They Don't Know About Us

Hvordan er det mon at date, et medlem af verdens største boyband? Og ikke mindst med det, det skal være hemmeligt. Emily Hastings er netop den pigen, der skal igennem det. Hun møder Harry i lufthavnen, på vej hjem til England. De ender i en situation, hvor de forelsker sig i hinanden. Men hvad skal man gøre når man kommer ud for en bilulykke, og man har mistet meget af sin hukommelse? Og hvad vil et hav af piger gøre, når de finder ud af at Harry har en kæreste? Det bringer Emily ud i mange problemer. Den eneste løsning er vel at holde det hemmeligt?

- Jeg beklager meget at det er forvirrende! Men de første afsnit handler nok mest om en ulykke. Og efter det, om deres "lille" hemmelighed! :)

2Likes
2Kommentarer
188Visninger

2. Opdaget

Harrys Synsvinkel

Jeg havde lyst til at gokke hende i nødden. Ja, hun har været ude for en ulykke, men det betyder ikke hun behøver at glemme mig! Jeg rødmede, og hun gav sig til at hulke. "Hvor har du gjort af min kæreste?" skreg hun. "Jeg... Jeg..." længere nåede jeg ikke, før Niall dukkede op. "Hvad gjorde han ved dig?" skreg hun, og sjovt nok krammede hun Niall! Han gav mig et blik der fortalte at han var forvirret. Jeg sukkede højlydt, og skubbede til stolen på gulvet. Et gisp forlod hendes mund.

Da hun var gået på toilettet, blev Niall ved med at sige nogle ting, jeg ikke gad at høre på. Som f.eks. "Hvorfor tror hun vi dater? Men på den anden side, hun er jo lækker" jeg fik nok da han sagde det..  KLASK! Lød det fra min håndflade, da den ramte hans kind. Ironisk nok, stod Emily lige bag os. "Hjælp! Hjælp! Han er sindssyg!" lød det fra hende. Det var som om nogen havde taget en stor hammer, og tyret den direkte ind i fjæset på mig! En sygeplejerske hev fat om min arm og trak mig udenfor. Det var vel første gang jeg var blevet smidt ud? Jeg var jo trods alt Harry Styles!

**

Emilys Synsvinkel

Jeg lænede mig ind over Niall. Han havde fået næseblod. "Niall!" hulkede jeg ned i hans skjorte. Han stønnede kort, og gav sig til at kramme mig. "Hvor er Harry?" var det eneste han kunne sige. "Harry blev smidt ud." Jeg kastede mig ind i hans arme, og lod mine læber røre hans. "Det her er forkert," mumlede han og skubbede mig væk. For at være ærlig, så synes jeg også at det føltes mere end bare forkert. Hans læber var ikke de samme dejlige læber jeg havde kysset  før. Problemet er vel bare at min hukommelse ikke var den samme som før. "Hvem er min kæreste?" peb jeg. Niall tog mig ind til sig igen, og denne gang uden at skubbe mig væk. "Harry er." Jeg kunne næppe trække vejret. Ham jeg havde smidt ud, var min kæreste. Eller er. "Min mobil! Den er i stykker?" Jeg hev anstrengende efter hans mobil, men han var hurtigere og rækkede mig hans Iphone. Harry tog den, men skiftede dog hurtigt mening og lagde på. Mobilen kastede jeg ind i væggen så den gik i stumper. "Hvad.. Har du gang i?" skreg han. Jeg skreg og råbte til jeg vaklede om kuld.

Da der blev stille rundt omkring, tog jeg tøj på og listede ind til Harrys værelse. Døren stod på klem, og Harry stod mod ryggen til døren. "Jeg skal nok sove!" hvæsede Harry. Jeg gispede. Harry var normalt glad, ikke også? Han vendte sig om mod mig. Han havde kun boxershorts og en morgenkåbe på. "Emily?" sukkede han. Jeg kastede mig i hans arme og lod mine læber strejfe hans. Det hele virkede bekendt. Jeg lænede mit hoved mod hans skulder, og tudbrølede. "Hvad med Niall?" han fjernede en løs hårlok fra min kind "They Don't Know About Us." hviskede jeg. Et smil dukkede frem.

**

Hvordan det gik til at jeg endte i Harrys seng, og sygeplejersken skældte os ud, ved jeg ikke. Inden jeg traskede over mod mit værelse, kyssede jeg Harry på kinden. "Husk os!" lo jeg.

Om eftermiddagen blev vi frigivet fra hospitalet. Jeg tog Harry under armen, og vi vadede udenfor. "Frisk luft," mumlede jeg. Siden jeg skulle hjem til min forældre og Harry også skulle, skiltes vi ved døren. "Jeg elsker dig," hviskede han. Han tog et kraftigt greb om min talje og kyssede mig. Det føltes som et farvel kys? Grunden er nok, at jeg sikkert for forbud på at se ham de næste hunderede år. "Argh! Mine forældre lader mig ikke se dig før jeg bliver 189 år gammel." grinede jeg. Han grinede med. "Det går nok! Jeg sniger mig ind på dit værelse. Og jeg gøre det her." han løftede mig op, jeg svingede mine ben rundt om ham. Hans bløde læber rørte mine. Vi grinede et stykke tid. "Hvornår skal vi fortælle om os?" begyndte jeg "Emily, alt er godt lige nu. Har du tænkt dig at starte et skænderi?" Et skrig lød bag os, og 20-25 fans løb over mod os. Opdaget.

Hvad sker der mon næste gang?

Hvad gøre de,

for at redde

deres forhold?

Er det mon slut?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...