Skinnet Bedrager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
17-årige Willow er bestemt ikke begejstret over at skulle flytte til Kermit, Texas. Hendes eneste trøst er de paralleller, hun konstant drager mellem sit eget og den fiktive Bella Swans liv, og hun tilbringer helst hver vågen time begravet i romanen Twilight. Hun har ikke høje forventninger til den lokale high school, men bliver til sin overraskelse øjeblikkeligt en del af David Lucas’ lille, umage vennegruppe, bestående af den generte Caleb og den smukke Ashley. Hvad der dog interesserer Willow langt mere, er den mystiske Emile; han er høj, flot og anderledes, og Willow ser i ham straks en Edward Cullen. Hun er sikker på, at hun har fundet den eneste ene og vælger derfor at se igennem fingre med Emiles mildest talt uforskammede opførsel. Men er Emile nu også den, Willow vil have, han skal være, eller har hun overset noget meget vigtigt?

2Likes
0Kommentarer
312Visninger
AA

4. Kapitel 3

 Jeg blev forskånet for at skulle finde en passende måde at reagere på Ashleys historie, da det ringede øjeblikket efter. Vi rejste os alle, Caleb mumlede at han skulle have spansk og Ashley smilede atter til mig, hvorefter hun undskyldte at have snakket så meget om sig selv.

Skønt hun var så smuk, var der noget hærdet eller sammenbidt over hendes ansigt, der gjorde det mindre tiltalende, jo længere man kiggede på det; det hang især sammen med hendes smil til mig, der var lidt forbeholdent. Men hun kunne jo heller ikke vide, hvordan jeg ville reagere på en så saftig historie om en vildtfremmed.

 

Hun havde nu ikke behøvet at bekymre sig om min fordømmelse, tænkte jeg, da jeg langsomt begav mig mod det, der vistnok var idrætshallen. Hendes fortælling havde ganske vist gjort mig vred og oprevet, men ikke på hende! Det var fuldstændig latterligt og tåbeligt at give hende skylden for det, der var foregået, når det burde være soleklart for alle, at de eneste, der havde handlet forkert her, var Kirk og hans slæng. Det gjorde mig faktisk ret vred på Ashleys vegne, at han bare gik ustraffet rundt, mens hun betalte en høj pris.


Måske var det fordi jeg var så fordybet i tanker, at det lykkedes mig at vade direkte ind i ham. Pludselig var han bare foran mig, og jeg stødte panden mod hans bryst. Vi udstødte begge en overrumplet lyd og trådte et skridt bagud og klicheagtigt nok, tabte jeg de bøger, jeg bar rundt i favnen fordi koden til mit skab ikke virkede (Dave havde lovet at fikse det for mig).


”Det må du virkelig – ” begyndte jeg, og så standsede jeg. For foran mig var den flotteste fyr, jeg nogensinde havde set. Han var ligeså høj som Dave, men langt mere muskuløs og havde også brune øjne, men de var meget lysere og tenderede næsten over i det ravgyldne eller – mit hjerte gav et lille spjæt – det topasfarvede. Men her holdt al tilnærmelsesværdig lighed også op. Hans hår var brunt med et rødligt skær, og hans hud var i modsætning til de fleste andre unge i Kermit, kun lidt (og meget klædeligt) solbrændt.

Han rynkede brynene mod mig, som om jeg havde foretaget mig noget besynderligt og uacceptabelt, og denne grimasse afgjorde sagen: Han var virkelighedens Edward Cullen. Mit hjerte hoppede igen og gav sig derpå til at banke vildt, jeg rødmede og blev slap i knæene på samme tid.

Så kom jeg i tanke om den sætning, jeg var påbegyndt.

 

”Hm, det må du altså undskylde.” Min stemme var en anelse hæs.


Han målte mig kort med øjnene, så fortsatte han i den retning, han havde været på vej i.


”Fint nok,” mumlede han i forbifarten.


Jeg opdagede, at jeg stod og stirrede dumt efter ham og skyndte mig at lukke munden. Jeg knælede for at samle mine bøger op og sukkede. Det var fuldstændig som i Twilight! Det var som om, jeg var Bella, der var kommet til Forks og havde mødt både Mike og Edward! Og jeg havde næsten talt med ham! Glemt var Ashley og hendes fortrædeligheder samt det faktum, at Dave faktisk havde imponeret mig, da han forsvarede hende. Det eneste jeg var interesseret i, var ham, min helt egen personlige Edward. Jeg måtte finde ud af, hvad han hed.
 

Dave dukkede op til idræt med blodplettede vattotter i næsen. Han så latterlig ud og vidste det selv og blev ved med at lade som om han skulle nyse. Jeg prøvede at udspørge ham om min mystiske fyr, men han virkede uvillig til at tale om ham og gentog hele tiden at ”signalementet ikke umiddelbart fik en klokke til at ringe” med en sørgelig engelsk accent. Så det endte med, at jeg opgav. Ashley var nok bedre at spørge om den slags – hun vidste med garanti alt, hvad der var at vide om en så dødsens lækker fyr.


Egentlig var jeg ikke helt tosset til idræt, men opmuntret af mødet med min ’Edward’ besluttede jeg mig for at lade være med at gøre mig umage med volleyballen. Hvis skæbnen havde bestemt, jeg skulle være Bella, kunne jeg ligeså godt hjælpe den lidt på vej, så jeg tabte bolden et par gange og dukkede mig en enkelt gang, som om jeg var bange for, den skulle ramme mig. 


Der gik dog kun ganske kort tid før jeg fortrød at have gjort dette, fordi det kun lod til at øge Daves hvad der grænsede til hengivenhed endnu mere. Ridderligt sprang han ind foran mig for at beskytte mig fra vildfarne bolde eller han sagde til de andre, at de skulle være forsigtige, når de servede til mig. Jeg kunne ikke lade være med at synes, han var utroligt rar, sådan at passe på mig, men samtidig var det ved at være godt og grundigt irriterende, at han klistrede sådan op af mig.

Jeg satte kroppen på automatpilot – det var ingen sag at spille volleyball, når man spillede så råddent som mig – og gav mig i stedet til at tænke på den mystiske fyrs fantastiske øjne, markerede brystkasse og bedårende panderynken. Gad vide, hvad han hed.


”… om Kermit, Will?”


Jeg virrede med hovedet, da det gik op for mig, at Dave talte til mig. Irriterende nok, var han allerede begyndt at kalde mig kælenavne, ligesom han gjorde med ’Ash’ og ’Cal’.


”Willow,” rettede jeg. ”Tjah, Kermit er… ikke som jeg havde forventet. I hvert fald ikke indtil videre.”


Idræt var overstået, og vi småsnakkede, mens vi gik hen mod omklædningsrummene. Daves blik på mig var om muligt endnu venligere, end det havde været, da han så på Ashley.


”Er det mon en god ting?” spurgte han retorisk og lo lidt. ”Hør, hvad ville du sige til at hænge ud efter skoletid? Ash, Cal og jeg plejer altid at mødes og snakke.”


Jeg spidsede ører. Mere snak betød flere chancer for at finde ud af mere om ’Edward’. Jeg måtte sige ja, selvom Bella ikke ville have gidet den slags – det ville nu også være rart nok at have nogen at snakke med. Derhjemme ventede kun min fars biologiske optegnelser og dårlige vitser.


”Helt klart,” svarede jeg derfor og smilede så oprigtigt jeg kunne. ”Hvorhenne?”


”Vi plejer at holde til ude i den vestlige del af byen på noget, vi kalder Prærien. Der kommer aldrig nogen.”


Vi var nået helt hen til omklædningsrummene, og Dave var nærmest ved at følge med mig ind i sin iver efter at blive ved med at snakke.


”Vi ses i naturvidenskab i næste time,” sagde jeg for at slippe af med ham, og han smilede begejstret og nikkede bekræftende.

 

Skoledagen sluttede, og jeg begav mig mod udgangen sammen med Dave. Han sludrede løs om Kermits mange fortræffeligheder, men jeg hørte kun efter med et halvt øre, fordi jeg spejdede som en gal efter ham, jeg var sikker på, var skæbnebestemt for mig – uden held.


Dave var den eneste i vennegruppen, der havde bil, så han var den faste chauffør. Ashley og Caleb stod allerede og ventede ved hans skrammede, lille Fiat, hvis falmede røde stod forfærdeligt til bildørenes rustne sorte.

Ashley stirrede stift ligeud, som om hun overhovedet ikke havde set de mange uvenlige blikke, hendes korte shorts og stumpede top modtog, Caleb lænede sig op ad bilen i et frugtesløst forsøg på at se afslappet ud; han virkede alt for nervøs.


”Hej, venner,” hilste Dave i sit sædvanlige varme tonefald, og straks virkede de lidt roligere. 

”Prærien?” spurgte han, da han satte sig ind på førersædet.

 

”Prærien,” nikkede de begge; Ashley kravlede ind ved siden af Dave i et virvar af solbrune ben og slanke arme, mens Caleb og jeg blev forvist til det varme, svagt lugtende bagsæde. Han sagde ikke et ord i det kvarter, turen tog, og så næsten ikke på mig, og jeg spekulerede på, om han var ligeså genert som mig, eller om der stak noget under.

Dave sludrede lystigt på forsædet og fik ustandselig Ashley til at le. Hendes forhærdede ansigtsudtryk blødte op, når Dave var i nærheden, og hun var smukkere end alle cheerleaderne, jeg havde set i kantinen, til sammen.


Prærien viste sig at være et firkantet, afsvedent stykke mark, der lå i udkanten af byen. En aldersstegen campingvogn støttede sig forpustet op af noget, der engang havde været et hegn, og på den brune jord foran stod en gammel sofa, fire umage lænestole, et sofabord med en hylde proppet til randen af bøger og ugeblade og et væld af stearinlys.

Campingvognen var dekoreret med lyskæder, som Ashley fløj hen og tændte. Herpå vimsede hun ind i selve vognen, og da hun lidt senere kom ud til os andre, medbragte hun en kande kaffe og fire kopper.


”Hvad gør I om vinteren?” spurgte jeg, mod min vilje imponeret.

”Åh, vi har varme i vognen,” smilede Dave afslappet. ”Varme, lys og rindende vand, og så flytter vi møblerne indenfor. Vi kan ikke undvære vores timer på Prærien, så jeg overtalte mine forældre til at sælge os deres gamle campingvogn. Men vi skal selv betale regningerne.”

”Jamen, hvad laver I herude?” spurgte jeg og så mig skeptisk omkring. Det var selvfølgelig meget hyggeligt med møblerne og lysene og det hele, men ellers kunne jeg ikke se det spektakulære i et fladt stykke jord, der tydeligvis var for goldt til at dyrke noget på.

”Vi snakker,” svarede Ashley. ”Efter en hel dag i det forfærdelige fængsel,” hun gjorde et kast med hovedet i retning af Kermit High School, ”er vi simpelthen nødt til at have et sted, hvor vi kan snakke sammen uden at folk håner eller overfalder os.”


Jeg kunne mærke jeg så skeptisk ud ved hendes ord, men jeg havde ikke lyst til at sige hende imod. Ærlig talt skræmte Ashley mig.


”Nå, Cal, er dette her fredeligt nok for dig?” spurgte Dave nu Caleb, der pludselig virkede roligere. Han lå i sofaen med fødderne på armlænet og hovedet i Ashleys skød. En svag brise tog let i hans hår.


”Ja, undskyld, jeg vrissede af dig Dave,” sagde han nu i et afslappet tonefald. ”Du har nok ret i at jeg er en smule paranoid. Det er bare det, at hvis folk finder ud af, jeg har været til den audition, bliver det ligeså slemt, som hvis jeg havde skrevet ’svans’ i panden og løb rundt i skolegården og svingede med gay pride-flag.”


”Caleb er homoseksuel,” bemærkede Dave til mig med et mildt ansigtsudtryk.


”Han er til mænd. Svans med stort ’s’,” fnisede Ashley og modtog et velment dask på siden af hovedet af Caleb.


”Årh, hold mund, din lille hore, jeg savler kun halvt så meget over Ryan Gosling som dig,” snerrede han i et drillende tonefald til hende. Ashley skubbede ham ned fra sofaen, så han ramte jorden med et hårdt ’bump’.


”Av,” sagde han i et forurettet tonefald og overfaldt hende. De fnisede begge hysterisk, og jeg blev opmærksom på Dave, der kiggede på mig. Det gik op for mig, at jeg vist havde et temmelig chokeret udtryk i ansigtet, og jeg skyndte mig at lægge det i neutrale folder, men for sent; Dave havde bemærket det. Som vanligt smilede han.


”Du må synes, vi er meget mærkelige,” gættede han i et spørgende tonefald. ”Faktisk er det næsten synd for dig sådan at blive slået i hartkorn med os fra dag et; vi er virkelig outsidere.”


Jeg mumlede noget uforståeligt, anede ikke hvad jeg skulle sige til hans bemærkning, eller for den sags skyld, hvordan jeg skulle reagere på noget af det.


”Jeg ved, hvad du tænker,” fortsatte Dave. ”Hvordan er jeg med mit uforskammet flotte ydre og imponerende karakter,” han antog et latterligt højtideligt ansigtsudtryk og vendte profilen mod mig som en anden Napoleon, ”endt sammen med de to originaler?”


”Hey!” Caleb og Ashley protesterede i kor og satte sig op; Ashleys hår var uglet og Calebs skjorte var krøllet. De stirrede begge vredt på Dave, men brast så snart i latter.


”Sagen er den, at jeg heller ikke passer ind i Bibelen,” fortsatte Dave nu og lænede sig fortroligt ind mod mig.

”Ser du, jeg er ateist.”


Ashley og Caleb gispede kollektivt og tog sig til halsen. Ashley lod som om, hun dånede.


”Han er måske i virkeligheden den værste,” kom det nu fra Caleb. ”Jeg kunne tage på kristen lejr og blive ’rettet ud’, hvis jeg havde karakterstyrken til det – Dave er en fortabt vantro.”


”Ja, og ganske vist har jeg bragt evig skam over mig selv, men efter et par århundreder i skærsilden tilgiver Vorherre mig måske,” sagde Ashley med et fromt ansigtsudtryk. ”David her, er der ingen Himmel, der vil tage imod.”


”Jeg er i sandhed et sørgeligt tilfælde,” nikkede Dave sorgfuldt og slog blikket ned.

Så så han atter op og smilede frækt til mig. ”Nå, men når nu vi alle har fortalt dig alle vores slibrigste hemmeligheder efter kun én enkelt dag, må det vel være din tur. Hvad er der galt med dig?”


Tre par øjne blev vendt mod mig, og med ét føltes det som at være til eksamen. Himmel, tænkte jeg, hvad er det for nogle typer, jeg er endt sammen med?


Det var ikke så meget deres ”problemer”, der skræmte mig; promiskuitet, homoseksualitet og ateisme var ganske normalt og ikke nok til at få mine alarmklokker til at ringe. For at være ærlig, kunne jeg slet ikke se problemet, hvilket nok skyldtes min frisindede, typiske østkyst-opdragelse plus det faktum, at begge mine forældre var veloplyste akademikere.

Men Dave, Ashley og Caleb skræmte mig alligevel fra vid og sans. Hvordan kunne de være så foragtede og alligevel så selvsikre? Hvordan fandt de overskud til at gøre grin med sig selv og deres upopularitet på den måde? Og hvordan fandt de modet til uden videre at tilstå alt dette overfor mig, en fremmed, der først lige var kommet ind i deres liv?

Med ét og fuldkommen uventet, følte jeg mig utilstrækkelig, ikke god nok til dem.

”Jeg tror ikke…” begyndte jeg tøvende og vred mig lidt i lænestolen. ”Hm, jeg tror ikke, jeg har nogen?” 

Det kom til at lyde som et spørgsmål.

Ashley hævede øjenbrynene i overraskelse og Dave lo.

”Kan det mon passe? Er du virkelig så skuffende normal?” spurgte han og blinkede til mig. Jeg nikkede, absurd nok, flov.


”Nå, men så er det din skamfulde hemmelighed!” udbrød Dave så, og de brast alle tre i latter.


Jeg kom selv til at grine lidt også, og mod alle forventninger opdagede jeg, at jeg faktisk ikke afskyede dem fuldstændig. Som de sad der, Caleb med armen om Ashleys skulder, og Dave varmt smilende, kunne jeg næsten synes om dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...