Til det sidste åndedræt - 1shot

"August var leukæmi. Det var den drastiske slutning på en fed sommer, hvor alt var væk på et øjeblik. Hvordan kunne så lille en usynlig celle betyde så meget? Det var hospitals-ture, det var skænderier og det var sorg – og at stå på sidelinjen."


23Likes
15Kommentarer
897Visninger
AA

1. Til det sidste åndedræt

Spejlet i solskærmen på den gamle Citröen C4 var flækket og splinter var ligefrem faldet ud. Det var dog tydeligt at se de skræmte blå øjne alligevel, der spejlede mit blik. Jeg havde siddet sådan længe. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor. Om det for mig var en bedre måde at komme i kontakt med den person, der skulle forestille sig at være mig? Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding, inden jeg igen åbnede dem og rev blikket fra det dragende spejl.

Mathias sad ved min side bag rettet. Hans blik var en tro afspejling af, hvad mit havde været for sekunder siden. Det var som om at hans ånd allerede havde forladt hans krop. Det velkendte sjofle smil, der dagligt havde klædt hans læber, var væk. Glimtet i øjet der fik en underlig grøn farve på en solskinsdag var også forsvundet. Tilbage sad en krop, som jeg ikke genkendte. Det var måske derfor jeg ville holde fast i det sidste nogenlunde velkendte, jeg havde.

Jeg prøvede at komme på noget, der måske kunne finde noget frem i ham – noget vi efterhånden havde fået et forhold til. Jeg bed mig let i læben og valgte at spænde sikkerhedsselen op, så jeg kunne kravle ind imellem sæderne og derved få fat i det slidte Superbest-net, hvor jeg havde en næsten tom pakke North State klemt ned imellem så meget ragelse. Jeg fandt en lighter i handskerummet og stak cigaretten ind imellem mine læber, og da den var antændt, mærkede jeg langsomt, hvordan mine skuldre begyndte at sænke sig. Jeg kiggede over imod Mathias, der endelig havde valgt at løsrive blikket fra ruden. I stedet sad han nu uroligt og tappede med fingrende på rattet. Han tog imod pakken fra mig, og snart sad vi i tavsheden og røg.

Jeg lukkede øjnene og huskede tilbage til dengang hvor Mathias og jeg mødtes. Det var kort efter jul, da jeg havde flyttet klasse på Kongsholm Gymnasium, da min daværende linje tydeligvis ikke var noget for mig. Jeg havde det halve år forinden isoleret mig en del for folk uden for min klasse og kendte derved ikke folk. Så da jeg mødte Mathias, anede jeg heller ikke hvem ham var. Men selvfølgelig vidste han, hvem jeg var. Det havde han i hvert fald fortalt efterfølgende. I et halvhjertet væddemål med en af pigerne fra klassen havde han inviteret mig ud i både biograf og på pizzeria, og selvom daten havde forløbet sig elendigt, da pizzaen ikke var bagt ordenligt og filmen var elendig, så var der alligevel noget over Mathias.

Da det var blevet marts, var vi endelig kommet i forhold på Facebook og hele lortet, og der var stil over det. Det var en fantastisk tid, måtte jeg indrømme – måske decideret en dans på roser. Jeg var aldrig ensom. Havde jeg skændtes med min mor, kunne jeg tage hjem og sove hos Mathias, havde jeg brug for lektierne, så var han der, og skulle vi i byen, havde han altid en flok skønne venner med, som snart også blev mine.

August var noget lort – fucking lort.

Jeg tog en dyb indånding og gjorde automatisk et ryk med hovedet, i det jeg kiggede over på Mathias, der roligt sad og røg i tavsheden. Jeg bed mig i læben og lod min hånd lægge sig oven på hans på rattet. Han vendte sin hånd om og lod hans fingre glide ned blandt mine.

”Er du okay?” spurgte han med sin efterhånden hæse, tørre stemme. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Fuck, nej. Jeg var ikke OK – jeg var så langt fra det stadie, som overhovedet var muligt. Jeg var K-O. 

Han kyssede mine hvide knoer og lod det døde blik ligge på mit ansigt – og selvom det var så langt fra den Mathias, jeg havde siddet ved for et år siden, blev jeg stadig rød i ansigtet. Den rødmen var skyld i, at jeg sad her.

August var leukæmi. Det var den drastiske slutning på en fed sommer, hvor alt var væk på et øjeblik. Hvordan kunne så lille en usynlig celle betyde så meget? Det var hospitalsture, det var skænderier og det var sorg – og at stå på sidelinjen. Det var forfærdeligt. Jeg havde stadig svært ved at sætte ord på det – forfærdeligt var endda en underdrivelse.

September var en optur. Mathias havde været heldig, havde de sagt. Han var blevet opdaget tidligt og i den form, han var, skulle det nok hjælpe ham i den sidste ende. Men mit skeptiske jeg havde ikke været enig i deres ord, og jeg havde haft ret.

Med min frie hånd fumlede jeg på instrumentbrættet og fik tændt radioen i håbet på, at det kunne trykke den ubehagelige stemning. Jeg bed mig lettere i læben og havde hele tiden blikket på de næsten blå læber, der stod i kontrast til Mathias’ hvide ansigt.

Jeg var blevet smittet. Lægerne sagde at leukæmi ikke var smitsommelig, men jeg var blevet smittet – og ramt hårdt i hjertet. Selvom jeg ikke havde cancer, havde jeg gået igennem psykiske lignende symptomer. Først var det en anoreksi – så blev det til bulimi. Snart blev det til stress og så kunne jeg ikke længere noget. Jeg blev sygemeldt i november og kunne ligge hele eftermiddagen i sengen under det lille halvtag tilbage i rækkehuset og stirre op i luften, selvom Mathias lå ved min side. Min stemme hørte man aldrig – heller ikke når jeg græd. 

vad der skete, forstod jeg ikke. Men der var bare noget over Mathias. Noget jeg ikke ville kunne undvære. Hans varme favntag og bedende stemme efter et skænderi, hans latter når man havde tabt et væddemål, hans hede kys på en sommerdag i baghaven. Det var det hele – også hans dårlige sider.

Jeg mærkede, hvordan han langsomt løftede min hage op. De mørkeblå øjne lyste af hans sidste livsessens, og jeg mærkede, hvordan han trak i min hånd. Jeg tog en lettere indånding og kravlede over gearstangen og satte mig oven på ham med ansigtet imod hans.

”Jeg elsker dig, Luna,” åndede han og pressede blidt læberne imod mine. En varme bredte sig fra min mund og skyllede sig ned igennem min krop. Jeg trak læberne fra hans og trak skørtet op på min sorte nederdel. Så mærkede jeg, hvordan hans kølige hænder forsigtigt kørte ned over hofterne, hvor fingrene fik fat i min trussekant.

Efter en del fumlen var han endelig inde i mig. Et bevis på at vi stadig var en enhed – Luna og Mathias. Hans læber lå igen på mine, hvor han skiftevis kyssede dem i skiftende tempoer. Fra de blide til de heftige. Endelig trak jeg læberne fra hans og jeg lod hovedet skyde i vejret, så han kunne sætte sit territorium på min hals. Imens fulgtes vores hofter ad.

Det varede dog ikke nær så længe, som det havde gjort førhen. Jeg fik hurtigt mine vejrtrækninger i kontrol igen, hvor Mathias fortsat kæmpede med sine. Jeg så, hvordan svedperlerne hang ned af panden på ham. De blandede sig med de tavse tårer, der langsomt gled ned af hans kinder – og snart begyndte jeg også at græde. Jeg kyssede hans kind hvor tårerne løb og lod panden ligge imod hans.

”Er vi klar?” hviskede jeg med lukkede øjne og lyttede halvt til den rolige sang, der spillede i radioen.

”Det tror jeg,” åndede Mathias tilbage og jeg mærkede, hvordan han igen kyssede mig. Jeg nikkede for mig selv og åbnede øjnene igen. Jeg prøvede at undgå det ærlige våde blik, der lå i hans øjne. Det indeholdt så meget smerte. 

  Jeg trak trusserne op på plads og satte nederdelen bedst muligt. Så trak jeg skørtet op over mig selv, sådan at kanten lå ved min hage. Jeg skiftevis trak og bed i stoffet for at få lavet to store totter. Jeg sagde ikke noget – jeg ville ikke sige mig selv imod. Det var den perfekte idé. Det var Mathias og jeg blevet enige om.

  Januar var en øjenåbner. Det var en idé, der spirrede - noget vi begge var enige om. Noget så tragisk i en film, som vi på en måde alligevel kunne appellere til. Det var et samtaleemne, ingen af os turde snakke om. Ikke før måneder efter. 

  Jeg vendte mig om og så, hvordan Mathias lagde hænderne på rattet. Jeg bed mig i læben og bandt hans hænder fast med stoffet. Jeg bandt det endda hårdt, selvom jeg vidste, at det ville gøre ondt på Mathias – det skulle fungere. Så vendte jeg mig imod ham igen og pressede læberne imod hans.

  ”Jeg elsker dig så højt,” hviskede jeg og undskyldte, da jeg ikke ønskede at gøre ham mere ondt end de smerter, han tavst bar på i forvejen. Han gengældte mine ord. 

  Jeg lagde hovedet i hulningen imellem hans skulder og hans hoved, og pressede hårdt armene om ham, for at holde fast i det, jeg stadig havde. Jeg lukkede øjnene hårdt i og mærkede, hvordan hovedstøtten fra sædet gnavede sig ind i mit ansigt. 

  De sagde, at den smukkeste og blideste måde at dø på var at drukne. Jeg håbede inderligt, at det var sandt. Bilen slap hurtigt asfalten i en acceleration og snart brød forenden igennem det tynde sten-gelænder på broen. Jeg kunne høre, hvordan forruden blev knust og en kold vind legede kort med mit hår, da bilen fortsatte imod havoverfladen. Jeg strammede mit greb om Mathias, og jeg hørte ham hviske noget uklart ind i mit øre.

  Da vi ramte overfladen, gav det et stort ryk i hele bilen, og jeg kunne mærke noget knække i min rygsøjle. Inden jeg nåede at samle tankerne, havde et hæst skrig forladt min mund. Jeg hulkede og bed mig selv i håret, som jeg kunne høre vandet begyndte at trykke sig ind igennem den knuste rude.

Det var det hele værd. Jeg ville ikke leve – ikke uden Mathias. Jeg skulle dø alligevel. Med en pistol i munden eller et reb for halsen. Hvorfor ikke hellere få fælles gravsted. Hvis jeg skulle dø et sted, så skulle det være i hans arme – og han skulle dø i mine.

Ikke flere behandlinger – ikke flere opture og nedture. Det var slut – for alvor. Og for første gang i lang tid, kunne jeg endelig trække vejret med sænkede skuldre. I Mathias favn, havde jeg aldrig følt mig trykkere og det mørke, der omkransede os med kulde, virkede for første gang som en velkomst. Et smil lå om mine læber til det sidste åndedræt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...