Skinnet Bedrager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
17-årige Willow er bestemt ikke begejstret over at skulle flytte til Kermit, Texas. Hendes eneste trøst er de paralleller, hun konstant drager mellem sit eget og den fiktive Bella Swans liv, og hun tilbringer helst hver vågen time begravet i romanen Twilight. Hun har ikke høje forventninger til den lokale high school, men bliver til sin overraskelse øjeblikkeligt en del af David Lucas’ lille, umage vennegruppe, bestående af den generte Caleb og den smukke Ashley. Hvad der dog interesserer Willow langt mere, er den mystiske Emile; han er høj, flot og anderledes, og Willow ser i ham straks en Edward Cullen. Hun er sikker på, at hun har fundet den eneste ene og vælger derfor at se igennem fingre med Emiles mildest talt uforskammede opførsel. Men er Emile nu også den, Willow vil have, han skal være, eller har hun overset noget meget vigtigt?

2Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

5. Kapitel 4

Caleb sang. Han havde en velklingende, kraftfuld stemme, der lød som noget fra en Disneyfilm – egentlig syntes jeg, alle Disney-prinserne fra min barndom havde lydt som ham. Det var blevet så sent på eftermiddagen, at det snart var aften, og Caleb stod midt ude på den brune mark og sang, mens Dave sad og lyttede og kom med konstruktiv kritik eller opmuntrende kommentarer, når Caleb selv var utilfreds.


”Han er virkelig dygtig,” bemærkede jeg til Ashley, der sad i skrædderstilling i sofaen, men alligevel formåede at se vældig afslappet ud. Hendes ene slanke hånd holdt skødesløst om et skrammet krus med en lunken slurk kaffe.


”Så skulle du se ham danse,” sukkede hun. ”Men ja, han er en stor sanger, og han øver sig også hver dag – naturligvis kun herude, hvor ingen kan høre ham. Uanset hvor mange gange Dave og jeg fortæller ham, at han er fantastisk, kan han åbenbart aldrig tro på det. Denne audition er ikke den første, han har været til.”


Da Caleb endelig havde svaret på Daves forespørgsel, var han blevet nødt til at indrømme, at han havde kastet ét blik på den fyldte parkeringsplads foran teateret, hvor auditions til ’Annie’ blev afholdt, hvorpå han var gået sin vej, fordi han ’vidste, at han ikke var god nok’.


”Hvor er det ærgerligt.”


”Det er mere end ærgerligt!” udbrød Ashley, pludselig vred. ”Han bliver afholdt fra at gøre det, han elsker, og som han kan lide, bare fordi han ikke passer ind i folks latterlige opfattelse af en bog, der blev skrevet for over 1000 år siden!”


”Hvad mener du med –”


”Jeg mener, at Caleb har fortalt hele verden – inklusive sine forældre – at han ’ikke længere er bøsse’, at han ’kom til fornuft’” hun lavede hidsigt gåseøjne i luften og vrængede ordene ud, ”fordi han er bange.

Da han indså, at han var blevet forelsket i sin daværende bedste ven, tog han til sidst mod til sig og fortalte ham det. Denne ’ven’ reagerede med afsky, og han og de andre, Caleb plejede at hænge ud med, droppede ham straks. Men ikke nok med det, idioterne var retarderede nok til at fortælle alle om deres homoven, så der gik ikke mere end et par dage, før Caleb blev overfaldet på vej hjem fra skole. Han ved ikke, hvem de var, for de havde masker på, men de tævede ham og pissede på ham, hvorpå de efterlod ham halvt bevidstløs. 

Og da han kom hjem og fortalte sine forældre, hvad der var sket og hvorfor, hvad tror du så, de gjorde? Trøstede de ham? Meldte de det til politiet? Nej, de skældte ham ud, sagde, at det var hans egen skyld for at vælge at leve i synd, og truede ham med militærskole, hvis ikke han ’kom til fornuft’. Derpå ringede de til Kermit High og informerede ledelsen om deres afsporede søn, og forhørte sig, hvad der kunne gøres for at bringe ham tilbage på rette spor. Vores kære rektor mente, at det ville være formålstjenstligt at tvinge Caleb til at skifte seksuel orientering, så hun vendte sig mod kollektiv afstraffelse: Hvis ikke Caleb holdt op med at være bøsse, ville gallafesten blive aflyst – også for seniors, skønt Caleb kun var sophomore på det tidspunkt. Du kan nok forestille dig, hvor upopulær man kan blive, når man er skyld i at gallaen bliver aflyst!

Så Caleb gav efter. Han fortalte alle, at han havde taget fejl, at han var forvirret, at det halvvejs havde været en joke, hvad som helst for at få folk til at tro på det. Og hvad enten de gjorde eller ej, lod de ham være – det vil sige bortset fra enkelte overfald i ny og næ, for at huske ham på, hvem han er – gallafesten blev afholdt, og Calebs eksistens blev tolereret. Men kun lige! Forestil dig, hvad der ville ske, hvis det blev opdaget, at Caleb elsker at synge og danse, at han er god til det, og at han går til auditions på musicals – eller prøver på det. For hvis der er noget, der bliver betragtet som homo – selvom det er fuldstændig latterligt og tåbeligt og ufatteligt generaliserende – er det da musicals!”

 

Ashley tav. Hun var blevet rød i hovedet og næsten forpustet af sin lange enetale; forurettelsen, ja raseriet, på hendes vens vegne kunne ikke have været tydeligere.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige; hvad siger man til den slags? At man er ked af det? At verden er et råddent sted nogle gange? At man ikke var utaktfuld med vilje? Jeg overvejede, men endte med blot at se ned i jorden. Ashley godtog det åbenbart, for hun sagde ikke mere, vendte bare atter opmærksomheden mod Caleb, hvis stemme smøg sig om tonerne til ”Twilight Time”.

I et par minutter sad vi tavse og lyttede, men titlen på Calebs sang havde fået mig til at huske på min stålsatte beslutning om at finde ud af mere om min ’Edward’, så jeg bestemte mig for at forsøge at føre samtalen ind på mere muntre emner.


”Du, Ashley?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg vidste ikke, om hun stadig var vred.


”Ja?” Hun smilede hurtigt til mig, hvilket jeg tolkede som et godt tegn.


”Kender du til en fyr – jeg stødte på ham her til eftermiddag. Han var høj med rødbrunt hår og rigtig, hm, flot. Ved du, hvem det kan være?”


Hendes smil blegnede lidt, mens hun lyttede og hun så en smule forvirret ud.


”Flot? Og rødbrunt hår…” hun tænkte sig om.


”Han lignede… en, der ikke rigtig hørte til her,” ombestemte jeg mig i sidste øjeblik. ”Som om han ikke altid havde boet i Kermit.”


”Mener du Emile Martin?” spurgte Ashley efter en lille pause. Hun virkede stadig uforstående.


Mit hjerte slog en smule hurtigere.

”Emile?”

”Han og hans familie flyttede hertil fra et eller andet sted i Canada for nogle år siden,” fortsatte hun.

”Det må næsten være ham, du mener, der er ikke rigtig andre, der passer på beskrivelsen. Han er høj med rødbrunt hår og temmelig bleg i det – ligner en, der sidder inde og spiller computerspil hele dagen. Jeg ved nu ikke, om jeg ville kalde ham flot… men det er måske bare fordi, jeg kender ham. Jo, han er sikkert flot nok, hvis man er ligeglad med hans rædsomme personlighed. Han er altid så skide sur. Vrisser ad én, hvis man kommer til at ønske ham godmorgen, gider ikke svare, hvis man hilser på ham… Hvorfor spørger du til ham? Var han uforskammet?”

Hun satte en vidende mine op.

”Nej, nej, overhovedet ikke!” skyndte jeg mig at forsikre hende om, temmelig overrasket over hendes ord.

”Han var faktisk rigtig flink.”

”Virkelig?” Hun hævede øjenbrynene så meget, at de forsvandt op under en gylden krølle.

”Jah. Jeg kom til at støde ind i ham og tabte mine bøger, så jeg talte ikke så meget med ham, men han virkede da rigtig rar.”

”Jaså? Han råbte altså ikke ad dig, eller kaldte dig et eller andet frygtelig flovt?”

”Næh.”

Ashley udstødte en lille skeptisk lyd og opgav tydeligvis at forfølge emnet. Provokeret over hendes trodsige modvilje, spurgte jeg oprørsk:

”Hvorfor kan du ikke lide ham? Har han nogensinde gjort dig noget?”

Hendes ansigtstræk formørkedes, og hun så et kort øjeblik rasende ud.

”Jeg har mine grunde,” svarede hun kort for hovedet og virkede uvillig til at fortælle mere. Ingen af os sagde mere, før Dave og Caleb kom tilbage til os.

”Hvad synes du så om Prærien, Will?” spurgte Dave begejstret. Hans brede smil irriterede mig.

”Willow. Det er en flad mark med møbler på,” svarede jeg surt og modtog et uvenligt blik fra Ashley.

”Men meget oplysende,” tilføjede jeg. Så kunne de lægge i det, hvad de ville.

Dave så fra Ashley til mig.

”Er I blevet uvenner?” Det dæmrede langsomt for ham, at den gode stemning var ødelagt.

”Nej, overhovedet ikke,” svarede Ashley uventet og fremtvang et smil.

”Bare glem det, Dave,” mumlede jeg.

Vi gik langsomt hen mod bilen; Dave talte stadig med Caleb, og jeg lod mig sakke lidt bagud, da jeg ikke orkede at høre på mere af hans entusiasme. Det overraskede mig, at Ashley også tøvede.

”Willow, du burde holde dig fra Emile,” sagde hun så, pludseligt og uden nogen form for advarsel.

Jeg var fuldkommen perpleks. ”Hvad?”

”Jeg mener det.” Hun stirrede mig lige ind i øjnene. ”Han er ikke god for dig.”

”Hvad mener du med det?”

Nu var jeg forurettet.

”Du kender mig ikke, hvordan kan du vide, at han ikke er noget for mig?”

”Han er ikke god for nogen. Stol nu bare på, hvad jeg siger, og hold dig fra ham, ikke?”

Du bestemmer ikke, hvad jeg skal gøre, ville jeg sige, men hun gav mig ikke chancen og skyndte sig op til Dave. Han lagde armen om hende, og hun sendte mig et blik over skulderen, som jeg ikke kunne greje.

På bilturen tilbage mod byen var det mest Dave, der snakkede. Ashley var blevet stille og eftertænksom; når Dave spurgte hende hvorfor, svarede hun blot, at hun var koncentreret om at lægge en ny øjenmakeup i passagerspejlet. Jeg så hende skæve om mod mig adskillige gange.

Caleb var ligeså tavs, som han havde været på turen derud. Han stirrede enten vedholdende ud ad vinduet eller ned på sine knæ og så slet ikke på mig. Gad vide, hvad han tænkte på. Det var umuligt at aflæse.

Jeg selv havde travlt med at bearbejde de oplysninger, jeg havde modtaget om Ed- Emile. Det kunne ikke have været mere tydeligt, at Ashley ikke kunne lide ham – faktisk lod hun til ligefrem at afsky ham – men jeg tænkte, at det nok nærmere var et udtryk for hendes bitre tilgang til tilværelsen end et reelt vidnesbyrd om ham som person.

Det var ganske vist sært, at hun ligefrem havde advaret mig mod ham, men helt ærligt så lod Ashley til at hade alle, der ikke var Caleb eller Dave. Jeg var i hvert fald fast besluttet på ikke at lade hendes negativitet forpurre den spænding, jeg følte når jeg tænkte på E-Emile. Måske jeg bare skulle kalde ham E? Jeg så allerede nu for mig, hvordan han ville falde for mig, fordi jeg var den eneste, der så ham for den han var – hvis Ashleys uvilje mod ham var repræsentativ, var han ikke ligefrem den mest populære fyr. Han ville naturligvis først være reserveret og måske virke uforskammet, ligesom Edward gjorde i begyndelsen, og derfor havde den brede masse afskrevet ham som sur og utilnærmelig, men jeg var sikker på, at så man ind bag facaden, var han den mest fantastiske person.

Han var garanteret rigtig klog og læste en masse i stedet for at rende rundt og spille football, og det var derfor han var så bleg. Ashley havde afskrevet det som følge af computerspil – typisk hende, fast besluttet på at se det værste i andre – men det kunne også være, han bare ikke havde tid til noget så latterligt som sport. Måske arbejdede han meget, måske hjalp han med at forsørge sin familie, der åbenbart var udlændinge, fremmede i et nyt land…

”Willow.” Calebs stilfærdige stemme vækkede mig af min døs, og jeg spjættede. Dave lo dæmpet fra forsædet.

”Vi er fremme.”

Forvirret og groggy opdagede jeg, at vi holdt foran mit hus. Ashley var ikke længere at se, så jeg gik ud fra, hun allerede var blevet kørt hjem. Med søvnslappe fingre kæmpede jeg med sikkerhedsselen.

Dave fnisede igen.

Endelig lød det lille dæmpede klik, og jeg steg ud af bilen.

”Hm, tak for turen,” sagde jeg og måtte rømme mig, da jeg var blevet hæs efter min lur. ”Vi ses i morgen.”

”Du, Will? Skal du have et lift i morgen? Så du slipper for den overfyldte bus, mener jeg,” lød det håbefuldt fra Dave; hans øjne forsvandt næsten i et net af smilerynker, da han så op på mig.

”Willow.” Den vane var ved at blive irriterende. ”Nej tak, jeg vil ikke være til besvær.”

”Du er ikke til besvær,” blev han ved. ”Ashley bor lige i nærheden, og hende skal jeg alligevel hente, så jeg kunne ligeså godt tage dig med.”

”Du ville vel alligevel skulle ud på lidt af en omvej – det skal du altså ikke, Dave.”

”Ikke så meget pjat; jeg henter dig i morgen ved halv ni-tiden, ikke?” Og med de ord løftede han hånden til hilsen og kørte sin vej uden at lade mig sige så meget som et ord mere.

Jeg stod tilbage på det varme fortov med en stærk følelse af irritation. Hvorfor var han dog så påtrængende? Forstod han ikke mit kropssprog og hentydninger? Jeg havde overhovedet ikke vist interesse i ham, men han ignorerede bare min kulde og turede frem for fuld kraft. Hans overdrevne venlighed var til at kaste op over.

Jeg smed surt min taske på gulvet, da jeg trådte indenfor. Der duftede som sædvanlig fantastisk; denne gang af marineret kød. Vi skulle åbenbart spise lige om lidt.

”Hej, Willow!” råbte min far glad, da han hørte mig komme ind.

”Havde du en god første skoledag?”

Jeg stivnede med hånden på døren til mit værelse og tænkte kort over dagen. Kunne man overhovedet kalde dagen god?

”Nej,” svarede jeg og smækkede med døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...