Skinnet Bedrager

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
17-årige Willow er bestemt ikke begejstret over at skulle flytte til Kermit, Texas. Hendes eneste trøst er de paralleller, hun konstant drager mellem sit eget og den fiktive Bella Swans liv, og hun tilbringer helst hver vågen time begravet i romanen Twilight. Hun har ikke høje forventninger til den lokale high school, men bliver til sin overraskelse øjeblikkeligt en del af David Lucas’ lille, umage vennegruppe, bestående af den generte Caleb og den smukke Ashley. Hvad der dog interesserer Willow langt mere, er den mystiske Emile; han er høj, flot og anderledes, og Willow ser i ham straks en Edward Cullen. Hun er sikker på, at hun har fundet den eneste ene og vælger derfor at se igennem fingre med Emiles mildest talt uforskammede opførsel. Men er Emile nu også den, Willow vil have, han skal være, eller har hun overset noget meget vigtigt?

2Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

2. Kapitel 1

 ”Willow, læg nu den bog fra dig og kig lidt ud ad vinduet i stedet for!” brummede min far. ”Så interessant kan den heller ikke være – hvor mange gange har du efterhånden læst den? 

Den bemærkning var ikke værd at nedlade sig til at svare på, så jeg nøjedes med at sende ham et dræbende blik og vendte gravalvorligt en ny side. Jeg var nået dertil, hvor Bella er blevet inviteret hjem til Edwards familie og trods det, at jeg sikkert havde læst bogen omkring femogtyve gange, var jeg dybt grebet. 


Desuden var synet af det afsvedne Texas, der fløj forbi de nedrullede bilruder, ikke noget at ofre så meget som ét blik på. Det var for brunt, og jeg kunne ikke lide det. Lige på det punkt var jeg helt anderledes fra Bella, selvom jeg ellers mindede så utrolig meget om hende på de fleste andre punkter. Men når man var vokset op nær havet i Portland, Maine, var det svært at forlige sig med, at man nu skulle henslæbe resten af sin high school-tid i en lille, deprimerende by i solsvedne Texas, der delte navn med en frø fra et åndssvagt børneprogram!
 

Min far måtte have bemærket, hvordan jeg skumlede på sædet ved siden af ham, for han puffede drillende til Twilight-bogen i mine hænder, så jeg tabte den.

”Lad nu være med at være så negativ, ikke?” bemærkede han. ”Måske kommer du til at holde af Kermit. Måske vil du ikke engang derfra igen!”

”Kermit er en flække fuld af bondeknolde, der enten læser i Bibelen eller pløkker hovederne af hinanden med oversavede jagtgeværer,” vrissede jeg og samlede hidsigt bogen op. ”Tror du selv, jeg kommer til at trives der?”

Min far lo. ”Nå, men så længe du ikke er forudindtaget!”


Jeg sukkede. ”Hold nu op med at være så morsom og koncentrer dig om at køre bil i stedet for. Du kører for hurtigt; det ved du, jeg hader.”


”Ja, ja, du og din mor og jeres evige aversion mod fart,” mumlede han og satte overhovedet ikke farten ned. ”Man skulle tro I holdt af at komme for sent.”


”Hold nu bare kæft,” snerrede jeg; det lød vredere end det burde, men irritationen eksploderede i mig, da han nævnte mor – og så i det fuldkommen henkastede tonefald. Sommetider føltes det som om, jeg var den eneste, der overhovedet tog notits af skilsmissen. Jeg skævede til min far. Han så ikke det fjerneste berørt ud, selvom det dog kun var en måned siden hans kone gennem nitten år endegyldigt havde forladt ham. 

Han var en høj, tynd mand, med lidt pjusket, tyndt hår og rare, brune øjne. Hans 70’eragtige firkantede briller, der balancerede på hans krumme næse, var holdt sammen af et stykke tape, og hans ternede skjorte og lædervest havde været modne til skraldespanden ligeså længe jeg kunne huske. Han lignede det, han var: en biolog. Måske var det derfor, jeg var opkaldt efter et træ.

 

Jeg lignede ham lidt, men ikke på de rigtige punkter. Mit hår var ligeså pjusket som hans og også samme ubestemmelige farve, der var nærmere blond end brun, og hans tynde, fladbrystede krop havde jeg også arvet. Min næse krummede en lille smule – heldigvis ikke nær så meget som hans – men det mest forsonende træk ved min fars udseende bortset fra hans vindende smil var de venlige øjne. Jeg ville have givet meget for at have arvet hans øjne, men i stedet hang jeg på min mors klare, grønne øjne. Grønne øjne var ikke moderigtige! Jeg kunne faktisk have lignet Bella ret meget hvis mine øjne havde været brune og ikke grønne, fordi højde og drøjde var nogenlunde det samme, men de grønne øjne ødelagde det hele.

En ting, jeg dog kunne takke min mor for, var den lyse hud, jeg havde arvet fra hende. Takket være hendes gener var min hud så bleg, at den var næsten hvid om vinteren, og nu i marts havde jeg stadig en porcelænsagtig teint – endnu en ting som Texas’ brændende sol nok skulle få ødelagt.

Måske skulle jeg farve mit hår mørkt, tænkte jeg ved mig selv, da jeg atter dvælede ved den lighed, jeg så mellem mig selv og Bella Swan. På den anden side ville Edward aldrig have billiget det, hvis Bella farvede håret, så måske skulle jeg bare lade det forblive sin naturlige farve og bede til, at det blev mørkere med tiden. Nogle gange når jeg stirrede indgående på mig selv i spejlet, begyndte det faktisk at se mørkere ud.

Min far syntes jeg burde læse noget andet end Twilight; jeg var efterhånden træt af at høre på hans evindelige plapren om Klodernes Kamp og Vredens Druer. Han kom altid til kort, når jeg næsvist spurgte ham om disse ’mesterværker’ inkluderede en flot, velhavende, teenagevampyr med overnaturlige kræfter, og mumlede bare noget lavmælt, som jeg ikke gad høre efter.

”Lad hende nu være,” sagde min mor altid, når han forsøgte at blande sig. ”Du kan ikke bestemme, hvad Willow skal læse.”

”Det siger du bare, fordi du har et hemmeligt ønske om at læse Fifty Shades of Grey,” drillede min far så, og hun fnøs foragteligt.

”Du kan aldrig tage noget alvorligt, Sean. Sommetider tænker jeg på om jeg også bare er en joke for dig.”

Det var samtaler som denne, der burde have gjort mig opmærksom på, at vores lille bekvemmelige liv snart ville ændre sig. Men jeg havde skubbet det fra mig og nægtet at se sandheden i øjnene, så da mor en dag bad mig sætte mig ved køkkenbordet, hvorpå hun fortalte, at hun og far var blevet enige om at gå fra hinanden, troede jeg hende først ikke. De hverken skændtes eller kastede med tingene, sådan som andre forældre gjorde, så hvordan kunne det være muligt? Men min mor forklarede, at de i virkeligheden aldrig havde passet sammen, og i de senere år, var dette blevet mere og mere tydeligt. Far havde altid været en munter spøgefugl, hvor hun selv var melankolsk og alvorligt anlagt; som biolog var far kun interesseret i naturen, mens hun, som var advokat, foretrak at opholde sig indendørs. Far var all-american og stolt af det – mor længtes hjem til Skotland, hvor hun var vokset op.

Disse forskelligheder samt det faktum, at de faktisk ikke var særligt forelskede i hinanden længere, havde fået dem til at diskutere, hvorvidt det ikke var bedre, hvis de blev skilt, og det var de så blevet enige om, på samme måde som man beslutter sig for at bestille kinesisk til aftensmad. Ingen tårer og sårede følelser. Kun accept.

Så jeg syntes faktisk jeg havde god grund til at være vred over skilsmissen – når nu ingen andre var det! Noget helt andet var, at jeg blev tvunget til at flytte fra Portland, hvor jeg havde levet hele mit liv, og følge med far til bondestaten Texas. Mor skyndte sig ud af landet, så snart hun fik lejligheden, og selvom hun tilbød mig at flytte med til Inverness, foretrak jeg trods alt at blive i staterne frem for at skulle bo i et europæisk land, hvor det konstant regnede og blæste og indbyggerne talte så mærkeligt, at det ligeså godt kunne have været et helt andet sprog. Far, der betragtede den omfattende jorbundsundersøgelse, han var blevet ansat til at udføre for universitetet i El Paso, som et projekt ligeså vigtigt som at finde kuren mod kræft, havde ikke tøvet med at sælge vores store, hvide hus i Portland. Derpå havde han slæbt mig hele vejen med sig, og der var ikke rigtig noget alternativ for mig. Kermit var det mindste af to onder. Og det spillede åbenbart ingen rolle, at jeg så måtte forlade mine to bedste venner i Maine.

Jeg var ellers ikke meget for at have venner – de var ofte forstyrrende elementer, når man egentlig bare gerne ville begrave sig i en bog. Men med Anna og Hunter var det noget andet. Anna havde været min veninde, siden vi havde gået til kunstskøjteløb sammen som femårige, og selv da vi begge droppede isen – som vores træner så taktfuldt udtrykte det: ”Måske I piger hellere vil dyrke en anden sportsgren,” – blev vi ved med at hænge sammen.

Hunter mødte vi, da vi begyndte i femte klasse. De var de eneste mennesker, jeg følte forstod mig fuldstændig. Anna var ligeså tosset med bøger som mig, og det var hende, der havde introduceret mig til Twilight. Hunter afskyede Twilight og nød at drille os med det, men han havde alligevel fundet ud af, at hvis han talte lavmælt og anspændt samtidig med at han skulede som en anden Edward, havde han pigerne i sin hule hånd – Anna og mig inklusive.

Jeg sukkede. Vi havde vel altid begge været en lille smule forelskede i Hunter, der var charmerende og selvsikker, men det var først det sidste halve år, det var blevet et problem. Uden at jeg egentlig havde lagt mærke til det, var Anna og jeg begyndt at kappes om hans opmærksomhed, og skønt han vidste det, virkede han egentlig ret ligeglad.

”Det må I selv om,” som han sagde – dette var for øvrigt hans kommentar til det meste.
Derfor havde der det sidste stykke hersket en smule spændt stemning mellem mig og min bedste veninde, der havde fået fremtiden til at virke en smule usikker for vores faste trekløver. Nu kunne det selvfølgelig være lige meget, eftersom trekløveret alligevel var blevet til to på grund af mine skøre forældres planer. Jeg havde ellers følt, at Hunter og jeg var kommet tættere på hinanden det sidste stykke tid; sommetider havde vi fulgtes ad fra skole, og en enkelt gang sagde han, at jeg var cool. Men nu hvor jeg var rejst, havde Anna vel kastet sig over ham, og de var sikkert kærester næste gang, jeg talte med dem.

Egentlig var det noget forfærdeligt noget at tænke om sine to bedste venner, men de kunne jo være ligeglade: vi var alligevel ikke tætte længere – nu befandt de sig begge 3650 kilometer væk. Jeg hadede, at vi var blevet skilt fra hinanden på den måde; jeg hadede det! Det ville sikkert overhovedet ikke lykkes mig at finde nogen nye venner på Kermit High School – jeg havde ikke ret let ved at få venner.

 

Mit første indtryk af Kermit var akkurat ligeså dårligt, som jeg havde forestillet mig, det ville være. Den brede, misligholdte vej, vi havde fulgt de sidste mange kilometer, førte blandt andet forbi en lavstammet centerbygning, en snusket diner, et mere eller mindre forladt bilværksted og en håndfuld lave huse, der mere lignede skure eller barakker. De få forbipasserende biler var gamle, slidte modeller, der alle kørte langsomt med nedrullede ruder. Fra dem strømmede de umiskendelige toner af countrymusik og lyden af sportskommentatorers ophidsede stemmer os i møde – selvfølgelig kommenterede de alle sammen på amerikansk fodbold. Jeg begravede opgivende ansigtet i hænderne.

Bedre blev det ikke, da min far insisterede på at holde ind ved dineren for at ”observere det lokale selskabsliv”. Han opførte sig, som om Kermit var en bakteriekoloni, han betragtede under lup, og jeg tror, han i al hemmelighed følte sig lidt som Doktor Livingstone, der betragtede Afrikas indfødte. Uden så meget som at lade mig se menukortet bestilte han to sweet tea og et par hamburgere.

”Skik følge…” klukkede han og ignorerede min dystre mine. Sweet tea smagte forfærdeligt og hamburgerne indeholdt så meget kød, at jeg ikke kunne spise op, hvilket vores tjener åbenbart tog som en personlig fornærmelse. I hvert fald var hun noget stram i ansigtsudtrykket, da hun kom for at hente vores tallerkner.

Mens vi havde siddet i den mørke diners fedtede luft, var det lykkedes mig at glemme heden, men jeg blev smerteligt mindet om den i det samme, vi trådte udenfor igen. Solen bagte ubarmhjertigt ned over os og fik luften til at flimre. Jeg længtes hjem til Maine, hvor det sjældent var så varmt og tørt på én gang. Her gjorde luften nærmest ondt at indånde i al sin tørhed.

Min far delte ikke min negative opfattelse af vejrforholdene.

”Sikke et fantastisk vejr!” udbrød han og vendte ansigtet op mod den skyfri himmel. ”Hvad mener du om det, hvad, Willow? Nu kan selv du måske blive solbrændt!”

”Du vil ikke vide, hvad jeg mener om det,” mumlede jeg og traskede hen til bilen. Bare den korte tur fik mig til at svede. ”Skal vi nu ikke bare se at komme hen til vores hus?”

”Jeg vidste ikke, du glædede dig sådan til at se det,” lo min far, og jeg stønnede atter. Han var utålelig.

 

Vores nye hjem var som ventet ikke noget særligt. En hel etage mindre end jeg var vant til, lavstammet, uden veranda og i samme ucharmerende byggestil som skurene, jeg havde set ved den brede boulevard. I det mindste var vores hus lidt kønnere end dem, men kun en lille smule.

”Jeg ved godt det er mindre end du er vant til,” sagde min far og lød nu lidt nervøs. ”Men uden mors indtægt har jeg ikke råd til mere. Hendes job var det bedst betalte, ved du.”

”Ja, ja,” mumlede jeg og orkede ikke rigtig at brokke mig mere, selvom han fortjente det. Det gjorde de begge to, men når nu mor ikke var her, måtte det gå ud over far. Jeg vendte ryggen til ham og fortsatte hen mod det, der skulle være mit værelse.

Mine pæne, dyre møbler så helt forkerte ud i dette tarvelige, lille hus. Sengen med den svungne ryg, trykkede sig sammen i hjørnet, mit hvide teakskrivebord rystede under det smalle vindue og min reol med blomsterudskæringerne stod fortabt lænet op ad den ene væg. Mere var der ikke rigtig plads til i det lille værelse, så mit garderobeskab var indtil videre forvist til garagen, og mit tøj var pakket ned i de papkasser, der flød på gulvet og gjorde pladsen endnu mere trang.

Jeg undertrykte en trang til frustreret at skrige og begyndte at pakke mine bøger ud. Naturligvis tilhørte de næsten alle Twilight-serien på den ene eller den anden måde, om det så var sjældne udgaver, spin-offs eller bøger omhandlende filmene og skuespillerne. Undtagelsen var fire bøger, jeg aldrig havde læst, fordi de lød så kedelige og gammeldags, og forsiderne var intetsigende. Jeg havde fået dem til fødselsdage og ikke fået taget mig sammen til at bytte dem inden fristen udløb. Det drejede sig om en udgave af Shakespeares samlede værker – gab – 1984 – komplet uaktuel: vi havde passeret 1984 og Orwell tog helt fejl… ikke? – Øst for Paradis – endnu et af min fars fejlslagne forsøg på at bestemme, hvad jeg skulle læse – og Northanger Abbedi af Jane Austen – helt seriøst, hvorfor havde nogen givet mig den? Hvis de endelig mente, jeg burde læse Jane Austen, hvorfor så ikke Fornuft og Fordom eller Følelsen Stolthed, eller hvad det nu var, de hed.

På trods af mine ikke videre høje tanker om disse fire bøger, pakkede jeg dem ud og satte dem på reolen; nederst, naturligvis. Derpå fandt jeg alle mine Twilight-plakater frem og hængte dem op. Da det var gjort, var jeg blevet for træt og varm til at foretage mig mere, så jeg lod mig falde om på sengen og lå og stirrede lidt op i loftet. En deprimerende oplevelse, eftersom jeg fandt flere revner og en edderkop, da jeg virkelig koncentrerede mig.

Efter at have ligget og haft ondt af mig selv et godt stykke tid – jeg græd endda også lidt, hvilket hjalp en smule på mit humør – besluttede jeg mig for at gå en tur. Det var så sent på eftermiddagen, at det næsten var aften, og varmen burde have fortaget sig lidt nu. Egentlig var det snart spisetid, men jeg var stadig så propmæt efter den overdimensionerede hamburger, at jeg alligevel ikke ville kunne få noget ned, før jeg havde fået mig rørt lidt.

Jeg forsøgte at liste forbi min far, der havde travlt i køkkenet, men han hørte mig og råbte:
”Kan du lide dit nye værelse?” Uden at vente på svar fortsatte han, ”Hvis du ikke bryder dig om den måde, flyttemændene har sat dine møbler på, må du sige til. Så hjælper jeg dig med at flytte dem.”

”Det er fint nok, far,” svarede jeg uentusiastisk. De næste par år ville blive et helvede uanset hvad, så hvordan mine møbler stod, kunne være ligegyldigt. ”Jeg går lidt ud,” tilføjede jeg og samlede mit hår i en hestehale; alt andet var for varmt.

”Nu?” Han dukkede op i døråbningen. ”Jamen vi skal jo lige straks spise?”

Jeg snusede ind; det duftede fantastisk. Min far havde altid været en glimrende – og irriterende munter – kok.

”Det tager ikke så lang tid. Jeg er bare stadig så mæt efter den hamburger, så måske vil det hjælpe at komme lidt ud og gå. Må jeg?” tilføjede jeg håbefuldt, da han så ud til at ville komme med indvendinger. Min ydmyge forespørgsel og uskyldige ansigtsudtryk lod til at formilde ham.

”Så okay da,” smilede han. ”Bare du ikke går for langt væk; du kender jo ikke området endnu.”
Jeg lovede ham at blive i nærheden og fortsatte så ud af døren.

Det var stadig hedt udenfor, men lidt mere udholdeligt, nu hvor solen snart ville gå ned. Jeg strøg sveden af min pande. Tænk, at det kunne være så varmt allerede i slutningen af marts. Jeg sank en klump. Marts fik mig til at huske på, at jeg skulle starte i skole i morgen, og ikke nok med, at jeg var en junior, der møvede sig ind på en allerede sammentømret årgang lige inden senioråret begyndte, skulle jeg også begynde på min nye skole bare halvanden måned inden sommerferien. Det var så utaknemmeligt, som noget kunne blive. Der var da ingen, der gad beskæftige sig med en ny elev lige inden galla, eksaminer og sommerferie? Jeg havde tigget og bedt min far om i det mindste at lade mig vente med at starte i skole til efter ferien, men han havde nægtet.

”Hvis du ikke kommer i skole og møder andre unge mennesker, kommer du til at kede dig ganske forfærdeligt i sommerferien,” havde han sagt. ”Så er der ingen du kan tage til poolen med eller køre rundt sammen med i åben bil eller den slags ting, de nu gør i Kermit. Du begynder i skolen, så snart vi er ankommet, og sådan er det.”

Han forstod ikke, at det var ulideligt ikke at blive inviteret til galla, ikke at være med i årbogen og ikke at have nogen chance for at finde nogen venner, når man kom fløjtende ind fra højre et par uger inden det hele gik løs, så jeg havde til sidst måttet give op. Derfor måtte jeg tage i skole i morgen og udholde pinen.

Jeg skubbede de ubehagelige udsigter fra mig og forsøgte at koncentrere mig om mine omgivelser i stedet. Nedslående. Visse steder var græsset allerede gult, bladene hang udmattet på træerne og der var en sørgelig mangel på fuglesang. Beboerne i vores kvarter virkede ligeså overophedede og træge. I én forhave sad to mænd med nøgne overkroppe på udtjente havestole, der gav sig under vægten af deres ølmaver. De gloede begge på mig, da de så mit forskende blik, og jeg tog øjnene til mig. Så hævede de deres dåseøl i en hilsen mod mig og gjorde mine til at komme hen og snakke, så jeg skyndte mig at gå videre.

I en anden have sad tre drenge på cirka tolv-tretten år tæt sammen på dørtrinnet. De havde stukket hovederne sammen og var dybt opslugte af et blad, som de fik travlt med at gemme, da en kvinde trådte ud af netdøren bag dem.

”Brad,” begyndte hun i et ildevarslende tonefald, men tav, da hun så jeg nærmede mig. Atter slog jeg blikket ned, men hun smilede venligt og nikkede til mig. Usikkert nikkede jeg igen og fortsatte, inden hun fik lejlighed til at indlede en samtale.

En tredje forhave afslørede en teenagepige på omkring min alder, der lå og sugede solens sidste stråler til sig i sin lyserøde bikini. Hun var slank, solbrændt, lyshåret og lignede en, der hørte til på Disneychannel, og jeg gik straks ud fra, at hun var helt igennem rædsom. Da hun fik øje på mig, tøvede hun et kort øjeblik, hvorpå hun smilede forsigtigt og så bort.

”Ashley, aftensmad,” lød det inde fra huset, og hun sprang straks op uden at kigge mere på mig.

Selvfølgelig hed hun Ashley, piger som hende hed altid Ashley, tænkte jeg og så hende forsvinde ind ad netdøren.

Da jeg nåede hjem, sad min far allerede ved bordet og ventede.

”Godt, du kom, jeg er så sulten, at jeg ikke kunne have ventet et øjeblik mere,” sagde han og begyndte straks at dynge spaghetti op på tallerknen. Jeg selv var lidt mere behersket og også en smule fraværende, da mine tanker stadig beskæftigede sig med mine oplevelser på min første dag i Kermit.

”Far?” spurgte jeg tøvende.

”M-hmm?” lød det fra ham med munden fuld af mad.

”Jeg var ude at gå og folk her i kvarteret… hm, de lod til at vide hvem jeg var. Som om de havde ventet mig.”

”Nå, det.” Han sank med en kraftanstrengelse. ”Ser du, de har også ventet dig – eller os, faktisk. Da jeg var her for et par måneder siden for at se på huset, løb jeg på et par journalister fra lokalavisen. Det er så sjældent her kommer tilflyttere eller fremmede i det hele taget, så de besluttede at interviewe mig, og da de fandt ud af, at jeg er en berømt biolog, slog de det stort op. Artiklen kom på forsiden, og der var billeder af mig og min teenagedatter samt oplysninger om, hvornår vi flyttede ind. Jeg går ud fra, de lokale er ivrige læsere.”

Denne forklaring var så rystende fortvivlende, at jeg kun kunne mønstre et hånligt ”berømt biolog!”, skønt han fortjente en svada. Min far udgav sommetider forskningsartikler i et støvet tidsskrift for biologer, der var så kedeligt, at ikke engang biologerne selv gad læse det, og dette gjorde ham i hans egne øjne berømt. Men det var ikke pointen! Pointen var, at hans skide artikel havde bevirket, at alle mine fremtidige klassekammerater nu vidste, at jeg var den utålelige, selvglade pige, der havde fået sit billede i avisen, bare fordi hendes far var en kikset biolog. Væk var alle mine forhåbninger om at liste mig ind i klassen og falde til i fred og ro – det ville der ikke blive mulighed for nu. Jeg var overbevist om, at mine fremtidige klassekammerater allerede hadede mig, og var for fortvivlet til at skælde min far ud, fordi han havde været så tåbelig og ikke engang havde gidet fortælle mig om det. Gad vide, om jeg ville overleve dagen i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...