste ledige plads, der – selvfølgelig – var ved siden af Dave.

”Jeg spærrede pladsen til dig,” hviskede han konspiratorisk, og det gjorde mig så vred, at jeg med vilje smækkede mit eksemplar af ¿Que Hora Es? ned over hans fingre. Han ømmede sig lavmælt, mens jeg stirrede stift op mod den stramtandede dame ved tavlen, sur og ydmyget.

Kun tanken om Emile hjalp lidt på humøret. Jeg skal bare holde resten af dagen ud, tænkte jeg. Kun fire timer mere til livet i Kermit bliver lidt mere udholdeligt.

 

De to spansktimer sneglede sig af sted, og da vi nåede til middag, havde Dave enten glemt min tarvelige behandling af ham, eller også – hvilket jeg regnede for langt mere sandsynligt – havde han været for dum til at opfange den. I hvert fald pludrede han muntert og hilste Caleb og Ashley med vanlig entusiasme. Ashley var straks ved siden af ham og stak besidderisk sin arm ind under hans.

”Ingen Kirk-episoder i dag?” spurgte Dave mildt og smilede ned til hende. Jeg kunne ligefrem se hende tø op.

”Ikke endnu,” svarede hun på den allermest charmerende måde, man kunne forestille sig. Jeg vendte blikket bort fra det foruroligende syn og smilede forsigtigt til Caleb.

”Hej.”

Han virkede overrasket. ”Hej.”

Vi fulgte efter Dave og Ashley, der til forveksling lignede et kærestepar, ind i kantinen. Gad vide, om Dave vidste, hvor vild Ashley var med ham? funderede jeg. Det kunne ikke have været tydeligere, men jeg kendte allerede nu Dave godt nok til at vide, at han var ualmindelig sløv i opfattelsen, når det gjaldt piger.

Måske var det simpelthen ikke gået op for ham, at han her havde en oplagt mulighed for at skaffe sig en kæreste, der var lækrere end de fleste – i hvert fald helt klart lækrere end mig! – og som var betingelsesløst forelsket i ham. Han behøvede ikke engang være bange for, at nogen skulle stjæle hende fra ham, eftersom resten af Kermit anså hende for praktisk talt at være prostitueret, og hun besvarede dette med ophøjet foragt. Hvilken fyr ville ikke udnytte denne situation til sin egen fordel?

Vi satte os der, hvor vi også havde siddet dagen før. Ashley smilede og lo for at tiltrække sig Daves opmærksomhed, og Caleb sagde som sædvanlig ikke noget. Hvem vidste, hvad der foregik inde i hans hoved. Men det måtte vente: Nu ville jeg koncentrere mig om Ashley og Dave.

Hvis jeg kunne få dem til at finde sammen, kunne Dave overføre al sin hengivenhed på hende og slippe mig af krogen. Samtidig ville Ashley få for travlt med at koncentrere sig om sit eget kærlighedsliv til at bekymre sig om mit.

Netop da trådte Emile ind i kantinen; han måtte have frokostpause på samme tid som os. Jeg fattede ikke, at jeg havde overset ham dagen inden. Det kunne kun skyldes hele optrinnet med Kirk Slater og Dave – et optrin, der nu forekom mig latterligt. Helt ærligt, var dette 1955? Daves ridderlighed og en slåskamp i kantinen virkede som noget fra en gammel, kitschet film.

En lille, køn pige med langt mørkt hår, indhentede nu Emile. Det så ud til, at hun sagde noget til ham, men han rystede afværgende på hovedet og forsøgte at vende ryggen til hende. Hun lod sig imidlertid ikke sådan affeje, og han blev tvunget til at lytte til, hvad hun end havde at sige. En irriteret rynke kom til syne mellem hans mørke bryn, hvorpå han mumlede et eller andet til pigen. Hun trak hovedet lidt tilbage, som om hun blev meget fornærmet, hvorpå hun marcherede bort.

Jeg betragtede hende forsvinde med en følelse af uro i maven. Var hun hans kæreste? Det var ikke rigtigt, Edward skulle ikke have en kæreste. Han skulle være ligeglad med alle andre piger end Bella – hvilket ville sige mig.

”Hvad er det, der er så spændende ved Martin’erne?” lød Daves stemme pludselig, og jeg blinkede.

Nu opdagede jeg, at de alle tre stirrede på mig; Caleb og Dave virkede uforstående, men Ashley så ud, som om hun forstod alt. Og hun kunne ikke lide det.

”Martin’erne?” Uroen i maven lettede lidt. ”Er de i familie?”

”Ja da, de er bror og søster. Der er også en yngre pige, men hun er stadig i junior high,” svarede Dave ligegyldigt og skruede låget af sin cola.

”Hvorfor? Kender du dem?”

”Nej – det vil sige, ikke rigtig. Jeg har snakket med Emile et par gange.” Min stemme rystede næsten umærkeligt, da jeg udtalte Emiles navn.

”Willow har mange spørgsmål om Martin-familien,” sagde Ashley henkastet, og jeg sendte hende et dræbende blik. Hun smilede uskyldigt.

Det vakte åbenbart Daves opmærksomhed. Han kiggede på mig og lod cola være cola.

”Will, dem bør du holde dig fra,” sagde han så og lød mere besidderisk end nogen sinde.

”De er ikke gode for dig.”

”Hvad skal det overhovedet betyde? Ikke gode for dig? Du har kendt mig en dag, du ved ikke hvem, der er gode for mig!”

”Familien Martin er ikke god for nogen, Will. De er… sære. Emile og Anäis er meget reserverede og direkte fjendtlige, hvis man forsøger at komme i kontakt med dem. Anäis slog mig engang og råbte op om voldtægt, fordi jeg kom til at skubbe til hende til en fest. Den yngste, Claire, ligner en engel, men hendes lærere i børnehaveklassen rapporterede om manipulerende og sociopatisk adfærd – hvilket er forståeligt, når man tænker på de rygter, der svirrer om hendes far; man siger, han slår hendes mor, der er et forsagt dydsmønster af et kvindemenneske. Derfor er det ikke en god idé at komme i kontakt med dem!”

Jeg kunne mærke, jeg så lamslået og fortumlet ud. Langsomt genvandt jeg mælet efter dette væld af nye oplysninger, og samtidig med at jeg fattede mig, begyndte jeg at blive vred.

”Du er sandelig velinformeret om familien Martins private affærer!” udbrød jeg. ”Hvordan kan du vide, at noget af det overhovedet passer?”

”Hvad mener du?” spurgte Dave venligt.

”Det lyder som ondsindet landsbysladder i mine ører. Hvordan kan du for eksempel vide, hvad lillesøsterens børnehaveklasselærer har haft at sige om hende?”

”Fordi min far er psykolog, tilknyttet skolen,” smilede Dave og blinkede til mig. ”Jeg kan selvfølgelig ikke på samme måde stå inde for resten, men jeg ved fra min far, at forældrene har store personlige problemer; det kunne Claire fortælle ham.”

”Jeg synes det er underligt, at I bruger så meget tid på at beklage jer over den lilleby-mentalitet, der gør livet surt for jer, men alligevel ikke har nogen skrupler med selv at bagtale en helt almindelig familie, der bor her i byen!” slyngede jeg så ud.

Når jeg ikke kunne finde nogen måde at angribe Daves troværdighed på, kunne jeg i det mindste sætte spørgsmålstegn ved hans moral.

”Det kan du sådan set have ret i.” Et kort øjeblik virkede Dave eftertænksom, som om han faktisk overvejede min beskyldning alvorligt.

”Jeg ville heller aldrig have sladret på den måde, hvis det ikke havde været strengt nødvendigt.”

”Hvad skal det betyde?”

”Tja, jeg var jo nødt til at give dig et indtryk af de mennesker, du overvejer at indlade dig med, ikke? Nogen skal vel passe lidt på dig.”

Jeg kunne kun mønstre et billigt modangreb. ”I hvert tilfælde har du og din far en mærkelig måde at overholde tavshedspligten på!”

Et slag under bæltestedet, kunne man vel sige.

De andre lod sig imidlertid ikke mærke med noget. De spiste roligt videre og Dave tog en stor slurk af sin cola.

”Kald det, hvad du vil,” sukkede han resigneret. ”Kom ikke og sig, du ikke var advaret.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...