Destipy 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2014
  • Opdateret: 15 jul. 2015
  • Status: Igang
Året er 3367. Menneskene bliver bildt ind at Jorden ikke findes mere. Undskyldningen er af den blev destrueret for mange år siden af mennesker. De såkaldte overlevende mennesker lever på planeten kaldet Destipy. Alle regler er anderledes. Alle skal have en mission, deres hukommelse bliver slettet da den ikke må være til fare for missionen. Avry Kreer er fast besluttet på at finde ud af hvorfor hun intet kan huske, og hvad hun ikke kan huske. Men en masse forhindringer vil komme hende i vejen, blandt andet finder hun ud af at hendes chef og en professor prøver at skabe vampyrer, og hun møder den eneste levende vampyr i verden. Vil det gå Avry godt, og vil hun få stoppet al galskaben og få væltet regeringen af magten?

10Likes
0Kommentarer
714Visninger
AA

3. Kapitel 1

Kapitel 1

 

Avry Kreer

Destipy, et sted ude i rummet, Fritch Town, 17:30.

 

 

,,Op med humøret Avry. Verden går altså ikke under af, at du snart skal ud på din endelige mission” prøvede Sidney at opmuntre hende, men Avry var ikke til at rokke. Hendes smil var falmet og falsk, og hun prøvede end ikke på at smile ægte. 

Avry var meget tæt på sine 21 år, og dermed skulle hun ud på sin mission. Alle vidste godt, at man ville dø efter missionen. Enten døde man under missionen, eller også sørgede regeringen for at aflive én. Man var ubrugelig efter sin mission. 

Det var også derfor, at alle kiggede varsomt over på Avry. De hviskede alle lavmælt med hinanden, og de fleste havde ondt af Avry. De bekymrede sig ikke om deres 21 år endnu, da de alle var under 18. De skulle tids nok finde ud af, at alle skulle igennem denne fase.

Alle på Avry's mission var allerede 21 år, så de ventede kun på hende. Det var de delvist glade for, men alligevel var det pinsomt, at skulle udsætte det uundgåelige. 

,,Hvad er pointen i at være jublende glad, når jeg alligevel snart dør. Du vil glemme alt om mig, og en dag vil du selv sidde i samme situation som mig. Jeg har ikke brug for din eller andres medlidenhed, og jeg har slet ikke brug for deres sladrer” vrissede Avry irriteret, og rejste sig op fra kantine bordet. 

Alle havde hørt hendes rasende ord, og derfor blev hele salen pludselig tavs. Avry gik rasende ud fra kantinen, og med hurtige skridt fik hun ført sig selv op til hendes lejlighed. Hendes robot May stod allerede klar til Avry's tjeneste, men Avry havde bare brug for lidt alene tid. 

,,Kan jeg byde dem på noget frøken Kreer?” spurgte robotten venligt, men Avry fik lynhurtigt viftet den væk. Hun havde egentligt aldrig forstået, hvorfor de aldrig nåede at gifte sig med nogen. Regeringen mente det var tidsspilde, og børnene blev jo fremstillet kunstigt. 

Avry fik dårlig samvittighed over, hvordan hun havde snakket til May, men hun var jo også bare en robot. Avry trak de ord tilbage, og fik blot endnu mere dårlig samvittighed. May var godt nok en robot, men hun var altid så sød mod Avry. Hun fortjente ikke onde ord. 

,,Undskyld May, jeg har bare så meget at tænke over. Du må meget gerne hente mig et glas appelsinjuice” fik Avry hurtigt mumlet som en undskyldning, og May gik glad ud efter glasset. Avry lagde hovedet tilbage i sofaen, mens hun studerede landskabet. 

Hun havde hørt historier fra de ældre, om den gang menneskene boede på planeten jorden. Der havde man frie valg, og man kunne leve til man blev omkring de 80 år. Det virkede blot som et drømmescenarie, og ikke som nogen som helst ting der kunne ske i virkeligheden. 

May kom tilbage med appelsinjuicen, og overrakte det til Avry. ,,Tak May” fik Avry fremsagt, og lynhurtigt fik hun drukket al appelsinjuicen. May kiggede bekymrende på Avry, og skulle lige til at formane hende om, at hun ikke måtte drikke så hurtigt. Det kunne jo skade hende.

,,Bare rolig May, jeg har det fint nok. Desuden lever jeg jo ikke forfærdelig meget længere” sukkede Avry, og kunne pludselig ikke se meningen med at leve de få dage, der var tilbage. Hun anede ingenting om missionen, men hun var også ligeglad. Hun vidste jo, at hun alligevel ville dø uanset hvad. 

,,Ja, men jeg har strenge ordrer om, at du skal leve indtil missionen er slut. Du skulle efter sigende være meget vigtig frøken Kreer” sagde robotten, og Avry kiggede forvirret på May. Hvorfor var lige præcis hun vigtig for missionen?

Avry fik pludselig lyst, til at gå ned på biblioteket og undersøge det selv. Måske kunne hun finde en bog, der forklarede en del mere, end hun selv vidste. ,,Jeg smutter lige for en stund May, men jeg er snart tilbage. Kan du ikke sørge for, at her er køligt til når jeg kommer hjem?” spurgte Avry, og robotten lovede at sørge for det.

Derefter hastede Avry sig ned på biblioteket, og sørgede for at være musestille. Bibliotekar-robotten var særdeles streng, og Avry turde ikke lægge sig ud med hende. Avry havde en svag fornemmelse af, at den bog hun ledte efter, ikke befandt sig i den lovlige afdeling. 

Problemet var bare, at Avry ikke anede hvor den forbudte afdeling var henne. Hun gik hen til bibliotekaren, og krydsede fingre for, at det ville lykkes. ,,Hej, mit navn er Betty, og jeg er journalist. Jeg har lige et spørgsmål til en af mine læsere, som spørger: Hvor ligger den forbudte afdeling, og hvorfor er den forbudt? Jeg tænkte at du var så klog, at du burde vide det” fik Avry rigtig smigret sig ind på bibliotekaren. 

Til Avry's held begyndte bibliotekaren at forklare hende det. ,,Jo ser du, den forbudte afdeling er forbudt, fordi der er en masse bøger, som ingen må få lov at læse i. Den ligger inde på hovedkontoret i regeringen, og den er under streng overvågning” forklarede Bibliotekar-robotten, og Avry bandede og svovlede indvendig. 

Hun kunne umuligt komme derind, men havde hun overhovedet andre valg? Hun ville gerne slippe udenom missionen, og hun ville gerne leve længere. Måske vidste regeringen noget, som de holdte skjult for alle menneskene på planeten Destipy?

Avry kunne allerede mærke, at hendes hoved var omtumlet med alle disse nye ting at tænke over, og derfor besluttede hun sig at slappe af resten af aftenen. Hun skyndte sig derfor hjem, hvor hun hurtigt fik kaldt May hen til sig. 

,,May vil du ikke være sød, at lokalisere et sted for mig?” spurgte Avry, og håbede ikke at robotten fik nogle mistanke - Hun kunne jo hurtigt alarmere regeringen, og det ville destruere Avry's planer fuldstændigt i smadder. 

,,Selvfølgelig frøken Kreer. Jeg er skabt for at behage dig” sagde robotten, og Avry kom hurtigt op med en løgn. Hun fik forklaret robotten, at hun havde fået noget research for, og at hun skulle vide lokaliseringen på regeringen. Hun forklarede, at hun skulle interviewe nogen. Robotten faldt for det.

,,Skal ske med det samme frøken Kreer” fik robotten sagt monotont, og Avry åndede lettet op. Selvfølgelig kunne robotten ikke tænke selv, og det var kun et kæmpe plus for Avry. May gik hurtigt ind på kontoret, og resten kunne Avry ikke høre.

,,Så burde hun vide det i morgen” mumlede Avry for sig selv, og et lille gab undslap hendes læber. Robotten kom styrtende ind igen, og kiggede over på Avry. ,,Frøkenen er træt. Skal jeg redde sengen op til dig?” spurgte May, men Avry takkede nej. Hun ville selv sørge for det.

May gik hurtigt ind på kontoret igen, og Avry rejste sig hurtigt op fra sofaen. Hun gik ind mod soveværelset, hvor hun hurtigt fik redt sin seng. Pludselig kom hun i tanke om, at hun havde glemt sit arbejdstøj inde på kontoret, og med et suk gik hun derhen. 

May's stemme fik dog lynhurtigt stoppet Avry, som stoppede op og lyttede efter. ,,Frøken Avry Kreer har spurgt efter regeringen, som i sagde ville ske. I må komme og hente hende, inden hun forvolder mere skade. Så må i slette hendes minder” fik robotten sagt ind i en slags mikrofon, som sad i hendes arm. 

Avry gispede lavmælt, og følte sig forrådt af en robot. Hvor sølle det end lød, så var det sandt. May havde totalt forrådt hende, og regeringen havde forventet det. Avry skyndte sig ud efter sit overtøj, og lynhurtigt skyndte hun sig udenfor. 

Hun ville ikke frivilligt lade regeringen fjerne hendes minder - I hvert fald ikke uden kamp. Derfor prejede hun hurtigt en Axat, som hun betalte for at køre hende. Hun bad føreren køre hende til Prytown, som var en lille by ude i udkanten. 

Robotten vendte sig om, og kiggede på Avry. ,,Det bliver 15 Oplair” sagde Robotten, og Avry fandt hurtigt pengene frem. Bilen begyndte at køre, og Avry åndede lettet op. Nu kunne regeringen ikke standse hende igen. 

Pludselig slog det hende, at hun sad i en bil med en robot. Regeringen ejede praktisk talt robotterne. ,,Ved nærmere eftertanke vil jeg gerne af her” fik Avry forhastet sagt, men robotten standsede ikke. Hun prøvede at åbne dørene, men de var låst.

,,Sæt mig af!” skreg Avry hysterisk, men robotten svarede hende ikke. Hun prøvede ihærdigt at skubbe døren åben, og hun bankede hårdt på vinduerne. Hun håbede inderligt, at nogle ville se hende, og at de så også ville hjælpe hende.

,,Det der nytter ikke noget Avry. Selvfølgelig har vi sørget for, at ingen kan bryde ud. Vi er kun glade for, at du slet ikke tænkte over, at alle Axat-chauffører er robotter” gnækkede en ond stemme, og Avry opdagede hurtigt, at selveste Trevett Preyish var på skærmen. Det var præsidenten over hele Destipy planeten. 

,,Luk mig ud! Jeg vil jo ingen harme gøre!” udbrød hun desperat, og prøvede at lyde oprigtig, selvom løgnen i sig selv var så stor, at hun ikke kunne lyde sandfærdig. Præsidenten grinede blot af hende, som om hun var et dumt barn. 

***

Avry vågnede op ved at Axaten stoppede op. Hun opfangede hurtigt, at de var ude et sted langt væk fra al civilisation. Selvfølgelig ville de ikke frivilligt føre hende til regeringen. Hun håbede blot, at hun kunne slippe væk fra dem. 

Robotten gik ud af Axaten, og lynhurtigt kom han om til hendes dør. Han satte hende i nogle håndjern, som sørgede for, at hun blev svækket. Hun kunne også tydeligt mærke, at hun ikke kunne gøre modstand. Hun var så svækket, at hun ikke ville gøre modstand. 

,,Hvad er der galt med jer! I bortfører mig jo! Jeg vil bare hjem, det her bygger på en stor misforståelse!” løj Avry højtråbende, men robotten førte hende bare videre med et hårdt skub. Hun forstod hurtigt, at hun skulle forholde sig helt tavs.

Da de kom ind ad døren til det gyselige hus, så Avry en masse mennesker, der bar kliniske hvide kitler. De lignede noget fra en dårlig discount gyser, men Avry fornemmede hurtigt, at de her var langt værre. Selvfølgelig var de det, når de var ansat af Trevett.

Robotten førte hende ind i en smal cellelignende rum, men alligevel lignede det ikke sådan et rum, som alle fængslede personer sad i. Hvem prøvede hun at narre? Folk kom slet ikke i fængsel, de blev blot dræbt. Et lille skud af deres forfærdelige serum, og de var dømt til glemsomheden. Ingen ville huske dem, men alligevel ville de være et godt eksempel på, hvorfor folk skulle opføre sig pænt.

Avry rakte ud efter den lille tegnetablet, og prøvede at drive tiden væk med at tegne. Hun havde altid interesseret sig for det, men i den seneste stykke tid havde hun ikke haft tid til det. Hun havde brugt tiden på at bekymre sig om sin fødselsdag. Om præcis 2 dage og 6,5 time ville hun fylde 21. 

Døren åbnede sig lydløst, og ind kom én af de uhyggeligt udseende personer. De var en eller anden syg form for læger. ,,I må ikke slette mine minder, jeg har ikke gjort noget galt” bad Avry desperat, men lægen syntes blot at studere hende.

,,Du ville finde regeringen. Ingen prøver på at finde regeringen, medmindre man er en oprører. Desuden er i alle programmeret til ikke at tænke på sådan noget vås. Men de siger du er anderledes. Du skal være glad for, at de blot fjerner dine minder, i stedet for at aflive dig på stedet” fik lægen fremsagt, før han trak en kanyle frem.

Han stak den forsigtigt ind i Avry's tynde hud, og kroppen optog den hurtigt. Den fik hendes krop til at følge efter ham, og ikke flygte fra ham. Hun kunne slet ikke styre sin egen krop, og det var en meget ubehagelig følelse for Avry.

,,Hvor tager du mig hen?” spurgte hun forvirret, og kiggede spørgende over på lægen. Han studerede hende igen kort, før han langsomt åbnede munden. Inden han nåede at svare, blev han dog afbrudt af en anden læge, som hastigt kom imod dem.

,,Trevett siger, at du ikke må fjerne hendes minder, før han har snakket med hende” sagde den nye læge bestemt, og den anden læge nikkede sig enig. Avry åndede lettet op, og så en mulighed for at hun havde mere tid til, at udtænke en fantastisk og gennemtænkt flugtplan.

Men som sagt havde serummet gjort sådan, så hun ikke kunne løbe bort. Hun prøvede ihærdigt at slippe ud af denne trancelignende tilstand, men serummet kæmpede endnu mere imod. Det gjorde tilsyneladende ondt, men alligevel var det ikke en fysisk smerte.

Lægen førte hende nu i en anden retning, og Avry forstod ikke hvorfor, de lod hende møde præsidenten i egen høje person. Var de ikke bange for, at hun ville skade ham? Hvis hun nu i teorien kunne slippe ud fra serummets magt, og så pludseligt kunne skade præsidenten? 

Hun blev ført ind i et rum, hvor der var en kæmpe skærm. Hun sukkede irriteret. Selvfølgelig var han her ikke. Hun skulle snakke med ham over en skærm. Det var både irriterende, men også betryggende. Han havde altid skræmt Avry en smule.

Lægen tændte skærmen, før han lod hende være alene. Trevett dukkede op på skærmen, og han lod blikket glide hen på Avry. Et slæskt smil kom op på hans læber, og han nød at se hende så forsvarsløs. Hun kunne end ikke flygte.

,,Så mødes vi igen Avry. Ser du jeg har en smule travlt, men jeg var nødt til at snakke med dig inden de fjerner dine minder. Du vil alligevel ikke huske det her.” forklarede præsidenten, og Avry ønskede blot, at han ville få snakket færdig. Han gav hende allerede myrekryb.

Avry kiggede forventende op på ham, og ønskede at kunne lægge armene over kors. Men selvfølgelig var det ikke en mulighed. Hendes krop førte hende over mod sofaen, hvor den så satte sig ned. Det var meget ubehageligt, at hun ikke selv styrede den.

,,Ser du, det overrasker mig ikke, at du prøver at gøre modstand mod mig. Det ligger i dine gener” sagde han hentydende, selvom Paisha ikke fattede hentydningen. Så slog det hende, at hendes forældre måske havde været en del af modstandsbevægelsen. 

,,Hvad ved du om mine gener” spyttede hun hidsigt ud, og kiggede trodsigt op på ham. Han grinede over hende, og lagde end ikke skjul på det. Han syntes hun var aldeles dum at snakke sådan til ham. Avry var ligeglad med, hvad han syntes om hende, hun hadede ham dog så inderligt.  

,,Du skulle bare vide. Men det er ikke det jeg ville snakke med dig om. Jeg er mere interesseret i at vide hvorfor du gør modstand.” sagde han, og regnede med, at hun ville svare ham. Hun holdte munden lukkede, og gad end ikke komme op med en løgn. 

En kanyle stak ud fra væggen, og den stak sig hurtigt igennem hendes hud. ,,Vi prøver en gang til. Sandhedsserummet burde få din mund på gled. Hvorfor gør du modstand mod det uundgåelige? Du kan intet stille op. Der er ingen andre udveje end din død” sagde han, og kiggede intenst på hende.

,,Men det er der jo. I holder den bare væk fra os. Hvorfor er du for eksempel ikke død endnu? Du har ingen mission. Jeg vil ikke finde mig i at blive undertrykt mere, og jeg vil ikke dø. Jeg vil med glæde sætte mit liv på spil, hvis det betyder at jeg kan redde mine medmennesker. Men det ville du ikke forstå, for du er så følelseskold” hvæsede Avry, og kunne ikke stoppe med at fortælle sandheden.

Peæsidenten fik et koldt blik i øjnene, og pludselig slukkede skærmen. Lægen hentede Avry ud fra rummet, og  førte hende ned af de kolde korridorer igen. Hun vidste, at de nu ville fjerne hendes minder. Hun kunne end ikke kæmpe imod. 

Det var med blandede følelser, at hun gik ned ad gangene. Måske ville hun glemme hendes bekymringer, men hun ville stadig ende som en af dem der bare går sin død imøde frivilligt. Hun vil glemme alt om sit oprør, og hun vil igen være en lydig borger, bare denne gang uden minderne om sin opvækst. 

Hun blev ført ind i en operations-lignende værelse, hvor der i midten lå en blå briks. Hun lagde sig op på den, og en kuldegysning fløj igennem hendes krop. Det var nu det skulle ske. De ville fjerne hendes minder. Hun ville ikke længere være den samme Avry Kreer, men nærmere en anden version af sig selv. 

Lægen rodede rundt med en masse ting, og tiden trak længere og længere ud. Avry hadede at vente. Hun kunne ikke undgå at føle, at han nærmest gjorde det med vilje. Bare for at pine hende lidt længere. 

Han trak en nål frem, og stak et lille hul i huden. Blodet piblede frem, og han tog noget af det over på en vatpind. Avry undrede sig over dette, men kom i tanke om, at han nok skulle lave en bestemt serum til lige præcis hende. 

Hun kiggede op i loftet, og kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan alt bare var fuldstændigt perfekt. Der var ingen pletter i loftet, og der var heller ingen maling, der var krakeleret. Hun huskede pludseligt, at alt jo faktisk havde været perfekt. Hendes lejlighed var også fuldstændig perfekt, men hun havde ikke tænkt over det før nu.

Lægen vendte sig om, og trak en kanyle frem. Hun fik det dårligt over alle de kanyler, de havde brugt på hende denne dag. Han trak noget af serummet op i kanylen, hvorefter han satte den mod hendes hud. Langsomt stak han den igennem, og trykkede serummet ud, hvorefter han satte nogle elektroder på hendes hoved.

Det var nu. Farvel gamle oprørske Avry Kreer, og goddag lydige og alt for kedelige Avry Kreer. Hun tog en dyb indånding, hvorefter en kæmpe smerte skar igennem hendes krop. Hun fik en masse black outs, hvorefter hun besvimede.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...