Skinnet Bedrager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
17-årige Willow er bestemt ikke begejstret over at skulle flytte til Kermit, Texas. Hendes eneste trøst er de paralleller, hun konstant drager mellem sit eget og den fiktive Bella Swans liv, og hun tilbringer helst hver vågen time begravet i romanen Twilight. Hun har ikke høje forventninger til den lokale high school, men bliver til sin overraskelse øjeblikkeligt en del af David Lucas’ lille, umage vennegruppe, bestående af den generte Caleb og den smukke Ashley. Hvad der dog interesserer Willow langt mere, er den mystiske Emile; han er høj, flot og anderledes, og Willow ser i ham straks en Edward Cullen. Hun er sikker på, at hun har fundet den eneste ene og vælger derfor at se igennem fingre med Emiles mildest talt uforskammede opførsel. Men er Emile nu også den, Willow vil have, han skal være, eller har hun overset noget meget vigtigt?

2Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

3. Kapitel 2

Varmen fra fortovet var så stærk at jeg kunne mærke den gennem sandalernes såler, da jeg trådte ud af skolebussen og tog Kermit High School i øjesyn. Som alle andre bygninger i denne by var den lavstammet og ucharmerende – gad vide om det stod i byggeregulationerne.


”Hej! Du må være Willow,” lød en stemme ved siden af mig, og det gav et sæt i mig af forskrækkelse. 

Jeg havde forberedt mig på, at der ville blive gloet en del og måske også hvisket, men at nogen stod og ventede på mig ved busstoppestedet og ligefrem kendte mit navn, det kom bag på mig.

Jeg drejede hovedet for at se, hvem der havde talt.

 

En høj, ranglet fyr, iført en falmet band-t-shirt og hullede jeans smilede venligt til mig. Hans brune hår nåede ham langt ned af ryggen, og i hans skæggede ansigt blinkede et par brune øjne venligt til mig. Før jeg havde nået at svare, rakte han hånden frem og greb min.


”Jeg hedder Dave. Velkommen til Kermit High School!” Han rystede entusiastisk min arm.


”Øhm, tak,” fik jeg fremstammet og gjorde mig forsigtigt fri af hans greb. Den overvældende modtagelse gjorde mig en smule utilpas.


”Jeg meldte mig frivilligt til at tage imod dig,” betroede han mig og sendte mig endnu et af sine strålende smil. ”Jeg skal nok hjælpe dig med at falde godt til her.”


”Det tvivler jeg ikke på,” mumlede jeg sarkastisk, og Dave virkede et øjeblik lidt usikker. Så rystede han det af sig og fortsatte:


”Du skal have matematik i første time ligesom mig, ikke? Bare følg med mig, jeg viser vej!”


Han vinkede mig med sig og smilede stolt til alle vi passerede, som om det var lidt af en bedrift sådan at gå her sammen med mig. Jeg forsøgte at undgå de andres blikke, men det var svært eftersom de alle dvælede ved mig. Der var flere, der sendte mig smil, men jeg besvarede dem ikke – de virkede alle så hånlige.


Matematik gik fint og ligeledes engelsk og spansk, som fulgte bagefter. Dave skulle have præcis de samme fag, og jeg mistænkte ham for med vilje at have sørget for vores skemaer matchede.

Allerede da vi nåede til frokost, var jeg godt og grundigt træt af ham. Han var da flink og alt muligt, men han var bare… for rar. Lige fra starten havde han mindet mig om Mike fra Twilight, der også havde forfulgt Bella i begyndelsen; hun ville have fundet Dave ligeså trættende.

 

”Nåeh,” Dave tøvede et øjeblik og balancerede bakken med den tarvelige frokost på den ene håndflade. ”Har du lyst til at sidde sammen med os til frokost?” spurgte han så og rødmede ganske svagt. Det klædte ham, bemærkede jeg overrasket.


Jeg så mig omkring i den uoverskuelige kantine. Egentlig var det mig imod at sige ja til hans invitation, da det bare ville få ham til at klæbe endnu mere til mig, men jeg var for meget kujon til uopfordret at sætte mig hos nogle andre.


”Ja, okay så,” svarede jeg og himlede med øjnene over den varme glæde i hans blik.

Han førte mig gennem kantinen hen imod et mindre bord, der stod i hjørnet ind mod kantinekøkkenet. Her sad allerede en køn om end noget spinkel fyr, der smilede venligt, da han så Dave. Han var mørk som en latino og høj med lange elegante arme og ben, og hans hår var til forskel fra Daves velfriseret og smart klippet. I det tiltalende ansigt med de høje kindben glødede et par store øjne, så mørke at de virkede næsten sorte.


Han smilede også til mig, da vi satte os, dog en anelse mere forbeholdent. Dave sendte ham et sigende blik, og han rakte hånden frem mod mig for at præsentere sig.


”Caleb,” præsenterede han sig; han talte lavmælt og en smule indtrængende.


”Willow,” mumlede jeg tilsvarende og slap hans hånd. Gad vide, hvorfor han, der virkede som typen alle ville være sammen med, var ven med Dave, der virkede lidt som en original.


”Hvordan gik din audition?” spurgte Dave nu Caleb med et hurtigt smil mod mig, som for at forsikre mig om, at han ingen intentioner havde om at udelukke mig fra samtalen.


Caleb lod nu ikke til at værdsætte forespørgslen; han stivnede og kiggede rundt som for at sikre sig at ingen havde hørt Dave.


”Er det absolut nødvendigt at snakke om det nu?” hvislede han. ”Kan det ikke vente til vi er i et mindre… hajfyldt farvand?”


”Cal, der er ingen, der lytter,” sagde Dave beroligende og klappede ham trøstende på skulderen. 

 

”Du må holde op med at være så paranoid.”
 

”Det kan du sagtens sige,” fnøs Caleb.

Inden Dave kunne nå at svare, eller jeg for den sags skyld kunne finde ud af, hvad denne besynderlige samtale betød, blev vi alle opmærksomme på, at nogen nærmede sig vores bord. Den blonde pige, jeg havde set sole sig i går – Ashley, var det vist – kom gående hen imod os med selvsikre, smældende skridt og hovedet trodsigt løftet.


Helt ærligt. Var jeg havnet i Mean Girls? Havde hun tænkt sig at håne originalen, særlingen og den nye pige? Eller måske ’ved et uheld’ spilde noget af sin mad på min hvide bluse?


Hun gjorde ingen af delene. I stedet satte hun sig ned ved siden af Dave og knyttede begge hænder, da hun nu ikke længere holdt bakken med mad.


”Hvad er der sket, Ash?” lød det straks bekymret fra Dave. Han lagde en hånd på hendes skulder og til min totale forbløffelse, rystede hun den ikke af sig.


”Åh, det var ingenting,” svarede hun med skælvende stemme. Det lød som om, hun var ved at græde. Dave vendte sig helt om mod hende og tog begge hendes hænder i sine. Nu virkede han oprigtigt ængstelig.


”Sig det nu.” Han forsøgte at fange hendes blik. ”Det var vel ikke Kirk igen?”


”Lad det nu ligge, Dave,” sukkede hun og forsøgte tydeligvis at krybe uden om spørgsmålet. Dave var allerede på vej op ad stolen.


”Hvad skal der til, før han fatter det?” hvæsede han, pludselig edderspændt rasende. Ashley greb fat i hans ærme og forsøgte af al magt at få ham til at sætte sig ned igen.


”Lad nu være,” bad hun. ”Du gør bare det hele værre. Sæt dig nu bare ned.” 

Men Dave rev sig voldsomt løs og marcherede af sted med rank ryg. Ashley skjulte kort ansigtet i hænderne. Så så hun op og forsøgte at smile.

 

”Sådan er Dave,” sagde hun til mig. ”Man kan simpelthen ikke tale ham fra at ville hjælpe folk. Jeg hedder Ashley.”

Hun rakte en velmanicureret hånd frem, og jeg tog den tøvende. Hvad var det for et underligt sted, jeg var havnet?


Hævede stemmer og lyden af stole, der skrabede henover gulvet, fik os alle til at vende os om. Ved siden af mig udstødte Ashley en lavmælt jamren og noget, der lød som ”ikke nu igen.”

I den anden ende af kantinen så jeg Dave trække armen bagud for at give en bredskuldret football-fyr en knytnæve lige i synet, men en af dennes lidt mindre holdkammerater greb fat i ham bagfra og standsede ham. Endnu en footballspiller kom ham til hjælp, og disse to, der var meget tungere og stærkere end Dave, holdt ham nu fast, mens den første hvis holdjakke så ud til at være ved at springes over de brede skuldre, rejste sig.

Mens hele kantinen så på, slog han Dave i maven med en knyttet hånd og sparkede ham over skinnebenene, så han gik i knæ. Det så ud, som om han lænede sig ind og hviskede noget til Dave; naturligvis kunne ingen af os høre, hvad det var, men i hvert fald fik det Dave til at spytte ham i ansigtet. Dette indbragte ham endnu en knytnæve, så han fik næseblod.

Fordi alle stirrede ufravendt på slagsmålet, var der ingen der opdagede læreren før hendes stemme gjaldede:

”Lucas og Slater! Er det nu jer to igen?!” Derpå vadede den lille runde dame ind og greb fat i Dave, der nu, da de to fodboldspillere havde sluppet ham, holdt fat om sin næse i et forsøg på at stoppe blodstrømmen. Hun rystede resigneret på hovedet.


”Op til skolesygeplejersken med dig,” kommanderede hun, og Dave sjokkede ud. ”Du får en anmærkning, Lucas!” råbte hun efter ham.


”Det samme gælder dig,” fortsatte hun så og vendte sig mod det, der temmelig sikkert måtte være Kirk Slater. ”Og jeg vil snakke med træner Fuller om din plads på holdet – jeg synes, det bliver tydeligere og tydeligere, at du ikke rigtig kan håndtere den!”


Med de ord spankulerede hun ud af kantinen igen, og alle satte sig en kende slukørede tilbage på deres pladser; jeg så Kirk komme med en lavmælt bemærkning til sine to holdkammerater, der havde holdt Dave fast, hvorefter de alle brølede af grin. De slog sig ned ved et stort bord, der var stuvende fuldt af andre fyre i holdjakker og piger i cheerleaderuniformer. Hvis mine andre stereotyper ikke passede, gjorde denne i det mindste og det var på en måde en trøst.


”Hvad gik det ud på?” spurgte jeg Ashley og Caleb, da nu alle var gået hver til sit igen. De vekslede et indforstået blik.


”Det er bare Kirk, der er en narrøv,” mumlede Caleb og så ned i sin mad, men Ashley rystede irriteret på hovedet, så hendes pragtfulde hår reflekterede solen, der strålede ind ad de brede vinduer.


”Lad nu være med at være så vag, Caleb, hun får det jo at vide alligevel,” sagde hun i et hårdt tonefald og vendte sig mod mig. Jeg blev helt forskrækket over det bitre blik i hendes blå øjne.


”For lidt over et år siden, da jeg stadig var sophomore, var jeg lidt vild og elskede at gå til fester,” begyndte hun. ”Sommetider drak jeg også lidt – det gjorde alle mine veninder – men aldrig noget stærkere end øl. Så en aften var vi til en fest hos Max Boyd – han er med på footballholdet – og eftersom han er en af Kirks nærmeste venner, var han der sammen med resten af holdet.

Jeg drak øl som sædvanlig og opdagede ikke, at jeg følte mig mere svimmel end normalt, og pludselig var jeg bare væk. Jeg husker ikke selv noget af det, men næste morgen fortalte Dave, som havde været DJ til festen, at han i en pause ville gå på toilettet og derinde fandt han mig nøgen sammen med seks drenge fra footballholdet. Jeg var ikke engang ved bevidsthed, men det forhindrede dem ikke i at gøre, hvad de ville. De flippede ud, da de så ham, og han fik mig klædt på og sendt til udpumpning.

Senere fandt jeg ud af, at det var Kirk, der havde hældt vodka i min øl, hver gang han havde chancen. Og lige siden har han kommet med latterlige kommentarer og bemærkninger eller raget på mig hver gang, han får chancen, mens resten af skolen har undgået mig.” Hun sendte mig et kort smil, som om hun opfordrede mig til også at tage afstand fra hende. Jeg sad imidlertid lamslået over hendes chokerende historie.

”Det var da… jeg er så ked af det på dine vegne…” begyndte jeg, men Ashley trak på skuldrene.

”Jeg kan ikke huske noget af det,” sagde hun og løftede hagen. ”Det værste for mig var, at de folk jeg plejede at hænge ud med, pludselig ikke ville vide af mig.”


”Jamen, hvorfor dog ikke?” spurgte jeg dybt forarget. ”Det var jo ikke din skyld.”


Caleb og Ashley kiggede atter på hinanden og udstødte begge en hånlig latter.

”Man kan godt høre, du kommer fra østkysten!” bemærkede Ashley så. ”Her kommer alle fra gode, kristne hjem, hvor piger forbliver jomfruer til de er gift – og helst også lidt længere. De mener alle sammen, at jeg selv lagde op til fyrene, hvilket jeg faktisk heller ikke ved, om jeg gjorde. Jeg gjorde i hvert fald ingen modstand, det har alle mine såkaldte veninder svoret på, så det er ifølge dem min egen skyld, at det gik som det gik. Jeg kunne jo også bare lade være med at tage til fester eller drikke overhovedet. Ifølge dem fortjente jeg det hele.”


”Jamen, var der da ingen, der meldte det?” Jeg kæmpede for at få mening i historien. ”Det var jo voldtægt?”


”Dave ville melde det.” Ashley fik et varmere udtryk i ansigtet og så venligere ud. ”Jeg bad ham lade være – faktisk tiggede jeg om det, og til sidst gav han modvilligt efter.”


”Men hvorf-”


”Jeg kommer også fra et godt kristent hjem,” afbrød hun mig, atter med det hårde blik i øjnene. 

”Mine forældre ville få et føl, hvis de vidste det. Derefter ville de smide mig ud og afskære al kontakt. Så jeg valgte at leve med skammen. De tror, at grunden til, at alle mine venner droppede mig er, at jeg stjal Deborah Baileys kæreste.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...